Forenede sager C-660/11 og C-8/12

Forenede sager C-660/11 og C-8/12 Daniele Biasci m.fl. modMinistero dell’Interno ogQuestura di Livorno (sag C-660/11) ogCristian Rainone m.fl.

mod

Ministero dell’Interno m.fl. (sag C-8/12)

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale amministrativo regionale per la Toscana)

»Etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — artikel 43 EF og 49 EF — hasardspil — indsamling af væddemål — betingelser for tilladelse — krav om polititilladelse og om koncession — nationale bestemmelser — obligatoriske minimumsafstande mellem stederne for indsamling af væddemål — grænseoverskridende virksomhed, som kan sidestilles med den, der er genstand for koncessionen — forbud — gensidig anerkendelse af licenser på hasardspilsområdet«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 12. september 2013

Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse – begrundelse i et alment hensyn – bekæmpelse af kriminalitet – de nationale rettes efterprøvelse

(Art. 45 EF, 46 EF og 55 EF)
Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse – krav om polititilladelse foruden en koncession – lovlig

(Art. 43 EF og 49 EF)
Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse – nægtelse af koncession eller tilladelse i strid med EU-retten – tildeling af nye koncessioner med henblik på at afhjælpe denne tilsidesættelse – de nye erhvervsdrivendes forpligtelse til at overholde minimumsafstande mellem forretningsstederne – ulovlig

(Art. 43 EF og 49 EF)
Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse – betingelser for fortabelse af koncessioner, som er blevet tildelt på grundlag af et udbud – forpligtelse til at formulere disse betingelser klart, præcist og utvetydigt – overholdelse af ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet – efterprøvelse foretaget af den nationale ret

(Art. 43 EF og 49 EF)
Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse – national lovgivning, som de facto forhindrer enhver grænseoverskridende aktivitet – ulovlig – koncessionshaver, der er hjemmehørende i en medlemsstat, og som markedsfører spil via et telematisk netværkssted, der befinder sig uden for denne stats område – efterprøvelse foretaget af den nationale ret

(Art. 43 EF og 49 EF)
Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – gensidig anerkendelse af de licenser, som medlemsstaterne udsteder på hasardspilsområdet – foreligger ikke

(Art. 43 EF og 49 EF)

Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 21-25)
Artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, som pålægger de selskaber, der ønsker at udøve virksomhed knyttet til hasardspil, en forpligtelse til – foruden en af staten udstedt koncession med henblik på udøvelse af sådan virksomhed – at opnå en polititilladelse, og som navnlig indskrænker tildelingen af en sådan tilladelse til de ansøgere, der allerede har en sådan koncession.

Kravet om den polititilladelse, hvorved de inden for denne sektor aktive erhvervsdrivende og deres lokaler bliver underkastet en indledende kontrol og et løbende tilsyn, bidrager nemlig klart til at nå målet om at undgå, at disse erhvervsdrivende deltager i kriminelle eller bedrageriske aktiviteter. Desuden står den omstændighed, at en erhvervsdrivende både skal være i besiddelse af en koncession og en polititilladelse for at få adgang til det omhandlede marked, ikke i sig selv i misforhold til det forfulgte mål om bekæmpelse af kriminalitet knyttet til hasardspil.

(jf. præmis 26 og 27 samt domskonkl. 1)
Såvel artikel 43 EF og 49 EF som ligebehandlings- og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat, som i strid med EU-retten har udelukket en kategori af erhvervsdrivende fra tildelingen af koncessioner på udøvelse af en økonomisk aktivitet, og som forsøger at afhjælpe denne tilsidesættelse ved at sende et betragteligt antal nye koncessioner i udbud, beskytter den markedsposition, der er opnået af de eksisterende erhvervsdrivende, ved bl.a. at fastsætte minimumsafstande mellem de nye koncessionshaveres og de eksisterende erhvervsdrivendes forretningssteder.

(jf. præmis 32 og 38 samt domskonkl. 2)
Det følger af artikel 43 EF og 49 EF, af ligebehandlingsprincippet, af gennemsigtighedsforpligtelsen samt af retssikkerhedsprincippet, at betingelserne og fremgangsmåderne i forbindelse med et udbud vedrørende hasardspil, og navnlig de bestemmelser, der fastsætter fortabelsen af koncessioner, som er blevet tildelt på grundlag af et sådant udbud, skal være formuleret klart, præcist og utvetydigt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at prøve.

