RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (plenum)

12. februar 2014 (*)

»Personalesag – almindelig udvælgelsesprøve – meddelelse om udvælgelsesprøve EPSO/AD/177/10 – ikke opført på reservelisten – begrundelsen for udvælgelseskomitéens afgørelse – meddelelse om emnerne for en prøve – udvælgelseskomitéens stabilitet«

I sag F-127/11,

angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A,

Gonzalo de Mendoza Asensi, midlertidigt ansat ved Europa-Parlamentet, Strassen (Luxembourg), ved advokaterne P. Nelissen Grade og G. Leblanc,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved J. Currall og B. Eggers, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

PERSONALERETTEN (plenum)

sammensat af præsidenten, S. Van Raepenbusch, afdelingsformanden, M.I. Rofes i Pujol, og dommerne E. Perillo, R. Barents og K. Bradley (refererende dommer),

justitssekretær: W. Hakenberg,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 26. juni 2013,

afsagt følgende

Dom

1        Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 29. november 2011 har Gonzalo de Mendoza Asensi anlagt denne sag og principalt nedlagt påstand om annullation af den af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/177/10 trufne afgørelse om ikke at opføre sagsøgerens navn på reservelisten for den nævnte udvælgelsesprøve.

 Tvistens baggrund

2        Den 16. marts 2010 offentliggjorde Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) i Den Europæiske Unions Tidende en meddelelse om almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/177/10 med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve af administratorer i lønklasse AD 5 inden for områderne europæiske offentlig administration, jura, økonomi, revision og informations- og kommunikationsteknologi (EUT C 64 A, s. 1, herefter »meddelelsen om udvælgelsesprøven«).

3        Afsnit IV og V i meddelelsen om udvælgelsesprøven foreskrev afholdelsen af henholdsvis adgangsprøver og prøver, der skulle gennemføres i et assessmentcenter.

4        Det fremgik af afsnit V, punkt 2, i meddelelsen om udvælgelsesprøven, at de ansøgere, der blev indkaldt til assessmentcentret, ville blive prøvet i deres særlige kompetence inden for det valgte område, samt i deres generelle kompetence med hensyn til:

»–      [a]nalyse og problemløsning

–      kommunikation

–      kvalitet og resultater

–      læring og udvikling

–      prioritering og organisation

–      håndtering af stress og forandringer

–      samarbejde

–      ledelsesevner«.

5        Det fremgik endvidere af afsnit V, punkt 2, i meddelelsen om udvælgelsesprøven, at de nævnte kompetencer ville blive prøvet ved hjælp af en casestudy på det valgte område, gruppearbejde, en mundtlig fremstilling og en struktureret samtale.

6        Afsnit V, punkt 4, i meddelelsen om udvælgelsesprøven foreskrev, at der for de særlige kompetencer inden for det valgte område kunne gives fra 0 til 20 point, og at der mindst krævedes 10 point. Det fremgår endvidere af sagsakterne, at de særlige kompetencer kun ville blive bedømt i forbindelse med den prøve, der bestod i en casestudy. Det fremgik videre af den nævnte bestemmelse, at der for hver enkelt af de generelle kompetencer kunne gives fra 0 til 10 point, og at der mindst krævedes 3 point for hver kompetence og 50 point ud af de i alt 80 point, der kunne opnås for samtlige de 8 generelle kompetencer.

7        Sagsøgeren var ansøger til udvælgelsesprøven EPSO/AD/177/10 inden for området for jura (herefter »udvælgelsesprøven«). Efter at have bestået adgangsprøven på computer, deltog han i de prøver, der blev afholdt på assessmentcentret i Bruxelles (Belgien) den 29. september 2010.

8        Ved skrivelse af 3. februar 2011, som sagsøgeren modtog gennem sin EPSO-konto, meddelte EPSO sagsøgeren, at udvælgelseskomitéen havde fundet, at hans resultater ikke var tilstrækkelige til, at hans navn kunne opføres på reservelisten, og at han for sine særlige kompetencer havde opnået 8 point ud af 20, men at der som minimum krævedes 10 ud af 20 point (herefter »afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten«). Skrivelsen var vedlagt et dokument med overskriften »kompetencepas«, hvoraf fremgik de resultater, som sagsøgeren havde opnået ved prøverne i generelle kompetencer og særlige kompetencer samt de bemærkninger, som udvælgelseskomitéen havde noteret for hver enkelt af de bedømte generelle kompetencer.

9        Ved telefax af 8. februar 2011 anmodede sagsøgeren om en fornyet behandling af afgørelsen om ikke at opføre ham på reservelisten samt indsigt i »samtlige de korrigerede skriftlige og mundtlige prøver, som han havde aflagt, spørgsmål og svar [samt] det bedømmelsesskema, som udvælgelseskomitéen har anvendt i forbindelse med den skriftlige prøve/den prøve, der bestod i en casestudy«.

10      Ved e-mail af 10. februar 2011 modtog sagsøgeren en kopi af den ikke-korrigerede besvarelse, som han havde udfærdiget i forbindelse med den prøve, der bestod i en casestudy, og sprogprøven samt det bedømmelsesskema, der var anvendt i forbindelse med den sidstnævnte prøve.

11      Ved skrivelse af 4. april 2011, som sagsøgeren modtog gennem sin EPSO-konto, meddelte EPSO sagsøgeren, at udvælgelseskomitéen havde bemærket, at der var visse uoverensstemmelser i den bedømmelse, der var foretaget af hans casestudy, og at den derfor havde besluttet at forhøje de point, som han havde opnået for de generelle kompetencer »[k]ommunikation« og »[p]rioritering og organisation«, samt de point, som han havde opnået for sine særlige kompetencer, der således blev forhøjet fra 8 point ud af 20 til 9 point ud af 20. EPSO meddelte endvidere sagsøgeren ved den nævnte skrivelse, at han efter de nævnte ændringer havde opnået 71,2 point ud af 100, hvilket lå under det samlede laveste pointtantal, som de ansøgere, der var optaget på reservelisten, havde opnået, nemlig 76,10 point, og at udvælgelseskomitéen derfor opretholdt afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på den nævnte reserveliste. Sagsøgeren modtog endvidere en korrigeret udgave af det dokument, der havde overskriften »kompetencepas«.

12      Ved e-mail af 5. maj 2011 indgav sagsøgeren en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) over udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at opføre hans navn på reservelisten. Sagsøgeren anmodede ved samme klage om at få indsigt i »bedømmelsen af den tekst, der vedrørte hans casestudy, bedømmelsesskemaet samt korrektionerne«.

13      Ved afgørelse af 29. august 2011 forkastede EPSO i sin egenskab af ansættelsesmyndighed klagen (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

 Parternes påstande og retsforhandlinger

14      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Før der træffes afgørelse i sagen, og som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, pålægges Europa-Kommissionen at fremlægge de relevante dokumenter, således at sagsøgeren har mulighed for at vurdere, om der eventuelt er foretaget et åbenbart urigtigt skøn vedrørende faktiske og/eller retlige omstændigheder i forbindelse med bedømmelsen af sagsøgerens præstation, og helt specifikt at fremlægge en kopi af den casestudy, som han skulle besvare i forbindelse med den skriftlige prøve på assessmentcentret, samt hans korrigerede besvarelse.

–        Afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten annulleres.

