Sag C-376/10 P

Pye Phyo Tay Za

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Appel — fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik — restriktive foranstaltninger over for Unionen Myanmar — indefrysning af pengemidler over for personer, enheder og organer — hjemmel«

Sammendrag af dom

Institutionernes retsakter — valg af hjemmel — forordning om forlængelse og styrkelse af de restriktive foranstaltninger over for et tredjeland — indefrysning af pengemidler over for visse personer og enheder, der har tilknytning til lederne i dette land eller er kontrolleret af dem

(Art. 60 EF og 301 EF; Rådets forordning nr. 194/2008; Rådets fælles stillingtagen 2006/318 og 2007/750)

Selv om Domstolen har foretaget en udvidende fortolkning af artikel 60 EF og 301 EF, for så vidt som den har ladet udtrykket »tredjelande«, der findes i disse artikler, omfatte lederne af disse lande og enkeltpersoner og enheder, som har tilknytning til disse ledere eller kontrolleres direkte eller indirekte af dem, er en sådan fortolkning dog blevet underlagt betingelser, der skulle sikre en anvendelse af artikel 60 EF og 301 EF, der er i overensstemmelse med disse artiklers målsætning. I den henseende ville en fortolkning af artikel 60 EF og 301 EF, hvorefter det er tilstrækkeligt, at de omhandlede restriktive foranstaltninger omfatter personer eller enheder, der befinder sig i eller på anden måde har tilknytning til et tredjeland, for at de i henhold til artikel 60 EF og 301 EF vil kunne anses for at være vedtaget over for dette land, give disse bestemmelser en ekstrem rækkevidde og ville på ingen måde tage hensyn til det krav, der følger af selve deres ordlyd, om, at foranstaltninger, der besluttes på grundlag af nævnte bestemmelser, skal træffes over for tredjelande.

Heraf følger, at for at kunne vedtages med hjemmel i artikel 60 EF og 301 EF som restriktive foranstaltninger, der rammer tredjelande, bør foranstaltninger over for fysiske personer udelukkende være rettet mod lederne af disse lande og personer med tilknytning disse ledere. Dette krav sikrer, at der foreligger en tilstrækkelig forbindelse mellem de berørte personer og det tredjeland, som er målet for de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget af Unionen, idet det forhindrer, at der foretages en fortolkning af artikel 60 EF og 301 EF, der er for vid.

Retten udvidede – idet den fandt, at det må antages, at familiemedlemmerne til lederne af de store virksomheder i et tredjeland ligeledes drager fordel af regeringens økonomiske politik – kategorien af fysiske personer, der kan være genstand for målrettede restriktive foranstaltninger. Anvendelse af sådanne foranstaltninger over for fysiske personer alene på grund af deres familierelation til personer med tilknytning til lederne af de omhandlede tredjelande og uafhængig af deres personlige adfærd strider mod den fortolkning af artikel 60 EF og 301 EF, som Domstolen har anlagt. Domstolen har ved at fastslå, at restriktive foranstaltninger, der vedtages over for et tredjeland, ikke kan omfatte personer, der »på anden måde« har tilknytning til dette land, desuden villet begrænse de kategorier af fysiske personer, der kan rammes af målrettede restriktive foranstaltninger, til dem, der helt klart har en reel tilknytning til det pågældende tredjeland, dvs. til ledere af tredjelande og enkeltpersoner med tilknytning til disse ledere.

Det af Retten anvendte kriterium for inkluderingen af familiemedlemmer til virksomhedsledere hviler på en formodning, som hverken er fastsat i forordning nr. 194/2008 om forlængelse og styrkelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar eller i bestemmelserne i fælles holdning 2006/318 og 2007/750, som denne forordning henviser til, og som ikke er i overensstemmelse med denne lovgivnings formål. Indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende appellanten kunne således kun vedtages inden for rammerne af en forordning, der havde til formål at sanktionere et tredjeland med hjemmel i artikel 60 EF og 301 EF, på grundlag af præcise og konkrete oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at nævnte appellant drager fordel af den økonomiske politik, som lederne af Unionen Myanmar fører.

Heraf følger, at Retten ved at fastslå, at det må antages, at familiemedlemmerne til lederne af de store virksomheder i et tredjeland drager fordel af ledernes stilling, således at familiemedlemmerne ligeledes drager fordel af regeringens økonomiske politik, og at der derfor foreligger en tilstrækkelig forbindelse som omhandlet i artikel 60 EF og 301 EF mellem appellanten og militærregimet i Myanmar, begik en retlig fejl.

(jf. præmis 60-66 og 68-71)