(jf. præmis 33 og 38 samt domskonkl. 2)
Artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som de facto forhindrer enhver grænseoverskridende spilleaktivitet, uafhængigt af den form, hvorunder aktiviteten udøves, navnlig i det tilfælde, hvor en direkte kontakt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende finder sted, og hvor virksomhedens mellemmænd, der er til stede på det nationale område, kan underlægges politiets fysiske kontrol. Det tilkommer den forelæggende ret at prøve, om dette er tilfældet for så vidt angår en national lovgivning, hvorefter der erklæres fortabelse af en koncession til at udøve virksomhed bestående i indsamling af væddemål, når koncessionshaveren, selv eller gennem en mellemmand, på den pågældende medlemsstats område eller via et telematisk netværkssted, der befinder sig uden for det nationale område, markedsfører spil, der kan sammenlignes med offentlige spil, med andre spil, som administreres af den kompetente nationale myndighed, eller med spil, der er forbudte i denne medlemsstats retsorden.

(jf. præmis 37 og 38 og domskonkl. 2)
Artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes således, at den omstændighed, at en erhvervsdrivende i den medlemsstat, hvor vedkommende er etableret, råder over en tilladelse til at udbyde hasardspil, på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke er til hinder for, at en anden medlemsstat under overholdelse af de krav, som følger af EU-retten, gør den mulighed, som en sådan erhvervsdrivende har for at udbyde sådanne tjenesteydelser til forbrugere, der befinder sig på den dens område, betinget af besiddelsen af en tilladelse udstedt af dens egne myndigheder.

Henset til det vide skøn, som medlemsstaterne har med hensyn til de formål, de forfølger, og det forbrugerbeskyttelsesniveau, de søger opnået, og henset til manglen på enhver form for harmonisering på hasardspilsområdet kan der nemlig på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke antages at bestå en forpligtelse til gensidig anerkendelse af tilladelser udstedt af forskellige medlemsstater. De forskellige medlemsstater råder ikke nødvendigvis over de samme midler til at kontrollere hasardspil og træffer ikke nødvendigvis de samme valg i denne henseende. Den omstændighed, at et bestemt forbrugerbeskyttelsesniveau kan opnås i en given medlemsstat i kraft af anvendelsen af avancerede kontrol- og overvågningsteknikker, gør det ikke muligt at konkludere, at det samme beskyttelsesniveau kan opnås i andre medlemsstater, der ikke råder over disse midler, eller som ikke har foretaget de samme valg. En medlemsstat kan i øvrigt med rette ønske at overvåge en økonomisk aktivitet, som finder sted på dens område, hvilket ville være umuligt, hvis den skulle stille sig tilfreds med kontrol udført af en anden medlemsstats myndigheder ved en tilsynsordning, som den ikke selv styrer.

(jf. præmis 40-43 og domskonkl. 3)

Forenede sager C-660/11 og C-8/12

Forenede sager C-660/11 og C-8/12 Daniele Biasci m.fl. modMinistero dell’Interno ogQuestura di Livorno (sag C-660/11) ogCristian Rainone m.fl.

mod

Ministero dell’Interno m.fl. (sag C-8/12)

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale amministrativo regionale per la Toscana)

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 12. september 2013

Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — restriktioner — hasardspil — national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse — begrundelse i et alment hensyn — bekæmpelse af kriminalitet — de nationale rettes efterprøvelse

(Art. 45 EF, 46 EF og 55 EF)
Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — restriktioner — hasardspil — national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse — krav om polititilladelse foruden en koncession — lovlig

(Art. 43 EF og 49 EF)
Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — restriktioner — hasardspil — national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse — nægtelse af koncession eller tilladelse i strid med EU-retten — tildeling af nye koncessioner med henblik på at afhjælpe denne tilsidesættelse — de nye erhvervsdrivendes forpligtelse til at overholde minimumsafstande mellem forretningsstederne — ulovlig

(Art. 43 EF og 49 EF)
Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — restriktioner — hasardspil — national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse — betingelser for fortabelse af koncessioner, som er blevet tildelt på grundlag af et udbud — forpligtelse til at formulere disse betingelser klart, præcist og utvetydigt — overholdelse af ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet — efterprøvelse foretaget af den nationale ret

(Art. 43 EF og 49 EF)
Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — restriktioner — hasardspil — national lovgivning, der under trussel om straf forbyder indsamling af væddemål uden koncession eller tilladelse — national lovgivning, som de facto forhindrer enhver grænseoverskridende aktivitet — ulovlig — koncessionshaver, der er hjemmehørende i en medlemsstat, og som markedsfører spil via et telematisk netværkssted, der befinder sig uden for denne stats område — efterprøvelse foretaget af den nationale ret

(Art. 43 EF og 49 EF)
Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — restriktioner — hasardspil — gensidig anerkendelse af de licenser, som medlemsstaterne udsteder på hasardspilsområdet — foreligger ikke

(Art. 43 EF og 49 EF)

Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 21-25)
Artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, som pålægger de selskaber, der ønsker at udøve virksomhed knyttet til hasardspil, en forpligtelse til – foruden en af staten udstedt koncession med henblik på udøvelse af sådan virksomhed – at opnå en polititilladelse, og som navnlig indskrænker tildelingen af en sådan tilladelse til de ansøgere, der allerede har en sådan koncession.