–        Udvælgelseskomitéens afgørelse, som sagsøgeren fik meddelelse om ved skrivelsen af 4. april 2011, og som bekræfter afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten, annulleres.

–        Afgørelsen om afslag på klagen annulleres.

–        Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16      Ved skrivelse af 29. juni 2012 har Personaleretten som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet parterne om at besvare en række spørgsmål og at fremlægge visse dokumenter. Personaleretten opfordrede navnlig Kommissionen til at fremsende det opgaveforlæg, som sagsøgeren anvendte i forbindelse med sin casestudy, samt mindst to af de andre varianter af dette opgaveforlæg, som blev anvendt i forbindelse med udvælgelsesprøven.

17      Sagsøgeren efterkom de af Personaleretten trufne foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse inden for den fastsatte frist. Kommissionen fremsendte imidlertid i sit svar af 10. august 2012 til Personaleretten kun en del af de ønskede dokumenter med den begrundelse, at indholdet af de forskellige opgaveforlæg, der blev anvendt i forbindelse med udvælgelsesprøven, havde en særdeles følsom karakter, og at det var væsentligt at sikre fortroligheden omkring den metode, der benyttes inden for rammerne af EPSO’s udvælgelsesprøver til at udfærdige og anvende de forskellige opgaveforlæg.

18      Personaleretten pålagde ved kendelse af 19. oktober 2012 afsagt i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 2, Kommissionen at tilstille Personaleretten det opgaveforlæg, som sagsøgeren anvendte i forbindelse med sin casestudy, samt to af de andre varianter af dette opgaveforlæg, som blev anvendt i forbindelse med udvælgelsesprøven, nemlig det opgaveforlæg, for hvilket ansøgerne havde opnået den højeste gennemsnitlige bedømmelse, og det opgaveforlæg, for hvilket ansøgerne havde opnået den laveste gennemsnitlige bedømmelse. Ved den samme kendelse opstillede Personaleretten en række betingelser for, at de ønskede dokumenter kunne fremsendes til sagsøgeren, herunder at sagsøgerens repræsentanter skriftligt forpligtede sig til ikke at udbrede indholdet af de af Kommissionen fremlagte dokumenter til tredjemand, og navnlig at de forpligtede sig til ikke at videregive deres bemærkninger til de nævnte dokumenter til deres klienter eller tredjemand.

19      Kommissionen tilstillede Personaleretten de dokumenter, der var nævnt i kendelsen af 19. oktober 2012, inden for den fastsatte frist. Ved skrivelse af 20. november 2012 forpligtede sagsøgerens repræsentanter sig til ikke at videregive de af Kommissionen fremlagte dokumenter og deres bemærkninger til de nævnte dokumenter til deres klienter eller tredjemand.

20      Ved afgørelse truffet i Personalerettens plenum den 31. januar 2013 blev sagen, der oprindeligt var blevet fordelt til Personalerettens Anden Afdeling, henvist til behandling i plenum.

21      Ved kendelse af 5. februar 2013 pålagde Personaleretten Kommissionen at tilstille retten »en kopi af samtlige de vejledninger og retteskemaer, som udvælgelseskomitéen anvender ved bedømmelsen af de besvarelser, som ansøgerne udfærdiger i forbindelse med den prøve, der består i en casestudy«.

22      Ved skrivelse indgået til Personalerettens Justitskontor den 19. februar 2013 tilstillede Kommissionen Personaleretten en generel vejledning, der indeholdt instrukser til opgaveretterne, en detaljeret vejledning med overskriften »juridisk manual«, der indeholdt instrukser vedrørende indholdet af de forskellige opgaveforlæg til den prøve, som bestod i en casestudy, og det retteskema, der indgår i den software, som stilles til rådighed for opgaveretterne/medlemmerne af udvælgelseskomitéen til brug for deres bedømmelse af ansøgernes kompetencer i forbindelse med den prøve, der består i en casestudy. Kommissionen anførte imidlertid i fremsendelsesbrevet, at den detaljerede vejledning indeholdt bedømmelseskriterierne vedrørende den prøve, der bestod i en casestudy, og at dette dokument i sin helhed derfor var omfattet af det princip om fortrolighed, som udvælgelseskomitéens arbejde er underlagt. Kommissionen anførte endvidere, at retteskemaet skulle anses for fortroligt, og at der derfor kun burde tilgå en ikke-fortrolig udgave af dette dokument til sagen.

23      Efter at have undersøgt de af Kommissionen fremlagte dokumenter besluttede Personaleretten ved kendelse af 18. april 2013 at lade den generelle vejledning tilgå sagsakterne, at returnere den detaljerede vejledning til Kommissionen med den begrundelse, at Personaleretten efter en gennemgang af den nævnte vejledning var af den opfattelse, at vejledningen ikke var nødvendig for, at Personaleretten kunne tage stilling til, om de anbringender, som sagsøgeren havde fremsat i sagen, var begrundede, at imødekomme Kommissionens anmodning om fortrolighed i forhold til retteskemaet, og at gøre fremsendelsen til sagsøgeren af den generelle vejledning samt den ikke-fortrolige udgave af retteskemaet betinget af, at dokumenterne blev behandlet fortroligt.

 Indledende bemærkninger

24      Personaleretten bemærker indledningsvis, at det fremgår af sagsakterne, at EPSO den 3. juli 2008 godkendte en rapport med overskriften »Udviklingsprogram«. Det fremgår af dette udviklingsprogram, at man for så vidt angår alle de almindelige udvælgelsesprøver, der afholdes efter 2010, vil overgå fra en udvælgelsesmetode, der består i at bedømme ansøgernes kundskaber, til en metode, der består i at bedømme ansøgernes kompetencer (herefter »den nye metode«). Som en væsentlig del af udvælgelsen af ansatte i ansættelsesgruppen for administratorer (AD) fremhæver udviklingsprogrammet navnlig brugen af assessmentcentre, hvor ansøgerne skal aflægge en række prøver, herunder en prøve, der består i en casestudy, en struktureret samtale, en mundtlig fremstilling og en gruppeøvelse.

25      Hvad angår de mundtlige prøver, der afholdes på assessmentcentret, indføres der med den nye metode en række foranstaltninger, der har til formål at afhjælpe forskellene i den kognitive forudindtagethed, der generelt kan konstateres hos bedømmere, og således sikre en sammenhængende bedømmelse.

26      Følgende fremgår af sagsøgtes skriftlige indlæg:

–        Mindst to medlemmer af udvælgelseskomitéen observerer ansøgerne under aflæggelsen af den samme prøve, og hver generel kompetence vurderes således i forbindelse med to forskellige øvelser af flere af udvælgelseskomitéens medlemmer.

–        Prøver er struktureret på forhånd og følger en fast metode, der anvender foruddefinerede adfærdsindikatorer for at afhjælpe »halo-effekten«, der er en kognitiv forudindtagethed, der påvirker bedømmerens opfattelse af andre mennesker, og som indebærer, at bedømmeren har tendens til at over- eller undervurdere en ansøger alene ud fra et førstehåndsindtryk.

–        Mindst halvdelen af udvælgelseskomitéens medlemmer er tjenestemænd ved institutionerne, der er udlånt til EPSO med det specifikke formål at deltage i udvælgelseskomitéernes arbejde. De varetager deres funktion som medlem af en udvælgelseskomité på fuld tid og har bestået et femdages uddannelsesforløb i bedømmelsesteknik. De andre medlemmer af udvælgelseskomitéen gennemgår også et særligt uddannelsesforløb.

