FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. WAHL
fremsat den 21. november 2013 (1)
Sag C-482/12
Peter Macinský
Eva Macinská
mod
Getfin s.r.o.
Financreal s.r.o.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Okresný súd Prešov (Slovakiet))
»Formaliteten – direktiv 93/13/EØF – forbrugerkreditaftale – urimelige kontraktvilkår – inddrivelse af en pantesikret fordring ved anvendelse af offentlig auktion af fast ejendom – mulighed for forudgående retssag i henhold til national lovgivning – effektivitetsprincippet – begrænsning af en doms tidsmæssige virkninger«
1. Domstolen er en retsinstans. Dens formål er at løse retstvister mellem parter på grundlag af materielle og processuelle regler. Den træffer bindende afgørelser og afgiver generelt ikke vejledende udtalelser om hypotetiske spørgsmål (2). På den baggrund fremviser den foreliggende sag alle de karakteristiske træk ved en fuldstændig abstrakt situation, da det er uklart, hvorfor det er nødvendigt for Domstolen at tage stilling til det forelagte spørgsmål. Selv om svære sager afgjort skaber dårlig retspraksis (»hard cases make for bad law«), skaber ikke-eksisterende tvister uden tvivl langt værre retspraksis.
2. Dette er uheldigt, da den realitet, som Domstolen er blevet anmodet om at tage stilling til i den foreliggende sag, ikke er uden betydning. Endnu engang skal bestræbelser på at gøre retsvæsenet mere effektivt således afvejes over for retten til en effektiv domstolsbeskyttelse – nemlig af forbrugere.
3. Med anmodningen om præjudiciel afgørelse ønsker Okresný súd Prešov (distriktsdomstolen i Prešov) (Slovakiet) nærmere bestemt oplyst, om de slovakiske bestemmelser, der giver en kreditor mulighed for at opnå betaling af en gæld gennem en udenretlig procedure, hvorved vedkommendes sikrede interesse i skyldnerens aktiver fuldbyrdes (»den omhandlede procedure«), er forenelige med bl.a. direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (3).
I – Retsforskrifter
A – EU-ret
4. Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 bestemmer:
»Medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.«
5. Artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 bestemmer:
»Medlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør.«
B – National ret
6. Den slovakiske borgerlige lovbog (Občianský zákonník) indeholder bl.a. følgende bestemmelser vedrørende fuldbyrdelse i et pantsat gode:
»Artikel 151j
1. Hvis en fordring, som er sikret ved pant, ikke tilbagebetales behørigt og rettidigt, kan panthaveren søge fyldestgørelse i det pantsatte gode. Med henblik herpå kan panthaveren søge fyldestgørelse for sit krav på den i aftalen fastsatte måde eller ved at udbyde det pantsatte gode til salg på offentlig auktion i henhold til særlige lovbestemmelser [...] eller [...] ved at sælge det pantsatte gode i henhold til særlige lovbestemmelser [...], medmindre denne lovbog eller særlig lovgivning bestemmer andet.
2. Hvis den ved pant sikrede fordring ikke tilbagebetales behørigt og rettidigt, kan panthaveren enten opnå eller kræve fyldestgørelse for sit krav i det pantsatte gode, selv om den sikrede fordring er forældet.
[...]
Artikel 151m
1. Panthaveren kan først sælge det pantsatte gode på den i panteaftalen fastsatte måde eller ved offentlig auktion 30 dage efter, at han har meddelt kautionisten – og debitoren, såfremt de ikke er samme person – at der vil blive søgt fyldestgørelse i det pantsatte gode, medmindre særlig lovgivning bestemmer andet [...]
2. Efter meddelelsen om fyldestgørelse kan kautionisten og panthaveren aftale, at sidstnævnte har ret til, også inden udløbet af den i stk. 1 angivne frist på 30 dage, at sælge det pantsatte gode på den i panteaftalen fastsatte måde eller ved offentlig auktion.
3. Den panthaver, som har indledt fyldestgørelse på den i panteaftalen fastsatte måde, kan til enhver tid ændre måden, hvorpå denne søger sig fyldestgjort, og sælge det pantsatte gode ved offentlig auktion eller kræve fyldestgørelse for fordringen ved salg af det pantsatte gode i henhold til særlige lovbestemmelser. Panthaveren skal oplyse kautionisten om ændringen af måden for fyldestgørelse.«
7. Lov nr. 527/2002 om frivillige auktioner (Zákon č. 527/2002 Z.z. o dobrovol’ných dražbách) bestemmer:
»Artikel 17 – Meddelelse om offentlig auktion
1. Auktionarius bekendtgør udbydelsen til salg ved offentliggørelse af en meddelelse om offentlig auktion [...]
[…]
3. Hvis den genstand, der udbydes på auktion, er en lejlighed, et hus [eller] en anden bygning [...], offentliggør auktionarius meddelelsen om offentlig auktion senest 30 dage, inden auktionen indledes. Endvidere fremsender auktionarius uden ugrundet ophold meddelelsen om offentlig auktion til ministeriet med henblik på offentliggørelse i det [officielle] Erhvervstidende [...]
[...]
5. Auktionarius fremsender inden for de i stk. 2-4 fastsatte frister meddelelsen om offentlig auktion til følgende personer:
a) den person, der iværksætter den offentlige auktion, panthaverens debitor og, hvis denne ikke er den samme som debitoren, ejeren af den ejendom, der skal bortauktioneres [...]
[...]
Artikel 21 – Forsømmelser fra auktionarius’ side og den offentlige auktions ugyldighed
[...]
2. Såfremt en bestemmelse i denne lov tilsidesættes, kan en person, der gør gældende, at tilsidesættelsen har påvirket hans rettigheder negativt, anmode en retsinstans om at erklære den offentlige auktion ugyldig. Denne ret ophører tre måneder efter den offentlige auktion, medmindre auktionen vedrørte et hus eller en lejlighed, som ejedes af den pågældende person, og som han officielt beboede på auktionstidspunktet, og begrundelsen for at påstå ophævelse er, at der er begået en strafbar handling [...], i hvilket tilfælde der kan nedlægges påstand om ophævelse af salget efter udløbet at denne periode på tre måneder.
[...]
5. Såfremt køberen misligholder sine forpligtelser, eller hvis dommeren ophæver salget, erklæres auktionen uden virkning fra hammerslaget.
[...]
Artikel 29 – Udlevering af den ved auktion købte ejendom
[...]
2. Hvis den ved auktion købte ejendom [er en lejlighed, et hus eller en anden bygning], skal den tidligere ejer på de i meddelelsen om offentlig auktion fastsatte betingelser og uden ugrundet ophold udlevere den pågældende ejendom mod auktionskøbers fremvisning af en bekræftet kopi af et notarialdokument og et id-dokument [...]«
II – Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og det præjudicielle spørgsmål
8. Peter Macinský og Eva Macinská er pensionerede og bor sammen i Prešov, Slovakiet. Den 29. april 2011 optog ægtefællerne Macinský et lån på 5 000 EUR hos Financreal s.r.o. for at indfri en række eksisterende lån. Som sikkerhed for lånet blev der udstedt et pantebrev i den lejlighed, som beboedes af ægtefællerne Macinský. I henhold til låneaftalen skulle lånet tilbagebetales via 84 månedlige rater a 209,52 EUR. Da ægtefællerne Macinský angiveligt flere gange ikke betalte de månedlige rater, besluttede Financreal at træffe foranstaltninger over for disse.
9. Den 17. oktober 2011 overdrog Financreal sine fordringer mod ægtefællerne Macinský på grundlag af lånet til inkassoselskabet Getfin s.r.o. Ved skrivelse af 26. oktober 2011 anmodede Getfin om tilbagebetaling af det fulde lån. Ifølge Getfin udgjorde gælden nu 21 057 EUR.
10. Ved skrivelse af 12. november 2011 anfægtede ægtefællerne Macinský fordringens gyldighed og anmodede Financreal om at revurdere forhøjelsen af gælden (mere end 300% på seks måneder), som de fandt uforholdsmæssig.
11. Den 21. november 2011 anlagde Getfin sag mod ægtefællerne Macinský ved Okresný súd Prešov. Samtidig engagerede selskabet det private selskab Dražby a reality s.r.o. (»Dražby«) med henblik på at søge fyldestgørelse for kravet udenretligt.
12. Den 1. december 2011 meddelte Dražby ægtefællerne Macinský, at der ville blive indledt udenretlig fyldestgørelse i det pantsatte gode i form af salg af deres lejlighed ved »frivillig offentlig auktion«, dvs. at man agtede at følge den omhandlede procedure. Samtidig blev det meddelt ægtefællerne Macinský, at gælden nu udgjorde 22 646 EUR.
13. Den 11. januar 2012 nedlagde ægtefællerne Macinský ved Okresný súd Prešov påstand om foreløbige forholdsregler i form af udsættelse af den udenretlige fyldestgørelse i det pantsatte gode (4).
14. Den 1. februar 2012 gav Dražby afkald på sin plan om at udbyde ægtefællerne Macinskýs lejlighed på »frivillig« offentlig auktion.
