1. Transport – fælles politik – udvikling af Fællesskabets jernbaner – national jernbaneinfrastrukturforvalter – uafhængighed – bedømmelseskriterier opregnet i et arbejdsdokument fra Kommissionen – bindende retlig virkning – foreligger ikke – gennemførelsespligt – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14; Rådets direktiv 91/440)
2. Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde – fremlæggelse af forhold, der godtgør traktatbruddet – formodninger – ikke muligt
(Art. 258 TEUF)
3. Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – infrastrukturafgifter – medlemsstaternes forpligtelser – rækkevidde – fastlæggelse af infrastrukturafgifter – ikke omfattet – infrastrukturforvalterens beføjelser
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 4, stk. 1, art. 7, stk. 3, og art. 8, stk. 1)
4. Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – infrastrukturafgifter – medlemsstaternes forpligtelser – indførelse af incitamenter for infrastrukturforvalteren til at nedbringe omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur og niveauet for adgangsafgifterne – forpligtelse til at træffe særskilte foranstaltninger – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 6, stk. 2 og 3, art. 7, stk. 3, og art. 8, stk. 1)
5. Transport – fælles politik – udvikling af Fællesskabets jernbaner – medlemsstaternes forpligtelser – oprettelse af et jernbanetilsynsorgan – beføjelser – forpligtelse til at foreskrive en handleret i mangel af en klage eller en konkret mistanke om tilsidesættelse – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 30, stk. 4; Rådets direktiv 91/440, art. 10, stk. 7)
1. Et arbejdsdokument fra Kommissionen, der opregner de kriterier, på grundlag af hvilke den undersøger den nationale jernbaneinfrastrukturforvalters uafhængighed, som krævet i henhold til direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, og de foranstaltninger, som er fastsat for at sikre denne uafhængighed, der aldrig er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende , der er blevet offentliggjort tre år efter udløbet af fristen for gennemførelse af nævnte direktiv, og der ikke er blevet gengivet i nogen retsakt, har ikke bindende retlig virkning.
Det kan derfor ikke foreholdes en medlemsstat ikke at have gengivet disse kriterier i lovbestemmelser eller administrativt fastsatte bestemmelser til gennemførelse af direktiv 91/440 om udvikling af Fællesskabets jernbaner og direktiv 2001/14. Under disse omstændigheder kan den manglende gennemførelse af de nævnte kriterier ikke i sig selv føre til den konklusion, at den nationale jernbaneinfrastrukturforvalter hvad angår beslutningstagning ikke er uafhængig i forhold til den virksomhed, som denne er integreret i, og der som holdingselskab også overvåger jernbanevirksomheder.
(jf. præmis 35, 58, 62 og 65)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 66)
3. Hvad angår ordningerne for afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur fastlægger artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur en kompetencefordeling mellem medlemsstaterne og infrastrukturforvalteren. Det tilkommer således medlemsstaterne at fastlægge de overordnede principper for afgifterne, mens fastlæggelsen af afgiften og inddrivelsen heraf tilkommer infrastrukturforvalteren. Det tilkommer således medlemsstaterne at fastlægge de overordnede principper for afgifterne, mens fastlæggelsen af afgiften og inddrivelsen heraf tilkommer infrastrukturforvalteren. Staten kan imidlertid opnå fuld dækning af infrastrukturomkostningerne ved hjælp af tillæg, hvis markedet kan bære det, og hvis det ikke udelukker markedssegmenter, der mindst kan betale de omkostninger, som er direkte forbundet med jernbanedriften, fra at bruge infrastrukturerne, plus en forrentning. For at overholde de mål, som forfølges med direktiv 2001/14, har afgiften for brug af infrastrukturen herved et minimum, som svarer til de omkostninger, som er direkte forbundet med jernbanedriften, som fastsat i dette direktivs artikel 7, stk. 3, og et maksimum, som afspejler infrastrukturforvalterens samlede omkostninger, som fastsat i nævnte direktivs artikel 8, stk. 1. Princippet om direkte omkostninger og princippet om fulde omkostninger er ikke indbyrdes substituerbare. Ordningen fastsat i nævnte artikel 8, stk. 1, kan således kun benyttes, hvis markedet kan bære det, idet en markedsundersøgelse er nødvendig for at afgøre, om dette er tilfældet.
Heraf følger, at en medlemsstat derfor ikke tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til direktiv 2001/14, fordi dens nationale lovgivning ikke klart angiver, om princippet om direkte omkostninger eller princippet om fulde omkostninger skal anvendes, men muliggør en fuld dækning af omkostningerne og giver infrastrukturforvalteren mulighed for at differentiere mellem persontransport over lange distancer, persontransport over korte distancer og jernbanegodstransport og mellem markedssegmenter inden for disse transporttjenester. Direktiv 2001/14 pålægger imidlertid ikke medlemsstaterne at fastsætte mere detaljerede afgiftsregler.
