28.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 25/43


Appel iværksat den 25. november 2011 af Land Wien til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 20. september 2011 i sag T-267/10, Land Wien mod Europa-Kommissionen

(Sag C-608/11 P)

(2012/C 25/80)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Land Wien (ved Rechtsanwalt W.-G. Schärf)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstand

Kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Sjette Afdeling) den 20. september 2011 i sag T-267/11 ændres, således at appellantens påstand tages til følge, og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i første og anden instans

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er iværksat til prøvelse af kendelse afsagt af Retten den 20. september 2011, hvormed Retten frifandt Kommissionen for appellantens påstand om i det væsentlige dels at Kommissionens afgørelse af 25. marts 2010 om henlæggelse af sagsøgerens klage vedrørende projektet om udbygning af reaktor 3 og 4 i Mochovce-atomkraftværket (Den Slovakiske Republik) annulleres, dels at det fastslås, at Kommissionen har udvist passivitet i henhold til artikel 265 TEUF, i det omfang ikke alle de ønskede dokumenter vedrørende dette projekt under tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (1) er blevet fremsendt til sagsøgeren.

Retten har tilsidesat Euratom-traktaten, idet den ikke fortolkede denne i lyset af Lissabontraktaten. Retten har underkendt, at det følger af Lissanbontraktaten, at den i artikel 42 i chartret om grundlæggende rettigheder anerkendte ret til aktindsigt i dokumenter er juridiskbindende, og at appellanten umiddelbart kan henvise hertil med henblik på at indhente samtlige de oplysninger, som Kommissionen ligger inde med vedrørende udbygning af Mochovce-atomkraftværket.

I modsætning til Rettens opfattelse udgør Kommissionens skrivelse som svar på appellantens spørgsmål en anfægtelig beslutning som omhandlet i artikel 263 TEUF. Dette fremgår af Domstolens faste praksis og navnlig af dom af 11. november 1981 i sag 60/81 (IBM).


(1)  EFT L 145, s. 43.