1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – fastlæggelse af de relevante EU-retlige regler
(Art. 267 TEUF)
2. Frie kapitalbevægelser – restriktioner – ulemper, der følger af, at medlemsstaterne udøver deres beskatningskompetence sideløbende med hinanden – lovlig – betingelse – ingen forskelsbehandling
(Art. 63 TEUF og 65 TEUF)
3. Frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – selskabsskat – ordning til undgåelse af økonomisk dobbeltbeskatning af indkomst i form af renter oppebåret i en anden medlemsstat
(EØF-traktaten, art. 67 (senere EF-traktatens art. 67, ophævet ved Amsterdamtraktaten); art. 63 TEUF og 65 TEUF; Rådets direktiv 88/361, art. 1)
1. Det tilkommer Domstolen inden for rammerne af samarbejdsproceduren med de nationale retter, som er indført ved artikel 267 TEUF, at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere det spørgsmål, der forelægges den. Det følger på samme vis, at Domstolen med henblik på at give den nationale ret, som har forelagt det præjudicielle spørgsmål, et hensigtsmæssigt svar, kan inddrage EU-regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sine præjudicielle spørgsmål.
(jf. præmis 18 og 19)
2. Når der ikke på EU-plan er truffet foranstaltninger med henblik på at indføre ensartede eller harmoniserede regler, er medlemsstaterne fortsat kompetente til at fastlægge kriterierne for fordelingen af deres respektive beskatningsbeføjelser, enten gennem overenskomst eller på egen hånd, bl.a. for at afskaffe dobbeltbeskatning. Det tilkommer medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at undgå situationer, hvor der opstår dobbeltbeskatning, ved bl.a. at anvende de kriterier, som følges i praksis ved international beskatning. De ugunstige virkninger, som kan følge af, at to forskellige medlemsstater udøver deres beskatningskompetence sideløbende med hinanden, udgør, i det omfang en sådan udøvelse ikke udgør forskelsbehandling, ikke restriktioner for den frie bevægelighed. Når medlemsstaterne således ikke er forpligtede til at tilpasse deres eget skattesystem til de forskellige beskatningssystemer i de øvrige medlemsstater med henblik på navnlig at undgå dobbeltbeskatning, er disse medlemsstater a fortiori ikke forpligtede til at tilpasse deres skattelovgivning med henblik på at indrømme en skattepligtig person nydelsen af en skattefordel, som en anden medlemsstat har indrømmet ved udøvelsen af sin beskatningskompetence, forudsat at deres lovgivninger ikke udgør forskelsbehandling.
(jf. præmis 31, 38 og 39)
3. EØF-traktatens artikel 67 og artikel 1 i direktiv 88/361 om gennemførelse af traktatens artikel 67 (denne artikel blev ophævet ved Amsterdamtraktaten) er ikke til hinder for en medlemsstats lovgivning, som inden for rammerne af selskabsskatten og i bestemmelserne om undgåelse af dobbeltbeskatning forbyder fradrag af skat, der skal betales i andre EU-medlemsstater af indkomster, der er oppebåret på deres område og underlagt den nævnte beskatning, når den pågældende skat til trods for skattepligten ikke betales på grund af skattefritagelse, skattelettelse eller andre skattefordele, hvis denne lovgivning ikke udgør forskelsbehandling, sammenlignet med den behandling, der gives renter oppebåret i denne medlemsstat, hvilket det tilkommer den nationale ret at afgøre.
(jf. præmis 46 og domskonkl.)