19.6.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 161/51 |
Sag anlagt den 19. april 2010 — Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen
(Sag T-177/10)
(2010/C 161/81)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Alcoa Trasformazioni Srl (Portoscuso, Italien) (ved avvocati M. Siragusa og T. Müller-Ibold)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
— |
Kommissionens beslutning af 19. november 2009 [C(2009) 5497] annulleres, for så vidt den vedrører Italiens påståede statsstøtte C 36/B/2006 (ex NN 38/2006) til Alcoa Trasformazioni Srl. |
— |
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Annullationssøgsmålet vedrører Europa-Kommissionens beslutning af 19. november 2009 i forhold til Alcoa Trasformazioni Srl (1).
Ved denne beslutning blev forlængelsen af satsordningen, som gjaldt for Alcoas anlæg på Sardinien og i Veneto, der var fastsat ved artikel 11, stk. 11, i dekret nr. 35 af 14. marts 2005 (2), der trådte i kraft den 1. januar 2006, kvalificeret som en ny statsstøtte, der var uforenelig med fællesmarkedet, og en delvis tilbagesøgning heraf blev pålagt.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at sagsøgeren siden 1996 havde betalt en nedsat sats for elektricitet til sine to aluminiumssmelteværker på Sardinien og i Veneto. Denne sats blev i sin meddelt Kommissionen som led i privatiseringen af Alumix, der var en aluminiumsfremstillende virksomhed, som den italienske stat ejede og siden solgte til sagsøgeren. I 1996 fastslog Kommissionen, at den pågældende sats ikke var statsstøtte.
Kommissionen har i den nu anfægtede beslutning fastslået, at den omtvistede sats som følge af visse ændringer er en helt anden foranstaltning end den i 1996 undersøgte.
Ifølge sagsøgeren er den anfægtede beslutning retsstridig af følgende årsager:
— |
Kommissionen har tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF, idet den har fundet, at Alcoas elektricitetssats for de to aluminiumssmelteværker på Sardinien og i Veneto, er »støtte«, selv om den ikke giver den begunstigede nogen fordel. |
— |
Kommissionen har tilsidesat artikel 107, stk. 3, TEUF, idet den ikke har opgjort støtten rigtigt. |
— |
Kommissionen har tilsidesat artikel 107, stk. 3 TEUF, idet den urigtigt har fundet, at den pågældende sats er en driftsstøtte, der er uforenelig med Retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte. |
— |
Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik og artikel 107, stk. 3, TEUF, for så vidt den under sagsbehandlingen uden nogen forklaring eller advarsel — og som om det ikke var nok, efter udfaldet af en mangelfund sagsbehandling — ændrede sin egen vurdering radikalt hvad angår virkningen af indførelsen af en markedsmekanisme, foreslået af Kommissionen selv, for Sardinien. |
— |
Kommissionen har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og artikel 108 TEUF ved at kvalificere nævnte sats som »ny« støtte i stedet for »eksisterende« støtte. |
Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede beslutning har tilsidesat en række formforskrifter.
(1) Kommissionen beslutning af 19.11.2009 vedrørende Italiens statsstøtte nr. C 38/A/2004 (ex NN 58/2004) og nr. C 36/B/2006 (ex NN 38/2006) til Alcoa Trasformazioni Srl.
(2) Vedrørende »hastebestemmelser inden for området for handlingsplanen for økonomisk, social og territorial udvikling« og ændret til lov med ændringer ved lov nr. 80 af 14.5.2005.