Appel iværksat den 29. april 2011 af Internationaler Hilfsfonds e.V. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 24. marts 2011 i sag T-36/10, Internationaler Hilfsfonds e.V. mod Kommissionen

(Sag C-208/11 P)

2011/C 211/27

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Internationaler Hilfsfonds e.V. (ved Rechtsanwalt H. Kaltenecker)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Kongeriget Danmark

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten er en tysk ikke-statslig organisation, som er aktiv inden for området for humanitær bistand. Retstvistens baggrund er aftalen »LIEN 97-2011«, som appellanten har indgået med Kommissionen om medfinansiering af et medicinsk støtteprogram i Kasakhstan. Aftalen og programmet blev — efter appellantens opfattelse med urette — ensidigt opsagt af Kommissionen i oktober 1999.

Appellanten har siden opsigelsen af aftalen søgt at få fastslået, hvilke grunde der har foranlediget Kommissionen til at afbryde programmet, som efter appellantens og regeringen i Kasakhstans opfattelse er vigtigt og som blev påbegyndt med gode resultater. Appellanten har mistanke om embedsmisbrug og har derfor under flere procedurer, ved Den Europæiske Ombudsmand og Unionens retsinstanser, forsøgt fra Kommissionen at få aktindsigt i alle de pågældende dokumenter på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i dokumenter (herefter »forordning nr. 1049/2001«). Kommissionen har givet afslag på fuldstændig aktindsigt.

Appellen er iværksat til prøvelse af Rettens kendelse, hvorved denne afviste appellantens annullationssøgsmål, som var rettet imod Kommissionens beslutning af 9. oktober 2009, i hvilken denne på ny havde afslået at udlevere alle dokumenterne, og hvorved appellanten også blev pålagt at betale sagens omkostninger. Appellanten gør gældende, at Retten har beregnet og fortolket søgsmålsfristen forkert.

Appellanten gør navnlig gældende, at Retten ikke har taget hensyn til, at organisationens søgsmål var rettet mod en beslutning fra Kommissionen som fastsat i forordning nr. 1049/2001’s totrinsproces. Appellanten ville procesretligt slet ikke have været i stand til at rejse søgsmålet før det af Kommissionen bebudede svar på organisationens genfremsatte begæring af 15. oktober 2009, hvorved appellanten ønskede efterprøvelse af svaret af 9. oktober 2009 på organisationens oprindelige begæring. Appellanten har for så vidt handlet i overensstemmelse med Unionens retsinstansers praksis. Søgsmålsfristen begyndte at løbe ved modtagelsen af afslaget på organisationens genfremsatte begæring, jf. artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, dvs. den 2. december 2009. Den udløb den 2. februar 2010. Efter appellantens opfattelse var søgsmålet således rettidigt. Appellanten kan ikke forstå, hvordan Retten retligt fejlagtigt kunne fastsætte søgsmålsfristens begyndelse til den 16. oktober 2009 (tidspunktet for indgivelsen af appellantens genfremsatte begæring) og dens udløb til den 29. december 2009, uden at tage hensyn til, at meddelelsen af 9. oktober 2009 (det foreløbige svar på appellantens oprindelige begæring) først blev en retsakt, der kunne anfægtes, ved afslaget på appellantens genfremsatte begæring.