10.9.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 269/50


Sag anlagt den 20. juni 2011 — Brainlab mod KHIM — (BrainLAB)

(Sag T-326/11)

2011/C 269/111

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Brainlab AG (Feldkirchen, Tyskland) (ved advokat J. Bauer)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 15. april 2011 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1596/2010-4) annulleres.

Sagen hjemvises til appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) med henblik på at det træffer afgørelse om, hvorvidt der blev udvist den fornødne omhu i forbindelse med fornyelse af EF-varemærket »BrainLAB«, nr. 1 290 113.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »BrainLAB« for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 10 og 42.

Afgørelse truffet af afdelingen »Register og dermed forbundne databaser«: Afslag på anmodningen om restitutio in integrum for så vidt angår fristen for indgivelse af anmodning om fornyelse og betaling af fornyelsesgebyret.

Appelkammerets afgørelse: Afslag på anmodningen om restitutio in integrum og konstatering af udløbet af EF-varemærke nr. 1 290 113.

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 81 i forordning nr. 207/2009 for så vidt som alle de pågældende personer til trods for den efter omstændighederne udviste omhu ikke over for sagsøgte var i stand til at overholde en frist, hvorved der er indtrådt et retstab, og fristen på to måneder til at fremsætte en anmodning om restitutio in integrum er blevet overholdt.