15. Med hensyn til retssagen, nævnt i punkt 11 ovenfor, erklærede Okresný súd Prešov ved afgørelse af 21. marts 2012 (der indgår i de sagsakter, der er fremsendt til Domstolen) aftalen ugyldig og pålagde ægtefællerne Macinský at tilbagebetale et beløb på 4 290,48 EUR til Getfin, idet retten var af den opfattelse, at den i aftalen fastsatte rente var moralsk uacceptabel. Ifølge forelæggelsesafgørelsen har denne afgørelse endnu ikke opnået retskraft. Ved skrivelse af 4. september 2013 anførte ægtefællerne Macinský imidlertid på Domstolens forespørgsel, at afgørelsen havde opnået retskraft. Dette blev under retsmødet bekræftet af den slovakiske regering (5).
16. I forbindelse med den påstand om foreløbige forholdsregler, der er henvist til i punkt 13 ovenfor, har Okresný súd Prešov forklaret, at en »frivillig offentlig auktion« i henhold til loven om frivillige auktioner er en mekanisme til udenretlig realisering af panterettigheder. Ingen ret eller en anden uafhængig retsinstans vurderer forholdsmæssigheden af denne fremgangsmåde, og udtrykket »frivillig« anvendes i loven, også selv om debitoren ikke giver samtykke til den offentlige auktion. Okresný súd Prešov har endvidere forklaret, at en »frivillig offentlig auktion« giver kreditoren mulighed for at fastsætte gældens beløb uden en retslig vurdering (6).
17. Da Okresný súd Prešov var i tvivl om, hvorvidt den omhandlede procedure er forenelig med direktiv 93/13, besluttede retten den 27. august 2012 at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal [direktiv 93/13] fortolkes således, at det er til hinder for en medlemsstats forskrift som den, der er indeholdt i artikel 151j, stk. 1, i Občiansky zákonník [borgerlig lovbog], sammenholdt med de øvrige i hovedsagen omhandlede forskrifter, hvorefter kreditoren kan kræve, at en forpligtelse, som følger af urimelige kontraktvilkår, opfyldes ved realisering af det pantsatte gode i form af et salg af den faste ejendom uanset forbrugerens indsigelse, og på trods af at spørgsmålet er omtvistet, og kontraktvilkårene ikke er blevet vurderet af en ret eller en anden uafhængig retsinstans?«
18. Der er indgivet skriftlige indlæg af ægtefællerne Macinský, af den slovakiske og den tyske regering og af Kommissionen. Under retsmødet den 11. september 2013 blev der afgivet mundtlige indlæg af den slovakiske og den tyske regering samt af Kommissionen.
III – Bedømmelse
19. Den foreliggende sag giver anledning til en række forskellige spørgsmål.
20. For det første rejses der i lyset af de ovenfor beskrevne omstændigheder tvivl om, hvorvidt denne sag kan antages til realitetsbehandling, ikke mindst af den slovakiske og den tyske regering.
21. For det andet ønsker den forelæggende ret for så vidt angår realiteten oplyst, om den omhandlede procedure er forenelig med direktiv 93/13. Den slovakiske og den tyske regering har argumenteret for et bekræftende svar, mens ægtefællerne Macinský og Kommissionen er af den modsatte opfattelse.
22. For det tredje har den slovakiske regering anmodet om, at dommens tidsmæssige virkninger begrænses, såfremt den omhandlede procedure skulle blive anset for uforenelig med direktiv 93/13.
23. I det følgende vil jeg behandle baggrunden for min opfattelse, hvorefter det præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.
24. Med hensyn til sagens realitet har Domstolen allerede haft lejlighed til at træffe afgørelse i sager med lignende faktiske omstændigheder (7). Disse afgørelser tilvejebringer en klar retspraksis, selv om denne sag ville gøre det muligt for Domstolen at præcisere denne praksis.
25. Såfremt Domstolen imidlertid af procesøkonomiske hensyn – i betragtning af antallet af sager vedrørende lignende spørgsmål (8) – beslutter at besvare det forelagte spørgsmål, vil jeg redegøre for, hvorfor direktiv 93/13 under visse forbehold efter min opfattelse ikke er til hinder for en procedure som den omhandlede (9).
26. Endelig vil jeg kort behandle anmodningen om at begrænse dommens tidsmæssige virkninger.
A – Formaliteten
27. Både i deres skriftlige indlæg og under retsmødet har den slovakiske og den tyske regering rejst tvivl om, hvorvidt den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
28. Efter den slovakiske regerings opfattelse indeholder forelæggelsesafgørelsen ikke alle de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige, for at Domstolen kan give en hensigtsmæssig besvarelse af det forelagte spørgsmål. Den slovakiske regering har endvidere gjort gældende, at tvisten er rent hypotetisk, og at den forelæggende ret ikke har vist, hvorfor en besvarelse af spørgsmålet er nødvendig for at løse tvisten i hovedsagen. Regeringen har også anført, at forelæggelsesafgørelsen ikke forklarer relevansen af de øvrige EU-retlige instrumenter, der er nævnt af den forelæggende ret, dvs. direktiv 2005/29/EF (10) og direktiv 2009/22/EF (11). Den tyske regering har tilsluttet sig den slovakiske regerings grundlæggende holdning.
29. I deres skrivelse af 4. september 2013 har ægtefællerne Macinský anført, at afgørelsen af 21. marts 2012 har opnået retskraft, men at den omhandlede procedure alligevel kan indledes med hensyn til den udestående gæld til Getfin på 4 290,48 EUR. Der ville derfor stadig være behov for en besvarelse fra Domstolen. Under retsmødet gjorde Kommissionen også gældende, at sagen ikke var hypotetisk.
30. I henhold til artikel 267 TEUF tilkommer det udelukkende den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel nødvendigheden som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Domstolen kan kun afvise et spørgsmål, der er forelagt den af en national ret, såfremt det fremgår, at den ønskede besvarelse savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål.
31. Efter min opfattelse og i modsætning til de argumenter, som den slovakiske og den tyske regering har fremført, råder Domstolen over tilstrækkelige faktiske og retlige oplysninger til at kunne give en besvarelse.
32. I lyset af de svar, der er modtaget på spørgsmål stillet af Domstolen, er jeg imidlertid enig med disse regeringer i, at det forelagte spørgsmål ikke bør kunne antages til realitetsbehandling, da besvarelsen ikke vil få betydning for udfaldet af sagen for den forelæggende ret.
33. Jeg vil således først fremhæve, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Dražby har givet afkald på at gennemføre en offentlig auktion. Okresný súd Prešov har dog begrundet sin anmodning med, at »[k]reditoren kan genoptage den udenretlige fyldestgørelse i det pantsatte gode, når virkningerne af en foreløbig forholdsregel er ophørt, og indtil der herved eller ved andre midler sker realisering af det pantsatte gode«.
34. Jeg må indrømme, at jeg ikke har forstået fuldt ud, hvorfor sagen i henhold til slovakisk procesret fortsat verserer for Okresný súd Prešov, i betragtning af, at auktionen ikke længere gennemføres, og uanset risikoen for, at Dražby kunne genoptage den omhandlede procedure. Det er muligt, at denne risiko kan have eksisteret på det tidspunkt, hvor forelæggelsesafgørelsen blev afsagt den 27. august 2012. Som nævnt i punkt 15 ovenfor har afgørelsen af 21. marts 2012 ifølge de oplysninger, som Domstolen har modtaget efterfølgende, imidlertid opnået retskraft. Den slovakiske regering anførte således endog under retsmødet, at Getfin faktisk havde appelleret afgørelsen af 21. marts 2012, en appel, som blev endeligt forkastet den 13. maj 2013 (12). Jeg ser derfor ingen mulighed for, at Dražby kan genoptage den samme procedure.
35. I afgørelsen af 21. marts 2012, der – i modsætning til det, Kommissionen anførte under retsmødet – vedrørte samme parter som parterne i hovedsagen, undtagen Financreal, blev det desuden lagt til grund, at låneaftalen mellem disse parter var ugyldig. Denne vurdering omfatter alle bestemmelser i den pågældende aftale, herunder bestemmelserne vedrørende den omhandlede procedure.
36. Trods den samarbejdsånd, der er afgørende for, at den præjudicielle procedure kan fungere, fandt Okresný súd Prešov det desværre ikke nødvendigt på noget tidspunkt af egen drift at give Domstolen oplysninger vedrørende de retlige virkninger af afgørelsen af 21. marts 2012 og udfaldet af denne afgørelse (13). Denne afgørelse, der var vedlagt som bilag til forelæggelsesafgørelsen, blev afsagt af Okresný súd Prešov selv, om end i en anden sammensætning.
37. Det kunne derfor se ud til, at der ikke længere er nogen aftale som retligt grundlag for den omhandlede procedure med hensyn til den påstående gæld til Getfin på 21 057 EUR, i det mindste ikke efter den 13. maj 2013. Af samme grund er det ikke nødvendigt at tage stilling til det forelagte spørgsmål.
