Sag anlagt den 8. juli 2010 — Republikken Ungarn mod Den Slovakiske Republik

(Sag C-364/10)

()

2010/C 301/07

Processprog: slovakisk

Parter

Sagsøger: Republikken Ungarn (ved M. Fehér og E. Orgován, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Slovakiske Republik

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved verbalnote af 21. august 2009 meddelte udenrigsministeren for Den Slovakiske Republik sin ungarske modpart i relation det besøg som præsidenten for Republikken Ungarn, László Sólyom, skulle gennemføre den samme dag, at de kompetente myndigheder i Den Slovakiske Republik havde besluttet at nægte denne sidstnævnte indrejse på dens område.

Den ungarske regering har gjort gældende, at Den Slovakiske Republik ved ikke at give tilladelse til præsident László Sólyoms indrejse, har tilsidesat artikel 18 TEUF samt direktiv 2004/38. Ifølge Republikken Ungarn udgør Republikkens præsidents adfærd hverken generelt eller i relation til det pågældende besøg en faktisk og tilstrækkelig alvorlig trussel, der påvirker en grundlæggende samfundsinteresse, således at vedtagelsen af en restriktiv foranstaltning skulle kunne være begrundet. Den ungarske regering har understreget, at for så vidt en restriktiv foranstaltning måtte anses for begrundet — hvilket denne regering ikke kan tilslutte sig — så opfylder en foranstaltning som den, der er genstand for sagen, hvorved indrejse blev nægtet for Republikkens præsident, ikke kravet om proportionalitet og overskrider grænserne for det fulgte mål, idet Den Slovakiske Republik havde kunnet træffe mindre indgribende foranstaltninger.

Den Slovakiske Republik har ikke iagttaget de proceduremæssige regler i direktiv 2004/38 på det tidspunkt, hvor den nægtede præsident László Sólyom indrejse, idet beslutningen ikke blev truffet på grundlag af en afgørelse i overensstemmelse med direktivet og der heller ikke blev givet meddelelse herom; afgørelsen om at nægte indrejse var indeholdt i en verbalnote, men indeholdt ikke en tilstrækkelig begrundelse med angivelse af de administrative og retlige organer, hvorved et søgsmål kan anlægges, eller en angivelse af fristerne herfor.

Den ungarske regering har gjort gældende, at Den Slovakiske Republik har gjort sig skyld i en yderligere tilsidesættelse, selv om det måtte fastslås, at forbuddet mod præsident László Sólyoms indrejse på dens område måtte være begrundet.

Efter den ungarske regerings opfattelse, er det ikke blot de slovakiske myndigheders udøvelse af beføjelser, der indebærer en tilsidesættelse af direktiv 2004/38, men henvisningen til direktivet er i sig selv ubegrundet, idet de slovakiske myndigheder ikke har til hensigt at gennemføre direktivets mål, men — på grundlag heraf — alene har forfulgt politiske formål. Det kan udledes af den slovakiske regerings udtalelser, at den ikke har forbudt præsident László Sólyom indrejse på Den Slovakiske Republiks område af hensyn til sikkerheden eller den offentlige orden, således som det kræves efter EU-retten, navnlig i direktiv 2004/38, men alene af politiske grunde af hovedsagelig udenrigspolitisk karakter.

Den ungarske regering finder, at Europa-Kommissionen under proceduren fejlagtigt har fastslået, at i tilfælde af officielle besøg fra medlemsstaternes statsoverhoveder skal national ret og ikke EU-retten finde anvendelse. Efter denne regerings opfattelse finder direktiv 2004/38 anvendelse uden forskel på alle grupper af personer og for alle typer af besøg, hvad enten der er tale om officielle eller private besøg. Direktivet anerkender generelt og for alle Unionens borgere den grundlæggende ret til at indrejse på enhver medlemsstats område, hvilket giver enhver borger en primær ret. Direktiv 2004/38 fastsætter generelt og udtømmende de tilfælde, hvor det er muligt at begrænse unionsborgerens ret til fri bevægelighed. Direktivet rummer ingen undtagelse, der giver mulighed for fra den generelle regels anvendelsesområde at udelukke statsoverhoveder eller nogen anden kategori af borgere i medlemsstaterne. Hvis Rådet og Parlamentet havde haft til hensigt at betinge udøvelsen af retten til fri bevægelighed af en bestemmelse i international ret, herunder en bestemmelse i international sædvaneret, ville de med sikkerhed have udtalt sig herom allerede på tidspunktet for direktivets vedtagelse.

Den ungarske regering har understeget, at der i international ret, traktatretligt eller sædvaneretligt, ikke findes en retsnorm, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder, og at medlemsstaterne såfremt en sådan bestemmelse måtte antages at eksistere ved deres tiltrædelse af Unionen har overdraget kompetencen til at regulere personernes frie bevægelighed til denne sidstnævnte og har samtykket i at udøve kompetencen til at håndhæve undtagelserne på dette område i overensstemmelse med beslutninger og bestemmelser i EU-retten. For det tilfælde, at en bestemmelse i international ret må anses for at kunne begrænse det subjektive anvendelsesområde for direktiv 2004/38 i tilfælde, hvor en borger i en medlemsstat søger indrejse til en anden medlemsstat, er det nødvendigt, at Domstolen nøjagtigt definerer rækkevidden af en sådan begrænsning, under hensyn til den omstændighed, at direktiv 2004/38 ikke fastsætter undtagelser eller fravigelser i denne henseende.

(1)  EUT L 158, s. 77.