–        Hver enkelt ansøger vurderes ud fra de samme bedømmelseskriterier og den samme metode.

–        Udvælgelseskomitéens formand er til stede i starten af hver enkelt prøve for at sikre, at metoden anvendes korrekt.

–        De endelige afgørelser træffes i fællesskab af hele udvælgelseskomitéen på grundlag af de resultater, der er opnået i samtlige prøver.

–        Der gennemføres undersøgelser og analyser for at sikre, at bedømmelsen har været sammenhængende.

27      Udvælgelsesprøven EPSO/AD/177/10 blev afholdt i henhold til den nye metode.

 Retlige bemærkninger

1.     Søgsmålets genstand

28      Sagsøgeren har med den anden og den tredje påstand nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten samt påstand om annullation af udvælgelseskomitéens afgørelse, som sagsøgeren fik meddelelse om ved skrivelsen af 4. april 2011, og som bekræfter afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten.

29      Det følger imidlertid af retspraksis, at når en ansøger ved en udvælgelsesprøve anmoder om fornyet behandling af en afgørelse, som udvælgelseskomitéen har truffet, er det således den afgørelse, komitéen har truffet efter den fornyede behandling af ansøgerens situation, der er den bebyrdende afgørelse (Retten i Første Instans’ dom af 13.12.2006, sag T-173/05, Heus mod Kommissionen, præmis 19). Det følger heraf, at udvælgelseskomitéens afgørelse, som blev meddelt sagsøgeren ved skrivelsen af 4. april 2011, er trådt i stedet for afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten. Det er følgelig kun den påstand om annullation, der er rettet mod den afgørelse, som blev meddelt sagsøgeren ved skrivelsen af 4. april 2011, der skal undersøges.

30      Hvad angår påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på klagen bemærkes, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod et afslag på en klage, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når afslaget på klagen som sådan er uden selvstændigt indhold (Personalerettens dom af 15.9.2011, sag F-6/10, Munch mod KHIM, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

31      I det foreliggende tilfælde er afgørelsen om afslag på klagen uden selvstændigt indhold, idet den blot bekræfter afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten, som udvælgelseskomitéens afgørelse, der blev meddelt sagsøgeren ved skrivelsen af 4. april 2011, trådte i stedet for, uden at der er foretaget en fornyet behandling af sagsøgerens situation på grundlag af nye argumenter eller nye faktiske omstændigheder, hvorfor der således ikke er grundlag for at tage selvstændig stilling til påstanden om annullation af denne afgørelse.

32      Det følger af ovenstående betragtninger, at der kun skal tages stilling til anmodningen om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og påstanden om annullation af udvælgelseskomitéens afgørelse, der blev meddelt sagsøgeren ved skrivelsen af 4. april 2011, og som bekræfter afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten (herefter »den anfægtede afgørelse«).

2.     Anmodningen om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

33      Sagsøgeren har i stævningen nedlagt påstand om, at Personaleretten, før den træffer afgørelse i sagen, og som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, pålægger sagsøgte at fremlægge de relevante dokumenter, således at han har mulighed for at vurdere, om der eventuelt er foretaget et åbenbart urigtigt skøn vedrørende faktiske og/eller retlige omstændigheder i forbindelse med bedømmelsen af sagsøgerens præstation, og helt specifikt at fremlægge opgaveforlægget til den casestudy, som han skulle besvare, samt hans korrigerede besvarelse.

34      Henset til de dokumenter, som parterne har vedlagt deres skriftlige indlæg, samt til de dokumenter, der er fremlagt som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, finder Personaleretten imidlertid, at den råder over tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe afgørelse i sagen, og at det derfor ikke er fornødent at imødekomme anmodningen om at anordne andre foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse end dem, der allerede er vedtaget.

3.     Påstandene om annullation

35      Sagsøgeren har til støtte for sine påstande om annullation fremsat tre anbringender, der henholdsvis vedrører:

–        tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

–        tilsidesættelse af princippet om udvælgelseskomitéens uafhængighed

–        tilsidesættelse af begrundelsespligten.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

36      Sagsøgeren har formuleret dette anbringende i to led. Det første led vedrører den omstændighed, at de ansøgere, der aflagde prøven som de sidste, blev stillet i en fordelagtig situation, og det andet led vedrører den store ændring af sammensætningen af udvælgelseskomitéen, der fandt sted under de mundtlige prøver.

 Det første anbringendes første led

–       Parternes argumenter

37      Sagsøgeren har anført, at de prøver, der bestod i en casestudy, blev afholdt i en periode på tre måneder, og at de emner, som ansøgerne fik tildelt, ikke adskilte sig væsentlig fra den ene prøve til den anden. Disse omstændigheder medførte, at ansøgerne befandt sig i forskellige situationer alt afhængigt af, hvornår i rækkefølgen de aflagde prøven. For det første havde de ansøgere, der blev bedømt som de sidste, nemlig mere tid til at forberede sig, og for det andet havde de mulighed for at få oplysninger fra de ansøgere, der allerede havde aflagt prøven, om indholdet af visse af de opgaveforlæg, der blev anvendt. Sagsøgeren har i denne henseende anført, at de ansøgere, der allerede havde aflagt prøverne, gav oplysninger om den prøve, der bestod i en casestudy, til de ansøgere, der endnu ikke havde aflagt prøven, og som derfor havde mulighed for at tilrette deres forberedelse ud fra disse oplysninger.

38      Det er sagsøgerens opfattelse, at EPSO for at undgå dette burde have afholdt alle de prøver, der bestod i en casestudy, den samme dag, hvilket i øvrigt følger af De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 27. oktober 1976, sag 130/75, Prais mod Rådet, og hvilket EPSO gjorde i forbindelse de udvælgelsesprøver, der blev afholdt i 2011.

39      Under retsmødet oplyste sagsøgeren efter at have anført, at ansøgerne havde mulighed for at aflægge den prøve, der bestod i en casestudy, på tysk, engelsk eller fransk, at det fremgår af de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, at de ansøgere, der aflagde den nævnte prøve på tysk eller fransk, alle fik det samme opgaveforlæg. Disse ansøgere havde derfor større mulighed for at få oplysninger om indholdet af det opgaveforlæg, som de skulle anvende under prøven, end de andre ansøgere.

40      Kommissionen har anført, at den nye metode og navnlig den casestudy, som udgør en del heraf, og hvis formål er at afprøve ansøgernes kompetencer og ikke deres kundskaber, ikke indebærer et krav om, at ansøgerne skal have et særligt kendskab til EU-retten eller retspraksis, idet det blot er nødvendigt at besidde en meget generel viden samt juridiske kompetencer. Efter Kommissionens opfattelse kan den omstændighed, at ansøgerne har fået oplysninger om den prøve, der bestod i en casestudy, fra andre ansøgere endvidere udgøre en ulempe, idet den nævnte prøve var udfærdiget således, at den skulle neutralisere den forudgående viden, som ansøgeren måtte have om det pågældende emne. De ansøgere, der måtte have fået oplysninger om den prøve, der bestod i en casestudy, og som måtte have forsøgt at anvende disse oplysninger i forbindelse med deres forberedelse, burde i det mindste have konstateret, at prøven ikke svarede til deres forberedelse.

