Sag C-469/11 P
Evropaïki Dynamiki – Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — erstatningssøgsmål — afvisning af et bud afgivet inden for rammerne af en EU-udbudsprocedure — forældelsesfrist — begyndelsestidspunkt — anvendelse af fristen fastsat under hensyn til afstanden«
Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 8. november 2012
Erstatningssøgsmål – forældelsesfrist – begyndelsestidspunkt – ansvar for en individuel foranstaltning – tidspunkt, hvor foranstaltningens skadevirkninger opstår i forhold til den berørte person – hensyntagen til den subjektive bedømmelse af, hvorvidt der faktisk foreligger en skade – ikke tilladt
(Art. 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 46)
Erstatningssøgsmål – ansvar uden for kontraktforhold – forældelsesfrist – forældelse udgør en afvisningsgrund, der ikke er en ufravigelig procesforudsætning – frist, der er forskellig fra en procesfrist – fristen fastsat af hensyn til afstanden skal ikke anvendes på nævnte forældelsesfrist
(Art 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 46, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 102, stk. 2)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 37-42)
Til forskel fra procesfristerne relaterer den forældelsesfrist, som er fastsat i artikel 46, stk. 1, i statutten for Domstolen for krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, og som bevirker fortabelse af adgangen til søgsmål, sig til materielle retsregler. Forældelsesfristen har bl.a. til formål på den ene side at sikre beskyttelsen af skadelidtes rettigheder, idet skadelidte skal have tilstrækkelig tid til at indsamle de fornødne oplysninger til brug for et eventuelt søgsmål, og på den anden side at hindre, at skadelidte kan trække udøvelsen af sin ret til at søge erstatning ud i det uendelige.
Dermed udgør forældelse en afvisningsgrund, der – til forskel fra procesfristerne – ikke er en ufravigelig procesforudsætning, men udelukkende bevirker fortabelse af adgangen til erstatningssøgsmål, hvis sagsøgte begærer det.
Med henblik herpå fremgår det af artikel 46, stk. 1, i statutten for Domstolen, som fastsætter forældelsesfristens længde, at beregningen af denne frist kun kan baseres på strengt objektive kriterier, og at der ikke er nogen forskel på, om fristen afbrydes ved indgivelse af søgsmål eller ved forudgående fremsættelse af et krav. Hvis fristen fastsat under hensyn til afstanden fandt anvendelse på forældelsesfristen, ville det således bevirke, at forældelsen ville indtræde på forskellige tidspunkter afhængigt af, om skadelidte har valgt at indgive en stævning til Retten eller at fremsætte et forudgående krav over for vedkommende EU-institution, hvilket ville være i strid med det krav om retssikkerhed, der er påkrævet ved anvendelsen af forældelsesfrister. Følgelig er længden af den forældelsesfrist, der er fastsat i nævnte artikel 46, stk. 1, ikke forenelig med fristerne for indgivelse af et søgsmål eller en appel, hvorfor det ikke kan hævdes, at det er nødvendigt at anvende fristen fastsat af hensyn til afstanden på denne forældelsesfrist for at sikre en effektiv udøvelse af den ret til erstatning, der er omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF.
(jf. præmis 52-56 og 58)
Sag C-469/11 P
Evropaïki Dynamiki – Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — erstatningssøgsmål — afvisning af et bud afgivet inden for rammerne af en EU-udbudsprocedure — forældelsesfrist — begyndelsestidspunkt — anvendelse af fristen fastsat under hensyn til afstanden«
Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 8. november 2012
Erstatningssøgsmål — forældelsesfrist — begyndelsestidspunkt — ansvar for en individuel foranstaltning — tidspunkt, hvor foranstaltningens skadevirkninger opstår i forhold til den berørte person — hensyntagen til den subjektive bedømmelse af, hvorvidt der faktisk foreligger en skade — ikke tilladt
(Art. 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 46)
Erstatningssøgsmål — ansvar uden for kontraktforhold — forældelsesfrist — forældelse udgør en afvisningsgrund, der ikke er en ufravigelig procesforudsætning — frist, der er forskellig fra en procesfrist — fristen fastsat af hensyn til afstanden skal ikke anvendes på nævnte forældelsesfrist
(Art 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 46, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 102, stk. 2)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 37-42)
Til forskel fra procesfristerne relaterer den forældelsesfrist, som er fastsat i artikel 46, stk. 1, i statutten for Domstolen for krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, og som bevirker fortabelse af adgangen til søgsmål, sig til materielle retsregler. Forældelsesfristen har bl.a. til formål på den ene side at sikre beskyttelsen af skadelidtes rettigheder, idet skadelidte skal have tilstrækkelig tid til at indsamle de fornødne oplysninger til brug for et eventuelt søgsmål, og på den anden side at hindre, at skadelidte kan trække udøvelsen af sin ret til at søge erstatning ud i det uendelige.
Dermed udgør forældelse en afvisningsgrund, der – til forskel fra procesfristerne – ikke er en ufravigelig procesforudsætning, men udelukkende bevirker fortabelse af adgangen til erstatningssøgsmål, hvis sagsøgte begærer det.
Med henblik herpå fremgår det af artikel 46, stk. 1, i statutten for Domstolen, som fastsætter forældelsesfristens længde, at beregningen af denne frist kun kan baseres på strengt objektive kriterier, og at der ikke er nogen forskel på, om fristen afbrydes ved indgivelse af søgsmål eller ved forudgående fremsættelse af et krav. Hvis fristen fastsat under hensyn til afstanden fandt anvendelse på forældelsesfristen, ville det således bevirke, at forældelsen ville indtræde på forskellige tidspunkter afhængigt af, om skadelidte har valgt at indgive en stævning til Retten eller at fremsætte et forudgående krav over for vedkommende EU-institution, hvilket ville være i strid med det krav om retssikkerhed, der er påkrævet ved anvendelsen af forældelsesfrister. Følgelig er længden af den forældelsesfrist, der er fastsat i nævnte artikel 46, stk. 1, ikke forenelig med fristerne for indgivelse af et søgsmål eller en appel, hvorfor det ikke kan hævdes, at det er nødvendigt at anvende fristen fastsat af hensyn til afstanden på denne forældelsesfrist for at sikre en effektiv udøvelse af den ret til erstatning, der er omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF.
(jf. præmis 52-56 og 58)