Sag anlagt den 21. januar 2011 — Ungarn mod Kommissionen

(Sag T-37/11)

2011/C 95/12

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Republikken Ungarn (ved M.Z. Fehér, K. Szíjjártó og G. Koós, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat følgende anbringender:

1)   Det principale anbringende: Tilsidesættelse af en begrundet og deraf berettiget forventning samt tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

Sagsøgeren hævder, at henset til reglernes upræcise udformning og det betydelige omfang af støtten fra finansieringsinstrumentet vedrørende Schengen har det været rimeligt under udførelsen af programmet at have tillid til de oplysninger, Kommissionen har givet i sin besvarelse af de udtrykkelige anmodninger om overtagelse og i de adskillige udtalelser om det vejledende program.

Efter sagsøgerens opfattelse medfører godkendelsen af det vejledende program som en forudgående tilladelse, kontroller foretaget af Kommissionen under udførelsen af programmet og samarbejdet med medlemsstaterne, at Kommissionens efterfølgende kontrol af, om projekterne holder sig inden for støttens rammer, ikke bør rejse grundlæggende tvivl om støtteberettigelsen af de projekter, som Kommissionen allerede flere gange har undersøgt uden at anfægte dem. Sagsøgeren hævder, at Kommissionen afgav »garantier« i sine finansieringsbeslutninger, der gav sagsøgeren grund til at have en berettiget forventning om, at de foranstaltninger, der var nævnt i det vejledende program, var støtteberettigede.

Princippet om loyalt samarbejde pålægger endvidere Unionens institutioner og medlemsstaterne gensidige forpligtelser om samarbejde.

Det er sagsøgerens opfattelse, at hvis man med regler, der er så upræcise og svingende, ikke kan forvente, at Kommissionen i det mindste giver forudgående og sikre oplysninger om et projekts støtteberettigelse, ville også retssikkerhedsprincippet blive alvorligt svækket.

2)   Det subsidiære anbringende: Fejlagtig fortolkning af begrebet fuld kontrol og manglende grundlag for fastlæggelsen af finansielle korrektioner

Sagsøgeren finder, at Kommissionen i den anfægtede beslutning vurderede, at de udgifter, der er omhandlet i den subsidiære påstand, ikke var støtteberettigede eller alene delvist støtteberettigede, fordi de ikke svarede til målsætningen om fuld grænsekontrol eller kun gjorde det delvist. Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen nåede til denne konklusion som følge af en fejlagtig fortolkning af begrebet om fuld kontrol.

Sagsøgeren tilføjer, at Kommissionen til trods for de oplysninger, den havde fået, ikke foretog de nødvendige undersøgelser med henblik på fastlæggelse af det nøjagtige beløb, der skulle tilbagebetales i forhold til alle foranstaltningerne, og hvad angår visse af disse fastsatte beløbet forkert. Ifølge sagsøgeren fastsatte Kommissionen disse beløb på grundlag af det angivelige forhold mellem grænsekontrolaktiviteter, der er udført af de kompetente myndigheder, og disses øvrige aktiviteter i stedet for på grundlag af bestemmelserne i artikel 22, stk. 3, litra b), i Kommissionens beslutning K(2004) 248 vedrørende forvaltning og overvågning af Schengen-faciliteten, og derfor på grundlag af grovheden af de konstaterede overtrædelser af reglerne eller omfanget af manglerne i systemet for styring og kontrol, der med de efterfølgende finansielle konsekvenser har fremprovokeret de konstaterede overtrædelser.