DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
7. februar 2013 ( *1 )
»Landbrug — EUGFL — forordning (EF) nr. 1257/1999 og nr. 817/2004 — støtte til udvikling af landdistrikterne — tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb — national lovgivning, der lader støtte til miljøvenligt landbrug være betinget af en årlig ansøgning ledsaget af visse dokumenter — støttemodtager, der har opfyldt sine forpligtelser vedrørende udnyttelsen af de pågældende arealer, men ikke har indgivet en ansøgning i overensstemmelse med den nævnte lovgivning — bortfald af støtten uden høring af støttemodtageren ved dennes manglende overholdelse af bestemmelserne om indgivelse af en ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug«
I sag C-454/11,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Augstākās Tiesas Senāts (Letland) ved afgørelse af 22. august 2011, indgået til Domstolen den 1. september 2011, i sagen:
Gunārs Pusts
mod
Lauku atbalsta dienests,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af dommerne R. Silva de Lapuerta, som fungerende formand for Tredje Afdeling, K. Lenaerts, G. Arestis (refererende dommer), J. Malenovský og D. Šváby,
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
|
— |
Gunārs Pusts, som selvmøder |
|
— |
den lettiske regering ved I. Kalniņš og I. Ņesterova, som befuldmægtigede, |
|
— |
Europa-Kommissionen ved G. von Rintelen og A. Sauka, som befuldmægtigede, |
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (EFT L 160, s. 80), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1783/2003 af 29. september 2003 (EUT L 270, s. 70, herefter »forordning nr. 1257/1999«), Kommissionens forordning (EF) nr. 817/2004 af 29. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1257/1999 (EUT L 153, s. 30, og berigtigelse i EUT 2004 L 231, s. 24) samt Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT L 141, s. 18). |
|
2 |
Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Gunārs Pusts, der er landbruger, og Lauku atbalsta dienests (den lettiske landbrugsstøttetjeneste, herefter »LAD«) vedrørende tilbagebetaling af støtte til miljøvenligt landbrug, som er blevet tildelt af de lettiske myndigheder i den femårige forpligtelsesperiode. |
Retsforskrifter
EU-retten
|
3 |
Artikel 22 i forordning nr. 1257/1999, som er indeholdt i kapitel VI i afsnit II, der bærer overskriften »Miljøvenligt landbrug og dyrevelfærd«, har følgende ordlyd: »Støtte til landbrugsmetoder, som sigter på at beskytte miljøet, bevare naturen (miljøvenligt landbrug) eller forbedre dyrevelfærden, skal bidrage til at realisere målene for Fællesskabets politik på landbrugs-, miljø- og dyrevelfærdsområdet. [...]« |
|
4 |
Artikel 23 i forordning nr. 1257/1999 har følgende ordlyd: »1. Der ydes støtte til landbrugere, som forpligter sig til i mindst fem år at drive miljøvenligt landbrug eller landbrug til gavn for dyrevelfærden. Om nødvendigt fastsættes der en længere periode for særlige former for forpligtelser afhængigt af disse forpligtelsers effekt på miljøet eller dyrevelfærden. 2. En forpligtelse til at drive miljøvenligt landbrug eller landbrug til gavn for dyrevelfærden skal indebære mere end normal god landbrugspraksis, inklusive god husdyrbrugspraksis. Den skal indebære aktiviteter, som ikke sikres gennem andre støtteforanstaltninger, som f.eks. markedsstøtte eller udligningsgodtgørelse.« |
|
5 |
Forordningens artikel 24 bestemmer følgende: »1. Støtten for forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug eller landbrug til gavn for dyrevelfærden ydes en gang om året og beregnes på basis af:
2. De maksimumsbeløb, hvortil der kan ydes fællesskabsstøtte, er fastsat i bilaget. Beregnes støtten ud fra et areal, skal disse beløb være baseret på det areal af bedriften, som forpligtelsen til miljøvenligt landbrug vedrører.« |
|
6 |
Forordningens artikel 37, stk. 4, har følgende ordlyd: »Medlemsstaterne kan fastsætte yderligere eller mere restriktive betingelser for ydelse af fællesskabsstøtte til udvikling af landdistrikterne, forudsat at der er sammenhæng mellem disse betingelser og de mål og krav, der er fastsat i denne forordning.« |
|
7 |
Under afdeling 6 i kapitel II med overskriften »Ansøgninger, kontrol og sanktioner« bestemmer artikel 66 i forordning nr. 817/2004 følgende: »1. I ansøgninger om støtte til udvikling af landdistrikterne, som vedrører arealer eller dyr, og som indgives særskilt fra støtteansøgninger i henhold til artikel 6 i [Kommissionens] forordning (EF) nr. 2419/2001 [af 11. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 (EFT L 327, s. 11)], skal alle de arealer og dyr på bedriften angives, som kontrollen af den pågældende foranstaltning vedrører, herunder dem, som ikke er omfattet af nogen støtteansøgning. 2. Hvis en støtteforanstaltning til udvikling af landdistrikterne vedrører arealer, skal de enkelte jordlodder identificeres individuelt i ansøgningen. I den periode, en forpligtelse løber, må de jordlodder, som støtten vedrører, ikke udskiftes med andre, medmindre andet følger af programmeringsdokumentet. 3. Hvis en ansøgning om betaling indgives sammen med en ansøgning om arealstøtte under det integrerede kontrolsystem, sikrer medlemsstaterne, at de jordlodder, for hvilke der ansøges om støtte til udvikling af landdistrikterne, er angivet særskilt i ansøgningen om arealstøtte under det integrerede kontrolsystem. 4. Arealer og dyr skal identificeres i henhold til artikel 18 og 20 i forordning (EF) nr. 1782/2003. 5. Hvis der er tale om en flerårig støtte, sker de betalinger, der finder sted efter betalingen i året for indgivelsen af ansøgningen, på grundlag af en årlig ansøgning om udbetaling af støtte, medmindre medlemsstaten har fastsat en procedure, der gør det muligt at foretage en effektiv kontrol hvert år, jf. artikel 67, stk. 1, i denne forordning.« |
|
8 |
Artikel 67 i forordning nr. 817/2004 har følgende ordlyd: »1. Førstegangsansøgninger under en ordning og efterfølgende ansøgninger om betaling skal kontrolleres på en sådan måde, at det effektivt sikres, at betingelserne for ydelse af støtte er overholdt. Alt efter støtteforanstaltningens art fastlægger medlemsstaterne, hvilke systemer og hjælpemidler der skal anvendes ved kontrollen, og de fastlægger tillige, hvem der skal kontrolleres. I alle relevante tilfælde gør medlemsstaterne brug af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, der er indført ved forordning (EF) nr. 1782/2003. 2. Der føres kontrol ved hjælp af administrativ kontrol og kontrol på stedet.« |
|
9 |
Artikel 71, stk. 2, i forordning nr. 817/2004 bestemmer: »Er der uberettiget udbetalt støtte, har støttemodtageren under den pågældende foranstaltning til udvikling af landdistrikterne pligt til at tilbagebetale støtten efter artikel 49 i forordning (EF) nr. 2419/2001.« |
|
10 |
Artikel 73 i forordning nr. 817/2004 har følgende ordlyd: »Medlemsstaterne fastlægger en ordning med sanktioner, som skal anvendes, hvis denne forordning overtrædes, og de tager alle nødvendige skridt til iværksættelse af ordningen. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.« |