(jf. præmis 84, 85, 87 og 88)
4. Det følger af artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, at medlemsstaterne kan gennemføre incitamenter til at nedbringe omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur og niveauet for adgangsafgifterne inden for rammerne af en flerårig aftale eller ved lovbestemmelser. Det er derimod på ingen måde foreskrevet, at disse foranstaltninger skal træffes særskilt.
Incitamenterne til at nedbringe omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur kan desuden kun bevirke en reduktion i niveauet for adgangsafgifterne, uanset om disse fastsættes på grundlag af artikel 7, stk. 3, i direktiv 2001/14 eller på grundlag af dette direktivs artikel 8, stk. 1.
(jf. præmis 101, 107 og 110)
5. Det i artikel 30, stk. 4, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur omhandlede tilsynsorgans rolle er at overvåge og sikre en ikke-diskriminerende adgang til jernbaneinfrastrukturen inden for rammerne af tildelingen af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævningen af afgifter. Tilsynsorganets mulighed for at indhente oplysninger følger derfor af artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14, som bestemmer, at en ansøger kan indgive klage til tilsynsorganet, hvis han mener at være blevet uretfærdigt behandlet, udsat for forskelsbehandling eller på anden måde krænket. Derimod kræver hverken nævnte artikel 30, stk. 4, eller artikel 10, stk. 7, i direktiv 91/440 om udvikling af Fællesskabets jernbaner af tilsynsorganet, at det har beføjelser med hensyn til indhentelse af oplysninger i mangel af en klage eller en mistanke om en tilsidesættelse af de nævnte direktiver, eller at det pålægger sanktioner for disse eventuelle tilsidesættelser. En medlemsstat kan således ikke foreholdes ikke at have fastsat sådanne foranstaltninger i sin nationale lovgivning.
(jf. præmis 120, 124, 126 og 128)
Sag C-556/10
Europa-Kommissionen
mod
Forbundsrepublikken Tyskland
»Traktatbrud — transport — udvikling af Fællesskabets jernbaner — direktiv 91/440/EØF — artikel 6, stk. 3, og bilag II — direktiv 2001/14/EF — artikel 4, stk. 2, og artikel 14, stk. 2 — infrastrukturforvalter — uafhængighed med hensyn til organisation og beslutningstagning — holdingstruktur — direktiv 2001/14 — artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 1 — fastlæggelse af afgifter på grundlag af de direkte omkostninger — fastsættelse af afgifter — direkte omkostninger — fulde omkostninger — direktiv 2001/14 — artikel 6, stk. 2 — manglende incitamenter til at nedbringe omkostningerne — direktiv 91/440 — artikel 10, stk. 7 — direktiv 2001/14 — artikel 30, stk. 4 — tilsynsorgan — beføjelser«
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 28. februar 2013
Transport – fælles politik – udvikling af Fællesskabets jernbaner – national jernbaneinfrastrukturforvalter – uafhængighed – bedømmelseskriterier opregnet i et arbejdsdokument fra Kommissionen – bindende retlig virkning – foreligger ikke – gennemførelsespligt – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14; Rådets direktiv 91/440)
Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde – fremlæggelse af forhold, der godtgør traktatbruddet – formodninger – ikke muligt
(Art. 258 TEUF)
Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – infrastrukturafgifter – medlemsstaternes forpligtelser – rækkevidde – fastlæggelse af infrastrukturafgifter – ikke omfattet – infrastrukturforvalterens beføjelser
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 4, stk. 1, art. 7, stk. 3, og art. 8, stk. 1)
Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – infrastrukturafgifter – medlemsstaternes forpligtelser – indførelse af incitamenter for infrastrukturforvalteren til at nedbringe omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur og niveauet for adgangsafgifterne – forpligtelse til at træffe særskilte foranstaltninger – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 6, stk. 2 og 3, art. 7, stk. 3, og art. 8, stk. 1)
Transport – fælles politik – udvikling af Fællesskabets jernbaner – medlemsstaternes forpligtelser – oprettelse af et jernbanetilsynsorgan – beføjelser – forpligtelse til at foreskrive en handleret i mangel af en klage eller en konkret mistanke om tilsidesættelse – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 30, stk. 4; Rådets direktiv 91/440, art. 10, stk. 7)
Et arbejdsdokument fra Kommissionen, der opregner de kriterier, på grundlag af hvilke den undersøger den nationale jernbaneinfrastrukturforvalters uafhængighed, som krævet i henhold til direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, og de foranstaltninger, som er fastsat for at sikre denne uafhængighed, der aldrig er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, der er blevet offentliggjort tre år efter udløbet af fristen for gennemførelse af nævnte direktiv, og der ikke er blevet gengivet i nogen retsakt, har ikke bindende retlig virkning.
