FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 5. september 2013 ( 1 )
Sag C-302/12
X
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene))
»Skatteret — registreringsafgift for motorkøretøjer — etableringsfrihed — direktiv 83/182/EØF — boliger og varig anvendelse af et køretøj i to medlemsstater«
I – Indledning
|
1. |
Baggrunden for den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse er endnu engang den nederlandske afgift på personbiler og motorcykler, som adskillige gange har beskæftiget Domstolen i de senere år ( 2 ). |
|
2. |
Denne nederlandske registreringsafgift for motorkøretøjer opkræves i den foreliggende sag hos en unionsborger, som har en bolig ikke kun i Nederlandene, men også i Belgien, og benytter sit køretøj i begge medlemsstater. Begge medlemsstater rejser derfor krav om, at hun betaler deres respektive registreringsafgift. I den foreliggende sag skal det derfor afklares, i hvilket omfang denne dobbelte opkrævning af en registreringsafgift for motorkøretøjer er forenelig med EU-retten. |
II – Retsforskrifter
A – EU-retten
|
3. |
Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 83/182/EØF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler ( 3 ) (herefter »direktiv 83/182«) lyder under overskriften »Anvendelsesområde«: »Medlemsstaterne indrømmer på de nedenfor fastsatte betingelser ved midlertidig indførsel fra en medlemsstat af motorkøretøjer […] fritagelse for:
|
|
4. |
De enkelte afgiftsfritagelser for private køretøjer reguleres i artikel 3-5 i direktiv 83/182 og refererer hver gang til det »sædvanlige opholdssted« for den privatperson eller bruger, der indfører køretøjet. |
|
5. |
En persons »sædvanlige opholdssted« definerer artikel 7, stk. 1, i direktiv 83/182 i uddrag som følger: »1. Med henblik på dette direktiv forstås ved »sædvanligt opholdssted« det sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig, dvs. mindst 185 dage pr. kalenderår, på grund af et privat og erhvervsmæssigt tilhørsforhold eller – hvis der er tale om en person uden erhvervsmæssigt tilhørsforhold – på grund af et privat tilhørsforhold hidrørende fra snævre bånd mellem den pågældende og det sted, hvor vedkommende bor. […]« |
B – National ret
|
6. |
I Nederlandene opkræves der i det omhandlede år en afgift på personbiler og motorcykler i henhold til Wet op de belasting van personenauto’s en motorrijwielen 1992 (herefter »PM-afgift«). |
|
7. |
Som det er Domstolen bekendt fra andre retssager ( 4 ), forfalder PM-afgiften, når personbiler og motorcykler indregistreres i det nederlandske motorkøretøjsregister, samt når en personbil eller en motorcykel, som ikke er indregistreret i Nederlandene, tages i brug på offentlig vej i Nederlandene, hvis dette køretøj rent faktisk står til rådighed for en fysisk person med bopæl i Nederlandene eller en juridisk person med hjemsted dér. |
III – Hovedsagen og sagsforløbet for Domstolen
|
8. |
Genstanden for hovedsagen er en afgørelse om PM-afgift rettet til X vedrørende et køretøj, der blev anskaffet og indregistreret i Belgien i 2004. |
|
9. |
X har som belgisk statsborger både i Nederlandene og i Belgien en bolig, som hun benytter skiftevis i løbet af året. I Nederlandene arbejder hun desuden som specialtandlæge i ortodonti. |
|
10. |
Den nederlandske skatteforvaltning fastslog i 2006, at X havde sin bopæl i Nederlandene og førte en personbil, der kun var indregistreret i Belgien. Den opkrævede derpå en PM-afgift på 17315 EUR af den afgiftspligtige. Tidligere havde X i forbindelse med registreringen af sit køretøj i det belgiske motorkøretøjsregister betalt en belgisk afgift på 4957 EUR. |
|
11. |
X har for nederlandske myndigheder og retter bestridt opkrævningen af PM-afgiften. Hoge Raad der Nederlanden, som nu behandler retstvisten, lægger på grundlag af de faktuelle konstateringer til grund, at X har bopæl både i Nederlandene og i Belgien og varigt anvender køretøjet i begge medlemsstater. På denne baggrund har Hoge Raad der Nederlanden i henhold til artikel 267 TEUF forelagt Domstolen følgende spørgsmål: »1) Er to medlemsstaters udøvelse af deres beskatningsbeføjelser, navnlig opkrævning af registreringsafgift af et køretøj, ubegrænset i en situation, hvor en unionsborger på grundlag af disse medlemsstaters lovgivning anses for bosat i begge medlemsstater, og hvor borgeren faktisk – i begge medlemsstater og varigt – bruger et køretøj, som den pågældende ejer, til transport i begge medlemsstater? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, kan proportionalitetsprincippet i relation til registreringsafgifter have en korrigerende virkning i et tilfælde som det foreliggende, og, hvis dette er tilfældet, er følgen heraf, at en af medlemsstaterne eller begge skal begrænse sig ved udøvelsen af deres beskatningsbeføjelser, og på hvilken måde skal denne begrænsning da udformes?« |
