Sag C-546/11
Dansk Jurist- og Økonomforbund
mod
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Højesteret)
»Ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv — forbud mod diskrimination på grund af alder — direktiv 2000/78/EF — artikel 6, stk. 1 og 2 — afslag på udbetaling af rådighedsløn til tjenestemænd, som er fyldt 65 år og er berettigede til alderdomspension«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 26. september 2013
Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – anvendelsesområde – rådighedsløn, som er beregnet til de tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger – en faktisk ydelse i penge, som tjenestemænd modtager som følge af arbejdsforholdet – omfattet
[Art. 157, stk. 2, TEUF; Rådets direktiv 2000/78, 13. betragtning samt art. 3, stk. 1, litra c), og art. 3, stk. 3]
Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder – undtagelse – erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der fastsætter aldersgrænser for indtræden i eller adgang til alderdoms- eller invaliditetsydelser – rækkevidde – rådighedsløn, som er beregnet til de tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger – udelukket
(Rådets direktiv 2000/78, art.6, stk. 2)
Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder – national bestemmelse, der udelukker de tjenestemænd, der har ret til alderdomspension, fra retten til den rådighedsløn, som er beregnet til de tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger – begrundet i forfølgelsen af legitime formål – lovlig – proportionalitet – ulovlig
(Rådets direktiv 2000/78, art. 2, stk. 1, og art. 6, stk. 1)
Direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at dets anvendelsesområde, henset til direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 3, stk. 3, sammenholdt med 13. betragtning til direktivet, omfatter løn som omhandlet i artikel 157, stk. 2, TEUF. Rådighedsløn, der er beregnet til tjenestemænd, som afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger, og som udgør en faktisk ydelse i penge, som tjenestemændene som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, udgør følgelig løn som omhandlet i artikel 157, stk. 2, TEUF og er dermed omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78.
(jf. præmis 25, 27, 29, 30 og 44)
Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at bestemmelsen kun finder anvendelse på de alderdoms- eller invaliditetsydelser, der er omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.
For så vidt som bestemmelsen giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte en undtagelse fra princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, skal den nemlig fortolkes strengt. Ordlyden af artikel 6, stk. 2, samt den almindelige opbygning af og formålet med direktiv 2000/78 understøtter den omstændighed, at bestemmelsen kun finder anvendelse i de tilfælde, som er udtømmende opregnet heri.
For så vidt som rådighedsløn, som er beregnet til tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger, hverken udgør en alderdoms- eller en invaliditetsydelse som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78, finder sidstnævnte bestemmelse ikke anvendelse på en sådan ydelse.
(jf. præmis 39-41 og 43-45 samt domskonkl. 1)
Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en tjenestemand, der har nået den alder, hvor han kan modtage alderdomspension, alene af denne grund ikke har ret til den rådighedsløn, som er beregnet til de tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger.
Det formål, som består i at sikre, at tjenestemændene står til rådighed, og i at sikre dem en beskyttelse i tilfælde af nedlæggelse af deres stillinger, samtidig med at retten til rådighedsløn indskrænkes til kun at gælde de tjenestemænd, der har behov for beskyttelse og opfylder deres pligt til at stå til rådighed, er ganske vist omfattet af kategorien af legitime beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitiske formål som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78. Desuden synes den omstændighed kun at indrømme retten til rådighedsløn til de tjenestemænd, som ikke har ret til en alderdomspension, hverken urimelig, henset til det af lovgiver forfulgte formål, eller åbenbart uhensigtsmæssig med henblik på opfyldelsen af de påberåbte legitime formål. En national bestemmelse, der automatisk udelukker såvel de tjenestemænd, der ønsker at gå på pension – og som følgelig faktisk vil modtage alderdomspension – som de tjenestemænd, der ønsker at fortsætte deres erhvervsmæssige karriere i den offentlige administration efter det fyldte 65. år, fra retten til rådighedsløn, alene med den begrundelse, at de sidstnævnte tjenestemænd navnlig på grund af deres alder har ret til en sådan pension, går imidlertid videre end nødvendigt for at opfylde de forfulgte formål. En sådan foranstaltning kan nemlig tvinge de tjenestemænd, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet, til at acceptere en alderdomspension, som er lavere end den, de ville have ret til, hvis de var forblevet erhvervsaktive indtil en fremskreden alder.
Desuden synes det muligt at opfylde de legitime formål, der forfølges med denne bestemmelse, ved mindre indgribende, men lige så hensigtsmæssige, foranstaltninger. Således ville bestemmelser, som begrænser retten til rådighedsløn til kun at omfatte de tjenestemænd, der midlertidigt har givet afkald på retten til alderdomspension for at fortsætte deres erhvervsmæssige karriere, og som samtidig fastsætter, at der i tilfælde af, at sidstnævnte afslår at besætte en egnet erstatningsstilling, vedtages foranstaltninger til sanktion af misbrug, gøre det muligt at sikre, at rådighedsløn kun ydes til de tjenestemænd, som faktisk står til rådighed med henblik på at besætte en erstatningsstilling.