41      Kommissionen har endvidere anført, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget bevis for, at ansøgerne udvekslede oplysninger om den prøve, der bestod i en casestudy. Under retsmødet oplyste Kommissionen over for Personaleretten, at EPSO kontrollerer udvekslingen af oplysninger på sociale netværk og andre elektroniske kommunikationsmidler, hvilket giver EPSO mulighed for at opdage, hvis der lækkes oplysninger om de forskellige emner, og at reagere, hvis de oplysninger, der cirkulerer, er alt for nøjagtige. Kommissionen har anført, at der ikke i det foreliggende tilfælde blev konstateret en lækning af oplysninger.

–       Personalerettens bemærkninger

42      Det bemærkes, at når Personaleretten skal foretage en prøvelse af en udvælgelseskomités afgørelse om ikke at opføre en ansøger på reservelisten, efterprøver den, at de relevante retsregler har været overholdt, dvs. de regler, herunder procedurereglerne, der er fastsat i vedtægten og i meddelelsen om udvælgelsesprøve, samt dem, der regulerer udvælgelseskomitéens arbejde, navnlig komitéens forpligtelse til upartiskhed og objektivitet, samt at der ikke foreligger magtfordrejning (Personalerettens dom af 13.12.2012, sag F-101/11, Mileva mod Kommissionen, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

43      Hvad navnlig angår ligebehandlingen af ansøgerne fremgår det af retspraksis, at det påhviler udvælgelseskomitéen at påse, at dette princip strengt overholdes under afholdelsen af en udvælgelsesprøve. Selv om udvælgelseskomitéen råder over en vid skønsbeføjelse med hensyn til de nærmere omstændigheder og det præcise indhold af prøverne, påhviler det ikke desto mindre Unionens retsinstanser i nødvendigt omfang at udøve sin kontrol for at sikre, at ansøgerne behandles lige, og at udvælgelseskomitéens valg mellem disse foretages på et objektivt grundlag (Retten i Første Instans’ dom af 12.3.2008, sag T-100/04, Giannini mod Kommissionen, præmis 132).

44      Det påhviler i denne henseende endvidere ansættelsesmyndigheden, i kraft af dennes egenskab af tilrettelægger af udvælgelsesprøven, samt udvælgelseskomitéen at sikre, at alle ansøgere til den samme udvælgelsesprøve for så vidt angår de skriftlige prøver aflægger den samme prøve under de samme betingelser (dommen i sagen Prais mod Rådet, præmis 13). Det tilkommer således udvælgelseskomitéen at sikre, at prøverne i det væsentlige har samme sværhedsgrad for alle ansøgere (Personalerettens dom af 15.4.2010, sag F-2/07, Martins mod Kommissionen, præmis 171 og den deri nævnte retspraksis).

45      Enhver prøve indebærer imidlertid generelt og nødvendigvis en risiko for forskelsbehandling, henset til det i sagens natur begrænsede antal spørgsmål, der kan stilles under en prøve med hensyn til et bestemt emne. Det er derfor blevet fastslået, at en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet kun kan foreligge, når udvælgelseskomitéen ved valget af prøver ikke har begrænset den risiko for ulige chancer, der generelt er forbundet med enhver prøve (dommen i sagen Giannini mod Kommissionen, præmis 133).

46      Personaleretten finder i lyset af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 43-45, at når der henses til de forpligtelser, der påhviler en udvælgelseskomité, skal en afgørelse om ikke at opføre en ansøger på en reserveliste annulleres, såfremt det viser sig, at udvælgelsesprøven har været organiseret på en måde, der indebærer en større risiko for forskelsbehandling end den, der er forbundet med enhver udvælgelsesprøve, uden at det kan kræves, at den berørte ansøger skal fremlægge bevis for, at visse ansøgere faktisk har opnået en fordel.

47      I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at den prøve, der består i en casestudy, er en prøve, der har til formål at afprøve ansøgernes kompetencer i en fiktiv situation, der dog er tæt på virkeligheden, og i hvilken forbindelse de kundskaber, som de pågældende tidligere har erhvervet, kun spiller en begrænset rolle. Personaleretten konstaterer i denne henseende, at det fremgår af punkt 4.1 (»casestudy«) i brochuren »Assessmentcenter«, der udleveres til samtlige de ansøgere, der indkaldes til assessmentcentret, og som sagsøgeren har henvist til i sin anmodning om fornyet behandling, at ansøgerne skal udfærdige en skriftlig besvarelse af den prøve, der består i en casestudy, udelukkende på grundlag af de dokumenter, der stilles til den pågældendes rådighed.

48      Det fremgår endvidere af Kommissionens skriftlige indlæg, at udvælgelsesprøvens casestudy var udformet som 16 forskellige opgaveforlæg, der var udfærdiget på denne måde for at sikre, at de havde samme sværhedsgrad og indholdsmæssigt var så tilstrækkeligt forskellige, at ansøgerne ikke kunne drage fordel af, at de eventuelt havde kendskab til et af de andre opgaveforlæg. Personaleretten kan i denne henseende efter at have gjort sig bekendt med 3 af de 16 opgaveforlæg, der anvendtes ved udvælgelsesprøvens casestudy, konstatere, at den nævnte casestudy langt fra udgjorde en kort tekst på nogle få linjer, som en ansøger nemt ville kunne huske og videregive til en anden ansøger, men derimod havde karakter af en sag på mere end 20 sider, der indeholdt en række dokumenter med et meget forskelligt indhold.

49      På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at sagsøgeren ikke har ført tilstrækkeligt bevis for, at den omstændighed, at de ansøgere, der aflagde prøve som de sidste, havde mere tid til at forberede den prøve, der bestod i en casestudy, og at visse ansøgere havde mulighed for at få oplysninger fra andre ansøgere om indholdet af det opgaveforlæg, som de skulle besvare, har givet de ansøgere, der som de sidste aflagde den prøve, der bestod i en casestudy, en reel fordel i forhold til de andre ansøgere.

50      Sagsøgeren har endvidere ikke forsøgt at modsige Kommissionens argument, hvorefter den nye metode netop har til formål at sikre, at samtlige ansøgere i forbindelse med afholdelsen af prøver på assessmentcentret behandles på samme måde, og at resultaterne fra de nævnte prøver ikke påvirkes af bedømmernes kognitive forudindtagethed, som er blevet videnskabeligt bevist, og som en ansvarlig administration ikke kan se bort fra.

51      Hvad navnlig angår den påståede lækning af oplysninger om den prøve, der bestod i en casestudy, må det bemærkes, at sagsøgeren har begrænset sig til at fremsætte formodninger uden at fremlægge det mindste bevis eller indicium for rigtigheden af sine påstande. Adspurgt af Personaleretten under retsmødet, anerkendte sagsøgeren i denne henseende, at han ikke kunne fremlægge noget objektivt bevis for, at der var foregået en sådan lækning af oplysninger. Selv om det antages, at en sådan lækning af oplysninger var sket, har sagsøgeren endvidere ikke over for Personaleretten afgivet nogen oplysninger, der kan rejse tvivl om det af Kommissionen fremsatte argument om, at den nye metode indebar, at det var unødvendigt eller ligefrem udgjorde en ulempe for ansøgerne at få oplysninger om den prøve, der bestod i en casestudy.

52      Det må i betragtning af de ovennævnte omstændigheder følgelig fastslås, at den omstændighed, at samtlige de prøver, der bestod i en casestudy, ikke fandt sted samme dag, ikke i det foreliggende tilfælde medførte en forskellig behandling af ansøgerne, der stillede visse ansøgere bedre end andre, og heller ikke medførte en større risiko for forskelsbehandling end den, der er forbundet med enhver udvælgelsesprøve.

