Appel iværksat den 30. september 2011 af ThyssenKrupp Ascenseurs Luxemburg Sàrl til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 13. juli 2011 i de forenede sager T-144/07, T-147/07, T-148/07, T-149/07, T-150/07 og T-154/07, ThyssenKrupp Liften Ascenseurs m.fl. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-504/11 P)

2011/C 347/32

Processprog: tysk

Parter

Appellant: ThyssenKrupp Ascenseurs Luxemburg Sàrl (ved Rechtsanwalt T. Schaper)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har med den foreliggende appel anfægtet Rettens dom (Ottende Afdeling) af 13. juli 2011 i sagen T-148/07 m.fl. (ThyssenKrupp Liften Ascenseurs m.fl. mod Europa-Kommissionen) i det omfang denne dom frifinder Kommissionen i den sag, der blev anlagt den 7. maj 2007 til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2007) 512 endelig af 21. februar 2007 (sag COMP/E-1/38.823 — elevatorer og rulletrapper), og berører appellanten.

Appellanten har i alt gjort tre anbringender gældende: Kommissionen har manglet kompetence, tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, tilsidesættelse af EF-traktaten, henholdsvis EUF-traktaten og de gældende retlige normer for disse traktaters gennemførelse, samt magtfordrejning og krænkelse af de grundlæggende rettigheder.

For det første har appellanten gjort gældende, at Retten fejlagtigt har bekræftet, at Kommissionen havde kompetence til at gennemføre proceduren. Det er appellantens opfattelse, at Retten burde have annulleret Kommissionens beslutning, henset til at artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 EF) ikke finder anvendelse på grund af manglende mellemstatslig betydning af de kritiserede lokale overtrædelser. Selv om Retten fastslog, at artikel 101 TEUF finder anvendelse, burde den dog under alle omstændigheder have taget hensyn til, at systemet med parallelle kompetencer som fastsat i forordning nr. 1/2003 (1) ifølge meddelelsen vedrørende Det Europæiske Konkurrencenet er til hinder for Kommissionens kompetence. Endelig har Retten ikke taget hensyn til, at Kommissionens efterfølgende indledning af proceduren udgør en tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip, der er beskyttet som en grundlæggende rettighed.

For det andet har appellanten gjort gældende, at Retten retsstridigt har godkendt Kommissionens beslutning om at holde appellanten solidarisk ansvarlig, hvorved koncernomsætningen i ThyssenKrupp AG blev lagt til grund. I den sammenhæng tilsidesætter dommen artikel 23 i forordning nr. 1/2003, retsstatsprincippet i form af princippet nulla poena sine lege, det strafferetlige princip om proportionalitet, princippet om in dubio pro reo og skyldprincippet. Dommen er fra et retligt synspunkt urigtig i det omfang, den baserer sig på formodningen om, at et datterselskab sammen med moderselskabet (og andre af koncernens selskaber) danner et hæftelsesfællesskab i form af en økonomisk enhed. Endvidere og uafhængigt heraf tilsidesætter dommen skyldprincippet, idet appellanten sammen med dennes moderselskab er blevet pålagt en bøde som solidarisk ansvarlig. Subsidiært anføres det, at Retten til trods for manglende fastsættelse af hæftelseskvoter internt i koncernen har stadfæstet det solidariske ansvar.

For det tredje har appellanten gjort gældende, at Retten i sin dom har tilsidesat sin retligt pålagte brede prøvelsespligt, idet den alene på utilstrækkelig vis har undersøgt det uforholdsmæssigt fastsatte udgangsbeløb, afskrækkelsesfaktoren og den manglende vurdering af appellantens samarbejde med Kommissionen, og dermed har den tilsidesat den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang og de dertil knyttede retsbeskyttelsesgarantier.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).