|
12. |
I sagen for Domstolen har X, Den Hellenske Republik, Kongeriget Nederlandene og Kommissionen afgivet skriftlige indlæg. |
IV – Retlig vurdering
|
13. |
Med sine to spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om EU-retten er til hinder for, at der opkræves registreringsafgift for motorkøretøjer, når et køretøj tages i brug i et tilfælde, hvor en unionsborger med hjemmel i nationale bestemmelser anses for at være bosat i to medlemsstater og i begge medlemsstater varigt anvender sit køretøj, som allerede er indregistreret og afgiftspålagt i en anden medlemsstat. |
|
14. |
Selv om de præjudicielle spørgsmål ikke angiver nogen henvisninger til de EU-retlige bestemmelser, der skal fortolkes, kan det af præmisserne i forelæggelseskendelsen udledes, at det for den forelæggende ret drejer sig om fortolkning af primærretten (herom nedenfor under punkt 2). Jeg er dog enig med Kommissionen i, at Domstolen ligeledes bør behandle fortolkningen af direktiv 83/182 (herom nedenfor under punkt 1) for at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar ( 5 ). |
1. Afgiftsfritagelsen i direktiv 83/182
|
15. |
Først skal det undersøges, om sagsøgeren i hovedsagen med hensyn til den nederlandske PM-afgift uden videre kan drage fordel af en afgiftsfritagelse i henhold til direktiv 83/182. |
a) Anvendelsesområde
|
16. |
Dette forudsætter for det første, at en registreringsafgift for motorkøretøjer som PM-afgiften i den foreliggende sag overhovedet er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 83/182. |
|
17. |
I henhold til artikel 1, stk. 1, finder dette direktiv anvendelse på omsætningsafgifter, punktafgifter og enhver anden forbrugsafgift samt på de afgifter, der er anført i bilaget til direktivet, idet dog merværdiafgiften, der reguleres efter EU-retten i henhold til artikel 2, stk. 2, i direktiv 91/680/EØF ( 6 ), er undtaget fra anvendelsesområdet. |
|
18. |
I bilaget anføres for Kongeriget Nederlandenes vedkommende kun Motorrijtuigenbelasting (afgifter på motorkøretøjer) i henhold til Wet op de motorrijtuigenbelasting af 21. juli 1966, som er en årligt opkrævet afgift på motorkøretøjer, der ikke er identisk med PM-afgiften ( 7 ). |
|
19. |
Mens PM-afgiften ikke er en omsætningsafgift i EU-rettens forstand alene af den grund, at den kun omfatter motorkøretøjer og dermed ikke har almen gyldighed ( 8 ), kunne der imidlertid her godt være tale om en punktafgift eller enhver anden forbrugsafgift som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/182. |
|
20. |
Desværre definerer direktivet ikke disse begreber, ej heller kan der findes nogen definition i Domstolens hidtidige praksis. |
|
21. |
Begrebet forbrugsafgift kan på direktiv 83/182’s område ikke forstås således, at den kun vedrører afgifter på varer, der er beregnet til omgående forbrug, dvs. ikke-varige forbrugsgoder ( 9 ). Genstanden for direktivet er nemlig udelukkende trafikmidler, som kan anvendes varigt. Derfor er forbrugsafgifter som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/182 helt generelt direkte afgifter på køretøjet, der opkræves som følge af indførslen, hvorunder principielt også en registreringsafgift på motorkøretøjer kan henregnes ( 10 ). |
|
22. |
I forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt en sådan afgift kan opfattes som forbrugsafgift som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/182, må der imidlertid skelnes mellem de forskellige begivenheder, der udløser en registreringsafgift for motorkøretøjer. Den omhandlede PM-afgift omfatter nemlig for det første indregistreringen af et køretøj i motorkøretøjsregistret, for det andet den første anvendelse af køretøjet på offentlig vej i Nederlandene uden nederlandsk indregistrering. I det omfang en registreringsafgift på motorkøretøjer er knyttet til den første anvendelse af et køretøj på det nederlandske vejnet, indtræder afgiftspligten imidlertid, når køretøjet benyttes på tidspunktet for grænsepassagen. I et sådant tilfælde er beskatningen altså en umiddelbar følge af indførslen af motorkøretøjet. |