53      Denne konklusion anfægtes ikke af sagsøgerens argument om, at de ansøgere, der valgte at aflægge den prøve, der bestod i en casestudy, på tysk eller fransk, alle aflagde prøven ud fra det samme opgaveforlæg og over flere dage. I lyset af de i denne doms præmis 47 og 48 nævnte omstændigheder, har sagsøgeren ikke godtgjort, at de ansøgere, der aflagde prøven som de sidste, opnåede en fordel derved.

54      Endelig kan sagsøgeren ikke med føje påberåbe sig præmis 14 i dommen i sagen Prais mod Rådet, hvorved Domstolen fastslog, at »det er […] særdeles væsentligt, at datoen for de skriftlige prøver er den samme for alle ansøgerne«. Det er nemlig tilstrækkeligt at bemærke, at denne konklusion skal forstås i den faktiske sammenhæng, som den oprindeligt indgik i, nemlig en skriftlig prøve, der var den samme for samtlige ansøgere, og som afholdtes inden for rammerne af en udvælgelsesprøve, der havde til formål at afprøve ansøgernes kundskaber. I det foreliggende tilfælde er den prøve, som sagsøgeren har anfægtet afholdelsen af, en prøve, der består i en casestudy, som er udformet som 16 forskellige opgaveforlæg, med henblik på at bedømme ansøgernes kompetencer og ikke deres kundskaber.

55      Det følger af ovenstående betragtninger, at det første anbringendes første led må forkastes.

 Det første anbringendes andet led

–       Parternes argumenter

56      Sagsøgeren har med det første anbringendes andet led anført, at ligebehandlingsprincippet blev tilsidesat, idet udvælgelseskomitéens sammensætning ændrede sig overdrevent meget fra én ansøger til en anden.

57      Sagsøgeren har i denne henseende anført, at han under de forskellige prøver, som han aflagde i forbindelse med udvælgelsesprøvens mundtlige fase, ikke på noget tidspunkt blev bedømt af de samme medlemmer af udvælgelseskomitéen, og at ingen af udvælgelseskomitéens medlemmer således var til stede under samtlige prøver. Udvælgelseskomitéen tilsidesatte derfor sagsøgerens ret til at blive bedømt af et stort antal af udvælgelseskomitéens medlemmer. Sagsøgeren har endvidere anført, at næsten alle ansøgere under de mundtlige prøver blev bedømt af forskellige medlemmer af udvælgelseskomitéen, og at udvælgelseskomitéen derfor kun kunne foretage en meget begrænset sammenligning af samtlige ansøgere. Sagsøgeren er endvidere af den opfattelse, at den omstændighed, at udvælgelseskomitéen ikke havde et tilstrækkeligt antal permanente medlemmer, samt at udvælgelseskomitéens sammensætning blev ændret væsentligt, ikke blev opvejet af den permanente tilstedeværelse af udvælgelseskomitéens formand eller næstformand.

58      Sagsøgeren har endelig anført, at de personer, der havde til opgave at rette den prøve, der bestod i en casestudy, ikke var medlemmer af udvælgelseskomitéen, men bedømmere, der var udpeget af EPSO, og at disse personer hver uge blev udskiftet med andre personer. Når der henses til de korte frister, som EPSO havde fastsat, havde udvælgelseskomitéen ikke tid til at kontrollere de rettelser, som de nævnte bedømmere foretog. Det blev således ikke sikret, at der var tale om en sammenhængende bedømmelse.

59      Kommissionen har anført, at sagsøgeren med dette led i det første anbringende udelukkende har anfægtet de mundtlige prøver, selv om han for de særlige kompetencer, der kun blev bedømt i forbindelse med den prøve, der bestod i en casestudy, opnåede et lavere antal point end det krævede minimum. Kommissionen gør derfor principalt gældende, at sagsøgeren ikke har en interesse i at fremsætte dette led i det første anbringende, idet han ikke vil opnå nogen fordel ved, at bedømmelsen af de generelle kompetencer bliver annulleret.

60      Kommissionen er endvidere under alle omstændigheder af den opfattelse, at dette led i det første anbringende ligeledes savner retligt grundlag. Efter Kommissionens opfattelse er det nemlig ikke i sig selv et mål at opretholde en stabil sammensætningen af udvælgelseskomitéen, men en løsning, der er fastlagt i retspraksis for at opveje visse af de uhensigtsmæssigheder, der var forbundet med den måde, hvorpå de mundtlige prøver blev afholdt før 2010. Da den nye metode således ikke længere er præget af uhensigtsmæssigheder, er det ikke længere nødvendigt at sikre udvælgelseskomitéens stabilitet under hele udvælgelsesproceduren for at opfylde ligebehandlingsprincippet og princippet om objektivitet i bedømmelsen. Kommissionen har under retsmødet præciseret sin argumentation og anført, at den ikke argumenterer for, at man helt skal opgive princippet om udvælgelseskomitéens stabilitet, men at dette princip bør omdefineres under hensyntagen til den nye metode.

–       Personalerettens bemærkninger

61      Unionens retsinstanser har ret til på baggrund af en sags konkrete omstændigheder at vurdere, om det af retsplejehensyn er berettiget at afvise et søgsmål i realiteten uden først at tage stilling til det formalitetsklagepunkt, som sagsøgte har gjort gældende (Personalerettens dom af 28.9.2011, sag F-26/10, AZ mod Kommissionen, præmis 34).

62      Under de foreliggende omstændigheder og af procesøkonomiske hensyn skal der først foretages en undersøgelse af sagsøgerens argumenter vedrørende realiteten, uden at der forinden er taget stilling til formaliteten.

63      Det bemærkes, at Unionens institutioner har en vid skønsbeføjelse med hensyn til at fastsætte reglerne for afholdelsen af udvælgelsesprøver, og at Unionens retsinstanser kun kan efterprøve sådanne regler i det omfang, det er nødvendigt for at sikre ligebehandling af ansøgerne og objektivitet i valget mellem disse (jf. Personalerettens dom af 16.9.2013, sag F-46/12, Höpcke mod Kommissionen, præmis 63).

64      Den forpligtelse til at ansætte tjenestemænd, der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet, der påhviler institutionerne i medfør af vedtægtens artikel 27, indebærer, at ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen under udøvelsen af deres beføjelser skal sikre, at udvælgelsesprøverne afholdes i overensstemmelse med princippet om ligebehandling af ansøgerne og princippet om objektivitet i bedømmelsen.

65      Det er således blevet fastslået, at den vide skønsbeføjelse, som tilkommer en udvælgelseskomité med hensyn til at fastlægge den nærmere fremgangsmåde og det detaljerede indhold af de prøver, som ansøgerne skal gennemgå, skal opvejes af en nøje overholdelse af reglerne for afholdelsen af disse prøver. Det påhviler følgelig udvælgelseskomitéen at sikre streng overholdelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne i forbindelse med afholdelsen af prøverne og objektiviteten i valget mellem disse (Retten i Første Instans’ dom af 25.5.2000, sag T-173/99, Elkaïm og Mazuel mod Kommissionen, præmis 87). Udvælgelseskomitéen har i denne henseende pligt til at sikre en sammenhængende anvendelse af bedømmelseskriterierne i forhold til alle berørte ansøgere ved bl.a. at sikre, at udvælgelseskomitéen har en stabil sammensætning (jf. hvad angår en udvælgelseskomité inden for rammerne af en procedure, der havde til formål at udarbejde en reserveliste for midlertidigt ansatte, Retten i Første Instans’ dom af 24.9.2002, sag T-92/01, Girardot mod Kommissionen, præmis 24-26; jf. endvidere Personalerettens dom af 29.9.2010, sag F-41/08, Honnefelder mod Kommissionen, præmis 35).

