12.2.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 46/5 |
Appel iværksat den 25. november 2010 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 13. september 2010 i sag T-452/04, Éditions Jacob mod Europa-Kommissionen
(Sag C-553/10 P)
2011/C 46/07
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Europa-Kommissionen (ved A. Bouquet, O. Beynet og S. Noë, som befuldmægtigede)
De andre parter i appelsagen: Éditions Odile Jacob SAS, Wendel Investissement SA, Lagardère SCA
Appellanten har nedlagt følgende påstande
— |
Rettens dom af 13. september 2010 i sag T-452/04, Éditions Odile Jacob SAS mod Kommissionen, ophæves, for så vidt som den annullerer Kommissionens beslutning (2004) D/203365 af 30. juli 2004 om godkendelse af Wendel Investissement som køber af de afståede aktiver i henhold til Kommissionens beslutning 2004/422/EF af 7. januar 2004, der erklærer en fusion forenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalen (sag COMP/M.2978 — Lagardère/Natexis/VUP (1). |
— |
Der træffes i givet fald endelig afgørelse vedrørende de spørgsmål, der er genstand for nærværende appel, og Kommissionen frifindes for annullationspåstanden. |
— |
Sagsøgeren [Éditions Jacob] tilpligtes at betale omkostningerne i begge instanser. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for appellen påberåbt sig tre anbringender.
Med det første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den har undladt at undersøge konsekvenserne af en eventuel mangel på uafhængighed hos den befuldmægtigede i forhold til Editis vedrørende den befuldmægtigedes hverv i forhold til Wendel. Ifølge appellanten har en manglende uafhængighed hos en for evalueringen af en kandidat ansvarlige kun retlig betydning, såfremt det godtgøres, at denne person i sin bedømmelse har taget hensyn til en anden interesse end den effektive udøvelse af sit hverv.
Med det andet anbringende har appellanten kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl og foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, idet den fastslog, at den befuldmægtigedes rapport har haft en afgørende indflydelse på den anfægtede beslutning, hvorimod Kommissionen i virkeligheden — selv om den bør tage hensyn til den — ikke er bundet af den befuldmægtigedes synspunkter og fortsat er forpligtet til at foretage den undersøgelse, som er nødvendig for at kontrollere, at køberen opfylder godkendelseskriterierne.
Med det tredje anbringende, som har to led, har Kommissionen gjort gældende, dels at der er anlagt en urigtig retlig fortolkning med hensyn til relevansen af sagsøgerens første anbringende vedrørende gyldigheden af den anfægtede beslutning, dels en tilsidesættelse af begrundelsespligten i denne forbindelse.
(1) EUT L 125, s. 54.