Kravet om den polititilladelse, hvorved de inden for denne sektor aktive erhvervsdrivende og deres lokaler bliver underkastet en indledende kontrol og et løbende tilsyn, bidrager nemlig klart til at nå målet om at undgå, at disse erhvervsdrivende deltager i kriminelle eller bedrageriske aktiviteter. Desuden står den omstændighed, at en erhvervsdrivende både skal være i besiddelse af en koncession og en polititilladelse for at få adgang til det omhandlede marked, ikke i sig selv i misforhold til det forfulgte mål om bekæmpelse af kriminalitet knyttet til hasardspil.

(jf. præmis 26 og 27 samt domskonkl. 1)
Såvel artikel 43 EF og 49 EF som ligebehandlings- og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat, som i strid med EU-retten har udelukket en kategori af erhvervsdrivende fra tildelingen af koncessioner på udøvelse af en økonomisk aktivitet, og som forsøger at afhjælpe denne tilsidesættelse ved at sende et betragteligt antal nye koncessioner i udbud, beskytter den markedsposition, der er opnået af de eksisterende erhvervsdrivende, ved bl.a. at fastsætte minimumsafstande mellem de nye koncessionshaveres og de eksisterende erhvervsdrivendes forretningssteder.

(jf. præmis 32 og 38 samt domskonkl. 2)
Det følger af artikel 43 EF og 49 EF, af ligebehandlingsprincippet, af gennemsigtighedsforpligtelsen samt af retssikkerhedsprincippet, at betingelserne og fremgangsmåderne i forbindelse med et udbud vedrørende hasardspil, og navnlig de bestemmelser, der fastsætter fortabelsen af koncessioner, som er blevet tildelt på grundlag af et sådant udbud, skal være formuleret klart, præcist og utvetydigt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at prøve.

(jf. præmis 33 og 38 samt domskonkl. 2)
Artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som de facto forhindrer enhver grænseoverskridende spilleaktivitet, uafhængigt af den form, hvorunder aktiviteten udøves, navnlig i det tilfælde, hvor en direkte kontakt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende finder sted, og hvor virksomhedens mellemmænd, der er til stede på det nationale område, kan underlægges politiets fysiske kontrol. Det tilkommer den forelæggende ret at prøve, om dette er tilfældet for så vidt angår en national lovgivning, hvorefter der erklæres fortabelse af en koncession til at udøve virksomhed bestående i indsamling af væddemål, når koncessionshaveren, selv eller gennem en mellemmand, på den pågældende medlemsstats område eller via et telematisk netværkssted, der befinder sig uden for det nationale område, markedsfører spil, der kan sammenlignes med offentlige spil, med andre spil, som administreres af den kompetente nationale myndighed, eller med spil, der er forbudte i denne medlemsstats retsorden.

(jf. præmis 37 og 38 og domskonkl. 2)
Artikel 43 EF og 49 EF skal fortolkes således, at den omstændighed, at en erhvervsdrivende i den medlemsstat, hvor vedkommende er etableret, råder over en tilladelse til at udbyde hasardspil, på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke er til hinder for, at en anden medlemsstat under overholdelse af de krav, som følger af EU-retten, gør den mulighed, som en sådan erhvervsdrivende har for at udbyde sådanne tjenesteydelser til forbrugere, der befinder sig på den dens område, betinget af besiddelsen af en tilladelse udstedt af dens egne myndigheder.

Henset til det vide skøn, som medlemsstaterne har med hensyn til de formål, de forfølger, og det forbrugerbeskyttelsesniveau, de søger opnået, og henset til manglen på enhver form for harmonisering på hasardspilsområdet kan der nemlig på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke antages at bestå en forpligtelse til gensidig anerkendelse af tilladelser udstedt af forskellige medlemsstater. De forskellige medlemsstater råder ikke nødvendigvis over de samme midler til at kontrollere hasardspil og træffer ikke nødvendigvis de samme valg i denne henseende. Den omstændighed, at et bestemt forbrugerbeskyttelsesniveau kan opnås i en given medlemsstat i kraft af anvendelsen af avancerede kontrol- og overvågningsteknikker, gør det ikke muligt at konkludere, at det samme beskyttelsesniveau kan opnås i andre medlemsstater, der ikke råder over disse midler, eller som ikke har foretaget de samme valg. En medlemsstat kan i øvrigt med rette ønske at overvåge en økonomisk aktivitet, som finder sted på dens område, hvilket ville være umuligt, hvis den skulle stille sig tilfreds med kontrol udført af en anden medlemsstats myndigheder ved en tilsynsordning, som den ikke selv styrer.

(jf. præmis 40-43 og domskonkl. 3)