|
11 |
Forordning nr. 796/2004 ophævede forordning nr. 2419/2001. I henhold til forordning nr. 796/2004 finder denne anvendelse for støtteansøgninger vedrørende produktionsår eller præmieperioder, der begynder fra og med den 1. januar 2005, og henvisninger til forordning nr. 2419/2001 skal forstås som henvisninger til forordning nr. 796/2004. |
|
12 |
Artikel 73 i forordning nr. 796/2004, som var den bestemmelse, der efterfulgte artikel 49 i forordning nr. 2419/2001, bestemmer følgende: »1. Er der foretaget udbetaling af et uretmæssigt beløb, tilbagebetaler landbrugeren det pågældende beløb med tillæg af renter, der beregnes efter stk. 3. [...] 3. Renter beregnes for det tidsrum, der forløber mellem meddelelsen om tilbagebetalingspligten til landbrugeren og tilbagebetalingen eller modregningen. Rentesatsen fastsættes ifølge bestemmelserne herom i national ret, men må ikke være lavere end den sats, der anvendes ved tilbagebetaling af beløb ifølge nationale bestemmelser. [...]« |
Lettisk ret
|
13 |
Ministerrådets dekret nr. 255 af 17. april 2007 om ordningen for tildeling af national støtte og EU-støtte til udvikling af landdistrikterne i den affattelse, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (Latvijas Vēstnesis, 2007, nr. 70), bestemmer, at med henblik på at opnå en støtte til fremme af udviklingen af økologisk landbrug skal ansøgeren om denne støtte senest den 11. juni i det løbende kalenderår indgive en behørigt udfyldt ansøgning til LAD på en blanket til ansøgning om arealstøtte samt en plan over de landbrugsparceller, der er udstedt af LAD, og som angiver arealet for de udnyttede landbrugsparceller. Dette dekret præciserer desuden, at denne ansøger er forpligtet til hvert år i hele den femårige forpligtelsesperiode at indgive en ansøgning om støtte vedrørende de anmeldte foranstaltninger til LAD samt ikke at reducere det areal, der er omfattet af forpligtelsen. I tilfælde af manglende opfyldelse af disse betingelser pålægger dette dekret den nævnte ansøger at tilbagebetale den udbetalte støtte til LAD. |
|
14 |
I bilag 10 til Ministerrådets dekret nr. 1002 af 30. november 2004 om bestemmelser til gennemførelse af programdokumentet »plan til udvikling af landdistrikterne i Letland med henblik på gennemførelsen af programmet for udvikling af landdistrikterne 2004-2006« (Latvijas Vēstnesis, 2004, nr. 193) fastsættes det, hvilke dokumenter der skal fremlægges for LAD med henblik på at opnå en støtte til fremme af udviklingen af økologisk landbrug. I dette bilag er navnlig anført, at i hele forpligtelsesperioden skal støtteansøgeren indgive en ansøgning for det løbende kalenderår år samt en plan over landbrugsparceller. |
|
15 |
I bilag 11 til dekret nr. 1002 er det fastsat, at i tilfælde af suspension af forpligtelsen skal enhver modtaget støtte tilbagebetales til LAD. |
|
16 |
I øvrigt skal det præciseres, at ansøgningsblanketten som omhandlet i dekret nr. 255 er blevet godkendt ved Ministerrådets dekret nr. 269 af 17. april 2007 om ordningen for tildeling af national støtte og EU-støtte til landbruget inden for rammerne af ordningerne med direkte støtte (Latvijas Vēstnesis, 2007, no 69). Denne blanket giver ansøgeren mulighed for at indgive ansøgning både om arealstøtte og om anden støtte, såsom støtte til miljøvenligt landbrug. I begyndelsen af nævnte blanket er det på udtømmende vis anført, hvilke støtteordninger ansøgeren kan gøre krav på, og blanketten indeholder en opfordring til at gøre sig bekendt med manualen for modtagelse af arealstøtte for det pågældende år. Den nævnte blanket indeholder endelig – oven for det sted, der er forbeholdt underskrift – følgende advarsel: »Ansøgningen om støtte til miljøvenligt landbrug [...], skal vedlægges et supplerende bilag. I modsat fald vil miljøstøtten [...] ikke blive udbetalt. Undertegnede bekræfter at have læst de krav og betingelser, der er omhandlet i retsakterne vedrørende den generelle arealbetalingsordning [...] og støtte til miljøvenligt landbrug, og at være bekendt med disse krav og betingelser, erklærer at ville overholde dem fuldt ud og bekræfter at være underrettet om samtlige betingelser for at modtage støtte og om den omstændighed, at støtten udbetales delvis eller ikke vil blive udbetalt, såfremt der forsætligt eller uagtsomt er meddelt urigtige oplysninger.« |
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
|
17 |
Den 21. april 2006 indgav Gunārs Pusts en ansøgning til LAD om arealstøtte for 2006 samt en ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug, der er betinget af en femårig forpligtelse, for et areal på 18,85 ha landbrugsparceller. |
|
18 |
Den 9. maj 2007 indgav Gunārs Pusts en ansøgning om arealstøtte for 2007, hvorefter han den 11. juni samme år modtog en skrivelse fra LAD, hvori det var anført, at de i ansøgningen indeholdte oplysninger ville blive omhyggeligt gennemgået, og at han ville få meddelelse om eventuelle fejl med henblik på, at han kunne berigtige disse. |
|
19 |
Den 3. juli 2007 tildelte LAD Gunārs Pusts støtte til miljøvenligt landbrug på 1826,77 LVL for 2006 for så vidt angår et areal på 18,85 ha landbrugsparceller, der var omfattet af en femårig forpligtelse. Den 30. juli 2007 fik Gunārs Pusts tilsendt en attest vedrørende landbrugsdriftens aktiviteter svarende til perioden med overgang til økologisk produktion. |
|
20 |
Ved beslutning af 25. april 2008 anmodede LAD Gunārs Pusts om at tilbagebetale hele den udbetalte støtte til miljøvenligt landbrug for 2006 med den begrundelse, at arealet på 18,85 ha landbrugsparceller, der var omfattet af en femårig forpligtelse, var blevet reduceret i 2007. Denne beslutning hvilede på den omstændighed, at LAD i forbindelse med behandlingen af støtteansøgningen for 2007 havde konstateret, at Gunārs Pusts, da han supplerede sin ansøgning om arealstøtte for dette år, ikke havde præciseret, at han også anmodede om støtte til miljøvenligt landbrug for de anmeldte parceller, eftersom han ikke have udfyldt kolonne 9 i afsnit »C« i den nævnte ansøgning, hvori de anmeldte parceller var angivet, eller havde vedlagt samme ansøgning bilaget med overskriften »ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug«, således som det kræves i henhold til den relevante nationale lovgivning. LAD fandt, at dette ikke kunne anses for en fejl fra Gunārs Pusts’ side. Herefter fastslog LAD, at Gunārs Pusts ikke længere overholdte de forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug for så vidt angår arealet på 18,85 ha, som var indgået i 2006, og dermed var forpligtet til at tilbagebetale allerede udbetalt støtte i henhold til samme lovgivning. |
|
21 |
Ved beslutning af 11. juni 2008 stadfæstede LAD sin tidligere afgørelse. LAD tilbageholdt følgelig 1228,87 LVL af de følgende støttebetalinger og anmodede Gunārs Pusts om at tilbagebetale resten på 597,90 LVL. |
|
22 |