|
23. |
Tilsvarende har Domstolen allerede fastslået en tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til direktiv 83/182 i to traktatbrudssager, som handlede om opkrævning af en registreringsafgift for motorkøretøjer i forbindelse med anvendelse af et køretøj, der var indregistreret i en anden medlemsstat ( 11 ). Konstateringen af en sådan tilsidesættelse forudsætter imidlertid, at direktiv 83/182 kan anvendes på registreringsafgifter for motorkøretøjer, for så vidt som de er begrundet i benyttelse af vejnettet. Desuden fulgte Domstolen i en anden traktatbrudssag ikke generaladvokatens opfattelse, ifølge hvilken forbrugsafgifter og registreringsafgifter er væsensforskellige ( 12 ). |
|
24. |
Heller ikke Domstolens praksis vedrørende direktiv 83/183/EØF, der blev vedtaget på samme tid, ( 13 ) er til hinder for at anvende direktiv 83/182 på registreringsafgifter for motorkøretøjer, som opkræves ved første anvendelse af et køretøj. Som Domstolen har fastslået, omfatter dette direktivs artikel 1, stk. 1, der ligeledes tager sigte på omsætningsafgifter, punktafgifter og andre forbrugsafgifter, ganske vist ingen afgifter, der ikke er forbundet med indførslen som sådan, men kun med den første registrering eller brugen af et køretøj ( 14 ). At begrebet forbrugsafgifter i princippet dog også kan omfatte registreringsafgifter for motorkøretøjer, fremgår imidlertid af artikel 1, stk. 2, i direktiv 83/183/EØF, der udtrykkeligt undtager skatter og afgifter vedrørende brugen af ejendele, såsom f.eks. afgifter, der opkræves ved registrering af motorkøretøjer, fra dette direktivs anvendelsesområde. Domstolens restriktive fremgangsmåde ved definitionen af forbrugsafgifter som omhandlet i direktiv 83/183/EØF kan derfor udelukkende bero på, at direktivets artikel 1, stk. 1, udtrykkeligt kun omfatter de forbrugsafgifter, der »normalt« opkræves ved indførslen. Registreringsafgifter for motorkøretøjer opkræves dog langt fra i alle medlemsstater ( 15 ). |
|
25. |
Endelig fremgår det heller ikke af forarbejderne, at begrebet forbrugsafgifter som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/182 ikke kan omfatte registreringsafgifter for motorkøretøjer, i det omfang de tager sigte på den første anvendelse af et køretøj på det indenlandske vejnet. Kommissionen havde ganske vist i sit forslag i første omgang eksplicit udstrakt anvendelsesområdet til at gælde registreringsafgifter for motorkøretøjer ( 16 ), men det genfindes ikke i det vedtagne direktiv. Dette kan på den ene side fortolkes således, at Rådet dengang ikke ønskede, at den klassiske registreringsafgift for motorkøretøjer, der kun er knyttet til indregistreringen af et køretøj, skulle være omfattet. På den anden side betegner et yderligere forslag fra Kommissionen i sin artikel 1, stk. 1 og 2, udtrykkeligt registreringsafgifter som forbrugsafgifter ( 17 ). |
|
26. |
En registreringsafgift for motorkøretøjer som den nederlandske PM-afgift udgør derfor i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/182 en forbrugsafgift, for så vidt som den beskatter den første anvendelse på det indenlandske vejnet. |
b) Betingelser for en afgiftsfritagelse
|
27. |
Dernæst skal det nu undersøges, om X i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, kan drage fordel af en i direktiv 83/182 fastsat afgiftsfritagelse. |
|
28. |
Alle de for personbiler gældende afgiftsfritagelser i direktiv 83/182, der er fastsat i dettes artikel 3-5, forudsætter, at den person, der indfører køretøjet, har sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat end den, i hvilken den midlertidige indførsel finder sted ( 18 ). For at en af disse afgiftsfritagelser kan anvendes på den foreliggende sag, skulle X altså have sit sædvanlige opholdssted uden for Nederlandene. |
|
29. |
