Sag C-387/11
Europa-Kommissionen
mod
Kongeriget Belgien
»Traktatbrud — artikel 49 TEUF og 63 TEUF — artikel 31 og 40 i EØS-aftalen — beskatning af indkomst fra kapital og rørlige aktiver — hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsselskaber — forskudsskat af indkomst fra rørlige aktiver — modregning af forskudsskat af indkomst fra rørlige aktiver — fritagelse for beskatning af indkomst fra kapital og rørlige aktiver — forskelsbehandling — begrundelser«
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. oktober 2012
Etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – national lovgivning, hvorefter visse fordele i forhold til beskatning er udelukket for indkomst fra kapital og rørlige aktiver oppebåret af investeringsselskaber, der ikke er hjemmehørende og ikke har et fast forretningssted i medlemsstaten – anvendelighed af bestemmelserne om såvel etableringsfrihed som frie kapitalbevægelser
(Art. 49 TEUF og 63 TEUF)
Etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – national lovgivning, hvorefter visse fordele i forhold til beskatning er udelukket for indkomst fra kapital og rørlige aktiver oppebåret af investeringsselskaber, der ikke er hjemmehørende og ikke har et fast forretningssted i medlemsstaten – ikke tilladt – begrundelse – foreligger ikke
(Art. 49 TEUF og 63 TEUF; EØS-aftalen, art. 31 og 40)
Etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – national lovgivning, hvorefter visse fordele i forhold til beskatning er udelukket for indkomst fra kapital og rørlige aktiver oppebåret af investeringsselskaber, der ikke er hjemmehørende og ikke har et fast forretningssted i medlemsstaten – ikke tilladt – dobbeltbeskatningsoverenskomster indgået med andre stater – irrelevans
(Art. 49 TEUF og 63 TEUF)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 33-35)
En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 49 TEUF og 63 TEUF samt artikel 31 og 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ved at opretholde regler om beskatning af indkomst fra kapital og rørlige aktiver, der er forskellige, alt efter om indkomsten er oppebåret af hjemmehørende investeringsselskaber eller af ikke-hjemmehørende investeringsselskaber uden et fast forretningssted i medlemsstaten.
En skattelovgivning, som ikke indrømmer visse fordele i forhold til beskatning af indkomst oppebåret af investeringsselskaber, der ikke er hjemmehørende og ikke har et fast forretningssted i medlemsstaten, men indrømmer fordelene i forhold til indkomst oppebåret af hjemmehørende investeringsselskaber, indfører nemlig en ugunstig behandling af de ikke-hjemmehørende selskaber.
En sådan forskellig behandling kan kun anses for forenelig med traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser og etableringsfriheden, hvis den forskellige behandling vedrører situationer, som ikke er objektivt sammenlignelige, eller som er begrundet i tvingende almene hensyn.
Ikke-hjemmehørende investeringsselskaber, der oppebærer nævnte indkomst, befinder sig imidlertid i en situation, der er sammenlignelig med situationen for hjemmehørende selskaber for så vidt angår risikoen for kædebeskatning af indkomst fra kapital og rørlige aktiver, således at ikke-hjemmehørende modtagende selskaber ikke kan behandles anderledes end hjemmehørende modtagende selskaber.
Desuden er en sådan restriktion ikke begrundet i tvingende almene hensyn. For det første er den ikke begrundet i nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen, for hvis en medlemsstat har valgt ikke at beskatte modtagende selskaber, som er etableret på medlemsstatens område, af denne type indkomst, kan den ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne med henblik på at begrunde en beskatning af modtagende selskaber, som er etableret i en anden medlemsstat.
For det andet er en sådan foranstaltning heller ikke begrundet i hensyn til en sammenhængende skatteordning, eftersom de ikke-hjemmehørende investeringsselskaber under ingen omstændigheder kan nyde fordel af hverken skattefritagelse for den indkomst fra kapital og rørlige aktiver, som de oppebærer fra selskaber etableret i beskatningsmedlemsstaten, eller af modregning eller tilbagebetaling af forskudsskatten af indkomst fra rørlige aktiver, uanset hvilke garantier med hensyn til skattekontrol de ville kunne stille.