38. Dette synspunkt anfægtes ikke af Aziz-dommen.
39. I Aziz-sagen blev der også rejst tvivl om, hvorvidt de præjudicielle spørgsmål kunne antages til realitetsbehandling. Det første af de to præjudicielle spørgsmål i den pågældende sag ligner ved en nærmere betragtning det spørgsmål, som Okresný súd Prešov har forelagt. Det blev nærmere bestemt i det væsentlige gjort gældende, at den besvarelse vedrørende foreneligheden af de spanske bestemmelser om tvangsfuldbyrdelse, som Juzgado de lo Mercantil n° 3 de Barcelona (Spanien) – der skulle påkende sagens realitet – søgte at opnå, ikke ville have nogen forbindelse med tvangsfuldbyrdelsesproceduren ved Juzgado de Primera Instancia n° 5 de Martorell (Spanien). Fuldbyrdelsesproceduren havde nemlig allerede fundet sted på det tidspunkt, hvor forelæggelsesafgørelsen blev afsagt af den nationale ret i den pågældende sag. Det blev hævdet, at handlingen så at sige var udført. Domstolen fandt ikke, at spørgsmålet dermed ikke kunne antages til realitetsbehandling.
40. Situationen i den foreliggende sag er imidlertid en anden. Realiseringen af pantet (den offentlige auktion) er ikke blevet gennemført, og under alle omstændigheder tilvejebringer aftalen, som – ifølge de faktiske oplysninger, der er fremlagt for Domstolen – er blevet erklæret ugyldig, ikke længere et retligt grundlag for den omhandlede procedure.
41. I dommen i Aziz-sagen synes Domstolen ganske vist at have anlagt en ret generøs holdning til relevansen af den besvarelse, der ønskedes i forbindelse med tvisten ved den nationale ret, idet den synes fuldt ud at have ladet tvivlen komme den nationale ret til gode i den pågældende sag (14). Domstolen fastslog blot, at spørgsmålet skal »forstås i bred forstand«, og at »det ikke klart fremgår, at den fortolkning af EU-retten, som ønskes [...], er uden forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand« (15).
42. En sådan tilgang er imidlertid ikke berettiget i den foreliggende sag. I betragtning af, at Dražby har givet afkald på proceduren for realisering af det pantsatte gode, og at aftalen blev anset for ugyldig, synes det således ikke muligt, at en besvarelse af det forelagte spørgsmål kunne være af relevans for den verserende tvist for den nationale ret (hvis der i det hele taget foreligger en sådan tvist), eller for andre underordnede spørgsmål (f.eks. det, der er nævnt i punkt 55 nedenfor). Dette synes at have støtte i, at hverken Getfin eller Financreal har vist nogen interesse i sagen for Domstolen.
43. Det er alligevel nødvendigt at behandle visse bemærkninger, der blev fremsat under retsmødet.
44. Under retsmødet anførte den slovakiske regering, at genstanden for hovedsagen ifølge oplysninger, som den havde fået af den forelæggende ret, ikke er låneaftalen mellem ægtefællerne Macinský og Financreal (hvis rettigheder i henhold til aftalen efterfølgende blev overdraget til Getfin), men snarere en aftale om en panteret, der er helt adskilt fra låneaftalen. Som svar på et spørgsmål, der blev stillet med henblik på at præcisere konsekvenserne af denne påstand, anførte regeringen, at aftaler om en panteret i henhold til slovakisk ret generelt bliver uden retsvirkninger, hvis den forpligtelse, hvis opfyldelse de garanterer, ophæves, medmindre det udtrykkeligt er fastsat i aftalen om panteretten, at dens virkning består i en sådan situation.
45. Jeg finder denne tilkendegivelse temmelig overraskende.
46. Som udgangspunkt har Domstolen inden for rammerne af artikel 267 TEUF »alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen og gyldigheden af en [EU-]forskrift på grundlag af de faktiske omstændigheder, sådan som de er beskrevet af den nationale ret« (16). Den er endvidere ikke i stand til at tage stilling til faktiske og retlige omstændigheder, som blev gjort gældende og diskuteret for første gang under den mundtlige forhandling for Domstolen, men som hverken optræder i forelæggelsesafgørelsen eller i de berørte parters indlæg (17).
47. I denne henseende er det blot anført i forelæggelsesafgørelsens indledning, at sagen angår »[i)] udsættelse af [realiseringen] af [et pantsat gode], [ii)] en påstand om, at konventionalboden og de accessoriske omkostninger i forbindelse med bevillingen og forvaltningen af kreditten erklæres ugyldige, og [iii)] et erstatningskrav«. Endvidere henviser det konkrete indhold af forelæggelsesafgørelsen kun til én aftale og ikke to. Da der ikke foreligger noget i forelæggelsesafgørelsen, der kan støtte den teori, at den i hovedsagen omhandlede aftale er adskilt fra den aftale, der blev ophævet ved afgørelse af 21. marts 2012, kan et sådant argument ikke behandles.
48. Selv hvis det for argumentationens skyld blev antaget, at der faktisk forelå en separat aftale om en panteret, ville dette imidlertid ikke have nogen betydning for den foreliggende sag.
49. For det første kunne det hævdes, at en sådan separat aftale om en panteret kunne tjene som grundlag for at inddrive gælden på 4 290,48 EUR, der ifølge afgørelsen af 21. marts 2012 skulle tilbagebetales til Getfin. Dette synes – i det mindste i et vist omfang – at være holdningen hos ægtefællerne Macinský, der i deres skrivelse af 4. september 2013 har anført, at selv om afgørelsen har opnået retskraft, beskytter det dem ikke imod igen at blive underlagt den omhandlede procedure (18).
50. Jeg bør i denne henseende understrege, at det krav, som Getfin nu har mod ægtefællerne Macinský, er et tilbagebetalingskrav. I afgørelsen af 21. marts 2012 fastslog den forelæggende ret således, at den i aftalen fastsatte rente var moralsk uacceptabel og at aftalen som følge heraf var ugyldig. Følgelig pålagde retten i denne afgørelses konklusion tilbagebetaling af resten af det oprindelige lån – dvs. 4 290,48 EUR – i 84 rater. Denne gæld eksisterer nu på grundlag af en retsafgørelse og ikke en aftale, selv om det er en kontrakt, der lå til grund for sagen ved denne ret.
51. Et sådant krav er i sagens natur ikke omfattet af det materielle anvendelsesområde for direktiv 93/13 som fastlagt i artikel 1, stk. 1, der vedrører forbrugeraftaler. En fortolkning af direktiv 93/13 vil derfor være uden betydning for hovedsagen.
52. For det andet kunne det også hævdes, at den forelæggende ret faktisk ønsker, at Domstolen tager stilling til foreneligheden med direktiv 93/13 af lovgivning, der som sådan gør det muligt at indgå aftaler om en panteret mellem forbrugere og erhvervsdrivende, som fastsætter, at den omhandlede procedure skal udløses, når en forbruger misligholder en hvilken som helst af sine forpligtelser over for den erhvervsdrivende.
53. Selv om det er interessant, vil der absolut ikke være noget grundlag for et sådant spørgsmål under de omstændigheder, der er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen. Jeg har ikke noget ønske om at udtale mig om et hypotetisk spørgsmål.
54. Jeg vil derfor ikke tage yderligere stilling til den teori om »to separate aftaler«, som den slovakiske regering har nævnt.
55. Med hensyn til det erstatningskrav, som tilsyneladende også indgår i sagen for den forelæggende ret, er der intet, der tyder på, at en besvarelse af det forelagte spørgsmål er nødvendig med hensyn til, om Getfin og/eller Financreal skal betale en sådan erstatning for at indlede den omhandlede procedure mod ægtefællerne Macinský. Selv om det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at ægtefællerne Macinský søger at opnå den form for erstatning, har den forelæggende ret ikke taget dette spørgsmål op i det forelagte spørgsmål og heller ikke forklaret, om og hvordan den har beføjelse til at tilkende erstatning i forbindelse med en procedure i henhold til artikel 21, stk. 2 og 5, i loven om frivillige auktioner. Hvad vigtigere er, så følger det af afgørelsen af 21. marts 2012, at ægtefællerne Macinský faktisk fremsatte et modkrav på erstatning mod Getfin i forbindelse med denne sag, der blev forkastet som ugrundet i afgørelsens konklusion (19). Den pågældende afgørelse er som nævnt blevet endelig, og afgørelsen om erstatning har derfor fået retskraft, og sagen er afsluttet (20).
56. Hvad angår henvisningerne til direktiv 2005/29 og 2009/22 i forelæggelsesafgørelsen synes disse direktiver ikke – som bemærket af den slovakiske og den tyske regering – at være relevante for denne sag. Den forelæggende ret har således blot nævnt disse direktiver – og nogle af bestemmelserne deri (21) – uden at forklare, hvorfor de skulle finde anvendelse. Den forelæggende ret har navnlig hverken anført, hvordan den omhandlede procedure efter dens opfattelse udgjorde urimelig handelspraksis, eller på hvilken måde det spørgsmål, der skal undersøges, involverer et søgsmål med påstand om forbud indledt af en godkendt organisation med henblik på beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser (22). Det er kendetegnende, at disse direktiver heller ikke nævnes i det forelagte spørgsmål. De kan derfor ikke medføre, at det forelagte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.
