1.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 113/30

1)

Er bestemmelserne i artikel 40a i lov nr. 136/1995 (1) og artikel 1-6, herunder navnlig artikel 3 og artikel 6, i dekret nr. 3111/2004 fra Comisia de Supraveghere a Asigurărilor (2) (forsikringstilsynet), sammenholdt med artikel 10, stk. 3, i lov nr. 136/1995 i strid med bestemmelserne i artikel 169 TEUF (tidligere artikel 153 EF)?

2)

I et tilfælde hvor en medlemsstats nationale lovgivning foreskriver, at skadelidte ikke har ret til erstatning på grundlag af aftalen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer i følgende situationer:

3)

Dersom spørgsmål 2) besvares benægtende, bringer den pålagte restriktion ikke en skadelidt i en situation, som indebærer forskelsbehandling i forhold til statsborgere fra andre EU-medlemsstater, som kun er udelukket fra at opnå erstatning i de situationer, som er angivet i artikel 2, stk. 1, første, andet og tredje led, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (3)?

4)

Udgør de udelukkelser fra den forsikrede risiko, som følger af den nationale lovgivning i sådanne situationer, en begrænsning af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 49 TEUF (tidligere artikel 43 EF) og 56 TEUF (tidligere artikel 49 EF) sammenholdt med Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (4) [og om ændring af direktiv 73/239 og 88/357] (tredje skadesforsikringsdirektiv)?

5)

I en situation hvor den nationale ret i en EU-medlemsstat foreskriver, at en person, som har lidt skade ved et færdselsulykke, kan anmode den ansvarlige person om at dække udgifterne til reparation eller i givet fald at erstatte køretøjet, samt at dække alle andre udgifter i forbindelse hermed, kan den omstændighed, at forsikringsgiveren fritages for pligten til umiddelbart at betale erstatning til en person, som har lidt skade som følge af en færdselsulykke (så snart ulykken er sket), idet forsikringsgiveren derefter alt afhængig af, hvorledes tvisten løses, og hvorledes det fastlægges hvem, der er ansvarlig for skaderne, har regres med henblik på en hurtig og effektiv løsning af erstatningssager og med henblik på så vidt muligt at undgå en bekostelig retssag, som kan gøre det umuligt for parterne at gøre deres rettigheder gældende også i en situation, hvor bestemmelserne i direktiv 2003/8/EF (5) og henstilling R (81) 7 og (93) 1 ville finde anvendelse, anses for at udgøre misbrug og for at være i strid med »betragtningerne« til samtlige direktiver om ansvarsforsikring for motorkøretøjer?

6)

Dersom femte spørgsmål besvares benægtende, er et sådant svar ikke i strid med »betragtning« 21 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF (6) af 11. maj 2005 [om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF] om ansvarsforsikring for motorkøretøjer?

7)

Kan sagsøgerens udelukkelse fra erstatning i den foreliggende sag på grundlag af aftalen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer bringe sagsøgeren i en situation, som indebærer forskelsbehandling i forhold til andre personer, som opnår erstatning selv i en situation, hvor den for skaden ansvarlige person forbliver ukendt eller ikke er forsikret, henset til at sagsøgeren har betalt betydelige beløb for såvel en obligatorisk ansvarsforsikring for motorkøretøjer som for en fakultativ police, og hans ejendom alligevel ikke er forsikret?

8)

Er det alene den nationale ret, som har kompetence til at afgøre, om et organ som det omhandlede forsikringsselskab opfylder de kriterier, som muliggør, at bestemmelserne i et direktiv, som har direkte virkning, kan gøres gældende over for dette selskab? Dersom dette spørgsmål besvares bekræftende, hvilke kriterier finder da anvendelse med henblik herpå?

9)

Kan den manglende gennemførelse af direktiv 2005/14/EF (hvis frist for gennemførelse udløb den 11.6.2007) i en EU-medlemsstats nationale lovgivning, herunder navnlig bestemmelserne i »betragtning« 20-22, være til skade for sagsøgeren, idet der herved sker en tilsidesættelse af hans grundlæggende rettighed, nemlig ejendomsretten, selv om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF (7) [af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse] nu har ophævet direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 90/232/EØF, 2000/26/EF og 2005/14/EF, idet de bestemmelser, som denne ret har henvist til, alle er at finde i det nye EF-direktiv, som i videre udstrækning end de ophævede bestemmelse beskytter rettighederne for en person, som har lidt skade som følge af en færdselsulykke?

10)

Kan den nationale ret ex officio gøre gældende, at der er sket en tilsidesættelse af en fællesskabsbestemmelse og erklære en bestemmelse om udelukkelse fra en forsikret risiko for ugyldig i en situation, hvor skadelidte, dvs. forbrugeren, ikke er blevet oplyst om udelukkelsesbestemmelserne (situationer, hvor forsikringen ikke gælder, hvilket er i strid med bestemmelserne i direktiv 2005/14) samt i en situation, hvor forsikringsselskabet har fastsat flere udelukkelser, end hvad der er foreskrevet i rammeloven om forsikring, lov nr. 136/1995, selv om sagsøgeren for retten ikke har nedlagt påstand om, at bestemmelsen erklæres for ugyldig, og selv om den nationale lovgivning har gennemført bestemmelserne i direktiv 93/13/EF (8) ved lov nr. 193/2000 (9) — Monitorul Oficial al României (Rumæniens Moniteur officiel), del I af [10.11.2000, nr. 560] (suppleret ved lov nr. 363/2006 om urimelige vilkår i aftaler indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere — Monitorul Oficial af 28.12.2007, nr. 899)?