Det kan derfor ikke foreholdes en medlemsstat ikke at have gengivet disse kriterier i lovbestemmelser eller administrativt fastsatte bestemmelser til gennemførelse af direktiv 91/440 om udvikling af Fællesskabets jernbaner og direktiv 2001/14. Under disse omstændigheder kan den manglende gennemførelse af de nævnte kriterier ikke i sig selv føre til den konklusion, at den nationale jernbaneinfrastrukturforvalter hvad angår beslutningstagning ikke er uafhængig i forhold til den virksomhed, som denne er integreret i, og der som holdingselskab også overvåger jernbanevirksomheder.
(jf. præmis 35, 58, 62 og 65)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 66)
Hvad angår ordningerne for afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur fastlægger artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur en kompetencefordeling mellem medlemsstaterne og infrastrukturforvalteren. Det tilkommer således medlemsstaterne at fastlægge de overordnede principper for afgifterne, mens fastlæggelsen af afgiften og inddrivelsen heraf tilkommer infrastrukturforvalteren. Det tilkommer således medlemsstaterne at fastlægge de overordnede principper for afgifterne, mens fastlæggelsen af afgiften og inddrivelsen heraf tilkommer infrastrukturforvalteren. Staten kan imidlertid opnå fuld dækning af infrastrukturomkostningerne ved hjælp af tillæg, hvis markedet kan bære det, og hvis det ikke udelukker markedssegmenter, der mindst kan betale de omkostninger, som er direkte forbundet med jernbanedriften, fra at bruge infrastrukturerne, plus en forrentning. For at overholde de mål, som forfølges med direktiv 2001/14, har afgiften for brug af infrastrukturen herved et minimum, som svarer til de omkostninger, som er direkte forbundet med jernbanedriften, som fastsat i dette direktivs artikel 7, stk. 3, og et maksimum, som afspejler infrastrukturforvalterens samlede omkostninger, som fastsat i nævnte direktivs artikel 8, stk. 1. Princippet om direkte omkostninger og princippet om fulde omkostninger er ikke indbyrdes substituerbare. Ordningen fastsat i nævnte artikel 8, stk. 1, kan således kun benyttes, hvis markedet kan bære det, idet en markedsundersøgelse er nødvendig for at afgøre, om dette er tilfældet.
Heraf følger, at en medlemsstat derfor ikke tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til direktiv 2001/14, fordi dens nationale lovgivning ikke klart angiver, om princippet om direkte omkostninger eller princippet om fulde omkostninger skal anvendes, men muliggør en fuld dækning af omkostningerne og giver infrastrukturforvalteren mulighed for at differentiere mellem persontransport over lange distancer, persontransport over korte distancer og jernbanegodstransport og mellem markedssegmenter inden for disse transporttjenester. Direktiv 2001/14 pålægger imidlertid ikke medlemsstaterne at fastsætte mere detaljerede afgiftsregler.
(jf. præmis 84, 85, 87 og 88)
Det følger af artikel 6, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, at medlemsstaterne kan gennemføre incitamenter til at nedbringe omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur og niveauet for adgangsafgifterne inden for rammerne af en flerårig aftale eller ved lovbestemmelser. Det er derimod på ingen måde foreskrevet, at disse foranstaltninger skal træffes særskilt.
Incitamenterne til at nedbringe omkostningerne ved tilvejebringelse af infrastruktur kan desuden kun bevirke en reduktion i niveauet for adgangsafgifterne, uanset om disse fastsættes på grundlag af artikel 7, stk. 3, i direktiv 2001/14 eller på grundlag af dette direktivs artikel 8, stk. 1.
(jf. præmis 101, 107 og 110)
Det i artikel 30, stk. 4, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur omhandlede tilsynsorgans rolle er at overvåge og sikre en ikke-diskriminerende adgang til jernbaneinfrastrukturen inden for rammerne af tildelingen af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævningen af afgifter. Tilsynsorganets mulighed for at indhente oplysninger følger derfor af artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/14, som bestemmer, at en ansøger kan indgive klage til tilsynsorganet, hvis han mener at være blevet uretfærdigt behandlet, udsat for forskelsbehandling eller på anden måde krænket. Derimod kræver hverken nævnte artikel 30, stk. 4, eller artikel 10, stk. 7, i direktiv 91/440 om udvikling af Fællesskabets jernbaner af tilsynsorganet, at det har beføjelser med hensyn til indhentelse af oplysninger i mangel af en klage eller en mistanke om en tilsidesættelse af de nævnte direktiver, eller at det pålægger sanktioner for disse eventuelle tilsidesættelser. En medlemsstat kan således ikke foreholdes ikke at have fastsat sådanne foranstaltninger i sin nationale lovgivning.
(jf. præmis 120, 124, 126 og 128)