Ifølge den forelæggende rets faktuelle konstateringer har X imidlertid bopæl både i Nederlandene og i Belgien. Det er endda en betingelse for, at PM-afgiften kan opkræves, når køretøjet tages i brug, at personen har bopæl i Nederlandene. |
|
30. |
Disse konstateringer ud fra national ret vedrørende PM-afgiften er dog ikke udslagsgivende med hensyn til det sædvanlige opholdssted, som er afgørende for afgiftsfritagelserne i direktiv 83/182. Det skal i den forbindelse fremhæves, at der i direktiv 83/182’s forstand kun kan være tale om ét sædvanligt opholdssted, der i artikel 7, stk. 1, i direktiv 83/182 er defineret ensartet for hele Unionen ( 19 ). Dette kan udledes dels af selve definitionen på sædvanligt opholdssted i artikel 7, stk. 1, dels af artikel 9, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 83/182, som »for at undgå enhver form for dobbeltbeskatning« er til hinder for antagelsen af to bopæle, som anvendelsen af særordningerne til fordel for Kongeriget Danmark kunne medføre. Eksistensen af kun én bopæl i direktivets forstand svarer i øvrigt ifølge første og anden betragtning til direktivet netop til hensigten og formålet med direktiv 83/182, som er at fjerne hindringer for den frie bevægelighed på grund af beskatningsregler. Som Domstolen allerede har udtalt, tjener det sædvanlige opholdssted i direktivets forstand til at afgrænse medlemsstaternes beskatningskompetence ( 20 ). |
|
31. |
Selv om X med hensyn til PM-afgiften ifølge nederlandsk ret også har sin bopæl i Nederlandene, skal det med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt hun kan drage fordel af en afgiftsfritagelse i henhold til direktiv 83/182, undersøges, om hendes sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 7, stk. 1, ikke ligger uden for Nederlandene. |
|
32. |
Ved denne undersøgelse skal den forelæggende ret bedømme samtlige relevante forhold, der kendetegner hvert enkelt tilfælde i lyset af de kriterier, der følger af Domstolens praksis ( 21 ). Med henblik på fastlæggelsen af det sædvanlige opholdssted skal der både tages hensyn til det erhvervsmæssige og private tilhørsforhold til et bestemt sted samt til varigheden heraf ( 22 ). |
|
33. |
Såfremt den forelæggende ret derefter fastslår, at X har sit sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 83/182 i Nederlandene, er en afgiftsfritagelse i henhold til dette direktiv udelukket. I modsat fald skal den forelæggende ret undersøge de enkelte yderligere betingelser for afgiftsfritagelserne i direktivets artikel 3-5, idet X eventuelt så vil kunne påberåbe sig direktivet direkte ( 23 ). |
c) Foreløbig konklusion
|
34. |
Dermed skal det præjudicielle spørgsmål i et første skridt besvares med, at EU-retten er til hinder for opkrævning af en registreringsafgift for motorkøretøjer på grund af den første anvendelse af et køretøj i et tilfælde, hvor en unionsborger på grundlag af nationale lovbestemmelser anses for at være bosat i to medlemsstater og varigt anvender sit køretøj, som allerede er indregistreret og afgiftspålagt i en anden medlemsstat, i begge medlemsstater, når hendes sædvanlige opholdssted som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 83/182 ikke ligger i indlandet, og de øvrige betingelser for en afgiftsfritagelse efter direktiv 83/182 er opfyldt. |
2. Den primære ret
|
35. |
Såfremt det skulle blive fastslået, at betingelserne for en afgiftsfritagelse i henhold til direktiv 83/182 ikke er opfyldt i hovedsagen eller kun medfører en delvis fritagelse ( 24 ), rejser der sig ud fra et EU-retligt synspunkt derpå det spørgsmål, om Kongeriget Nederlandene har ret til at opkræve PM-afgiften, selv om sagsøgeren i hovedsagen allerede har betalt en registreringsafgift i Belgien. |
|
36. |
Ganske vist henhører beskatningen af motorkøretøjer principielt under medlemsstaternes kompetence, men de skal imidlertid overholde den primære EU-ret ( 25 ). Om disse primærretlige bindinger, som medlemsstaterne er underlagt, foreligger der en temmelig omfangsrig retspraksis fra Domstolens side, i den seneste tid især i form af kendelser. |
|
37. |
Efter fast retspraksis udgør det for det første ikke en tilsidesættelse af artikel 90 EF (nu artikel 110 TEUF), hvis en medlemsstat ved fastsættelsen af den pågældendes sædvanlige opholdssted i indlandet opkræver en registreringsafgift for køretøjer, uanset om en tilsvarende registreringsafgift allerede er blevet betalt i en anden medlemsstat ( 26 ). |