57. Jeg kan derfor ikke se, hvordan en afgørelse fra Domstolen er nødvendig, for at den forelæggende ret kan løse den tvist, der verserer for den, og ikke blot udgør en abstrakt vurdering af, om den omhandlede procedure er forenelig med direktiv 93/13. Hvor velment et ønske den forelæggende ret end har om at beskytte forbrugernes interesser, er det ikke muligt at foretage en sådan vurdering uden en »rigtig« sag. Endvidere er der ingen grund til at anbefale, at Domstolens faste praksis vedrørende hypotetiske spørgsmål tages op til fornyet overvejelse (23).
58. På baggrund af det ovenstående kan det forelagte spørgsmål efter min opfattelse ikke antages til realitetsbehandling.
59. Det tilkommer dog de nationale retter at afgøre behovet for og hensigtsmæssigheden af en besvarelse fra Domstolen i den sag, der er forelagt dem, og også det rette tidspunkt. Hvis Domstolen af en eller anden grund ikke ønsker at gribe ind i den vurdering, som den forelæggende ret har foretaget, og i den samarbejdsånd, der er afgørende for, at proceduren i henhold til artikel 267 TEUF kan fungere, vælger at besvare det forelagte spørgsmål, vil jeg fremsætte følgende betragtninger.
B – Den omhandlede procedures forenelighed med direktiv 93/13
1. Generelle betragtninger vedrørende forbrugerens forpligtelse til at handle
60. Som det fremgår af den globale finanskrise, som Europa og resten af verden langsomt er ved at komme sig oven på, er et velfungerende og sundt kreditsystem én af hjørnestenene i en åben markedsøkonomi. Dette kan foranledige lovgivere til at udforme særlige sikkerheds- og håndhævelsesordninger, der er mere eller mindre gunstige for erhvervslivet, for at støtte kreditsystemet. Den foreliggende sag rejser det spørgsmål, om den omhandlede procedure i for høj grad favoriserer erhvervsdrivende i forhold til forbrugere.
61. Den forelæggende ret ønsker i det væsentlige oplyst, om det er i strid med direktiv 93/13, at en medlemsstat har procedureregler, hvorved et krav på grundlag af et urimeligt kontraktvilkår i en forbrugeraftale kan søges fyldestgjort udenretligt og derfor – potentielt – uden nogen form for retlig kontrol.
62. Domstolen skal derfor behandle et spørgsmål, som den ikke tog stilling til i dommen i sagen Banco Español de Crédito eller i Aziz-dommen, men som generaladvokat Kokott behandlede i sit forslag til afgørelse (24), nemlig: Er det foreneligt med direktiv 93/13, at en medlemsstat kræver, at forbrugere skal anlægge sag for at udsætte eller bringe gennemførelsen af en aftale, der angiveligt indeholder et urimeligt kontraktvilkår, til ophør? Er det med andre ord foreneligt med direktiv 93/13, at forbrugeren skal »tage det første skridt«?
63. Disse spørgsmål skal vurderes i lyset af Domstolens praksis vedrørende de nationale retters ansvar og rolle i henhold til direktiv 93/13. Ifølge denne retspraksis skal de nationale retter af egen drift efterprøve, om et kontraktvilkår, der henhører under direktiv 93/13’s anvendelsesområde, er urimeligt, og dermed afhjælpe den manglende ligevægt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver (25).
64. Af grunde, som jeg vil redegøre for i det følgende, er jeg overbevist om, at den omhandlede procedure i tilstrækkelig grad faktisk sikrer en effektiv beskyttelse af forbrugernes rettigheder som fastsat i direktiv 93/13.
65. Indledningsvis vil jeg se nærmere på ordlyden af direktiv 93/13. Jeg vil dernæst behandle den relevante retspraksis (dvs. den praksis, som følger af dommen i sagen Banco Español de Crédito og Aziz-dommen), inden jeg forklarer, hvorfor spørgsmålet i punkt 62 ovenfor efter min opfattelse bør besvares bekræftende.
66. Direktivet fastsætter visse positive bestemmelser med hensyn til urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, navnlig definitionen af sådanne kontraktvilkår som fastsat i artikel 3, stk. 1. Som følge heraf skal medlemsstaterne i henhold til artikel 6, stk. 1, fastsætte bestemmelser, hvorefter sådanne kontraktvilkår »ikke binder forbrugeren«. Endvidere skal medlemsstaterne i henhold til artikel 7, stk. 1, sikre, at der »findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår [...] til ophør«.
67. Da direktiv 93/13 ikke behandler dette specifikke spørgsmål, kan det ikke siges at regulere håndhævelsen af krav, herunder krav mod forbrugere. I princippet er sådanne bestemmelser derfor omfattet af medlemsstaternes procesautonomi, dog med forbehold af det dobbelte princip om ækvivalens og effektivitet (26). Det kan tilføjes, at der på grundlag af forelæggelsesafgørelsen eller de nationale sagsakter, der er fremsendt til Domstolen, ikke er noget, der tyder på, at de slovakiske procedureregler, der finder anvendelse på forbrugere i henhold til direktiv 93/13, er forskellige fra de bestemmelser, der gælder for sammenlignelige situationer på grundlag af national ret (27). Det er derfor kun den effektive virkning af direktiv 93/13, der synes at være på spil.
68. Spørgsmålet, om en procedure som den omhandlede er forenelig med effektivitetsprincippet, gør det nødvendigt at dykke dybere ned i den relevante retspraksis, dvs. dommen i sagen Banco Español de Crédito og Aziz-dommen (28). Ligesom den foreliggende sag vedrørte begge disse domme således snarere fastlæggelsen af den nationale rets forpligtelser i henhold til direktiv 93/13 inden for rammerne af en særlig procedure (29) end spørgsmålet, om den nationale ret kan eller endog skal handle af egen drift. Jeg læser disse to domme således, at de grundlæggende siger, at erhvervsdrivendes anvendelse af en i national ret fastsat særlig procedure for at fratage forbrugerne fordelen ved den beskyttelse, der søges opnået ved direktiv 93/13, er i strid med effektivitetsprincippet, for så vidt som den i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt svært at anvende den beskyttelse, som direktiv 93/13 tilsigter at tilføre forbrugerne (30). Med hensyn til den omhandlede procedure mener jeg ikke, at den fratager forbrugerne fordelen ved den pågældende beskyttelse.
69. Det er min overbevisning, at der i forbindelse med håndhævelsesprocedurer mod forbrugere i form af offentlige auktioner skal være visse garantier i den nationale procesret for at beskytte den svageste part – i dette tilfælde forbrugeren (31). Dette er naturligvis særlig relevant i forbindelse med udenretlige procedurer. Hvis der ikke foreligger sådanne garantier, vil medlemsstaterne ikke opfylde deres forpligtelse i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 med hensyn til at fastsætte bestemmelser med henblik på at hindre, at forbrugerne er bundet af urimelige kontraktvilkår, og sikre, at der findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af sådanne kontraktvilkår til ophør.
70. Tilbage står dog spørgsmålet: Hvornår bliver det umuligt eller, hvilket er mere almindeligt, uforholdsmæssigt svært at anvende den beskyttelse, som direktiv 93/13 tilsigter at tilføre forbrugerne? Svaret på dette spørgsmål er ikke selvindlysende og kræver en vurdering fra sag til sag. I den forbindelse er det nødvendigt at undersøge de nationale bestemmelsers stilling i den samlede procedure, herunder procedurens forskellige faser og dens særlige kendetegn, for forskellige nationale retsinstanser (32). Dette kan omfatte en samlet vurdering af de retsmidler, som forbrugere råder over, og nationale retters mulighed for at gribe ind.
71. I den forbindelse er det hensigtsmæssigt endnu en gang at se nærmere på Aziz-dommen og dommen i sagen Banco Español de Crédito.
72. Som anført i punkt 39 ovenfor, vedrørte Aziz-sagen også flere procedurer: tvangsfuldbyrdelsesproceduren og proceduren vedrørende realiteten. Tvangsfuldbyrdelsesproceduren var næsten afsluttet på det tidspunkt, hvor anerkendelsessøgsmålet om rimeligheden af kontraktvilkårene i låneaftalen blev indledt. Forbrugeren var desuden allerede blevet udsat af sin bolig. I henhold til spansk ret var han tvunget til at anlægge et separat anerkendelsessøgsmål vedrørende rimeligheden af kontraktvilkårene, da fogedretten var afskåret fra at behandle dette spørgsmål. Desuden ville det eneste retsmiddel, der i henhold til spansk ret generelt er til rådighed i sådanne situationer, have været efterfølgende økonomisk erstatning. Domstolen fandt, at et sådant scenarie var uforeneligt med direktiv 93/13 (33).
