Sag C-405/10

Straffesag

mod

QB

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Bruchsal)

»Miljøbeskyttelse – forordning (EF) nr. 1013/2006 og forordning (EF) nr. 1418/2007 – kontrol med overførsel af affald – forbud mod eksport af brugte katalysatorer til Libanon«

Sammendrag af dom

Miljø – affald – overførsler – eksport af affald bestemt til nyttiggørelse – eksport til lande, der ikke er omfattet af OECD-beslutningen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af affald

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1013/2006, art. 36, stk. 1, litra f), og art. 37; Kommissionens forordning nr. 1418/2007]

Artikel 36, stk. 1, litra f), og artikel 37 i forordning nr. 1013/2006 om overførsel af affald, sammenholdt med bestemmelserne i forordning nr. 1418/2007 om eksport til nyttiggørelse af visse typer affald, der er opført i bilag III eller IIIA til forordning nr. 1013/2006, til visse lande, der ikke er omfattet af OECD-beslutningen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af affald, som ændret ved forordning nr. 740/2008, skal fortolkes således, at eksport fra Unionen til Libanon af affald, der er bestemt til nyttiggørelse, og som henhører under kode B1120, liste B, del 1, i bilag V til forordning nr. 1013/2006, er forbudt.

Således som angivelsen af den nævnte kode i rubrikken »Libanon« i kolonne (a) i bilaget til forordning nr. 1418/2007 indikerer, har myndighederne i Libanon nemlig officielt meddelt Kommissionen i deres besvarelse af dennes anmodning, der blev fremsendt i henhold til artikel 37, stk. 1, i forordning nr. 1013/2006, at overførsel fra EU af det pågældende affald til Libanon med henblik på nyttiggørelse i dette tredjeland var forbudt.

Denne fortolkning, der er den eneste, der er forenelig med de formål, der i det foreliggende tilfælde forfølges af EU-retten, drages ikke i tvivl af den omstændighed, at kategori B1120 i forhold til Libanon ligeledes er opført i kolonne (d) i bilaget til forordning nr. 1418/2007.

Det tilkommer den nationale ret at vurdere spørgsmålet om, hvorvidt EU-rettens bestemmelser under sådanne omstændigheder er tilstrækkeligt præcise til at kunne udgøre gerningsindholdet i nationale strafferetsbestemmelser i overensstemmelse med det strafferetlige bestemthedskrav, som udgør et generelt princip i EU-retten, der navnlig er forankret i artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og som medlemsstaterne er bundet af, når de foreskriver en straf for tilsidesættelse af EU-rettens bestemmelser.

(jf. præmis 35, 38, 41 og 47-49 samt domskonkl.)