Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 22. juni 2011 – Grúas Abril Asistencia mod Kommissionen

(Sag C-521/10 P)

»Appel – procesreglementets artikel 119 – påståede tilsidesættelser af de EU-retlige konkurrencebestemmelser – påstand om, at Kommissionen indleder en traktatbrudsprocedure over for en medlemsstat«

1.                     Appel – anbringender – anbringende, der tilsigter at kritisere Rettens afgørelse om at afvise sagen – antagelse til realitetsbehandling uanset den for Retten fremførte argumentation (Art. 230, stk. 4, EF) (jf. præmis 25)

2.                     Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – Kommissionens afslag på at iværksætte en traktatbrudsprocedure – ikke omfattet (Art. 226 EF og 230 EF) (jf. præmis 29)

Angående

Appel af kendelse afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 24. august 2010 i sag T-386/09, Grúas Abril Asistencia mod Kommissionen, hvorved Retten afviste et søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens skrivelse af 7. august 2009, hvorved appellanten blev underrettet om, at de omstændigheder, som appellanten har klaget over til Kommissionen, ikke gør det muligt at fastslå, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 81 EF, 82 EF og 86 EF, og at der ikke vil blive truffet nogen foranstaltninger i anledning af klagen.

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Grúas Abril Asistencia, SL betaler sagens omkostninger.