73. Efter min opfattelse er Aziz-sagen et eksempel på omstændigheder, hvor anvendelsen af en effektiv forbrugerbeskyttelse bliver umulig (34). Den ret, der efterfølgende skulle påkende sagens realitet, var således ikke i stand til at ophæve afgørelsen om tvangsfuldbyrdelse – eller det var i det mindste for sent at gøre dette. Retten kunne kun fastsætte en økonomisk erstatning, som blev anset for utilstrækkelig.
74. Sagen Banco Español de Crédito synes på den anden side at være et eksempel på omstændigheder, hvor det ikke er direkte umuligt for forbrugere at beskytte deres rettigheder effektivt, men uforholdsmæssigt vanskeligt for dem at gøre det.
75. Sagen Banco Español de Crédito vedrørte bestemmelser om en ikke-kontradiktorisk »betalingspåkravsprocedure«. Denne procedure var derfor ikke en »tvangsfuldbyrdelsesprocedure« som sådan, men snarere en forenklet procedure, der behandlede materielle spørgsmål. I henhold til den relevante spanske lovgivning skulle debitoren bl.a. fremsætte indsigelse inden for 20 dage efter det tidspunkt, hvor han blev underrettet om betalingspåkravet. Hvis der blev fremsat indsigelse, blev den forenklede retsforfølgning standset, og proceduren blev kontradiktorisk (35). Af flere grunde (36) bemærkede Domstolen, at forbrugerne generelt ikke var tilbøjelige til at fremsætte indsigelse mod proceduren, og anså derfor den pågældende spanske lov for at være uforenelig med direktiv 93/13.
76. Med hensyn til spørgsmålet om, hvornår det bliver uforholdsmæssigt vanskeligt for forbrugere at udøve deres rettigheder effektivt, synes dette at afhænge af betydningen af den interesse, der begrænser forbrugerbeskyttelsen. Det synes at fremgå af retspraksis, at visse legitime interesser har bedre mulighed end andre for at veje tungere end beskyttelsen af forbrugere (37).
77. Det bør imidlertid gøres helt klart, som den tyske regering anførte under retsmødet, at effektivitetsprincippet kun kræver, at de nationale procesregler ikke må gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt for forbrugerne at udøve deres rettigheder. Det kræver navnlig ikke, at udøvelsen af disse rettigheder skal være »let« eller undergivet en særlig gunstig behandling (38). Lægges en sådan opfattelse til grund, vil det medføre, at begrebet procesautonomi ikke har effektiv virkning, og det vil endvidere være i strid med den omstændighed, at direktiv 93/13 kun fastsætter en minimumsharmonisering (39).
78. På baggrund af det ovenstående finder jeg det samlet set ikke i sig selv urimeligt at kræve, at forbrugere anlægger sag mod erhvervsdrivende for at udsætte eller bringe en håndhævelsesprocedure som den omhandlede til ophør.
79. Dette ser ud at være bekræftet i retspraksis. I dommen i sagen Banco Español de Crédito syntes Domstolen ikke direkte at afvise den opfattelse, at det i princippet er legitimt, at kreditorer har en enkel adgang til retfærdighed og et hurtigere procesforløb (40). Desuden fastslog den i Asturcom Telecomunicaciones-dommen, at en national ret hverken skal kompensere for en processuel undladelse hos en forbruger, der ikke er bekendt med sine rettigheder, eller kompensere for den pågældende forbrugers fuldstændige passivitet (41). Jeg er derfor enig med generaladvokat Kokott i, at det generelt set ikke i sig selv synes at være en uforholdsmæssig hindring for forbrugerens effektive retsbeskyttelse, at forbrugeren gennem sagsanlæg først skal tilvejebringe visse forudsætninger for, at den retsinstans, der behandler sagen, kan efterprøve kontraktvilkårene (42). Det ville således ikke være helt præcist at karakterisere den forpligtelse, der påhviler forbrugeren, som en forpligtelse til at handle på eget initiativ uden nogen forudgående motivering i denne henseende; det er snarere en forpligtelse til at reagere på den af den erhvervsdrivende tilsigtede fremgangsmåde. Jeg vil understrege, at Domstolen i Aziz-dommen ikke specifikt anfægtede den omstændighed, at forbrugeren skulle anlægge anerkendelsessøgsmål ved Juzgado de lo Mercantil n° 3 de Barcelona; det var derimod den omstændighed, at denne procedure var fuldstændig formålsløs, der i sidste instans fik Domstolen til at træffe den afgørelse, som den traf.
80. Desuden frygter jeg, at et krav om en obligatorisk forudgående domstolsprøvelse, som synes at blive støttet af Kommissionen, faktisk ikke ville tjene noget formål (43). Vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, kræver således en individuel bedømmelse af alle de relevante omstændigheder (44). Selv om førsteinstansen i sagen Banco Español de Crédito var i stand til at tage stilling uden input fra forbrugeren, vil dette ikke generelt være tilfældet. Tværtimod vil den, undtagen når en sådan retsinstans råder over alle de nødvendige faktiske og retlige oplysninger, hverken være i stand til – eller forpligtet til – at handle uafhængigt af forbrugeren.
81. Endelig ændrer den omstændighed, at den pågældende ejendom kan være forbrugerens families bolig, ikke i sig selv min opfattelse. Når der ikke findes harmoniserede bestemmelser, bør medlemsstaterne ikke hindres i – blot som følge af, at den pågældende ejendom er forbrugerens bolig – at kræve, at forbrugeren anlægger sag til prøvelse af en udenretlig håndhævelsesprocedure.
82. Når dette er sagt, bør jeg imidlertid understrege, at når ejendommen i forbindelse med den omhandlede procedure er forbrugerens bolig, skal der være særlige garantier. Det kan vise sig problematisk i henseende til de grundlæggende rettigheder, hvis sådanne garantier ikke sikres (45). Tabet af familiens bolig er således en af de mest ekstreme former for indgreb i forbrugerens rettigheder (46). Da respekten for hjemmet er en ret, der er garanteret i henhold til artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i lyset af hvilket direktiv 93/13 skal fortolkes (47), bør enhver person, der risikerer et indgreb af dette omfang, være i stand til at få forholdsmæssigheden af en sådan foranstaltning prøvet af en uafhængig retsinstans (48).
83. Sammenfattende finder jeg det foreneligt med direktiv 93/13, at en medlemsstat kræver, at en forbruger skal anlægge sag for at udsætte eller bringe gennemførelsen af en aftale, der angiveligt indeholder et urimeligt kontraktvilkår, til ophør. Efter at have præciseret dette principielle punkt vil jeg herefter gå over til at behandle de særlige kendetegn ved den omhandlede procedure.
2. Vurdering af den omhandlede procedure
84. Med hensyn til den omhandlede procedure følger det af artikel 151m, stk. 1, i Občianský zákonník, at en offentlig auktion – medmindre der findes særlige bestemmelser herom – tidligst kan finde sted 30 dage efter, at debitoren (eller i givet fald kautionisten) har fået meddelelse om fyldestgørelse i det pantsatte gode. Ligeledes kan i henhold til artikel 17, stk. 3, i loven om frivillige auktioner en offentlig auktion tidligst finde sted 30 dage efter meddelelsen om den forestående auktion i Erhvervstidende. Denne lovs artikel 17, stk. 5, fastsætter endvidere, at auktionarius inden samme frist skal fremsende meddelelse om den forestående offentlige auktion til den person, der iværksætter den offentlige auktion, samt debitoren og ejeren af den faste ejendom (hvis denne ikke er den samme som debitoren). Under retsmødet bekræftede den slovakiske regering, at der kan være tidsmæssigt sammenfald mellem disse frister, hvilket vil sige mindst en periode på 30 dage efter meddelelsen til alle relevante parter og organer.
85. Efter at den offentlige auktion har fundet sted, kan salget af ejendommen i henhold til artikel 21, stk. 2, i lov om frivillige auktioner generelt anfægtes i indtil tre måneder derefter.
86. I denne periode kan debitoren stadig gøre brug af den ejendom, der er udbudt på offentlig auktion. I henhold til artikel 29 i lov om frivillige auktioner er debitoren (eller i givet fald kautionisten) imidlertid forpligtet til, hvis den på en auktion udbudte ejendom er fast ejendom, uden ugrundet ophold at udlevere ejendommen efter salget, når salget ved offentlig auktion er registreret i et notarialdokument.
87. Kommissionen har gjort gældende, at dette faktisk vil svare til at fratage forbrugeren den pågældende ejendom. Jeg har en vis grad af sympati for denne opfattelse (49). Dog er jeg blevet overbevist af de argumenter, som den slovakiske regering fremførte under retsmødet, og hvorefter artikel 29 i lov om frivillige auktioner ikke er til hinder for, at en debitor kan anmode en ret om at udsætte den omhandlede procedure og udleveringen af ejendommen, selv efter at salget har fundet sted (50). Hvis denne fortolkning af national ret er korrekt – hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve – finder jeg ikke, at artikel 29 i den pågældende lov i sig selv forværrer situationen, forudsat at den ret, for hvilken sagen verserer, vil træffe den foranstaltning, der er beskrevet i punkt 97 nedenfor.
