3.7.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 179/44 |
Sag anlagt den 20. april 2010 — Greenwood Houseware (Zhuhai) m.fl. mod Rådet
(Sag T-191/10)
(2010/C 179/78)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Greenwood Houseware (Zhuhai) Ltd (Zhuhai City, Kina), Brabantia S&S Ltd (Hong Kong, Kina), Brabantia S&L Belgium NV (Overpelt, Belgien), Brabantia Belgium NV (Overpelt, Belgien), Brabantia Netherlands BV (Valkenswaard, Nederlandene) og Brabantia (U.K.) Ltd (Bristol, Det Forenede Kongerige) (ved lawyers E. Vermulst og Y. van Gerven)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgernes påstande
— |
Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 77/2010 af 19. januar 2010 (1) annulleres. |
— |
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
— |
Mulige intervenienter tilpligtes at betale deres egne omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
I stævningen påstår sagsøgerne i henhold til artikel 263 TEUF annullation af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 77/2010 af 19. januar 2010 om ændring af forordning (EF) nr. 452/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af strygebrætter med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina.
Til støtte for søgsmålet gør sagsøgerne følgende anbringender gældende:
|
For det første tilsidesatte Rådet, ved at fremlægge supplerende oplysninger efter offentliggørelsen af den omtvistede forordning, artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (2) og sagsøgernes ret til forsvar. Den Europæiske Unions institutioner oplyste ikke sagsøgerne om de nye omstændigheder og betragtninger, der lå til grund for ændringen af antidumpingtolden, før den omtvistede forordning var endelig og sendt til Rådet til vedtagelse, ligesom de ikke gav sagsøgerne nogen mulighed for at fremsætte nye argumenter eller for at præcisere de tidligere fremlagte oplysninger, hvilket kunne have ført til en yderligere nedsættelse af antidumpingtolden. |
|
For det andet foretog Rådet en åbenbart urigtig bedømmelse og tilsidesatte artikel 2, stk. 9, og artikel 11, stk. 10, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009, da det beregnede eksportprisen. Unionens institutioner trak fejlagtigt antidumpingtolden på 38,1% fra ved beregning af eksportprisen, idet betingelsen i artikel 11, stk. 10, i nævnte forordning ikke skal opfyldes i tilfælde af en ny eksportør. Endvidere var Unionens institutioners vurdering af fradraget af antidumpingtolden baseret på en urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder. |
|
For det tredje anlagde Rådet et åbenbart urigtigt skøn, tilsidesatte principperne om påpasselighed og god forvaltningsskik samt forbud mod forskelsbehandling, og der foretoges en urigtig anvendelse af artikel 2, stk. 10, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 ved at foretage ukorrekte justeringer af eksportprisen og den normale værdi. Unionens institutioner trak fejlagtigt direkte omkostninger, der ikke var betalt af sagsøgerne i forbindelse med en del af eksporten af det pågældende produkt, fra eksportprisen og forhøjede urigtigt den normale værdi for den moms på eksportsalg, der ikke er refusionsberettiget, selv om sådanne justeringer ikke var blevet foretaget i den oprindelige undersøgelse. |
|
Endelig anlagde Unionens institutioner et åbenbart urigtigt skøn, tilsidesatte principperne om påpasselighed og god forvaltningsskik samt forbud mod forskelsbehandling, og der foretoges en urigtig anvendelse af artikel 2, stk. 7, litra b), og 2, stk. 7, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 ved at nægte Greenwood Houseware (Zhuhai) Ltd markedsøkonomisk behandling. Unionsinstitutionernes afslag på markedsøkonomisk behandling til sagsøgeren Greenwood Houseware (Zhuhai) Ltd var baseret på en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og beviser, som de var forelagt. Endvidere var der fra unionsinstitutionernes side en mangel på påpasselighed og omhu i vurderingen af alle de relevante forhold vedrørende anvendelsen af kriterier 2 og 3 i artikel 2, stk. 7, i den nævnte forordning. |
(1) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 77/2010 af 19.1.2010 om ændring af forordning (EF) nr. 452/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af strygebrætter med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina (EUT L 24, s. 1).
(2) Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51).