Sag C-628/11

Straffesag

mod

International Jet Management GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Braunschweig)

»Præjudiciel forelæggelse — artikel 18 TEUF — forbud mod enhver forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet — kommercielle flyvninger fra et tredjeland til en medlemsstat — en medlemsstats lovgivning, der fastsætter, at de EU-luftfartsselskaber, som ikke råder over en licens udstedt af denne stat, skal opnå en tilladelse til enhver flyvning fra et tredjeland«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. marts 2014

1. Transport – lufttransport – ikke-regelmæssige charter- eller taxaflyvninger fra et tredjeland til en medlemsstat – luftfartsselskab, der råder over en licens udstedt af en anden medlemsstat – den første medlemsstats lovgivning, hvorefter det kræves af dette selskab, at det opnår en tilladelse til indflyvning i denne stats luftområde – krav, der ikke er fastsat for de luftfartsselskaber, som råder over licens udstedt af denne første medlemsstat – anvendeligheden af forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet

   (Art. 18 TEUF)

2. EU-retten – principper – ligebehandling – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – forbud – ikke-regelmæssige charter- eller taxaflyvninger fra et tredjeland til en medlemsstat – luftfartsselskab, der råder over en licens udstedt af en anden medlemsstat – den første medlemsstats lovgivning, hvorefter det kræves af dette selskab, at det opnår en tilladelse til indflyvning i denne medlemsstats luftområde – krav, der ikke er fastsat for de luftfartsselskaber, som råder over licens udstedt af denne første medlemsstat – tildeling af denne tilladelse, alene såfremt de sidstnævnte ikke er disponible til at foretage flyvningerne – ikke tilladt

   [Art. 18 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1008/2008, art. 2, nr. 26), og art. 4, litra a)]

1.  Artikel 18 TEUF, som indeholder det almindelige forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, finder anvendelse på en situation, hvor en første medlemsstat kræver af et luftfartsselskab, der råder over en licens udstedt af en anden medlemsstat i overensstemmelse med forordning nr. 1008/2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet, at det opnår en tilladelse til indflyvning i den første medlemsstats luftområde for at foretage ikke-regelmæssige charter- eller taxaflyvninger fra et tredjeland til denne første medlemsstat, hvorimod en sådan tilladelse ikke afkræves de luftfartsselskaber, som råder over licens udstedt af nævnte første medlemsstat.

   (jf. præmis 62 og domskonkl. 1)

2.  Artikel 18 TEUF, som indeholder det almindelige forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, skal fortolkes således, at den er til hinder for en første medlemsstats lovgivning, der under bødeansvar for manglende overholdelse heraf kræver af et luftfartsselskab, der har en licens udstedt af en anden medlemsstat, at selskabet opnår en tilladelse til indflyvning i den første medlemsstats luftområde for at foretage ikke-regelmæssige charter- eller taxaflyvninger fra et tredjeland til denne første medlemsstat, hvorimod en sådan tilladelse ikke afkræves luftfartsselskaber med en licens udstedt af den første medlemsstat, og som gør tildelingen af denne tilladelse betinget af forevisningen af en erklæring, hvorefter det bekræftes, at de luftfartsselskaber, der råder over en licens udstedt af denne første medlemsstat, enten ikke kan foretage de pågældende flyvninger eller ikke er i stand til at foretage disse.

   En sådan lovgivning indfører nemlig et sondringskriterium, som faktisk fører til samme resultat som et kriterium om sondring på grundlag af nationalitet. For så vidt som licensen i overensstemmelse med artikel 4, litra a), i forordning nr. 1008/2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet udstedes af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor luftfartsselskabet har sit hovedsæde som omhandlet i samme forordnings artikel 2, nr. 26), stiller en sådan lovgivning i praksis kun luftfartsselskaber med hovedsæde i en anden medlemsstat ringere.

   Det samme gør sig ligeledes i endnu højere grad gældende for så vidt angår en første medlemsstats lovgivning, der med henblik på tildeling af en tilladelse til indflyvninger i medlemsstatens luftområde fra et tredjeland alene pålægger luftfartsselskaber, der har en licens udstedt af en anden medlemsstat, at fremvise en erklæring om manglende disponibilitet, hvorefter det bekræftes, at de luftfartsselskaber, der råder over en licens udstedt af denne første medlemsstat, enten ikke er villige til at foretage disse flyvninger eller ikke er i stand til at foretage dem.

   Følgelig udgør en sådan lovgivning, der ikke kan begrundes i formålet om beskyttelse af den nationale økonomi eller i sikkerhedsformålet, en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som forstærkes af den bøde, der pålægges, såfremt lovgivningen ikke overholdes.

   (jf. præmis 65-67 og 70-77 samt domskonkl. 2)