88. Såfremt debitoren faktisk har udleveret sin ejendom, er der desuden en mulighed for at få denne ejendom tilbage, hvis salget ved offentlig auktion ophæves i henhold til artikel 21, stk. 5, i lov om frivillige auktioner, og indsigelsen er blevet registreret i matrikelregistret (51). I henhold til denne lovs artikel 21, stk. 3, skal den part, der fremsætter indsigelse mod salget ved offentlig auktion, informere den kompetente myndighed om en sådan indsigelse.
89. Som jeg fortolker national ret, kan det derfor konkluderes, at en forbruger har mindst 30 dage, efter at alle relevante meddelelser er blevet givet, til at fremsætte indsigelse mod en offentlig auktion forudgående (52) og efterfølgende i op til tre måneder, efter at salget har fundet sted (eller endog længere, såfremt salget har tilknytning til en kriminel aktivitet).
90. En forbruger har derfor potentielt mindst i alt fire måneder til at anfægte et salg ved offentlig auktion.
91. Dette kan ikke sammenlignes med fristen på 20 dage til at fremsætte indsigelse i sagen Banco Español de Crédito, hvilket gjorde det uforholdsmæssigt svært for forbrugere at udøve deres ret til beskyttelse i henhold til direktiv 93/13 effektivt.
92. Endvidere finder jeg ikke, at den omhandlede procedure begrænser forbrugernes rettigheder til blot efterfølgende at få økonomisk erstatning, som, medgiver jeg, ville være utilstrækkeligt ifølge Aziz-dommen.
93. Det er således korrekt, at hovedsagen på visse måder udgør en »omvendt Aziz-sag« (53). I modsætning til de spanske bestemmelser, der finder anvendelse på den i Aziz-sagen omhandlede tvangsfuldbyrdelsesprocedure (54), fremgår det imidlertid på grundlag af ovenstående, at der i henhold til slovakisk ret faktisk er mulighed for at fremsætte indsigelse mod den omhandlede procedure – og endog mulighed for at udsætte den pågældende procedure på grundlag af, at den er uforenelig med direktiv 93/13. Dette bekræftes endvidere af de faktiske omstændigheder i hovedsagen.
94. Disse omstændigheder viser, at den omhandlede procedure ikke gør den effektive udøvelse af forbrugerens rettigheder uforholdsmæssig vanskelig. Da den forelæggende ret rådede over de nødvendige retlige og faktiske oplysninger til at kunne udtrykke tvivl med hensyn til rimeligheden af bl.a. nogle af de sanktionsklausuler, der var indsat i den anfægtede aftale, i forhold til kravene i direktiv 93/13, traf den en foreløbig forholdsregel med henblik på at udsætte den offentlige auktion og forelagde sagen for Domstolen. Den gjorde dette uanset det af Kommissionen fremførte argument om, at det overhovedet ikke fremgår klart af ordlyden af artikel 21, stk. 2, i lov om frivillige auktioner, om en sådan ret faktisk har kompetence til at ophæve den offentlige auktionsproces på grund af, at visse kontraktvilkår er urimelige (55). Den forelæggende ret anvendte derfor med rette i videst muligt omfang sine nationale procesregler med henblik på at nå det mål, der tilsigtes i artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 (56).
95. Det kan selvfølgelig hævdes, at den omstændighed, at det lykkedes ægtefællerne Macinský rettidigt at anlægge sag med henblik på at anfægte salget ved offentlig auktion, blot vidner om deres særlige ressourcer og ikke kan betragtes som et indicium for, at forbrugerbeskyttelsen sikres effektivt, navnlig med hensyn til mere sårbare forbrugere (57).
96. Det er imidlertid ubestrideligt, at artikel 21 i lov om frivillige auktioner faktisk giver forbrugere et retsmiddel mod en offentlig auktion. Dette retsmiddel kræver ganske vist, at forbrugeren handler. Som jeg har anført i punkt 78 og 79 ovenfor, finder jeg dog ikke, at dette i sig selv begrænser den effektive beskyttelse af forbrugere uforholdsmæssigt. Da der ikke er foretaget en harmonisering på dette område, tilkommer det medlemsstaterne at fastsætte det beskyttelsesniveau i fuldbyrdelsesprocedurer, som de anser for tilstrækkeligt til forbrugere, så længe forbrugerne ikke fratages den ved direktiv 93/13 tilsigtede beskyttelse. I tilfælde af særligt sårbare personer antages det dog, at medlemsstaterne fortsat er ansvarlige for, at sådanne bestemmelser er forenelige med de grundlæggende rettigheder (58).
97. Desuden bør det gøres helt klart, at så snart en forbruger har fremsat indsigelse mod et salg ved offentlig auktion ved de slovakiske retter i henhold til artikel 21 i lov om frivillige auktioner, medfører denne indsigelse anvendelse af Domstolens praksis vedrørende de nationale retters rolle og ansvar i henhold til direktiv 93/13, jf. punkt 63 ovenfor. Dette indebærer, at så snart en national ret råder over de oplysninger vedrørende de retlige og faktiske omstændigheder, som prøvelsen kræver, skal den af egen drift efterprøve, om et kontraktvilkår i en forbrugeraftale, der danner grundlag for en fuldbyrdelsesprocedure som den omhandlede, er urimeligt. I bekræftende fald tilkommer det den pågældende ret at drage alle de konsekvenser, der følger heraf efter national lovgivning, for at sikre, at forbrugeren ikke er bundet af nævnte vilkår. Dette kan – om nødvendigt – indebære, at der træffes foreløbige forholdsregler med henblik på at udsætte salget eller virkningerne deraf, indtil der foreligger en endelig afgørelse om rimeligheden af det pågældende kontraktvilkår; hvis f.eks. en sådan afgørelse henhørte under en anden retsinstans’ kompetence (59).
98. Da de faktiske omstændigheder i denne sag viser, at dette er muligt i henhold til slovakisk ret, vil jeg, såfremt Domstolen vælger at besvare det forelagte spørgsmål, anbefale, at Domstolen – forudsat at den nationale ret har kompetence til at træffe den foranstaltning, der er henvist til i det ovenstående punkt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve – fastslår, at direktiv 93/13 ikke er til hinder for en procedure som den omhandlede.
C – Anmodningen om, at dommens tidsmæssige virkninger begrænses
99. Den slovakiske regering har anmodet om, at dommens tidsmæssige virkninger begrænses, såfremt Domstolen skulle anse den omhandlede procedure for at være i strid med direktiv 93/13. Nedenstående bemærkninger er derfor kun relevante, for så vidt som Domstolen er uenig med mig med hensyn til såvel sagens formalitet som dens realitet.
100. Jeg vil indledningsvis henvise til, at en fortolkning, som Domstolen foretager af en EU-retlig regel, har til formål at belyse og præcisere betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden. Heraf følger, at reglen – som fortolket af Domstolen – skal anvendes i forbindelse med alle retsforhold, herunder retsforhold, der er stiftet og består før den dom, hvori fortolkningen blev foretaget. Principielt kan Domstolen derfor kun undtagelsesvis begrænse de tidsmæssige virkninger af sine domme (60).
101. Domstolen begrænser kun de tidsmæssige virkninger af en dom, når to (kumulative) betingelser er opfyldt. For det første skal det fastslås, at der foreligger »risiko for alvorlige økonomiske følger«. Disse følger skal navnlig bero på, at der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til retsforskrifter, som på det pågældende tidspunkt blev anset for at være lovligt i kraft. For det andet skal den ulovlige adfærd være baseret på en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende fortolkningen og rækkevidden af de pågældende EU-retlige bestemmelser. I denne forbindelse har Domstolen lagt særligt vægt på, at den adfærd, som de øvrige medlemsstater og Kommissionen har fulgt, kan have bidraget til den pågældende ulovlige adfærd (61).
102. I sin anmodning har den slovakiske regering fremlagt en tabel over det antal gange, hvor den omhandlede procedure har fundet sted mellem 2003 og 2012. Dette antal steg fra 217 i 2003 til 3 916 i 2012. Regeringen har anført, at der mellem den 1. maj 2004 og den 31. december 2012 fandt i alt 17 309 offentlige salg sted. På grundlag heraf har den slovakiske regering gjort gældende, at en lang række transaktioner er indgået i god tro og i tillid til, at den omhandlede procedure er forenelig med direktiv 93/13.
103. Som svar på et spørgsmål, der blev stillet under retsmødet, anførte den slovakiske regering imidlertid, at disse tal var samlede tal. Den var derfor ikke i stand til at sige, hvor mange af disse offentlige salg der beroede på forbrugeraftaler, dvs. aftaler mellem en forbruger og en erhvervsdrivende til forskel fra andre aftaler. Den kunne end ikke foretage et kvalificeret gæt.
104. Da den slovakiske regering ikke er i stand til at fremlægge et objektivt skøn over antallet af retsforhold, som involverede en forbruger og angiveligt var stiftet i god tro, kan Domstolen ikke være sikker på, at det er nødvendigt at begrænse dommens tidsmæssige virkninger i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet. Anmodningen må derfor afvises.
