24.9.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 282/46


Sag anlagt den 1. august 2011 — Maharishi Foundation mod KHIM (MÉDITATION TRANSCENDANTALE)

(Sag T-426/11)

2011/C 282/84

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Maharishi Foundation Ltd (St. Helier, Jersey) (ved lawyer A. Meijboom)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 6. april 2011 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1294/2010-2) annulleres

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »MÉDITATION TRANSCENDANTALE« for varer og tjenesteydelser i klasse 16, 35, 41, 44 og 45 — EF-varemærkeansøgning nr. 8246704

Undersøgerens afgørelse: Afslag på EF-varemærkeansøgningen for dele af varerne og tjenesteydelserne

Appelkammerets afgørelse: Medhold i klagen og hjemvisning af sagen til undersøgelsesafdelingen til videre behandling

Søgsmålsgrunde: Sagsøgeren har anført fire søgsmålsgrunde: (i) tilsidesættelse af artikel 75 og artikel 7, stk. 1, litra a), i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret ikke udtrykkeligt traf afgørelse på grundlag af nævnte artikel 7, stk. 1, litra a), men ikke desto mindre fandt, at varemærket »MÉDITATION TRANSCENDANTALE« er generisk, (ii) tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret fejlagtigt traf afgørelse om, at varemærket mangler fornødent særpræg, (iii) tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammerat med urette konkluderede, at varemærket udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne arten af de varer eller tjenesteydelser, der er indgivet ansøgning om, og (iv) tilsidesættelse af artikel 7, stk. 3, i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret med urette besluttede, at varemærket ikke har opnået fornødent særpræg som følge af den brug, der er gjort deraf, i forhold til de varer eller tjenesteydelser, der er ønskes registreret.