Gunārs Pusts anlagde den 11. juni 2008 et søgsmål ved Administratīvā rajona tiesa (den lokale forvaltningsdomstol) med påstand om annullation af denne beslutning. Ved dette søgsmål har Gunārs Pusts anmodet om udbetaling af det beløb, som LAD har tilbageholdt, samt bevilling af den støtte til miljøvenligt landbrug, som han havde fået afslag på for 2007. Gunārs Pusts medgav, at han havde indgivet en ansøgning, der var udfyldt forkert, men hævdede, at han havde opfyldt kravene for at opnå denne støtte, at han ikke havde reduceret det areal, der var omfattet af forpligtelserne til at drive miljøvenligt landbrug, eller ændret beliggenheden heraf, idet fejlen i ansøgningen beroede på en forglemmelse. Gunārs Pusts har hævdet, at han således fortsat har opfyldt de nævnte forpligtelser, og kritiserer desuden LAD for hverken at have underrettet ham om ansøgningens uregelmæssige karakter eller have anmodet ham om supplerende oplysninger. |
|
23 |
Ved dom af 19. november 2009 frifandt Administratīvā rajona tiesa LAD. Administratīvā rajona tiesa anførte, at Gunārs Pusts i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning var forpligtet til hvert år i hele bindingsperioden på fem år at indgive en ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug vedrørende de angivne foranstaltninger. Nævnte domstol anførte desuden, at med henblik på at opnå en støtte til miljøvenligt landbrug skulle Gunārs Pusts ligesom for 2006 indgive en behørigt udfyldt støtteansøgning for 2007 ledsaget af en plan over de pågældende landbrugsparceller. Da Gunārs Pusts hverken tydeligt i sin ansøgning om arealstøtte for 2007 havde gjort opmærksom på, at han også søgte om støtte til miljøvenligt landbrug for samme år, eller havde indsendt det tilsvarende bilag, fastslog Administratīvā rajona tiesa, at LAD med rette havde konkluderet, at Gunārs Pusts ikke længere opfyldte sine de forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug, som han havde påtaget sig i 2006, og følgelig var forpligtet til at tilbagebetale den tidligere udbetalte støtte. |
|
24 |
Administratīvā rajona tiesa har desuden præciseret i dommen, at Gunārs Pusts’ ufuldstændige ansøgning ikke kunne anses for at være udtryk for en fejl, men snarere måtte betragtes som et udtryk for manglende overholdelse af de betingelser for udbetaling af støtte til miljøvenligt landbrug, som er fastsat i den relevante nationale lovgivning. Denne manglende overholdelse burde medføre, at Gunārs Pusts tilbagebetalte den uretmæssigt modtagne støtte, selv om han fortsat har overholdt sine øvrige forpligtelser. Nævnte domstol fandt desuden, at LAD ikke havde pligt til at underrette Gunārs Pusts om ansøgningens uregelmæssige karakter og desuden ikke havde oplysninger med henblik på at kunne henlede hans opmærksomhed på dette punkt, idet kolonne 9 i afsnit »C« i ansøgningen ikke nævner nogen parcel og ikke var ledsaget af det tilsvarende bilag. Endelig bemærkede nævnte domstol, at LAD havde baseret sin beslutning på oplysninger fra Gunārs Pusts, nemlig hans ansøgninger om støtte for 2006 og 2007. Da LAD således havde alle de oplysninger til rådighed, der er nødvendige for at træffe denne beslutning, fandt den nævnte domstol, at LAD ikke var forpligtet til at høre Gunārs Pusts’ synspunkt, der ikke var relevant for indholdet af forvaltningsakterne. |
|
25 |
Gunārs Pusts iværksatte anke af Administratīvā rajona tiesas dom til Administratīvā apgabaltiesa (den regionale forvaltningsdomstol). Ved dom af 8. november 2010 forkastede Administratīvā apgabaltiesa appellen, stadfæstede denne doms begrundelse og tilføjede, at Gunārs Pusts med sine støtteansøgninger havde bekræftet, at han havde kendskab til de krav, der i den relevante nationale lovgivning er fastsat for, at den pågældende støtte til miljøvenligt landbrug kan komme til udbetaling. |
|
26 |
Gunārs Pusts iværksatte kassationsappel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret. I appelskriftet gjorde Gunārs Pusts bl.a. gældende, at den nævnte dom har tilsidesat rækkevidden af visse EU-retlige bestemmelser på området. |
|
27 |
Idet Augstākās Tiesas Senāts har fundet, at afgørelsen af tvisten afhænger af fortolkningen af forordning nr. 1257/1999, nr. 817/2004 og nr. 796/2004, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
Om de præjudicielle spørgsmål
|
28 |
Med sine tre spørgsmål, som behandles under ét, har den forelæggende ret nærmere bestemt spurgt, om forordning nr. 1257/1999, nr. 817/2004 og nr. 796/2004 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter modtageren af en støtte, der er ydet til gengæld for forpligtelsen til at drive miljøvenligt landbrug, som strækker sig over adskillige år, er forpligtet til at tilbagebetale hele den støtte, der allerede er udbetalt i de foregående år, fordi han ikke har indgivet en årlig ansøgning i overensstemmelse med de gældende nationale regler, selv om denne modtager hævder fortsat at have opfyldt sine forpligtelser vedrørende udnyttelsen af de pågældende arealer, og han ikke er blevet hørt af den kompetente myndighed, men det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet af de pågældende arealer, fordi det pågældende år er gået. |
|
29 |
Det må indledningsvis bemærkes, at ingen af disse forordninger indeholder en bestemmelser, der udtrykkeligt er til hinder for sådanne nationale bestemmelser. |
|
30 |
Artikel 22-24 i forordning nr. 1257/1999 fastsætter de almindelige betingelser for tildeling af støtte til miljøvenlige produktionsmetoder i landbruget, der bl.a. er udformet med henblik på bevarelse af naturen. Det følger af disse bestemmelser, at støtte til miljøvenligt landbrug er kendetegnet ved, at de berørte landbrugere påtager sig en forpligtelse til at drive miljøvenligt landbrug i en periode på fem år. Til gengæld for disse forpligtelser vedrørende miljøvenligt landbrug, som vedrører en periode på mindst fem år, tildeles støtten årligt af medlemsstaterne på grundlag af det indkomsttab og de ekstraomkostninger, der følger heraf (jf. dom af 4.6.2009, sag C-241/07, JK Otsa Talu, Sml. I, s. 4323, præmis 36, og af 24.5.2012, sag C-188/11, Hehenberger, præmis 30). |
|
31 |
I denne forbindelse bemærkes, at artikel 37, stk. 4, i forordning nr. 1257/1999 giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte yderligere eller mere restriktive betingelser for ydelse af EU-støtte til udvikling af landdistrikterne, forudsat at der er sammenhæng mellem disse betingelser og de mål og krav, der er fastsat i denne forordning. |
|
32 |
Hvad angår ansøgninger om støtte til miljøvenlige produktionsmetoder inden for landbruget efter artikel 22-24 i forordning nr. 1257/1999 fastsætter artikel 66, stk. 5, i forordning nr. 817/2004, at hvis der er tale om en flerårig støtte, sker de betalinger, der finder sted efter betalingen i året for indgivelsen af ansøgningen, på grundlag af en årlig ansøgning om udbetaling af støtte, medmindre medlemsstaten har fastsat en procedure, der gør det muligt at foretage en effektiv kontrol hvert år, jf. denne forordnings artikel 67, stk. 1. Det fremgår af nævnte artikel 66, stk. 5, at i mangel af en sådan national procedure tildeles der ikke landbrugerne nogen betaling, hvis de ikke indgiver en årlig støtteansøgning. Indgivelsen af en sådan årlig ansøgning udgør således en betingelse for at modtage støtte til miljøvenligt landbrug efter artikel 22-24. |