105. Det er derfor ufornødent at behandle spørgsmålet, om retsforhold, som angiveligt var stiftet i god tro, bør tillægges mere vægt end forbrugeres ret til at søge at opnå erstatning for tilsidesættelser af direktiv 93/13, i tillid til Domstolens dom. Tilsvarende er det ikke nødvendigt at undersøge, om principperne i dommen i sagen Banco Español de Crédito og Aziz-dommen (hvor der ikke blev søgt en begrænsning af disse dommes tidsmæssige virkninger) kan have fjernet en eventuel usikkerhed med hensyn til, om den omhandlede procedure er forenelig med direktiv 93/13.
106. Når dette er sagt, er en afvisning af at begrænse dommens tidsmæssige virkninger ikke til hinder for at anvende de slovakiske bestemmelser på forældelsesfristen for sagsanlæg, for så vidt som de er i overensstemmelse med ækvivalens- og effektivitetsprincippet. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at konstatere, at nogle af de offentlige auktioner fandt sted for mere end ti år siden ifølge den tabel, som den slovakiske regering har fremlagt.
107. På grundlag heraf vil jeg, såfremt Domstolen skulle fastslå, at det forelagte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, og at den omhandlede procedure er uforenelig med direktiv 93/13, fraråde at begrænse dommens tidsmæssige virkninger.
IV – Forslag til afgørelse
108. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at fastslå, at det præjudicielle spørgsmål fra Okresný súd Prešov (Slovakiet) ikke kan antages til realitetsbehandling.
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Jf. bl.a. dom af 28.3.1995, sag C-346/93, Kleinwort Benson, Sml. I, s. 615, præmis 24. Jf. ligeledes udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. I, s. 6079, præmis 61.
3 – Rådets direktiv af 5.4.1993 (EUT L 95, s. 29).
4 – Den forelæggende ret har ikke anført i forelæggelsesafgørelsen, hvornår den foreløbige forholdsregel er fastsat til at udløbe (om overhovedet).
5 – Den slovakiske regering har endvidere anført, at den ved forberedelsen til retsmødet – undtagelsesvis – havde været i uformel kontakt med den forelæggende ret og fået oplyst, at Getfin havde fremsat indsigelse mod afgørelsen af 21.3.2012, men at den pågældende indsigelse blev afvist den 13.5.2013.
6 – Det forekommer mig derfor, at det eneste »frivillige« element i en sådan procedure er den omstændighed, at den oprindelige aftale, der indeholder en bestemmelse, som giver kreditoren mulighed for at anvende en sådan fuldbyrdelsesprocedure, (tydeligvis) blev indgået med debitorens samtykke.
7 – Jf. navnlig dom af 14.6.2012, sag C-618/10, Banco Español de Crédito, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, og af 14.3.2013, sag C-415/11, Aziz, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser. Jf. ligeledes forenede sager C-537/12 og C-116/13, Banco Popular Español og Banco de Valenca, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, der i form af en kendelse i det væsentlige bekræfter resultatet i Aziz-dommen.
8 – Jf. sag C-34/13, Kušionová, som i øjeblikket verserer for Domstolen, og hvori Krajský súd v Prešove (den regionale ret i Prešove) (Slovakiet) har anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse om en række spørgsmål, som i det væsentlige vedrører de samme spørgsmål som dem, der er rejst i den foreliggende sag. Jf. bl.a. også sag C-537/12, Banco Popular Español, sag C-116/13, Banco de Valencia, og sag C-280/13, Barclays Bank, som alle i øjeblikket verserer for Domstolen. Jf. ligeledes sag C-280/13, Barclays Bank, der verserer for Domstolen.
9 – Der tages udgangspunkt i, at Domstolen i sager i henhold til artikel 267 TEUF ikke har kompetence til at afgøre, om en national bestemmelse er forenelig med EU-retten. Den kan imidlertid forsyne den nationale ret med en fortolkning af EU-retten, som gør det muligt for denne ret selv at vurdere dette spørgsmål.
10 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149, s. 22).
11 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23.4.2009 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EUT L 110, s. 30).
12 – Denne sidste oplysning kunne imidlertid ikke verificeres, da hverken Getfin eller ægtefællerne Macinský deltog i retsmødet for Domstolen.
13 Jeg vil i denne henseende understrege, således som anført i punkt 30 i Anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2012 C 338, s. 1), at det af hensyn til et hensigtsmæssigt forløb af den præjudicielle procedure for Domstolen og med henblik på at sikre dennes effektive virkning tilkommer den forelæggende ret at underrette Domstolen om ethvert processuelt skridt, der vil kunne have indvirkning på forelæggelsen.
14 – Dette fremgår af punkt 35-37 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse af 8.11.2012 i Aziz-sagen. Generaladvokaten var enig i, at det første spørgsmål, der var forelagt i den pågældende sag, umiddelbart forekom hypotetisk, selv om en besvarelse kunne have betydning for muligheden for erstatningsydelser efter afslutning af fuldbyrdelsesproceduren.
15 – Jf. Aziz-dommen, præmis 38 og 39.
16 – Jf. bl.a. dom af 16.7.1998, sag C-235/95, Dumon og Froment, Sml. I, s. 4531, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis.
17 – Jf. i den henseende dom af 12.2.2004, sag C-236/02, Slob, Sml. I, s. 1861, præmis 29, og af 17.7.2008, sag C-226/07, Flughafen Köln/Bonn, Sml. I, s. 5999, præmis 37.
18 – De hævder, at afgørelsen af 21.3.2012 hverken gør låneaftalen eller den sikrede rente ugyldig, og at Getfin ikke skulle være bundet af den justering af gælden, der er foretaget i denne afgørelses konklusion. Med hensyn til sidstnævnte antagelse har de imidlertid i samme skrivelse udtalt, at domskonklusionen er bindende for parterne i henhold til artikel 151, stk. 2, i den slovakiske lov om civil retspleje.
19 – Ifølge begrundelsen i afgørelsen af 21.3.2012 blev aftalen erklæret ugyldig på grundlag af de almindelige bestemmelser om aftalers ugyldighed, der er fastsat i den slovakiske borgerlige lovbog, og ikke de særlige bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, der ifølge afgørelsen skal påberåbes, hvis der skal opnås erstatning i henhold til artikel 5, stk. 3, i lov nr. 250/2007 om forbrugerbeskyttelse.
20 – Det bemærkes, at Financreal overdrog sin ret til tilbagebetaling til Getfin i henhold til den låneaftale, som senere blev erklæret ugyldig. Den forelæggende ret har ikke nævnt muligheden for, at Financreal – eller Getfin – kunne være forpligtet til at betale erstatning til forbrugerne af andre grunde end rimeligheden af aftalevilkårene.
21 – Artikel 11, stk. 1 og 2, i direktiv 2005/29 og artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 2009/22.
22 – Jf. i denne henseende dommen i sagen Banco Español de Crédito, præmis 59 og 60 samt præmis 85-87.
23 – Vedrørende en nylig anvendelse af denne retspraksis jf. kendelse af 7.10.2013, sag C-82/13, Società cooperativa Madonna dei miracoli, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 12 og 14, samt dom af 24.10.2013, sag C-180/12, Stoilov i Ko, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 47, og af 7.11.2013, sag C-313/12, Romeo, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39 og 40.
24 – Jf. generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i Aziz-sagen, punkt 55 og 56.
25 – Jf. bl.a. Aziz-dommen, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis.
26 – Jeg henviser til dommen i sagen Banco Español de Crédito, præmis 46, og Aziz-dommen, præmis 50. Jf. også i denne henseende dom af 30.5.2013, sag C-397/11, Jőrös, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 50. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden er effektivitetsprincippet nu ligeledes grundfæstet i artikel 19, stk. 1, TEU.
27 – Artikel 21, stk. 2, i loven om frivillige auktioner giver mulighed for en længere periode til at anlægge sag med påstand om ophævelse af et salg ved offentlig auktion i visse tilfælde, hvor salget er et resultat af en strafbar handling. Dette er imidlertid klart ikke til hinder for en offentlig auktion over en forbrugers ejendom på grundlag af et urimeligt kontraktvilkår, som kan være indgået i forbindelse med en sådan strafbar handling.
28 – Jf. også vedrørende de nationale retters forpligtelser i henhold til direktiv 93/13 dom af 6.10.2009, sag C-40/08, Asturcom Telecomunicaciones, Sml. I, s. 9579, med hensyn til tvangsfuldbyrdelsen af en voldgiftskendelse, og Jőrös-dommen med hensyn til bl.a. den omstændighed, at den nationale lovgivning kun udpegede visse retter som kompetente til at behandle sager vedrørende påståede urimelige kontraktvilkår (jf. det andet spørgsmål, der var forelagt i den pågældende sag).
29– Jf. dommen i sagen Banco Español de Crédito, præmis 45, og Aziz-dommen, præmis 49. Selv om Domstolen i præmis 49 i Aziz-dommen umiddelbart sondrede mellem denne sag og sagen Banco Español de Crédito, er grunden hertil efter min opfattelse begge sagers noget forskellige proceduremæssige struktur (jf. punkt 72 og 75 nedenfor).
