16.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/27

Appel iværksat den 28. april 2011 af Oscar Orlando Arango Jaramillo m.fl. til prøvelse af Personalerettens kendelse af 4. februar 2011 i sag F-34/10, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB

(Sag T-234/11 P)

2011/C 211/58

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Oscar Orlando Arango Jaramillo (Luxembourg, Luxembourg)), Maria Esther Badiola (Luxembourg), Marcella Bellucci (Luxembourg), Stefan Bidiuc (Grevenmacher, Luxembourg), Raffaella Calvi (Schuttrange, Luxembourg), Maria José Cerrato (Luxembourg), Sara Confortola (Verona, Italien), Carlos D’Anglade (Luxembourg), Nuno Da Fonseca Pestana Ascenso Pires (Luxembourg), Andrew Davie (Medernach, Luxembourg), Marta De Sousa og Costa Correia (Itzig, Luxembourg), Nausica Di Rienzo (Luxembourg), José Manuel Fernandez Riveiro (Sandweiler, Luxembourg), Eric Gällstad (Rameldange, Luxembourg), Andres Gavira Etzel (Luxembourg), Igor Greindl (Canach, Luxembourg), José Doramas Jorge Calderon (Luxembourg), Monica Lledo Moreno (Sandweiler), Antonio Lorenzo Ucha (Luxembourg), Juan Antonio Magaña-Campos (Luxembourg), Petia Manolova (Bereldange, Luxembourg), Ferran Minguella Minguella (Gonderange, Luxembourg), Barbara Mulder-Bahovec (Luxembourg), István Papp (Luxembourg), Stephen Richards (Blaschette, Luxembourg), Lourdes Rodriguez Castellanos (Sandweiler), Daniela Sacchi (Mondorf-les-Bains, Luxembourg), Maria Teresa Sousa Coutinho da Silveira Ramos (Almargem do Bispo, Portugal), Isabelle Stoffel (Mondorf-les-Bains), Fernando Torija (Luxembourg), Maria del Pilar Vargas Casasola (Luxembourg), Carolina Vento Sánchez (Luxembourg), Pé Verhoeven (Bruxelles, Belgien), Sabina Zajc (Contern, Luxembourg) og Peter Zajc (Contern) (ved advokaterne B. Cortese og C. Cortese)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Investeringsbank

Appellanternes påstande

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

—

Den anfægtede kendelse ophæves, den formalitetsindsigelse, som EIB har rejst i sag F-34/10, forkastes, og sagen hjemvises til Personaleretten med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende sagens realitet og vedrørende sagens omkostninger i overensstemmelse med appellanternes påstand i første instans.

—

Subsidiært: henset til de nye retsspørgsmål, der er rejst ved nærværende appel, fordeles sagens omkostninger mellem parterne, såfremt det findes rimeligt.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har til støtte for appellen fremført tre anbringender.

1)

Første anbringende, som er opdelt i tre led, vedrører, at der er begået en retlig fejl ved fastsættelsen af den rimelige frist, der finder anvendelse ved indleveringen af stævningen i tvisterne mellem EIB og dens ansatte.

—

Med det første led har appellanterne foreholdt Personaleretten, at denne har tillagt retspraksis vedrørende søgsmålsfristerne for EIB’s ansatte en rækkevidde, som ikke kan udledes af denne, ved de facto at bortse fra reglen om en rimelig frist, som ved selve sin karakter er fleksibel og åben for en konkret afvejning af de involverede interesser, og erstatte denne af en frist på tre måneder, som anvendes strengt og generelt.

—

Med det andet led har appellanterne gjort gældende, at der hvad angår tvister mellem EIB og dennes ansatte ikke er fastsat nogen frist i de gældende love, men at EIB har anvendt fristen på tre måneder og fristen på ti dage i tjenestemandsvedtægtens artikel 91 og procesreglementets artikel 100, stk. 3, analogt.

—

Med det tredje led har appellanterne gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, samt tilsidesættelse af appellanternes ret til effektiv domstolsbeskyttelse, for så vidt som Personaleretten har betegnet den af appellanterne overholdte frist som urimelig, idet denne afviger ganske lidt fra de referencefrister, som finder anvendelse i vedtægtsmæssige sammenhænge.

2)

Andet anbringende, som fremsættes subsidiært, vedrører, at der foreligger en retlig fejl ved fortolkningen af de gældende procedureregler, sammenholdt med princippet om uforudselige omstændigheder.

3)

Tredje anbringende, som fremsættes subsidiært, vedrører forkert gengivelse af det forelagte bevismateriale med henblik på at godtgøre, at der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses, og tilsidesættelse af reglerne om sagens oplysning og tilrettelæggelse.