13.8.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 238/12


Appel iværksat den 14. juni 2011 af XXXLutz Marken GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 24. marts 2011 i sag T-54/09 — XXXLutz Marken GmbH mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) — Natura Selection S.L.

(Sag C-306/11 P)

2011/C 238/17

Processprog: tysk

Parter

Appellant: XXXLutz Marken GmbH (ved Rechtsanwalt H. Pannen)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Natura Selection S.L.

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Sagen hjemvises til Retten.

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten har tilsidesat artikel 8, stk. 1, litra b), i EF-varemærkeforordningen (1), idet den, alene fordi begge tegn indeholder ordbestanddelen »natura«, udledte, at der forelå lighed mellem tegnene »Linea Natura Natur har immer Stil« og »natura selection«. Denne ordbestanddel er imidlertid ikke det ældre EF-varemærkes dominerende bestanddel.

I forbindelse med vurderingen af tegnenes lighed har Retten lagt en ukorrekt retlig opfattelse af begreberne »adskillelsesevne« og »beskrivende karakter« til grund.

Rettens vurderinger, for så vidt angår ligheden mellem tegnene, er desuden modstridende og udgør i denne forbindelse en manglende begrundelse.

Ydermere har Retten afsagt den anfægtede dom på grundlag af fordrejede omstændigheder. I modsætning til Rettens konstateringer har sagsøgeren både i forbindelse med sagsbehandlingen ved indsigelsesafdelingen og appelkammeret samt i stævningen bevist, at der foreligger en sammenhæng mellem de omhandlede varer og ordbestanddelen »natura«.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker, EUT L 78, s. 1.