66      Det fremgår af retspraksis, at overholdelsen af ligebehandlingsprincippet og princippet om objektivitet i bedømmelsen forudsætter, at der i videst mulige omfang sikres en konstant sammensætning af udvælgelseskomitéen under hele udvælgelsesprøvens forløb (Retten i Første Instans’ dom af 10.11.2004, sag T-165/03, Vonier mod Kommissionen, præmis 39).

67      Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der kan sikres en sammenhængende bedømmelse ved andre midler end opretholdelsen af en stabil sammensætning af udvælgelseskomitéen under hele udvælgelsesprøvens forløb. Retten i Første Instans har således fastslået, at når en suppleant træder i stedet for et ordinært medlem af en udvælgelseskomité, der er blevet forhindret i at deltage i forhold til de prøver, som er aflagt af visse ansøgere, for at gøre det muligt for udvælgelseskomitéen at udføre sit arbejde inden for en rimelig frist, kan udvælgelseskomitéens sammensætning fortsat have den tilstrækkelige stabilitet, såfremt udvælgelseskomitéen foretager den nødvendige koordinering med henblik på at sikre en sammenhængende anvendelse af bedømmelseskriterierne (jf. i denne retning dommen i sagen Giannini mod Kommissionen, præmis 208-216).

68      I samme retning skal det bemærkes, at de foranstaltninger, som en udvælgelseskomité træffer med henblik på at opfylde sin forpligtelse til at sikre, at komitéen har en stabil sammensætning, i givet fald skal vurderes i forhold til de særlige karakteristika for den afholdte ansættelsesprocedure og de praktiske krav, der er forbundet med afholdelsen af udvælgelsesprøven, uden at udvælgelseskomitéen imidlertid kan frigøre sig fra overholdelsen af det grundlæggende princip om at sikre ligebehandling af ansøgerne og objektivitet i valget mellem disse (Retten i Første Instans’ dom af 5.4.2005, sag T-336/02, Christensen mod Kommissionen, præmis 44).

69      Det er korrekt, at den bedømmelse, som en udvælgelseskomité foretager, når den bedømmer ansøgernes kompetencer eller kundskaber og egnethed, har karakter af en sammenligning (jf. Retten i Første Instans’ dom af 19.2.2004, sag T-19/03, Konstantopoulou mod Domstolen, præmis 43). Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det i forhold til afholdelsen af en udvælgelsesprøve og tilrettelæggelsen af udvælgelseskomitéens arbejde er tilstrækkeligt for at sikre, at udvælgelseskomitéens bedømmelse har en sammenlignende karakter, at der opretholdes en vis stabilitet i udvælgelseskomitéens sammensætning under visse af udvælgelsesprøvens faser.

70      Da opretholdelsen af en vis stabilitet i udvælgelseskomitéens sammensætning således ikke er et mål i sig selv, men et middel til at sikre overholdelsen af ligebehandlingsprincippet og princippet om objektivitet i bedømmelsen, skal det undersøges, om den måde, som udvælgelsesprøven blev afholdt på i det foreliggende tilfælde, gjorde det muligt at sikre overholdelsen af de nævnte principper.

71      Det bemærkes i det foreliggende tilfælde, at Kommissionen i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse og under retsmødet har anført, uden at dette er blevet bestridt af sagsøgeren, at selv om udvælgelseskomitéen ikke havde en stabil sammensætning under hele udvælgelsesprøvens forløb, afholdt den i det mindste først møder fra det tidspunkt, hvor den havde besluttet den måde, hvorpå prøverne skulle afholdes, og derefter hver anden eller tredje dag, nemlig hver gang de point, som ansøgerne opnåede, blev stillet til rådighed for hele udvælgelseskomitéen, således at den kunne foretage en bedømmelse af kompetencerne hos de ansøgere, der havde aflagt prøver i dette tidsrum, og endelig på det tidspunkt, hvor udvælgelseskomitéen kontrollede, at der var sammenhæng mellem de bedømmelser af ansøgerne, der var foretaget under hele udvælgelsesprøvens forløb.

72      Der skal endvidere tages hensyn til de foranstaltninger, som EPSO traf inden for rammerne af den nye metode, og som havde til formål at afhjælpe forskellene i den kognitive forudindtagethed, der generelt kan konstateres hos bedømmere, og således sikre en sammenhængende bedømmelse. Personaleretten bemærker navnlig, at de nævnte foranstaltninger indebærer anvendelsen af prøver, der er struktureret på forhånd, og som følger en fast metode, der anvender foruddefinerede adfærdsindikatorer, at udvælgelseskomitéens formand er til stede i starten af hver enkelt prøve, samt at der gennemføres undersøgelser og analyser for at sikre, at bedømmelsen har været sammenhængende (jf. denne doms præmis 26).

73      Den nye metode har således medført, at den gamle udvælgelsesordning, der var baseret på, at de samme medlemmer af udvælgelseskomitéen deltog under hele udvælgelsesprocedurens forløb, er blevet erstattet af en udvælgelsesordning, hvor en stabil sammensætning af udvælgelseskomitéen kun er sikret i visse afgørende faser af proceduren, men hvor ligebehandlingen af ansøgerne sikres ved anvendelsen af den samme arbejdsmetode og de samme bedømmelseskriterier for vurderingen af ansøgernes præstationer.

74      Under disse omstændigheder, og henset til den stabile sammensætning af udvælgelseskomitéen i de faser, der er nævnt i denne doms præmis 71, og til de foranstaltninger med henblik på tilrettelæggelse og koordinering af udvælgelseskomitéens arbejde, der er nævnt i præmis 72 og 73, finder Personaleretten, at ligebehandlingsprincippet og princippet om objektivitet i bedømmelsen er blevet overholdt i det foreliggende tilfælde.

75      Følgelig må sagsøgerens klagepunkter vedrørende den påståede manglende stabile sammensætning af udvælgelseskomitéen, nemlig klagepunktet om, at udvælgelseskomitéen tilsidesatte sagsøgerens påståede ret til at blive bedømt af et stort antal af udvælgelseskomitéens medlemmer, klagepunktet om, at udvælgelseskomitéen kun foretog en meget begrænset sammenligning af samtlige ansøgere, og klagepunktet om, at den ændrede sammensætning af udvælgelseskomitéen ikke blev opvejet af den permanente tilstedeværelse af udvælgelseskomitéens formand eller næstformand, forkastes som ugrundede.

76      Hvad angår klagepunktet om, at EPSO benyttede sig af eksterne opgaverettere, og at disse blev udskiftet hver uge, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at udvælgelseskomitéen har mulighed for at få bistand fra sådanne opgaverettere i alle tilfælde, hvor den finder det nødvendigt. Arbejdet foregår i en sådan situation forskriftsmæssigt, når rettelsesmetoderne ikke er forskellige fra ansøger til ansøger, og når udvælgelseskomitéen har det afgørende ord (Retten i Første Instans’ dom 26.1.2005, sag T-267/03, Roccato mod Kommissionen, præmis 67). I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren end ikke hævdet, at rettelsesmetoderne var forskellige fra ansøger til ansøger, og at udvælgelseskomitéen ikke havde det afgørende ord, ligesom sagsakterne ikke indeholder nogen oplysninger, der kan give anledning til at antage, at dette har været tilfældet.

