|
26.2.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 63/21 |
Appel iværksat den 2. december 2010 af Den Italienske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 13. september 2010 i de forenede sager T-166/07 og T-285/07, Den Italienske Republik mod Europa-Kommissionen
(Sag C-566/10 P)
2011/C 63/38
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, og kammeradvokat P. Gentili)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Republikken Litauen og Den Hellenske Republik
Appellanten har nedlagt følgende påstande
|
— |
Ophævelse i medfør af artikel 56, 58 og 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol af den dom, som Retten for Den Europæiske Union afsagde den 13. september 2010 i de forenede sager T-166/07 og T-285/07 vedrørende de sager, som Den Italienske Republik havde anlagt med påstand om annullation af
|
|
— |
Domstolen træffer endelig afgørelse i sagen, idet de ovennævnte meddelelser annulleres. |
|
— |
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har fremsat syv anbringender til støtte for appellen.
Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at den appellerede dom er udtryk for en tilsidesættelse af kompetencereglerne med hensyn til den sprogordning, der følger af artikel 342 TEUF og artikel 6 i Rådets forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (1). Det er korrekt, at Rådet med artikel 6 i forordning nr. 1/58 har tillagt institutionerne kompetence til i deres interne forskrifter at fastsætte de nærmere regler for anvendelsen af sprogordningen, men Retten lagde urigtigt til grund, at Kommissionen kan regulere aspekter vedrørende sprogordningen også i meddelelser om udvælgelsesprøver.
Det andet anbringende vedrører den argumentation, som Retten benyttede sig af for at afvise, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 1, 4 og 5 i forordning nr. 1/58. Appellanten bestrider af forskellige årsager Rettens antagelse om, at meddelelserne om udvælgelsesprøver ikke udgør dokumenter, der er almengyldige som omhandlet i forordningens artikel 4, og dermed undtaget fra den almindelige ordning, der er fastsat i ovennævnte forordning. Efter appellantens opfattelse svækkes Rettens antagelse ligeledes af flere elementer i tjenestemandsvedtægten.
Med det tredje anbringende bestrider appellanten den appellerede dom for så vidt angår den del, hvor Retten med hensyn til den omstændighed, at meddelelsen om de omhandlede udvælgelsesprøver kun blev offentliggjort fuldt ud på tre sprog, afviste, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling i artikel 12 EF (nu artikel 18 TEUF) samt af princippet om flersprogethed som fastsat i artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 6, stk. 3, EU, artikel 5 i forordning nr. 1/58 samt i artikel 1, stk. 2 og 3, i bilag III til tjenestemandsvedtægten. Efter appellantens opfattelse var den efterfølgende offentliggørelse på alle sprog af kortfattede meddelelser, der henviser til den fuldstændige offentliggørelse på fransk, tysk og engelsk, i modsætning til det af Retten hævdede ikke egnet til at undgå en situation med forskelsbehandling til skade for ansøgere med andre modersmål end de nævnte. Ved denne efterfølgende offentliggørelse af meddelelserne tilsidesatte Retten i sidste ende artikel 263 TEUF, for så vidt som lovligheden af en retsakt, som den har fået forelagt, udelukkende bør bedømmes på grundlag af aktens ordlyd på tidspunktet for dens udstedelse, uden at efterfølgende elementer kan tillægges betydning.
Appellantens fjerde anbringende vedrører lovligheden af valget af kun tre sprog som »andet sprog« til udvælgelsesprøven. De betragtninger, som Retten lagde til grund for sin afvisning af, at Kommissionens valg var udtryk for forskelsbehandling og i øvrigt urimeligt, har navnlig karakter af en tilsidesættelse af en række bestemmelser [artikel 1 og 6 i forordning nr. 1/58 samt tjenestemandsvedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6, artikel 27, stk. 2, og artikel 28, litra f)], der knæsætter princippet om flersprogethed, også inden for Unionens institutioner. Det påhviler ikke appellanten, således som Retten lagde til grund, at godtgøre, at eventuelle undtagelser ikke finder anvendelse, tværtimod påhviler det Kommissionen at begrunde sit valg i så henseende.
Med det femte anbringende foreholder sagsøgeren Retten, at den urigtigt afviste, at der forelå en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet den afviste, at Kommissionens langvarige praksis på området for udvælgelsesprøver kan have fremkaldt en berettiget forventning hos mulige ansøgere med hensyn til visse omstændigheder ved prøven.
Med det sjette anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 296, stk. 2, TEUF, hvorefter alle retsakter skal være begrundede, idet den fandt, at administrationen ikke var forpligtet til i de omtvistede meddelelser om udvælgelsesprøve at begrunde valget af de tre sprog, der skulle finde anvendelse.
Det syvende anbringende vedrører endelig en tilsidesættelse af væsentlige retsgrundsætninger, der er snævert forbundet med karakteren af og formålet med meddelelserne om udvælgelsesprøver, navnlig af tjenestemandsvedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6, artikel 27, stk. 2, og artikel 28, litra f). Retten begik en retlig fejl ved at lægge til grund, at det ikke kun tilkommer Kommissionen at vurdere ansøgernes sprogkundskaber, da den myndighed, der udfærdiger meddelelsen, i forbebyggelsesøjemed kan foretage en indledende udvælgelse af ansøgerne på et rent sprogligt grundlag.
(1) EØF Rådet: Forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det europæiske økonomiske Fællesskab på det sproglige område, EFT 1952-1958, s. 59.