|
33 |
Betydningen af indgivelsen af en årlig ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug er ligeledes understreget i artikel 67, stk. 1, i forordning nr. 817/2004, som for så vidt angår kontrolsystemet af den flerårige støtte til miljøvenlige produktionsmetoder inden for landbruget fastsætter, at førstegangsansøgninger under en ordning og efterfølgende ansøgninger om betaling skal kontrolleres på en sådan måde, at det effektivt sikres, at betingelserne for ydelse af støtte er overholdt. Indgivelsen af en sådan årlig ansøgning giver således mulighed for at kontrollere, at den indgåede forpligtelse til at drive miljøvenligt landbrug overholdes. Det udbetalende organ kan hvert år på grundlag af denne årlige ansøgning effektivt kontrollere, om disse forpligtelser, som strækker sig over adskillige år, kontinuerligt overholdes, og i givet fald foretage støttebetalingen. |
|
34 |
Det følger heraf, at en national lovgivning, der i henhold til betingelserne for at modtage støtte til miljøvenligt landbrug kræver, at modtageren af denne støtte er forpligtet til hvert år i hele den femårige forpligtelsesperiode at indgive en ansøgning om støtte vedrørende de anmeldte foranstaltninger til miljøvenligt landbrug til det udbetalende organ, er forenelig med de ovennævnte EU-retlige bestemmelser. En sådan national lovgivning ligger dermed inden for det råderum, som medlemsstaterne har i henhold til artikel 37, stk. 4, i forordning nr. 1257/1999. |
|
35 |
Det bemærkes desuden, at hvad angår støtte til miljøvenligt landbrug, som er karakteriseret af en flerårig forpligtelse, skal betingelserne for at modtage støtte overholdes i hele den bindingsperiode, for hvilken støtten er tildelt (jf. Hehenberger-dommen, præmis 34). Hvis en af betingelserne for at modtage denne støtte, såsom indgivelse af en årlig ansøgning om udbetaling af støtte som den, der er krævet i henhold til den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, ikke er blevet overholdt, selv om dette kun er sket en gang i løbet af hele varigheden af det miljøvenlige landbrugsprojekt, i forhold til hvilket modtageren af denne støtte har forpligtet sig, kan støtten således ikke tildeles. |
|
36 |
Den omstændighed, at modtageren af støtten til miljøvenligt landbrug fortsat har opfyldt de andre betingelser for at modtage denne støtte og navnlig sine forpligtelser vedrørende udnyttelsen af de pågældende arealer, kan ikke i denne forbindelse forhindre, at modtageren udelukkes fra den nævnte støtte, som en manglende overholdelse af en af disse betingelser medfører. Denne støtte er således betinget af, at samtlige betingelser for støtteberettigelse overholdes i løbet af hele varigheden af det miljøvenlige landbrugsprojekt, i forhold til hvilket den nævnte modtager har forpligtet sig, således at den manglende overholdelse af en af disse betingelser i sig selv er nok til at medføre den nævnte udelukkelse. |
|
37 |
Ved udelukkelse af modtagere fra støtten til miljøvenligt landbrug på grund af manglende overholdelse af betingelserne for at modtage denne støtte fremgår det af artikel 71, stk. 2, i forordning nr. 817/2004, der henviser til artikel 73 i forordning nr. 796/2004, at modtageren af denne støtte er forpligtet til at tilbagebetale den samlede støtte, som allerede er udbetalt, og som vedrører den støtte, hvorfra støttemodtageren er blevet udelukket (jf. Hehenberger-dommen, præmis 36). |
|
38 |
Modtageren af støtte til miljøvenligt landbrug, der ikke har indgivet en støtteansøgning i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der lader den nævnte støtte være betinget af en årlig ansøgning, kan endvidere ikke påberåbe sig retten til at blive hørt i denne forbindelse. Der er ikke nogen bestemmelser i forordning nr. 1257/1999, nr. 817/2004 og nr. 796/2004, der indfører en sådan rettighed til fordel for en landbruger, der ikke har indgivet en korrekt ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug. Selv om det antages, at en landbruger, der ikke har indgivet en sådan ansøgning, kan blive hørt i denne forbindelse, kan en sådan høring under alle omstændigheder ikke have betydning for konsekvenserne af den manglende overholdelse af betingelserne for at modtage denne støtte til miljøvenligt landbrug, i forhold til hvilke den nævnte modtager har forpligtet sig. Denne landbruger kan således ikke begrunde den manglende overholdelse af disse betingelser. |
|
39 |
Den omstændighed, at det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet af de pågældende arealer, fordi det pågældende år er gået, kan ikke ændre noget ved udelukkelsen af modtagere fra støtten til miljøvenligt landbrug på grund af manglende overholdelse af betingelserne for at modtage denne støtte eller ved den tilbagebetaling af denne uretmæssigt udbetalte støtte, der følger deraf. Selv hvis det antages, at denne kontrol kan gennemføres, er den manglende overholdelse af en af disse betingelser således i sig selv nok til at medføre den nævnte udelukkelse og dermed denne tilbagebetaling. |
|
40 |
Henset til ovenstående betragtninger skal det tre spørgsmål besvares med, at forordning nr. 1257/1999, nr. 817/2004 og nr. 796/2004 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter modtageren af en støtte, der er ydet til gengæld for forpligtelsen til at drive miljøvenligt landbrug, som strækker sig over adskillige år, er forpligtet til at tilbagebetale hele den støtte, der allerede er udbetalt i de foregående år, fordi han ikke har indgivet en årlig ansøgning i overensstemmelse med de gældende nationale regler, selv om denne modtager hævder fortsat at have opfyldt sine forpligtelser vedrørende udnyttelsen af de pågældende arealer, og han ikke er blevet hørt af den kompetente myndighed, men det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet af de pågældende arealer, fordi det pågældende år er gået. |
Sagens omkostninger
|
41 |
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. |
|
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: |
|
Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1783/2003 af 29. september 2003, Kommissionens forordning (EF) nr. 817/2004 af 29. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1257/1999 og Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter modtageren af en støtte, der er ydet til gengæld for forpligtelsen til at drive miljøvenligt landbrug, som strækker sig over adskillige år, er forpligtet til at tilbagebetale hele den støtte, der allerede er udbetalt i de foregående år, fordi han ikke har indgivet en årlig ansøgning i overensstemmelse med de gældende nationale regler, selv om denne modtager hævder fortsat at have opfyldt sine forpligtelser vedrørende udnyttelsen af de pågældende arealer, og han ikke er blevet hørt af den kompetente myndighed, men det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet af de pågældende arealer, fordi det pågældende år er gået. |
|
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: lettisk.
