26.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 26/6


Domstolens dom (Anden Afdeling) af 6. december 2012 — Johann Odar mod Baxter Deutschland GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Arbeitsgericht München — Tyskland)

(Sag C-152/11) (1)

(Ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv - direktiv 2000/78/EF - forbud mod enhver forskelsbehandling på grund af alder og handicap - fratrædelsesgodtgørelse - socialplan, som fastsætter en nedsættelse af den fratrædelsesgodtgørelse, som udbetales til handicappede arbejdstagere)

2013/C 26/11

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Arbeitsgericht München

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Johann Odar

Sagsøgt: Baxter Deutschland GmbH

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Arbeitsgericht München — fortolkning af artikel 1, artikel 6, stk. 1, andet afsnit, litra a), og artikel 16 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16) — nationale retsforskrifter, der tillader, at arbejdstagere, der nærmer sig pensionsalderen, udelukkes fra at oppebære de ydelser, der er omhandlet i virksomhedens socialplan — forbud mod enhver forskelsbehandling på grund af alder og handicap

Konklusion

1)

Artikel 2, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en erhvervstilknyttet social sikringsordning, hvorefter der for så vidt angår arbejdstagere, der er ældre end 54 år, og som bliver afskediget af driftsøkonomiske årsager, foretages en beregning af den fratrædelsesgodtgørelse, som arbejdstagerne har ret til, på grundlag af den tidligst mulige pensionsstart, i modsætning til den normale beregningsmetode, hvorefter en sådan godtgørelse navnlig er baseret på den pågældendes anciennitet i virksomheden, således at den fratrædelsesgodtgørelse, som udbetales, er mindre end den godtgørelse, der fremkommer ved anvendelsen af denne normale metode, idet den dog skal udgøre mindst halvdelen af sidstnævnte.

2)

Artikel 2, stk. 2, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at den er til hinder for en erhvervstilknyttet social sikringsordning, som fastsætter, at der for så vidt angår arbejdstagere, der er ældre end 54 år, og som afskediges af driftsøkonomiske årsager, foretages en beregning af den fratrædelsesgodtgørelse, som de har ret til, på grundlag af den tidligst mulige pensionsstart, i modsætning til den normale beregningsmetode, hvorefter en sådan godtgørelse navnlig er baseret på den pågældendes anciennitet i virksomheden, således at den fratrædelsesgodtgørelse, som udbetales, er mindre end den godtgørelse, der fremkommer ved anvendelsen af denne normale metode, idet den dog skal udgøre mindst halvdelen af sidstnævnte, og som ved gennemførelsen af denne alternative beregningsmetode tager hensyn til muligheden for at oppebære en alderspension før tid som følge af et handicap.


(1)  EUT C 204 af 9.7.2011.