|
38. |
Domstolen har imidlertid gentagne gange tidligere fastslået, at medlemsstater har tilsidesat de grundlæggende friheder ved opkrævningen af registreringsafgift for motorkøretøjer ( 27 ). I det følgende skal det derfor undersøges, om opkrævningen af en afgift som den nederlandske PM-afgift strider mod en grundlæggende frihed, når den pågældende person allerede har betalt registreringsafgift i en anden medlemsstat. |
|
39. |
Da opkrævningen af PM-afgiften hænger sammen med X’s udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed som specialtandlæge i ortodonti i Nederlandene, vil jeg foretage denne undersøgelse på grundlag af etableringsfriheden i artikel 43 EF (nu artikel 49 TEUF). |
a) Restriktion
|
40. |
Artikel 43 EF forbyder restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. I henhold til bestemmelsens stk. 2 omfatter etableringsfriheden udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed. X er som belgisk statsborger dermed beskyttet af etableringsfriheden ved udøvelsen af sin virksomhed som specialtandlæge i ortodonti i Nederlandene. |
|
41. |
I princippet skal alle foranstaltninger, som forbyder, medfører ulemper for eller gør udøvelsen af etableringsfriheden mindre interessant, forstås som restriktioner af etableringsfriheden ( 28 ). Det forhold, at X skal betale PM-afgift, fordi hun benytter det nederlandske vejnet, udgør i princippet en sådan restriktion. |
|
42. |
Domstolen har imidlertid navnlig hvad angår arbejdstagernes frie bevægelighed i henhold til artikel 39 EF gentagne gange fastslået, at overflytningen af en virksomhed til en anden medlemsstat ikke skal have neutrale virkninger med hensyn til beskatning. En eventuel ulempe i sammenligning med situationen før overflytningen er i princippet ikke i strid med artikel 39 EF, såfremt det ikke kan fastslås, at den pågældende stilles ringere i forhold til dem, der allerede tidligere var omfattet af beskatningen ( 29 ). Der skal derfor kun antages en restriktion på grund af beskatningen i værtsmedlemsstaten, hvis der foreligger en diskrimination i forhold til en sammenlignelig rent indenlandsk situation. Da artikel 39 EF og 43 EF yder samme retsbeskyttelse ( 30 ), gælder dette lige så vel for etableringsfriheden, som er relevant her. |
|
43. |
Ifølge fast retspraksis kan en medlemsstat derfor pålægge et motorkøretøj, som er indregistreret i en anden medlemsstat, en registreringsafgift, når køretøjet i det væsentlige skal anvendes varigt på førstnævnte medlemsstats område eller faktisk anvendes på denne måde ( 31 ). Mens den ældre retspraksis endnu anså dette for at gøre en begrænsning af en grundlæggende frihed berettiget ( 32 ), har Domstolen i nyeste tid med rette præciseret, at der i et sådant tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen ulighed i behandlingen, ikke er tale om diskrimination, da alle de personer, der varigt anvender et køretøj i indlandet – uanset om det er med eller uden indenlandsk indregistrering – bliver behandlet ens ( 33 ). |
|
44. |
På denne baggrund udgør opkrævningen af PM-afgiften ikke nogen begrænsning af X’s etableringsfrihed, hvis hun – sådan som den forelæggende ret ( 34 ) allerede rent faktisk har fastslået – anvender sit køretøj varigt i Nederlandene. Da X’s anvendelse af køretøjet heller ikke er tidsmæssigt begrænset af en lejekontrakt ( 35 ), bliver hun ved opkrævningen af afgiften i realiteten behandlet på samme måde som personer, der varigt anvender et køretøj i Nederlandene på grundlag af en indenlandsk indregistrering. |
|
45. |
Den forelæggende rets faktuelle konstatering, ifølge hvilken X ligeledes anvender sit køretøj varigt i Belgien, strider ikke herimod. Ifølge retspraksis består der ikke umiddelbart nogen bindende forbindelse mellem en persons bopæl og det sted, hvor køretøjet varigt anvendes ( 36 ). Derfor betyder en i det væsentlige varig anvendelse i en medlemsstat heller ikke, at anvendelsen udelukkende og uafbrudt finder sted dér. Således har Domstolen f.eks. anerkendt en i det væsentlige varig anvendelse i en medlemsstat også i tilfælde, hvor den pågældende person på hverdage med sit køretøj kører til sin arbejdsplads i en anden medlemsstat og derved også regelmæssigt benytter vejnettet dér ( 37 ). |
