Sag C-618/10

Banco Español de Crédito, SA

mod

Joaquín Calderón Camino

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Barcelona)

»»Direktiv 93/13/EØF — forbrugeraftaler — urimeligt kontraktvilkår om morarenter — betalingspåkravsprocedure — den nationale rets kompetence««

Sammendrag af dom

1. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – formål

   (Rådets direktiv 93/13)

2. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – forpligtelse for den nationale ret til ex officio at undersøge den urimelige karakter af en klausul i en kontrakt, som er forelagt den til prøvelse – rækkevidde

   (Rådets direktiv 93/13)

3. EU-ret – direkte virkning – nationale procedureregler – anvendelsesbetingelser – overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet

4. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – betalingspåkravsprocedure – manglende adgang for den nationale ret til ex officio at efterprøve, om et vilkår i en kontrakt, der er forelagt den til prøvelse, er urimeligt, såfremt forbrugeren ikke har fremsat indsigelse vedrørende vilkåret – ikke tilladt – uforenelighed med effektivitetsprincippet

   (Rådets direktiv 93/13)

5. EU-ret – fortolkning – metoder – sproglig, systematisk og teleologisk fortolkning

6. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – erklæring om, at et vilkår er urimeligt – rækkevidde – national ordning, der gør det muligt for den nationale ret, som konstaterer, at et vilkår er urimeligt, at ændre dets indhold – ikke tilladt

   (Rådets direktiv 93/13, art. 6, stk. 1)

7. Institutionernes retsakter – direktiver – medlemsstaternes gennemførelse – nødvendigheden af at sikre direktivers effektive virkning – nationale retters pligter – forpligtelse til at foretage en overensstemmende fortolkning

   (Rådets direktiv 93/13)

8. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – spørgsmål, som er åbenbart irrelevante, og hypotetiske spørgsmål, som er forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar – spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen – Domstolen ikke kompetent

   (Art. 267 TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 39 og 40)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 42-44)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 46, 47 og 49)

4.  Rådets direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at det er til hinder for en ordning i en medlemsstat, hvorefter en national ret, der skal behandle en anmodning om udstedelse af et betalingspåkrav, hverken ved indledningen af sagens behandling eller på noget andet tidspunkt af proceduren, selv om den råder over de retlige og faktiske oplysninger, der er nødvendige i denne forbindelse, ex officio må efterprøve, om et vilkår om morarenter, der er indeholdt i en kontrakt, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimeligt, såfremt forbrugeren ikke har fremsat indsigelse vedrørende vilkåret. En sådan national ordning er nemlig ikke forenelig med effektivitetsprincippet, for så vidt som den i de sager, der indledes af erhvervsdrivende, og hvori forbrugerne er modparter, gør det umuligt eller uforholdsmæssigt svært at anvende den beskyttelse, som direktiv 93/13 tilsigter at tilføre forbrugerne.

   (jf. præmis 56 og 57 samt domskonkl. 1)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 61)

6.  Det fremgår af ordlyden af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, at de nationale retter kun er forpligtede til at udelukke anvendelsen af et urimeligt kontraktvilkår, således at det ikke binder forbrugeren, men at de ikke har kompetence til at ændre vilkårets indhold. Denne kontrakt skal nemlig principielt opretholdes uden nogen anden ændring end den, der følger af ophævelsen af urimelige kontraktvilkår, for så vidt som en sådan opretholdelse af kontrakten retligt set er mulig i overensstemmelse med reglerne i national ret.

   Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 skal derfor fortolkes således, at den er til hinder for en ordning i en medlemsstat, som gør det muligt for den nationale ret at tilpasse en kontrakt, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, ved at ændre indholdet af det urimelige kontraktvilkår vedrørende morarenter, når denne erklærer dette vilkår ugyldigt.

   (jf. præmis 65 og 73 samt domskonkl. 2)

7.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 72)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 76, 77 og 88)