14.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 13/5


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Wien (Østrig) den 20. oktober 2011 — Bundeswettbewerbsbehörde mod Donau Chemie AG m.fl.

(Sag C-536/11)

2012/C 13/11

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Wien

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bundeswettbewerbsbehörde

Sagsøgte: Donau Chemie AG, Donauchem GmbH, DC Druck-Chemie Süd GmbH & Co KG, Brenntag Austria Holding GmbH, Brenntag CEE GmbH, Ashland-Südchemie-Kernfest GmbH og Ashland Südchemie Hantos GmbH

Procesdeltagere: Bundeskartellanwalt og Verband Druck & Medientechnik

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er EU-retten, navnlig henset til Domstolens dom af 14.6.2011 i sag C-360/09, Pfleiderer, til hinder for en national kartelretlig bestemmelse, hvorefter der (også) i sager, hvor man har anvendt artikel 101 eller 102 TEUF, sammenholdt med forordning nr. 1/2003/EF (1), uden undtagelse kun kan indrømmes tredjemænd, som ikke deltager i sagen, adgang til aktindsigt med henblik på at kunne forberede erstatningssøgsmål mod deltagere i et kartel, såfremt alle sagens parter indvilliger heri, og hvorefter retten ikke har mulighed for i det enkelte tilfælde at foretage en afvejning af de interesser, som EU-retten beskytter, med henblik på at fastlægge forudsætningerne for at bevillige eller nægte aktindsigt?

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

2)

Er EU-retten til hinder for en sådan national bestemmelse, hvis denne ganske vist gælder tilsvarende for en rent national kartelsag og ikke indeholder nogen særlig ordning med hensyn til dokumenter, som kronvidner har stillet til rådighed, men lignende nationale bestemmelser om andre typer af sager, navnlig indenretlig og udenretlig civilproces og straffeproces, giver mulighed for aktindsigt i retsdokumenter, uden at parterne har indvilliget heri, under forudsætning af, at den tredjemand, der ikke deltager i sagen, kan sandsynliggøre en retlig interesse i at få aktindsigt, og der ikke foreligger overordnede interesser hos andre personer eller offentligheden, som er til hinder for at indrømme aktindsigt i det konkrete tilfælde?


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, EFT 2003 L 1, s. 1.