(jf. præmis 51, 58, 66, 67, 69, 72 og 74 samt domskonkl. 2)
Sag C-546/11
Dansk Jurist- og Økonomforbund
mod
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Højesteret)
»Ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv — forbud mod diskrimination på grund af alder — direktiv 2000/78/EF — artikel 6, stk. 1 og 2 — afslag på udbetaling af rådighedsløn til tjenestemænd, som er fyldt 65 år og er berettigede til alderdomspension«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 26. september 2013
Socialpolitik — ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv — direktiv 2000/78 — anvendelsesområde — rådighedsløn, som er beregnet til de tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger — en faktisk ydelse i penge, som tjenestemænd modtager som følge af arbejdsforholdet — omfattet
[Art. 157, stk. 2, TEUF; Rådets direktiv 2000/78, 13. betragtning samt art. 3, stk. 1, litra c), og art. 3, stk. 3]
Socialpolitik — ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv — direktiv 2000/78 — forbud mod forskelsbehandling på grund af alder — undtagelse — erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der fastsætter aldersgrænser for indtræden i eller adgang til alderdoms- eller invaliditetsydelser — rækkevidde — rådighedsløn, som er beregnet til de tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger — udelukket
(Rådets direktiv 2000/78, art.6, stk. 2)
Socialpolitik — ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv — direktiv 2000/78 — forbud mod forskelsbehandling på grund af alder — national bestemmelse, der udelukker de tjenestemænd, der har ret til alderdomspension, fra retten til den rådighedsløn, som er beregnet til de tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger — begrundet i forfølgelsen af legitime formål — lovlig — proportionalitet — ulovlig
(Rådets direktiv 2000/78, art. 2, stk. 1, og art. 6, stk. 1)
Direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at dets anvendelsesområde, henset til direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 3, stk. 3, sammenholdt med 13. betragtning til direktivet, omfatter løn som omhandlet i artikel 157, stk. 2, TEUF. Rådighedsløn, der er beregnet til tjenestemænd, som afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger, og som udgør en faktisk ydelse i penge, som tjenestemændene som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, udgør følgelig løn som omhandlet i artikel 157, stk. 2, TEUF og er dermed omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78.
(jf. præmis 25, 27, 29, 30 og 44)
Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at bestemmelsen kun finder anvendelse på de alderdoms- eller invaliditetsydelser, der er omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.
For så vidt som bestemmelsen giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte en undtagelse fra princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, skal den nemlig fortolkes strengt. Ordlyden af artikel 6, stk. 2, samt den almindelige opbygning af og formålet med direktiv 2000/78 understøtter den omstændighed, at bestemmelsen kun finder anvendelse i de tilfælde, som er udtømmende opregnet heri.
For så vidt som rådighedsløn, som er beregnet til tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger, hverken udgør en alderdoms- eller en invaliditetsydelse som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78, finder sidstnævnte bestemmelse ikke anvendelse på en sådan ydelse.
(jf. præmis 39-41 og 43-45 samt domskonkl. 1)
Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en tjenestemand, der har nået den alder, hvor han kan modtage alderdomspension, alene af denne grund ikke har ret til den rådighedsløn, som er beregnet til de tjenestemænd, der afskediges som følge af nedlæggelsen af deres stillinger.
Det formål, som består i at sikre, at tjenestemændene står til rådighed, og i at sikre dem en beskyttelse i tilfælde af nedlæggelse af deres stillinger, samtidig med at retten til rådighedsløn indskrænkes til kun at gælde de tjenestemænd, der har behov for beskyttelse og opfylder deres pligt til at stå til rådighed, er ganske vist omfattet af kategorien af legitime beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitiske formål som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78. Desuden synes den omstændighed kun at indrømme retten til rådighedsløn til de tjenestemænd, som ikke har ret til en alderdomspension, hverken urimelig, henset til det af lovgiver forfulgte formål, eller åbenbart uhensigtsmæssig med henblik på opfyldelsen af de påberåbte legitime formål. En national bestemmelse, der automatisk udelukker såvel de tjenestemænd, der ønsker at gå på pension – og som følgelig faktisk vil modtage alderdomspension – som de tjenestemænd, der ønsker at fortsætte deres erhvervsmæssige karriere i den offentlige administration efter det fyldte 65. år, fra retten til rådighedsløn, alene med den begrundelse, at de sidstnævnte tjenestemænd navnlig på grund af deres alder har ret til en sådan pension, går imidlertid videre end nødvendigt for at opfylde de forfulgte formål. En sådan foranstaltning kan nemlig tvinge de tjenestemænd, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet, til at acceptere en alderdomspension, som er lavere end den, de ville have ret til, hvis de var forblevet erhvervsaktive indtil en fremskreden alder.
Desuden synes det muligt at opfylde de legitime formål, der forfølges med denne bestemmelse, ved mindre indgribende, men lige så hensigtsmæssige, foranstaltninger. Således ville bestemmelser, som begrænser retten til rådighedsløn til kun at omfatte de tjenestemænd, der midlertidigt har givet afkald på retten til alderdomspension for at fortsætte deres erhvervsmæssige karriere, og som samtidig fastsætter, at der i tilfælde af, at sidstnævnte afslår at besætte en egnet erstatningsstilling, vedtages foranstaltninger til sanktion af misbrug, gøre det muligt at sikre, at rådighedsløn kun ydes til de tjenestemænd, som faktisk står til rådighed med henblik på at besætte en erstatningsstilling.
(jf. præmis 51, 58, 66, 67, 69, 72 og 74 samt domskonkl. 2)