77      Endelig skal det bemærkes, at sagsøgeren ikke har ført noget bevis for sin påstand om, at udvælgelseskomitéen ikke havde mulighed for at sikre, at der var tale om en sammenhængende bedømmelse, fordi ansættelsesmyndigheden ikke havde givet komitéen den fornødne tid. Det fremgår under alle omstændigheder af sagsakterne, at udvælgelseskomitéen kontrollerede, at der var tale om en sammenhængende bedømmelse, idet den nævnte komité som følge af sagsøgerens anmodning om fornyet behandling konstaterede, at der var visse uoverensstemmelser i den bedømmelse, der var foretaget af hans casestudy, og at den derfor havde besluttet at forhøje de point, som han oprindeligt havde opnået for de generelle kompetencer »[k]ommunikation« og »[p]rioritering og organisation«, samt de point, som han havde opnået for sine særlige kompetencer.

78      På baggrund af ovenstående betragtninger må det første anbringendes andet led om, at udvælgelseskomitéen ikke havde en stabil sammensætning, forkastes som ugrundet, uden at det er nødvendigt at afgøre, om dette andet led kan antages til realitetsbehandling eller er relevant.

79      Det første anbringende må derfor forkastes i det hele.

 Det andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om udvælgelseskomitéens uafhængighed

 Parternes argumenter

80      Sagsøgeren har anført, at de fleste af udvælgelseskomitéens medlemmer, herunder dens formand, var tjenestemænd, der var udlånt til EPSO, og dermed stod i et afhængighedsforhold til EPSO, hvilket er i strid med princippet om udvælgelseskomitéens uafhængighed.

81      Kommissionen har påstået dette anbringende forkastet.

 Personalerettens bemærkninger

82      Det bemærkes, at lovgiver i lyset af den centrale rolle, som udvælgelseskomitéen er blevet betroet, har fastsat et vist antal garantier. Det fremgår således for det første af vedtægtens artikel 30 og artikel 3 i bilag III til vedtægten, at ansættelsesmyndigheden udpeger en udvælgelseskomité til hver udvælgelsesprøve, for det andet, at medlemmerne ud over formanden for udvælgelseskomitéen skal være udpeget af administrationen og af personaleudvalget, idet de udpeger et lige stort antal, for det tredje, at udvælgelseskomitéens medlemmer skal vælges blandt tjenestemændene, for det fjerde, at udvælgelseskomitéens medlemmer mindst skal tilhøre samme ansættelsesgruppe og lønklasse som den stilling, der skal besættes, og for det femte, at i en udvælgelseskomité, der består af mere end fire medlemmer, skal hvert køn mindst være repræsenteret med to medlemmer (Personalerettens dom af 15.6.2010, sag F-35/08, Pachtitis mod Kommissionen, præmis 53 og 54).

83      Vedtægten indeholder derimod ikke bestemmelser, der forbyder, at udvælgelseskomitéens medlemmer er tjenestemænd, der er udlånt til EPSO med det specifikke formål at varetage funktionen som medlem af en udvælgelseskomité.

84      Det kan endvidere ikke af den blotte omstændighed, at udvælgelseskomitéens medlemmer var tjenestemænd, der var udlånt til EPSO med det formål at varetage funktionen som medlem af udvælgelseskomitéen i en begrænset periode, udledes, at EPSO gennem disse tjenestemænd har kunnet udøve nogen form for indflydelse på udvælgelseskomitéens arbejde.

85      Det bemærkes, at sagsøgeren ikke på nogen måde over for Personaleretten har fremlagt beviser eller i det mindste præcise og samstemmende indicier for, at EPSO har udøvet nogen form for indflydelse på udvælgelseskomitéen, idet sagsøgeren i stævningen har begrænset sig til at fremsætte rene spekulationer.

86      Sagsøgeren har imidlertid under retsmødet uddybet dette anbringende og anført, at der med den nye metode er sket en form for omvending af rollerne mellem udvælgelseskomitéen og EPSO, idet EPSO oftere og oftere tillægges beføjelsen til at definere prøvernes art og den måde, hvorpå de gennemføres, til trods for den rolle, som udvælgelseskomitéen indtager. Sagsøgeren har navnlig anført, at udvælgelseskomitéen ved metoden med et assessmentcenter råder over en mere begrænset skønsbeføjelse end tidligere, og at de foranstaltninger, som ansættelsesmyndigheden træffer for at sikre den sammenhængende bedømmelse, har en sådan karakter, at de fratager udvælgelseskomitéen sine beføjelser, hvilket Kommissionen selv har anerkendt i svarskriftet.

87      De af sagsøgeren fremsatte argumenter kan imidlertid ikke i tilstrækkelig omfang bevise, at EPSO overskred grænserne for den rolle, som er tillagt ansættelsesmyndigheden i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a) og b), i bilag III til vedtægten, nemlig den rolle, som består i at fastlægge udvælgelsesprøvens karakter og enkelthederne ved denne prøve. Sagsakterne indeholder navnlig ingen oplysninger, der kan godtgøre, at EPSO på nogen måde blandede sig i udvælgelseskomitéens vurdering af ansøgernes præstationer, i bedømmelsen af ansøgerne eller i oprettelsen af reservelisten. Det bemærkes i denne henseende, at uanset hvilke foranstaltninger, ansættelsesmyndigheden har truffet for at sikre den sammenhængende bedømmelse, er det i henhold til artikel 5 i bilag III til vedtægten udvælgelseskomitéen og ikke ansættelsesmyndigheden, der fører tilsyn ved prøverne og udfærdiger listen over egnede ansøgere.

88      Følgelig må anbringendet om tilsidesættelse af princippet om udvælgelseskomitéens uafhængighed forkastes.

 Det tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

 Parternes argumenter

89      Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at EPSO tilsidesatte den begrundelsespligt, der er fastsat i vedtægtens artikel 25, idet den afslog at fremsende en række dokumenter og oplysninger til sagsøgeren, og navnlig de spørgsmål, som han ikke havde besvaret korrekt, grundene til, at hans besvarelse ikke var korrekt, samt de bedømmelsesskemaer, der blev anvendt i forhold til de skriftlige og mundtlige prøver. Sagsøgeren havde endvidere anmodet om en kopi af det opgaveforlæg, som han anvendte ved den prøve, der bestod i en casestudy, samt hans korrigerede besvarelser. Det var nødvendigt for ham at modtage disse oplysninger for at kunne forstå de fejl, han havde begået, den måde, hvorpå prøven var blevet rettet, og for at kunne vurdere, om de bestemmelser, der gjaldt for udvælgelseskomitéens arbejde, var blevet overholdt.

90      Sagsøgeren har endvidere anført, at EPSO havde pligt til at udlevere de i foregående præmis nævnte oplysninger i henhold artikel 8 i Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001 L 8, s. 1).