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse
I sag C-454/11,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Augstākās Tiesas Senāts (Letland) ved afgørelse af 22. august 2011, indgået til Domstolen den 1. september 2011, i sagen:
Gunārs Pusts
mod
Lauku atbalsta dienests,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af dommerne R. Silva de Lapuerta, som fungerende formand for Tredje Afdeling, K. Lenaerts, G. Arestis (refererende dommer), J. Malenovský og D. Šváby,
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Gunārs Pusts, som selvmøder
– den lettiske regering ved I. Kalniņš og I. Ņesterova, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved G. von Rintelen og A. Sauka, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (EFT L 160, s. 80), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1783/2003 af 29. september 2003 (EUT L 270, s. 70, herefter »forordning nr. 1257/1999«), Kommissionens forordning (EF) nr. 817/2004 af 29. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1257/1999 (EUT L 153, s. 30, og berigtigelse i EUT 2004 L 231, s. 24) samt Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT L 141, s. 18).
2. Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Gunārs Pusts, der er landbruger, og Lauku atbalsta dienests (den lettiske landbrugsstøttetjeneste, herefter »LAD«) vedrørende tilbagebetaling af støtte til miljøvenligt landbrug, som er blevet tildelt af de lettiske myndigheder i den femårige forpligtelsesperiode.
Retsforskrifter
EU-retten
3. Artikel 22 i forordning nr. 1257/1999, som er indeholdt i kapitel VI i afsnit II, der bærer overskriften »Miljøvenligt landbrug og dyrevelfærd«, har følgende ordlyd:
»Støtte til landbrugsmetoder, som sigter på at beskytte miljøet, bevare naturen (miljøvenligt landbrug) eller forbedre dyrevelfærden, skal bidrage til at realisere målene for Fællesskabets politik på landbrugs-, miljø- og dyrevelfærdsområdet.
[...]«
4. Artikel 23 i forordning nr. 1257/1999 har følgende ordlyd:
»1. Der ydes støtte til landbrugere, som forpligter sig til i mindst fem år at drive miljøvenligt landbrug eller landbrug til gavn for dyrevelfærden. Om nødvendigt fastsættes der en længere periode for særlige former for forpligtelser afhængigt af disse forpligtelsers effekt på miljøet eller dyrevelfærden.
2. En forpligtelse til at drive miljøvenligt landbrug eller landbrug til gavn for dyrevelfærden skal indebære mere end normal god landbrugspraksis, inklusive god husdyrbrugspraksis.
Den skal indebære aktiviteter, som ikke sikres gennem andre støtteforanstaltninger, som f.eks. markedsstøtte eller udligningsgodtgørelse.«
5. Forordningens artikel 24 bestemmer følgende:
»1. Støtten for forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug eller landbrug til gavn for dyrevelfærden ydes en gang om året og beregnes på basis af:
a) indkomsttabet
b) ekstraomkostningerne som følge af forpligtelsen, og
c) behovet for at skabe et incitament.
Der tages ikke hensyn til investeringsudgifterne, når den årlige støttes niveau beregnes. Ved beregningen af den årlige støttes niveau kan der tages hensyn til udgifterne til ikke-kommercielle investeringer, der er nødvendige for opfyldelsen af en forpligtelse.
2. De maksimumsbeløb, hvortil der kan ydes fællesskabsstøtte, er fastsat i bilaget. Beregnes støtten ud fra et areal, skal disse beløb være baseret på det areal af bedriften, som forpligtelsen til miljøvenligt landbrug vedrører.«
6. Forordningens artikel 37, stk. 4, har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne kan fastsætte yderligere eller mere restriktive betingelser for ydelse af fællesskabsstøtte til udvikling af landdistrikterne, forudsat at der er sammenhæng mellem disse betingelser og de mål og krav, der er fastsat i denne forordning.«
7. Under afdeling 6 i kapitel II med overskriften »Ansøgninger, kontrol og sanktioner« bestemmer artikel 66 i forordning nr. 817/2004 følgende:
»1. I ansøgninger om støtte til udvikling af landdistrikterne, som vedrører arealer eller dyr, og som indgives særskilt fra støtteansøgninger i henhold til artikel 6 i [Kommissionens] forordning (EF) nr. 2419/2001 [af 11. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 (EFT L 327, s. 11)], skal alle de arealer og dyr på bedriften angives, som kontrollen af den pågældende foranstaltning vedrører, herunder dem, som ikke er omfattet af nogen støtteansøgning.
2. Hvis en støtteforanstaltning til udvikling af landdistrikterne vedrører arealer, skal de enkelte jordlodder identificeres individuelt i ansøgningen. I den periode, en forpligtelse løber, må de jordlodder, som støtten vedrører, ikke udskiftes med andre, medmindre andet følger af programmeringsdokumentet.
3. Hvis en ansøgning om betaling indgives sammen med en ansøgning om arealstøtte under det integrerede kontrolsystem, sikrer medlemsstaterne, at de jordlodder, for hvilke der ansøges om støtte til udvikling af landdistrikterne, er angivet særskilt i ansøgningen om arealstøtte under det integrerede kontrolsystem.
4. Arealer og dyr skal identificeres i henhold til artikel 18 og 20 i forordning (EF) nr. 1782/2003.
5. Hvis der er tale om en flerårig støtte, sker de betalinger, der finder sted efter betalingen i året for indgivelsen af ansøgningen, på grundlag af en årlig ansøgning om udbetaling af støtte, medmindre medlemsstaten har fastsat en procedure, der gør det muligt at foretage en effektiv kontrol hvert år, jf. artikel 67, stk. 1, i denne forordning.«
8. Artikel 67 i forordning nr. 817/2004 har følgende ordlyd:
»1. Førstegangsansøgninger under en ordning og efterfølgende ansøgninger om betaling skal kontrolleres på en sådan måde, at det effektivt sikres, at betingelserne for ydelse af støtte er overholdt.
Alt efter støtteforanstaltningens art fastlægger medlemsstaterne, hvilke systemer og hjælpemidler der skal anvendes ved kontrollen, og de fastlægger tillige, hvem der skal kontrolleres.
I alle relevante tilfælde gør medlemsstaterne brug af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, der er indført ved forordning (EF) nr. 1782/2003.
2. Der føres kontrol ved hjælp af administrativ kontrol og kontrol på stedet.«
9. Artikel 71, stk. 2, i forordning nr. 817/2004 bestemmer:
»Er der uberettiget udbetalt støtte, har støttemodtageren under den pågældende foranstaltning til udvikling af landdistrikterne pligt til at tilbagebetale støtten efter artikel 49 i forordning (EF) nr. 2419/2001.«
10. Artikel 73 i forordning nr. 817/2004 har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne fastlægger en ordning med sanktioner, som skal anvendes, hvis denne forordning overtrædes, og de tager alle nødvendige skridt til iværksættelse af ordningen. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«
11. Forordning nr. 796/2004 ophævede forordning nr. 2419/2001. I henhold til forordning nr. 796/2004 finder denne anvendelse for støtteansøgninger vedrørende produktionsår eller præmieperioder, der begynder fra og med den 1. januar 2005, og henvisninger til forordning nr. 2419/2001 skal forstås som henvisninger til forordning nr. 796/2004.
12. Artikel 73 i forordning nr. 796/2004, som var den bestemmelse, der efterfulgte artikel 49 i forordning nr. 2419/2001, bestemmer følgende:
»1. Er der foretaget udbetaling af et uretmæssigt beløb, tilbagebetaler landbrugeren det pågældende beløb med tillæg af renter, der beregnes efter stk. 3.
[...]
3. Renter beregnes for det tidsrum, der forløber mellem meddelelsen om tilbagebetalingspligten til landbrugeren og tilbagebetalingen eller modregningen.
Rentesatsen fastsættes ifølge bestemmelserne herom i national ret, men må ikke være lavere end den sats, der anvendes ved tilbagebetaling af beløb ifølge nationale bestemmelser.
[...]«
Lettisk ret
13. Ministerrådets dekret nr. 255 af 17. april 2007 om ordningen for tildeling af national støtte og EU-støtte til udvikling af landdistrikterne i den affattelse, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen ( Latvijas Vēstnesis , 2007, nr. 70), bestemmer, at med henblik på at opnå en støtte til fremme af udviklingen af økologisk landbrug skal ansøgeren om denne støtte senest den 11. juni i det løbende kalenderår indgive en behørigt udfyldt ansøgning til LAD på en blanket til ansøgning om arealstøtte samt en plan over de landbrugsparceller, der er udstedt af LAD, og som angiver arealet for de udnyttede landbrugsparceller. Dette dekret præciserer desuden, at denne ansøger er forpligtet til hvert år i hele den femårige forpligtelsesperiode at indgive en ansøgning om støtte vedrørende de anmeldte foranstaltninger til LAD samt ikke at reducere det areal, der er omfattet af forpligtelsen. I tilfælde af manglende opfyldelse af disse betingelser pålægger dette dekret den nævnte ansøger at tilbagebetale den udbetalte støtte til LAD.
14. I bilag 10 til Ministerrådets dekret nr. 1002 af 30. november 2004 om bestemmelser til gennemførelse af programdokumentet »plan til udvikling af landdistrikterne i Letland med henblik på gennemførelsen af programmet for udvikling af landdistrikterne 2004-2006« ( Latvijas Vēstnesis , 2004, nr. 193) fastsættes det, hvilke dokumenter der skal fremlægges for LAD med henblik på at opnå en støtte til fremme af udviklingen af økologisk landbrug. I dette bilag er navnlig anført, at i hele forpligtelsesperioden skal støtteansøgeren indgive en ansøgning for det løbende kalenderår år samt en plan over landbrugsparceller.
15. I bilag 11 til dekret nr. 1002 er det fastsat, at i tilfælde af suspension af forpligtelsen skal enhver modtaget støtte tilbagebetales til LAD.
16. I øvrigt skal det præciseres, at ansøgningsblanketten som omhandlet i dekret nr. 255 er blevet godkendt ved Ministerrådets dekret nr. 269 af 17. april 2007 om ordningen for tildeling af national støtte og EU-støtte til landbruget inden for rammerne af ordningerne med direkte støtte ( Latvijas Vēstnesis , 2007, nº 69). Denne blanket giver ansøgeren mulighed for at indgive ansøgning både om arealstøtte og om anden støtte, såsom støtte til miljøvenligt landbrug. I begyndelsen af nævnte blanket er det på udtømmende vis anført, hvilke støtteordninger ansøgeren kan gøre krav på, og blanketten indeholder en opfordring til at gøre sig bekendt med manualen for modtagelse af arealstøtte for det pågældende år. Den nævnte blanket indeholder endelig – oven for det sted, der er forbeholdt underskrift – følgende advarsel:
»Ansøgningen om støtte til miljøvenligt landbrug [...], skal vedlægges et supplerende bilag. I modsat fald vil miljøstøtten [...] ikke blive udbetalt. Undertegnede bekræfter at have læst de krav og betingelser, der er omhandlet i retsakterne vedrørende den generelle arealbetalingsordning [...] og støtte til miljøvenligt landbrug, og at være bekendt med disse krav og betingelser, erklærer at ville overholde dem fuldt ud og bekræfter at være underrettet om samtlige betingelser for at modtage støtte og om den omstændighed, at støtten udbetales delvis eller ikke vil blive udbetalt, såfremt der forsætligt eller uagtsomt er meddelt urigtige oplysninger.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
17. Den 21. april 2006 indgav Gunārs Pusts en ansøgning til LAD om arealstøtte for 2006 samt en ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug, der er betinget af en femårig forpligtelse, for et areal på 18,85 ha landbrugsparceller.
18. Den 9. maj 2007 indgav Gunārs Pusts en ansøgning om arealstøtte for 2007, hvorefter han den 11. juni samme år modtog en skrivelse fra LAD, hvori det var anført, at de i ansøgningen indeholdte oplysninger ville blive omhyggeligt gennemgået, og at han ville få meddelelse om eventuelle fejl med henblik på, at han kunne berigtige disse.
19. Den 3. juli 2007 tildelte LAD Gunārs Pusts støtte til miljøvenligt landbrug på 1 826,77 LVL for 2006 for så vidt angår et areal på 18,85 ha landbrugsparceller, der var omfattet af en femårig forpligtelse. Den 30. juli 2007 fik Gunārs Pusts tilsendt en attest vedrørende landbrugsdriftens aktiviteter svarende til perioden med overgang til økologisk produktion.
20. Ved beslutning af 25. april 2008 anmodede LAD Gunārs Pusts om at tilbagebetale hele den udbetalte støtte til miljøvenligt landbrug for 2006 med den begrundelse, at arealet på 18,85 ha landbrugsparceller, der var omfattet af en femårig forpligtelse, var blevet reduceret i 2007. Denne beslutning hvilede på den omstændighed, at LAD i forbindelse med behandlingen af støtteansøgningen for 2007 havde konstateret, at Gunārs Pusts, da han supplerede sin ansøgning om arealstøtte for dette år, ikke havde præciseret, at han også anmodede om støtte til miljøvenligt landbrug for de anmeldte parceller, eftersom han ikke have udfyldt kolonne 9 i afsnit »C« i den nævnte ansøgning, hvori de anmeldte parceller var angivet, eller havde vedlagt samme ansøgning bilaget med overskriften »ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug«, således som det kræves i henhold til den relevante nationale lovgivning. LAD fandt, at dette ikke kunne anses for en fejl fra Gunārs Pusts’ side. Herefter fastslog LAD, at Gunārs Pusts ikke længere overholdte de forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug for så vidt angår arealet på 18,85 ha, som var indgået i 2006, og dermed var forpligtet til at tilbagebetale allerede udbetalt støtte i henhold til samme lovgivning.
21. Ved beslutning af 11. juni 2008 stadfæstede LAD sin tidligere afgørelse. LAD tilbageholdt følgelig 1 228,87 LVL af de følgende st øttebetalinger og anmodede Gunārs Pusts om at tilbagebetale resten på 597,90 LVL.
22. Gunārs Pusts anlagde den 11. juni 2008 et søgsmål ved Administratīvā rajona tiesa (den lokale forvaltningsdomstol) med påstand om annullation af denne beslutning. Ved dette søgsmål har Gunārs Pusts anmodet om udbetaling af det beløb, som LAD har tilbageholdt, samt bevilling af den støtte til miljøvenligt landbrug, som han havde fået afslag på for 2007. Gunārs Pusts medgav, at han havde indgivet en ansøgning, der var udfyldt forkert, men hævdede, at han havde opfyldt kravene for at opnå denne støtte, at han ikke havde reduceret det areal, der var omfattet af forpligtelserne til at drive miljøvenligt landbrug, eller ændret beliggenheden heraf, idet fejlen i ansøgningen beroede på en forglemmelse. Gunārs Pusts har hævdet, at han således fortsat har opfyldt de nævnte forpligtelser, og kritiserer desuden LAD for hverken at have underrettet ham om ansøgningens uregelmæssige karakter eller have anmodet ham om supplerende oplysninger.
23. Ved dom af 19. november 2009 frifandt Administratīvā rajona tiesa LAD. Administratīvā rajona tiesa anførte, at Gunārs Pusts i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning var forpligtet til hvert år i hele bindingsperioden på fem år at indgive en ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug vedrørende de angivne foranstaltninger. Nævnte domstol anførte desuden, at med henblik på at opnå en støtte til miljøvenligt landbrug skulle Gunārs Pusts ligesom for 2006 indgive en behørigt udfyldt støtteansøgning for 2007 ledsaget af en plan over de pågældende landbrugsparceller. Da Gunārs Pusts hverken tydeligt i sin ansøgning om arealstøtte for 2007 havde gjort opmærksom på, at han også søgte om støtte til miljøvenligt landbrug for samme år, eller havde indsendt det tilsvarende bilag, fastslog Administratīvā rajona tiesa, at LAD med rette havde konkluderet, at Gunārs Pusts ikke længere opfyldte sine de forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug, som han havde påtaget sig i 2006, og følgelig var forpligtet til at tilbagebetale den tidligere udbetalte støtte.
24. Administratīvā rajona tiesa har desuden præciseret i dommen, at Gunārs Pusts’ ufuldstændige ansøgning ikke kunne anses for at være udtryk for en fejl, men snarere måtte betragtes som et udtryk for manglende overholdelse af de betingelser for udbetaling af støtte til miljøvenligt landbrug, som er fastsat i den relevante nationale lovgivning. Denne manglende overholdelse burde medføre, at Gunārs Pusts tilbagebetalte den uretmæssigt modtagne støtte, selv om han fortsat har overholdt sine øvrige forpligtelser. Nævnte domstol fandt desuden, at LAD ikke havde pligt til at underrette Gunārs Pusts om ansøgningens uregelmæssige karakter og desuden ikke havde oplysninger med henblik på at kunne henlede hans opmærksomhed på dette punkt, idet kolonne 9 i afsnit »C« i ansøgningen ikke nævner nogen parcel og ikke var ledsaget af det tilsvarende bilag. Endelig bemærkede nævnte domstol, at LAD havde baseret sin beslutning på oplysninger fra Gunārs Pusts, nemlig hans ansøgninger om støtte for 2006 og 2007. Da LAD således havde alle de oplysninger til rådighed, der er nødvendige for at træffe denne beslutning, fandt den nævnte domstol, at LAD ikke var forpligtet til at høre Gunārs Pusts’ synspunkt, der ikke var relevant for indholdet af forvaltningsakterne.
25. Gunārs Pusts iværksatte anke af Administratīvā rajona tiesas dom til Administratīvā apgabaltiesa (den regionale forvaltningsdomstol). Ved dom af 8. november 2010 forkastede Administratīvā apgabaltiesa appellen, stadfæstede denne doms begrundelse og tilføjede, at Gunārs Pusts med sine støtteansøgninger havde bekræftet, at han havde kendskab til de krav, der i den relevante nationale lovgivning er fastsat for, at den pågældende støtte til miljøvenligt landbrug kan komme til udbetaling.
26. Gunārs Pusts iværksatte kassationsappel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret. I appelskriftet gjorde Gunārs Pusts bl.a. gældende, at den nævnte dom har tilsidesat rækkevidden af visse EU-retlige bestemmelser på området.
27. Idet Augstākās Tiesas Senāts har fundet, at afgørelsen af tvisten afhænger af fortolkningen af forordning nr. 1257/1999, nr. 817/2004 og nr. 796/2004, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal de EU-retlige forskrifter, der regulerer tilbagebetaling af støtte, fortolkes således, at det kan lægges til grund, at udbetalingen af støtten er uberettiget i tilfælde, hvor støttemodtageren ikke har fulgt den fastsatte procedure for udbetalingen af støtten, men fortsat opfyldte de forpligtelser, som påhvilede ham i forbindelse med støtten?
2) Er retsforskrifter, hvoraf det fremgår, at de forpligtelser, som en støttemodtager har påtaget sig, ikke længere kan anses for opfyldt, alene under henvisning til, at nævnte støttemodtager ikke har indgivet en ansøgning, og støttemodtageren ikke er blevet hørt i denne forbindelse, forenelige med de EU-retlige forskrifter, der regulerer tilbagebetaling af støtte?
3) Er retsforskrifter, hvorefter en støttemodtager – i en situation, hvor det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet (fordi der er forløbet et år), og det derfor konkluderes, at de forpligtelser, som støttemodtageren har påtaget sig, ikke længere opfyldes – skal tilbagebetale hele den støtte, som han allerede har fået udbetalt i den periode, hvor forpligtelserne har været gældende, herunder hvis støtten er blevet tildelt for og udbetalt i en årrække, forenelige med de EU-retlige forskrifter, der regulerer tilbagebetaling af støtte?«
Om de præjudicielle spørgsmål
28. Med sine tre spørgsmål, som behandles under ét, har den forelæggende ret nærmere bestemt spurgt, om forordning nr. 1257/1999, nr. 817/2004 og nr. 796/2004 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter modtageren af en støtte, der er ydet til gengæld for forpligtelsen til at drive miljøvenligt landbrug, som strækker sig over adskillige år, er forpligtet til at tilbagebetale hele den støtte, der allerede er udbetalt i de foregående år, fordi han ikke har indgivet en årlig ansøgning i overensstemmelse med de gældende nationale regler, selv om denne modtager hævder fortsat at have opfyldt sine forpligtelser vedrørende udnyttelsen af de pågældende arealer, og han ikke er blevet hørt af den kompetente myndighed, men det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet af de pågældende arealer, fordi det pågældende år er gået.
29. Det må indledningsvis bemærkes, at ingen af disse forordninger indeholder en bestemmelser, der udtrykkeligt er til hinder for sådanne nationale bestemmelser.
30. Artikel 22-24 i forordning nr. 1257/1999 fastsætter de almindelige betingelser for tildeling af støtte til miljøvenlige produktionsmetoder i landbruget, der bl.a. er udformet med henblik på bevarelse af naturen. Det følger af disse bestemmelser, at støtte til miljøvenligt landbrug er kendetegnet ved, at de berørte landbrugere påtager sig en forpligtelse til at drive miljøvenligt landbrug i en periode på fem år. Til gengæld for disse forpligtelser vedrørende miljøvenligt landbrug, som vedrører en periode på mindst fem år, tildeles støtten årligt af medlemsstaterne på grundlag af det indkomsttab og de ekstraomkostninger, der følger heraf (jf. dom af 4.6.2009, sag C-241/07, JK Otsa Talu, Sml. I, s. 4323, præmis 36, og af 24.5.2012, sag C-188/11, Hehenberger, præmis 30).
31. I denne forbindelse bemærkes, at artikel 37, stk. 4, i forordning nr. 1257/1999 giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte yderligere eller mere restriktive betingelser for ydelse af EU-støtte til udvikling af landdistrikterne, forudsat at der er sammenhæng mellem disse betingelser og de mål og krav, der er fastsat i denne forordning.