(jf. præmis 38-40, 45, 51, 74-76, 80, 81 og 83 samt domskonkl. 1)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 55-58)
Sag C-387/11
Europa-Kommissionen
mod
Kongeriget Belgien
»Traktatbrud — artikel 49 TEUF og 63 TEUF — artikel 31 og 40 i EØS-aftalen — beskatning af indkomst fra kapital og rørlige aktiver — hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsselskaber — forskudsskat af indkomst fra rørlige aktiver — modregning af forskudsskat af indkomst fra rørlige aktiver — fritagelse for beskatning af indkomst fra kapital og rørlige aktiver — forskelsbehandling — begrundelser«
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. oktober 2012
Etableringsfrihed — frie kapitalbevægelser — traktatens bestemmelser — anvendelsesområde — national lovgivning, hvorefter visse fordele i forhold til beskatning er udelukket for indkomst fra kapital og rørlige aktiver oppebåret af investeringsselskaber, der ikke er hjemmehørende og ikke har et fast forretningssted i medlemsstaten — anvendelighed af bestemmelserne om såvel etableringsfrihed som frie kapitalbevægelser
(Art. 49 TEUF og 63 TEUF)
Etableringsfrihed — frie kapitalbevægelser — restriktioner — skattelovgivning — national lovgivning, hvorefter visse fordele i forhold til beskatning er udelukket for indkomst fra kapital og rørlige aktiver oppebåret af investeringsselskaber, der ikke er hjemmehørende og ikke har et fast forretningssted i medlemsstaten — ikke tilladt — begrundelse — foreligger ikke
(Art. 49 TEUF og 63 TEUF; EØS-aftalen, art. 31 og 40)
Etableringsfrihed — frie kapitalbevægelser — restriktioner — skattelovgivning — national lovgivning, hvorefter visse fordele i forhold til beskatning er udelukket for indkomst fra kapital og rørlige aktiver oppebåret af investeringsselskaber, der ikke er hjemmehørende og ikke har et fast forretningssted i medlemsstaten — ikke tilladt — dobbeltbeskatningsoverenskomster indgået med andre stater — irrelevans
(Art. 49 TEUF og 63 TEUF)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 33-35)
En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 49 TEUF og 63 TEUF samt artikel 31 og 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ved at opretholde regler om beskatning af indkomst fra kapital og rørlige aktiver, der er forskellige, alt efter om indkomsten er oppebåret af hjemmehørende investeringsselskaber eller af ikke-hjemmehørende investeringsselskaber uden et fast forretningssted i medlemsstaten.
En skattelovgivning, som ikke indrømmer visse fordele i forhold til beskatning af indkomst oppebåret af investeringsselskaber, der ikke er hjemmehørende og ikke har et fast forretningssted i medlemsstaten, men indrømmer fordelene i forhold til indkomst oppebåret af hjemmehørende investeringsselskaber, indfører nemlig en ugunstig behandling af de ikke-hjemmehørende selskaber.
En sådan forskellig behandling kan kun anses for forenelig med traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser og etableringsfriheden, hvis den forskellige behandling vedrører situationer, som ikke er objektivt sammenlignelige, eller som er begrundet i tvingende almene hensyn.
Ikke-hjemmehørende investeringsselskaber, der oppebærer nævnte indkomst, befinder sig imidlertid i en situation, der er sammenlignelig med situationen for hjemmehørende selskaber for så vidt angår risikoen for kædebeskatning af indkomst fra kapital og rørlige aktiver, således at ikke-hjemmehørende modtagende selskaber ikke kan behandles anderledes end hjemmehørende modtagende selskaber.
Desuden er en sådan restriktion ikke begrundet i tvingende almene hensyn. For det første er den ikke begrundet i nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen, for hvis en medlemsstat har valgt ikke at beskatte modtagende selskaber, som er etableret på medlemsstatens område, af denne type indkomst, kan den ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne med henblik på at begrunde en beskatning af modtagende selskaber, som er etableret i en anden medlemsstat.
For det andet er en sådan foranstaltning heller ikke begrundet i hensyn til en sammenhængende skatteordning, eftersom de ikke-hjemmehørende investeringsselskaber under ingen omstændigheder kan nyde fordel af hverken skattefritagelse for den indkomst fra kapital og rørlige aktiver, som de oppebærer fra selskaber etableret i beskatningsmedlemsstaten, eller af modregning eller tilbagebetaling af forskudsskatten af indkomst fra rørlige aktiver, uanset hvilke garantier med hensyn til skattekontrol de ville kunne stille.
(jf. præmis 38-40, 45, 51, 74-76, 80, 81 og 83 samt domskonkl. 1)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 55-58)