|
46. |
Endelig er heller ikke proportionalitetsprincippet til hinder for, at to medlemsstater – som det kan være tilfældet i den foreliggende sag – begge opkræver registreringsafgift for motorkøretøjer. Hvis der nemlig kan fastslås en i det væsentlige varig anvendelse uden tidsbegrænsning i indlandet, skal der modsat den opfattelse, som den forelæggende ret har givet udtryk for i forelæggelseskendelsen, ikke tages hensyn til proportionalitetsprincippet. Dette er ifølge retspraksis nemlig kun tilfældet, når der skal gives en begrundelse for opkrævningen af afgiften, fordi et køretøj ikke skal anvendes varigt i denne medlemsstat ( 38 ), eller fordi anvendelsen er underlagt en tidsbegrænsning ( 39 ). Hvis det imidlertid drejer sig om en varig anvendelse uden tidsbegrænsning, er der – som allerede forklaret ( 40 ) – ikke tale om nogen restriktion, da der ikke foreligger nogen ulighed i behandlingen, således at afgiften ikke skal bedømmes ved hjælp af proportionalitetskriteriet. |
|
47. |
Disse krav, som retspraksis stiller til foreneligheden af registreringsafgifter for motorkøretøjer med de grundlæggende friheder, kan munde ud i, at en unionsborger bliver belastet dobbelt af registreringsafgifter for motorkøretøjer. Således er det i den foreliggende sag muligt, at X ud over den afgift, hun har betalt i Belgien i forbindelse med indregistreringen, også skal betale en afgift i Nederlandene, fordi hun anvender det nederlandske vejnet, især hvis det er dér, hun har sit sædvanlige opholdssted i direktiv 83/182’s forstand. |
|
48. |
Bortset fra, at en sådan dobbeltbelastning kan være begrundet i en dobbelt benyttelse af nationale vejnet, svarer det til fast retspraksis, at ugunstige virkninger, som kan følge af, at to forskellige medlemsstater udøver deres beskatningskompetence sideløbende med hinanden, i det omfang en sådan udøvelse ikke udgør forskelsbehandling, ikke udgør restriktioner, som er forbudt i henhold til EF-traktaten ( 41 ). Ifølge retspraksis er en juridisk dobbeltbeskatning endda principielt forenelig med de grundlæggende friheder, dvs. at den samme transaktion beskattes af to medlemsstater ( 42 ). A fortiori må der derfor tilkomme medlemsstaterne en beskatningsret, der kun medfører økonomisk dobbeltbelastning, her for anvendelse af et køretøj, som pålægges af to forskellige medlemsstater. Den foreliggende sag drejer sig nemlig ikke om en juridisk dobbeltbeskatning, da afgiften i Nederlandene opkræves for anvendelse af det nederlandske vejnet, men i Belgien for indregistreringen dér. |
|
49. |
En vis begrænsning af den dobbeltbelastning, der hidrører fra registreringsafgifter for motorkøretøjer, indeholdes dog allerede i EU-retten, som vi har set, med direktiv 83/182 ( 43 ). For så vidt som køretøjet er indregistreret i den medlemsstat, hvor den pågældende har sit sædvanlige opholdssted i dette direktivs forstand, kan en beskatning på grund af, at køretøjet tages i brug i en anden medlemsstat, normalt udelukkes ved hjælp af afgiftsfritagelsen i dette direktiv. |
|
50. |
Som konklusion ville det derfor ikke begrænse den etableringsfrihed, der er sikret X gennem artikel 43 EF, at hun pålægges den nederlandske PM-afgift. |
b) Foreløbig konklusion
|
51. |
Dermed er den primære ret ikke til hinder for, at en medlemsstat i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, opkræver en afgift som PM-afgiften, selv om den afgiftspligtige allerede har betalt registreringsafgift i en anden medlemsstat. |
V – Forslag til afgørelse
|
52. |
Henset til det ovenstående skal jeg foreslå Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål fra Hoge Raad der Nederlanden på følgende måde: »I en situation, hvor en unionsborger har en bolig i to medlemsstater og i begge medlemsstater varigt anvender sit køretøj, som allerede er indregistreret og afgiftspålagt i den anden medlemsstat, er EU-retten kun til hinder for opkrævning af en registreringsafgift for motorkøretøjer ved den første anvendelse af et køretøj, såfremt hendes sædvanlige opholdssted i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 1, i direktiv 83/182, ikke ligger i indlandet, og de øvrige betingelser for en afgiftsfritagelse i direktiv 83/182 er opfyldt.« |
( 1 ) Originalsprog: tysk.