30 – Jf. i denne henseende dommen i sagen Banco Español de Crédito, præmis 55 og 56, og Aziz-dommen, præmis 62 og 63.
31 – Jf. dommen i sagen Banco Español de Crédito, præmis 39, og Aziz-dommen, præmis 44.
32 – Jf. dommen i sagen Banco Español de Crédito, præmis 49, og Aziz-dommen, præmis 53.
33 – Jf. Aziz-dommen, præmis 59 og 60.
34 – Omvendt synes den nyligt afsagt kendelse i sagen Banco Popular Español and Banco de Valencia også at være udtryk for en sådan umulighed (jf. præmis 54 og 55).
35 – Jf. dommen i sagen Banco Español de Crédito, præmis 25 og 26. Generaladvokat Trstenjak nævnte desuden i sit forslag til afgørelse, at hvis betalingspåkravet blev anfægtet, ville proceduren også blive kontradiktorisk, jf. punkt 51 og 68.
36 – Domstolen henviste til den korte frist, der var fastsat, de potentielt prohibitive omkostninger, forbrugernes manglende kendskab til deres rettigheder og det summariske indhold af anmodningen om påkravet (jf. præmis 54).
37 – I Asturcom Telecomunicaciones-dommen blev den effektive beskyttelse af forbrugere afvejet over for princippet om retskraft. Domstolens nåede frem til, at sidstnævnte vejede tungest, og understregede betydningen af dette princip (jf. præmis 35-37). I dommen i sagen Banco Español de Crédito blev det imidlertid fastslået, at fremme af en enkel adgang til retfærdighed for kreditorer og hurtige procesforløb under disse omstændigheder ikke kunne veje tungere end en effektiv forbrugerbeskyttelse. Interessant nok synes Domstolen i førstnævnte tilfælde at have reduceret niveauet for en effektiv forbrugerbeskyttelse og i sidstnævnte tilfælde at have hævet det. Senest i Jőrös-dommen fastslog Domstolen, at medlemsstaternes ret til at etablere deres egen retsorden i princippet kan veje tungere end en national retsinstans’ ret til af egen drift at ophæve et urimeligt kontraktvilkår, hvis kompetencen til at gøre dette ligger hos en anden jurisdiktion. Den pågældende nationale retsinstans’ nationale procesregler skal imidlertid i videst muligt omfang fortolkes, således at det mål, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, nås (jf. Jőrös-dommen, præmis 50-52).
38 – Ifølge Domstolen tilsigter artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 således kun at genindføre ligheden mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende; jf. bl.a. Aziz-dommen, præmis 45.
39 – Jf. artikel 8 i direktiv 93/13 og 12. betragtning hertil.
40 – Jf. dommen i sagen Banco Español de Crédito, præmis 51.
41 – Jf. Asturcom Telecomunicaciones-dommen, præmis 47.
42 – Jf. generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i Aziz-sagen, punkt 55. En sådan opfattelse blev også tilkendegivet af generaladvokat Trstenjak i hendes forslag til afgørelse i sagen Banco Español de Crédito, punkt 74, selv om Domstolen ganske vist ikke delte denne opfattelse.
43 – Jeg bør endvidere understrege, at en obligatorisk forudgående domstolsprøvelse kan være forbundet med yderligere omkostninger for den erhvervsdrivende (f.eks. retsgebyrer for anlæggelse af sagen), selv i tilfælde, hvor den omhandlede aftale ikke indeholder urimelige kontraktvilkår.
44 – Jf. artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 samt artikel 3, stk. 3, som henviser til en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige; listen er indeholdt i et bilag til direktiv 93/13; jf. endvidere i denne henseende Aziz-dommen, præmis 66 og 68-71.
45 – Jf. i den henseende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Rousk mod Sverige, nr. 27183/04, ECHR 25.7.2013, som vedrørte offentligt salg af debitorens bolig og hans udsættelse deraf på anmodning fra en offentlig myndighed med hensyn til et krav om betaling af en skattegæld på 6 721 SEK (ca. 800 EUR) (jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolens konstateringer i §§ 91 og 137-139), og i sagen Zehentner mod Østrig, nr. 20082/02, ECHR 2009, vedrørende tvangsauktion af en privat ejendom for at sikre inddrivelse af en gæld på ca. 2 150 EUR i en sag mellem to private parter, hvor debitoren var umyndiggjort og derfor ikke i stand til at forsvare sig selv tilstrækkeligt mod kravet (jf. navnlig §§ 54, 59, 61, 75 og 76).
46 – Jf. i den henseende Aziz-dommen, præmis 61.
47 – Jf. mit forslag til afgørelse i sag C-363/12, Z, der verserer for Domstolen, punkt 73, og de forfattere, der er nævnt i fodnote 38 deri. Jf. ligeledes bl.a. K. Lenaerts, »Exploring the Limits of the EU Charter of Fundamental Rights«, European Constitutional Law Review, (8)2012, s. 376. Vedrørende samspillet mellem medlemsstaternes procesautonomi, ækvivalens- og effektivitetsprincippet og chartret, jf. dom af 27.6.2013, sag C-93/12, Agrokonsulting, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 59-61.
48 – Jf. dommen i sagen Rousk mod Sverige, § 137.
49 – Jf. også i denne henseende dommen i sagen Zehentner mod Østrig, § 54.
50 – Ifølge den slovakiske regerings bemærkninger i Kušionová-sagen giver artikel 74, stk. 1, og artikel 76, stk. 1, litra f), i den slovakiske lov om civil retspleje faktisk retsinstanser generelle beføjelser til at træffe foreløbige forholdsregler i sager, der verserer for dem.
51 – Jeg henviser endvidere til artikel 39, stk. 3, og artikel 43, stk. 2, i lov nr. 162/1995 om matrikelregistret og registreringen af ejendomsrettigheder og andre rettigheder med hensyn til fast ejendom. Det følger af disse bestemmelser, at hvis matrikelkontoret informeres om en indsigelse, vil det registrere denne oplysning, indtil indsigelsen er blevet behandlet. Jf. i en anden sammenhæng Aziz-dommen, præmis 56-58.
52 – Jeg bør tilføje, at der intet er til hinder for, at en forbruger kan nedlægge påstand om, at en ret fastslår, at et kontraktvilkår er urimeligt, selv inden offentliggørelsen af salgsmeddelelsen.
53 – I modsætning til Aziz-sagen blev spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede procedure er forenelig med direktiv 93/13, i den foreliggende sag rejst i forbindelse med fuldbyrdelsen af kravet mod forbrugerne og ikke under sagen vedrørende realiteten. Endvidere blev hovedsagen, som vedrører fuldbyrdelsen, anlagt af forbrugerne, mens søgsmålet vedrørende sagens realitet blev anlagt af den erhvervsdrivende.
54 – Jf. Aziz-dommen, præmis 54 og 55.
55 – Med henvisning til artikel 7, stk. 2, i lov om frivillige auktioner bekræftede den slovakiske regering under retsmødet, at slovakiske retter har en sådan kompetence.
56 – Jf. i den henseende Jőrös-dommen, præmis 52.
57 – I denne henseende fremgår det ikke klart af retspraksis, hvor oplyst og aktiv en forbruger skal være. Dommen i sagen Banco Español de Crédito og Aziz-dommen synes at tale for en mere sårbar forbrugertype, mens Asturcom Telecomunicaciones-dommen snarere synes at kræve, at forbrugeren i højere grad skal være en bonus pater familias-part. Den manglende klarhed forstærkes af den omstændighed, at generaladvokat Trstenjak i Asturcom Telecomunicaciones-sagen opfordrede Domstolen til at forpligte en national ret til at bringe fuldbyrdelsen af en voldgiftskendelse udstedt på grundlag af en aftale, der indeholdt et urimeligt kontraktvilkår, til ophør (jf. punkt 76 i hendes forslag til afgørelse i Asturcom Telecomunicaciones-sagen) – hvilket Domstolen ikke gjorde – hvorefter hun gjorde gældende i sagen Banco Español de Crédito, med specifik henvisning til dette resultat (men ligeledes forgæves), at Domstolen burde lægge en forestilling om den typiske forbruger, der er »almindelig oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet«, til grund (jf. punkt 72 og 73 i hendes forslag til afgørelse i sagen Banco Español de Crédito).
58 – I begge domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der er henvist til ovenfor, befandt debitoren sig uden tvivl i en mere sårbar position end normalt. I sagen Rousk mod Sverige var kreditoren staten, og i sagen Zehentner mod Østrig var debitoren umyndiggjort.
59 – Jf. i den henseende Jőrös-dommen, præmis 50-52.
60 – Jf. dom af 10.5.2012, forenede sager C-338/11 – C-347/11, FIM Santander Top 25 Euro Fi, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis. Desuden følger det af Domstolens faste praksis, at en sådan begrænsning kun kan antages at bestå på grundlag af selve den dom, der afgør fortolkningsspørgsmålet. Jf. eksempelvis dom af 6.3.2007, sag C-292/04, Meilicke m.fl., Sml. I, s. 1835, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis.
61 – Jf. bl.a. dommen i sagen FIM Santander Top 25 Euro Fi, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis.