Domstolens dom (Første Afdeling) af 7. juli 2011 – Nisipeanu mod Direcţia Generală a Finanţelor Publice Gorj m.fl.

(Sag C-263/10)

»Interne afgifter – artikel 110 TEUF – miljøafgift på motorkøretøjer ved deres første indregistrering«

1.                     Fiskale bestemmelser – interne afgifter – miljøafgift på motorkøretøjer ved deres første indregistrering på det nationale område – afgift, der finder anvendelse på importerede brugte køretøjer, og som ikke har noget sidestykke med hensyn til køretøjer på det nationale marked af samme alder og med samme slitage – ikke tilladt (art. 110 TEUF) (jf. præmis 28 og 29 samt domskonkl.)

2.                     Præjudicielle spørgsmål – fortolkning – tidsmæssige virkninger af fortolkningsdomme – tilbagevirkende gyldighed – Domstolens begrænsning heraf – betingelser – dommens væsentligste finansielle følger for den pågældende medlemsstat – ikke afgørende kriterium (art. 110 TEUF) (jf. præmis 32-36)

Angående

Anmodning om præjudiciel afgørelse – Tribunalul Gorj – indregistrering af brugte køretøjer, der tidligere har været indregistreret i andre medlemsstater – miljøafgift på motorkøretøjer ved deres første indregistrering i en medlemsstat – fastlæggelse af kriteriet »datoen for første indregistrering« – de nationale retsforskrifters forenelighed med artikel 110 TEUF – gyldigheden af fritagelse for betaling af den afgift, der er indført for visse kategorier af køretøjer – eventuel anvendelse af princippet om, at »forureneren betaler«.

Konklusion

Artikel 110 i TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat indfører en miljøafgift på motorkøretøjer ved deres første indregistrering i denne medlemsstat, hvis denne afgiftsforanstaltning er udformet således, at den afskrækker fra ibrugtagning i den pågældende medlemsstat af brugte køretøjer, der er købt i andre medlemsstater, uden dog at afskrække fra køb på det nationale marked af brugte køretøjer af samme alder og med samme slitage.