( 2 ) Jf. herom sag C-114/11, Notermans-Boddenberg, forenede sager C-578/10 – C-580/10, van Putten m.fl., sag C-91/10, VAV-Autovermietung, sag C-42/08, Ilhan, og sag C-242/05, van de Coevering.
( 3 ) EFT L 105, s. 59.
( 4 ) Jf. f.eks. dom af 26.4.2012, forenede sager C-578/10 – C-580/10, van Putten m.fl., EU:C:2012:246, præmis 6.
( 5 ) Jf. med hensyn til denne kompetence hos Domstolen f.eks. dom af 20.3.1986, sag 35/85, Tissier, Sml. s. 1207, præmis 9, og af 30.5.2013, sag C-342/12, Worten, EU:C:2013:355, præmis 30.
( 6 ) Rådets direktiv 91/680/EØF af 16.12.1991 om tilføjelse til det fælles merværdiafgiftssystem og om ændring, med henblik på afskaffelse af de fiskale grænser, af direktiv 77/388/EØF, EFT L 376, s. 1.
( 7 ) Jf. dom af 20.9.2007, Kommissionen mod Nederlandene, sag C-297/05, Sml. I, s. 7467, præmis 12.
( 8 ) Jf. mit forslag til afgørelse af 5.9.2013, sag C-385/12, Hervis Sport- és Divatkereskedelmi, EU:C:2014:47, punkt 112 ff., vedrørende artikel 401 i direktiv 2006/112/EF.
( 9 ) I denne retning generaladvokat Mischos forslag til afgørelse af 27.4.1989, forenede sager 93/88 og 94/88, Wisselink m.fl. Sml. 1989, s. 2671, punkt 43 f.
( 10 ) Jf. i denne retning generaladvokat Stix-Hackls forslag til afgørelse af 4.3.2004, sag C-365/02, Lindfors, Sml. 2004 I, s. 7183, punkt 56.
( 11 ) Jf. dom af 7.6.2007, sag C-156/04, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 4129, og af 4.6.2009, sag C-144/08, Kommissionen mod Finland, EU:C:2009:348.
( 12 ) Jf. generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse af 20.1.2005, sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark, Sml. 2005 I, s. 7929, punkt 43, og dom af 15.9.2005, sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 7929, præmis 75 ff.
( 13 ) Rådets direktiv 83/183/EØF af 28.3.1983 om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indførsel af personlige ejendele fra en medlemsstat, EFT L 105, s. 64.
( 14 ) Jf. bl.a. dom af 29.4.2004, sag C-387/01, Weigel, Sml. I, s. 4981, præmis 47, og af 26.4.2007, sag C-392/05, Alevizos, Sml. I, s. 3505, præmis 49; jf. også mit forslag til afgørelse af 25.1.2007 i Alevizos-sagen, punkt 50-56 og den deri nævnte retspraksis.
( 15 ) Jf. meddelelse fra Kommissionen af 14.12.2012 til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, styrkelse af det indre marked ved at fjerne afgiftsbarrierer ved grænserne for personbiler, COM(2012) 756 final, s. 5.
( 16 ) Artikel 1 i Kommissionens forslag af 30.10.1975 til Rådets direktiv om afgiftsfrihed ved midlertidig indførsel af visse transportmidler inden for Fællesskabet, EFT C 267, s. 8.
