18.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 49/18


Appel iværksat den 19. december 2011 af Dimos Peramatos til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 12. oktober 2011 i sag T-312/07, Dimos Peramatos mod Europa-Kommissionen

(Sag C-647/11 P)

2012/C 49/30

Processprog: græsk

Parter

Appellant: Dimos Peramatos (ved advokat G. Gerapetritis)

Den anden part: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1)

Rettens dom ophæves, i det omfang den frifandt Kommissionen for en påstand om, at der ikke består nogen forpligtelse for appellanten til at tilbagebetale de beløb, der blev udbetalt i forbindelse med projektet LIFE97/ENV/GR/000380, eller subsidiært ændres den anfægtede retsakt således, at kommunen pålægges at betale 93 795,32 EUR, svarende til den regnskabsmæssige fastsættelse af ukorrekt afholdte omkostninger, hvilket Kommissionen selv har erkendt.

2)

Sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.

3)

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger og advokathonorarer.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat to anbringender til støtte for appellen.

1)

Fejlfortolkning af den støtteaftale, der er indgået mellem Dimos Peramatos og Europa-Kommissionen den 17. juli 1997, C(97)/1997/endelig/29, i forbindelse med gennemførelsen af en handling i henhold til projektet LIFE og de fælles rammebestemmelser herfor (forordning nr. 1973/1992), i det omfang Retten fandt, at den forpligtelse til plantning af træer, som er pålagt kommunen ved denne aftale, ikke var opfyldt på tilfredsstillende vis.

2)

Fejlfortolkning og tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og princippet om retssikkerhed på grund af en mangelfuld begrundelse af den appellerede dom om punktet vedrørende begrundelse af bebyrdende administrative afgørelser, som vedtages af EU's institutioner.