91      Kommissionen har påstået dette anbringende forkastet.

 Personalerettens bemærkninger

92      Det bemærkes indledningsvis, at selv om enhver afgørelse, der træffes i henhold til vedtægten, og som indebærer et klagepunkt, skal begrundes i henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2, skal hensynet til opfyldelsen af begrundelsespligten hvad angår afgørelser truffet af en udvælgelseskomité opvejes med hensyn til en overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde, jf. artikel 6 i bilag III til vedtægten (Domstolens dom af 4.7.1996, sag C-254/95 P, Parlamentet mod Innamorati, præmis 24).

93      Princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde er blevet indført for at sikre udvælgelseskomitéens uafhængighed og objektivitet i dens arbejde ved at beskytte den mod enhver udefrakommende indblanding eller pression, det være sig fra myndigheden selv, fra de pågældende ansøgere eller fra tredjemand. Princippet er således til hinder for dels, at der videregives oplysninger om de enkelte komitémedlemmers stillingtagen, dels, at der afsløres forhold, der angår en vurdering af de enkelte ansøgere eller disse indbyrdes (jf. bl.a. dommen i sagen Konstantopoulou mod Domstolen, præmis 27).

94      Når henses til den nævnte fortrolighed, udgør en meddelelse om de for de forskellige prøver i en udvælgelsesprøve opnåede karakterer en tilstrækkelig begrundelse af komitéens afgørelser (dommen i sagen Parlamentet mod Innamorati, præmis 31, og dommen i sagen Konstantopoulou mod Domstolen, præmis 32, samt Personalerettens dom af 28.3.2012, sag F-19/10, Marsili mod Kommissionen, præmis 51).

95      En sådan begrundelse strider ikke mod ansøgernes rettigheder. En sådan begrundelse gør det nemlig muligt at få kendskab til den vurdering, der er blevet anlagt af ansøgernes præstationer, og skaber grundlag for, at ansøgerne i givet fald kan få klarlagt, at de ikke har opnået det antal point, der efter meddelelsen om udvælgelsesprøven kræves for at få adgang til visse prøver eller til samtlige disse, og giver Personaleretten mulighed for at foretage en retslig prøvelse, der er tilpasset denne form for tvist (dommen i sagen Konstantopoulou mod Domstolen, præmis 33).

96      En udvælgelseskomité har endvidere ikke pligt til, når den begrunder, hvorfor en ansøger ikke har bestået en prøve, nærmere at angive, hvilke af ansøgernes svar der var fundet at være utilstrækkelige, eller til at forklare, hvorfor disse svar var fundet utilstrækkelige, idet en så detaljeret begrundelse ikke er nødvendig for, at ansøgeren kan vurdere, om der er grundlag for at indgive en klage eller i givet fald anlægge et søgsmål, og for, at Personaleretten kan foretage sin domstolsprøvelse (Retten i Første Instans’ dom af 14.7.1995, sag T-291/94, Pimley-Smith mod Kommissionen, præmis 63 og 64, og dommen i sagen Konstantopoulou mod Domstolen, præmis 34).

97      I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren på baggrund af sin anmodning den 10. februar 2011 modtog den ikke-korrigerede besvarelse, som han havde udfærdiget i forbindelse med den prøve, der bestod i en casestudy, en kopi af sprogprøven samt det bedømmelsesskema, der blev anvendt ved denne prøve. Sagsøgeren blev endvidere ved den anfægtede afgørelse underrettet om, at udvælgelseskomitéens afgørelse om at bekræfte afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten var begrundet i den omstændighed, at han samlet havde opnået et pointantal, der lå under det laveste pointantal, som de ansøgere, der var blevet opført på reservelisten, havde opnået. Endelig modtog han sit »kompetencepas«, der indeholdt oplysninger om ikke blot de point, han havde opnået for hver enkelte bedømte kompetence, men også de analytiske vurderinger, der blev foretaget vedrørende hver af de bedømte kompetencer.

98      Det må derfor fastslås, at den anfægtede afgørelse i lyset af den ovenfor nævnte retspraksis var tilstrækkelig begrundet, og at det ikke var nødvendigt, at EPSO fremsendte de dokumenter, som sagsøgeren havde anmodet om.

99      Personaleretten skal for fuldstændighedens skyld bemærke, at EPSO for at opfylde begrundelsespligten ikke havde pligt til at fremsende den korrigerede udgave af sagsøgerens besvarelse til sagsøgeren, grundene til, at hans besvarelse ikke var korrekt, og de bedømmelsesskemaer, der blev anvendt i forhold til de skriftlige og mundtlige prøver, idet sådanne dokumenter udgør en uadskillelig del af de sammenlignende bedømmelser, som udvælgelseskomitéen foretager, og som er omfattet af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde.

100    Hvad angår det opgaveforlæg, som sagsøgeren anvendte ved den prøve, der bestod i en casestudy, bemærker Personaleretten endvidere, at selv om det følger af retspraksis, at et dokument er omfattet af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde, når videregivelse af dokumentet kan afsløre det enkelte medlem af udvælgelseskomitéens stillingtagen eller de vurderinger, der er foretaget af de enkelte ansøgere eller disse indbyrdes (dommen i sagen Konstantopoulou mod Domstolen, præmis 27), udelukker den fortrolighed, som udvælgelseskomitéens arbejde er omfattet af, ikke, at et dokument, der vedrører en udvælgelsesprocedure, kan være fortroligt af andre grunde. I det foreliggende tilfælde finder Personaleretten imidlertid, at EPSO’s afslag på at fremsende det opgaveforlæg, som sagsøgeren anvendte ved sin besvarelse, var begrundet ud fra nødvendigheden af at undgå, at ansøgerne i det tilfælde, hvor andre ansøgere også måtte anmode om at modtage det opgaveforlæg, som de havde anvendt ved deres besvarelse, fik mulighed for at sammenligne de forskellige opgaveforlæg, afdække og derefter offentliggøre den metode, der var anvendt for at skabe de forskellige opgaveforlæg inden for det samme emne, samt de indikatorer, der tjente til at bedømme ansøgerne.

101    Disse konstateringer ændres endelig ikke af chartrets artikel 8 eller af forordning nr. 45/2001. Det bemærkes nemlig, som det fremgår af artikel 2 i forordning nr. 45/2001, at der ved personoplysninger udelukkende forstås oplysninger, der kan give anledning til at identificere en person. Det følger heraf, at sagsøgeren i henhold til disse bestemmelser har krav på at få adgang til de oplysninger, som EPSO råder over, og som gør det muligt at identificere sagsøgeren, men ikke krav på at få udleveret den korrigerede besvarelse, de spørgsmål, som han ikke besvarede korrekt, grundene til, at hans besvarelse ikke var korrekt, samt det anvendte bedømmelsesskema. Dette gælder dette så meget desto mere som ansøgeren, hvis det måtte antages, at en ansøgers korrigerede besvarelse udgør en personoplysning, da ville have ret til at kræve berigtigelse af sådanne personoplysninger i henhold til artikel 14 i forordning nr. 45/2001, hvilket ville være absurd.

102    Følgelig må nærværende anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten forkastes.

103    Da ingen af anbringenderne kan tages til følge, må påstanden om annullation og dermed søgsmålet i sin helhed forkastes.

 Sagens omkostninger

104    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.

105    Det følger af ovenstående præmisser, at sagsøgeren er den tabende part. Hertil kommer, at Kommissionen specifikt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor sagsøgeren pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

PERSONALERETTEN (plenum):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Gonzalo de Mendoza Asensi bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. februar 2014.

* Processprog: fransk.