( 17 ) Artikel 1, stk. 1 og 2, i Kommissionens forslag af 10.2.1998 til Rådets direktiv om den skattemæssige behandling af private motorkøretøjer, som overføres permanent til en anden medlemsstat i forbindelse med flytning, eller som benyttes midlertidigt i en anden medlemsstat end den, hvori de er registreret, EFT C 108, s. 75.
( 18 ) Jf. nærmere artikel 3, litra a), litra aa), artikel 4, stk. 1, litra a), litra aa), og artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 83/182.
( 19 ) Jf. dom af 2.8.1993, sag C-9/92, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 4467, præmis 8.
( 20 ) Jf. i samme retning dom af 23.4.1991, sag C-297/89, Ryborg, Sml. I, s. 1943, præmis 13-16.
( 21 ) Jf. i samme retning dommen af 7.6.2007 i sagen Kommissionen mod Grækenland, nævnt ovenfor i fodnote 11, præmis 46.
( 22 ) Jf. herom nærmere dommen af 7.6.2007 i sagen Kommissionen mod Grækenland, nævnt ovenfor i fodnote 11, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis.
( 23 ) Jf. dom af 29.5.1997, sag C-389/95, Klattner, Sml. I, s. 2719, præmis 35, vedrørende artikel 3 i direktiv 83/182.
( 24 ) Jf. herom nærmere reglerne i artikel 3 øverst og artikel 4, stk. 2, i direktiv 83/182.
( 25 ) Jf. i samme retning dommen i sagen van Putten m.fl, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis.
( 26 ) Dommen af i sagen Kommissionen mod Grækenland, nævnt ovenfor i fodnote 11, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis.
( 27 ) Jf. senest kendelse af 29.9.2010, sag C-91/10, VAV-Autovermietung, EU:C:2010:558.
( 28 ) Jf. f.eks. dom af 7.3.2013, sag C-577/11, DKV Belgium, EU:C:2013:146, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis.
( 29 ) Jf. bl.a. Weigel-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 14, præmis 55, og Alevizos-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 14, præmis 76, samt dom af 15.9.2011, sag C-240/10, Schulz-Delzers og Schulz, Sml. I, s. 8531, præmis 42.
( 30 ) Jf. dom af 5.2.1991, sag C-363/89, Roux, Sml. I, s. 273, præmis 23, vedrørende artikel 48 EØF og 52 EØF.
( 31 ) Dommen i sagen van Putten m.fl, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis.
( 32 ) Jf. dom af 15.12.2005, forenede sager C-151/04 og C-152/04, Nadin og Nadin-Lux, Sml. I, s. 11203, præmis 41, og af 23.2.2006, sag C-232/03, Kommissionen mod Finland, EU:C:2006:128, præmis 44-47, samt kendelse af 27.6.2006, sag C-242/05, van de Coevering, Sml. I, s. 5843, præmis 21-24.
( 33 ) Jf. i denne retning dommen i sagen van Putten m.fl., nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 50, og kendelse af 27.4.2012, sag C-114/11, Notermans-Boddenberg, EU:C:2012:256, præmis 27; tilsvarende allerede dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 78.
( 34 ) Jf. dommen i sagen Nadin og Nadin-Lux, nævnt ovenfor i fodnote 32, præmis 42.
( 35 ) Jf. herom kendelsen i sagen VAV-Autovermietung, nævnt ovenfor i fodnote 27, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis.
( 36 ) Jf. herom dommen i sagen Nadin og Nadin-Lux, nævnt ovenfor i fodnote 32, og i sagen Kommissionen mod Finland, nævnt ovenfor i fodnote 32, samt kendelse af 24.10.2008, sag C-364/08, Vandermeir, Sml. I, s. 8087.
( 37 ) Jf. Notermans-Boddenberg-kendelsen, nævnt ovenfor i fodnote 33, præmis 29 f.
( 38 ) Jf. van de Coevering-kendelsen, nævnt ovenfor i fodnote 32, præmis 26 f.
( 39 ) Jf. kendelse af 22.5.2008, sag C-42/08, Ilhan, EU:C:2008:305, præmis 18 f.
( 40 ) Jf. punkt 43 f. ovenfor.
( 41 ) Jf. f.eks. dom af 8.12.2011, sag C-157/10, Banco Bilbao Vizcaya Argentaria, Sml. I, s. 13023, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis.
( 42 ) Jf. dom af 16.7.2009, sag C-128/08, Damseaux, Sml. I, s. 6823, præmis 26 f.
( 43 ) Jf. punkt 15 ff. ovenfor.