32. Hvad angår ansøgninger om støtte til miljøvenlige produktionsmetoder inden for landbruget efter artikel 22-24 i forordning nr. 1257/1999 fastsætter artikel 66, stk. 5, i forordning nr. 817/2004, at hvis der er tale om en flerårig støtte, sker de betalinger, der finder sted efter betalingen i året for indgivelsen af ansøgningen, på grundlag af en årlig ansøgning om udbetaling af støtte, medmindre medlemsstaten har fastsat en procedure, der gør det muligt at foretage en effektiv kontrol hvert år, jf. denne forordnings artikel 67, stk. 1. Det fremgår af nævnte artikel 66, stk. 5, at i mangel af en sådan national procedure tildeles der ikke landbrugerne nogen betaling, hvis de ikke indgiver en årlig støtteansøgning. Indgivelsen af en sådan årlig ansøgning udgør således en betingelse for at modtage støtte til miljøvenligt landbrug efter artikel 22-24.
33. Betydningen af indgivelsen af en årlig ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug er ligeledes understreget i artikel 67, stk. 1, i forordning nr. 817/2004, som for så vidt angår kontrolsystemet af den flerårige støtte til miljøvenlige produktionsmetoder inden for landbruget fastsætter, at førstegangsansøgninger under en ordning og efterfølgende ansøgninger om betaling skal kontrolleres på en sådan måde, at det effektivt sikres, at betingelserne for ydelse af støtte er overholdt. Indgivelsen af en sådan årlig ansøgning giver således mulighed for at kontrollere, at den indgåede forpligtelse til at drive miljøvenligt landbrug overholdes. Det udbetalende organ kan hvert år på grundlag af denne årlige ansøgning effektivt kontrollere, om disse forpligtelser, som strækker sig over adskillige år, kontinuerligt overholdes, og i givet fald foretage støttebetalingen.
34. Det følger heraf, at en national lovgivning, der i henhold til betingelserne for at modtage støtte til miljøvenligt landbrug kræver, at modtageren af denne støtte er forpligtet til hvert år i hele den femårige forpligtelsesperiode at indgive en ansøgning om støtte vedrørende de anmeldte foranstaltninger til miljøvenligt landbrug til det udbetalende organ, er forenelig med de ovennævnte EU-retlige bestemmelser. En sådan national lovgivning ligger dermed inden for det råderum, som medlemsstaterne har i henhold til artikel 37, stk. 4, i forordning nr. 1257/1999.
35. Det bemærkes desuden, at hvad angår støtte til miljøvenligt landbrug, som er karakteriseret af en flerårig forpligtelse, skal betingelserne for at modtage støtte overholdes i hele den bindingsperiode, for hvilken støtten er tildelt (jf. Hehenberger-dommen, præmis 34). Hvis en af betingelserne for at modtage denne støtte, såsom indgivelse af en årlig ansøgning om udbetaling af støtte som den, der er krævet i henhold til den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, ikke er blevet overholdt, selv om dette kun er sket en gang i løbet af hele varigheden af det miljøvenlige landbrugsprojekt, i forhold til hvilket modtageren af denne støtte har forpligtet sig, kan støtten således ikke tildeles.
36. Den omstændighed, at modtageren af støtten til miljøvenligt landbrug fortsat har opfyldt de andre betingelser for at modtage denne støtte og navnlig sine forpligtelser vedrørende udnyttelsen af de pågældende arealer, kan ikke i denne forbindelse forhindre, at modtageren udelukkes fra den nævnte støtte, som en manglende overholdelse af en af disse betingelser medfører. Denne støtte er således betinget af, at samtlige betingelser for støtteberettigelse overholdes i løbet af hele varigheden af det miljøvenlige landbrugsprojekt, i forhold til hvilket den nævnte modtager har forpligtet sig, således at den manglende overholdelse af en af disse betingelser i sig selv er nok til at medføre den nævnte udelukkelse.
37. Ved udelukkelse af modtagere fra støtten til miljøvenligt landbrug på grund af manglende overholdelse af betingelserne for at modtage denne støtte fremgår det af artikel 71, stk. 2, i forordning nr. 817/2004, der henviser til artikel 73 i forordning nr. 796/2004, at modtageren af denne støtte er forpligtet til at tilbagebetale den samlede støtte, som allerede er udbetalt, og som vedrører den støtte, hvorfra støttemodtageren er blevet udelukket (jf. Hehenberger-dommen, præmis 36).
38. Modtageren af støtte til miljøvenligt landbrug, der ikke har indgivet en støtteansøgning i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der lader den nævnte støtte være betinget af en årlig ansøgning, kan endvidere ikke påberåbe sig retten til at blive hørt i denne forbindelse. Der er ikke nogen bestemmelser i forordning nr. 1257/1999, nr. 817/2004 og nr. 796/2004, der indfører en sådan rettighed til fordel for en landbruger, der ikke har indgivet en korrekt ansøgning om støtte til miljøvenligt landbrug. Selv om det antages, at en landbruger, der ikke har indgivet en sådan ansøgning, kan blive hørt i denne forbindelse, kan en sådan høring under alle omstændigheder ikke have betydning for konsekvenserne af den manglende overholdelse af betingelserne for at modtage denne støtte til miljøvenligt landbrug, i forhold til hvilke den nævnte modtager har forpligtet sig. Denne landbruger kan således ikke begrunde den manglende overholdelse af disse betingelser.
39. Den omstændighed, at det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet af de pågældende arealer, fordi det pågældende år er gået, kan ikke ændre noget ved udelukkelsen af modtagere fra støtten til miljøvenligt landbrug på grund af manglende overholdelse af betingelserne for at modtage denne støtte eller ved den tilbagebetaling af denne uretmæssigt udbetalte støtte, der følger deraf. Selv hvis det antages, at denne kontrol kan gennemføres, er den manglende overholdelse af en af disse betingelser således i sig selv nok til at medføre den nævnte udelukkelse og dermed denne tilbagebetaling.
40. Henset til ovenstående betragtninger skal det tre spørgsmål besvares med, at forordning nr. 1257/1999, nr. 817/2004 og nr. 796/2004 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter modtageren af en støtte, der er ydet til gengæld for forpligtelsen til at drive miljøvenligt landbrug, som strækker sig over adskillige år, er forpligtet til at tilbagebetale hele den støtte, der allerede er udbetalt i de foregående år, fordi han ikke har indgivet en årlig ansøgning i overensstemmelse med de gældende nationale regler, selv om denne modtager hævder fortsat at have opfyldt sine forpligtelser vedrørende udnyttelsen af de pågældende arealer, og han ikke er blevet hørt af den kompetente myndighed, men det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet af de pågældende arealer, fordi det pågældende år er gået.
Sagens omkostninger
41. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1783/2003 af 29. september 2003, Kommissionens forordning (EF) nr. 817/2004 af 29. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1257/1999 og Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter modtageren af en støtte, der er ydet til gengæld for forpligtelsen til at drive miljøvenligt landbrug, som strækker sig over adskillige år, er forpligtet til at tilbagebetale hele den støtte, der allerede er udbetalt i de foregående år, fordi han ikke har indgivet en årlig ansøgning i overensstemmelse med de gældende nationale regler, selv om denne modtager hævder fortsat at have opfyldt sine forpligtelser vedrørende udnyttelsen af de pågældende arealer, og han ikke er blevet hørt af den kompetente myndighed, men det ikke er muligt at foretage en kontrol på stedet af de pågældende arealer, fordi det pågældende år er gået.