1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens beslutning, der fastslår en statsstøttes forenelighed med fællesmarkedet uden indledning af den formelle undersøgelsesprocedure – interesserede parters søgsmålskompetence i henhold til artikel 88, stk. 2, EF – formaliteten – betingelser
[Art. 88, stk. 2, EF og art. 230, stk. 4, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra h), art. 4, stk. 3, og art. 6, stk. 1]
2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens beslutning, der fastslår en statsstøttes forenelighed med fællesmarkedet uden indledning af den formelle undersøgelsesprocedure – interesserede parters søgsmålskompetence i henhold til artikel 88, stk. 2, EF – angivelse af sagens genstand
[Art. 88, stk. 2, EF og art. 230, stk. 4, EF; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c); Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra h), art. 4, stk. 3, og art. 6, stk. 1]
3. Appel – anbringender – Domstolens kontrol med vurderingen af fakta og beviselementer – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Art. 225 EF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)
4. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – Kommissionens undersøgelse – indledende fase og kontradiktorisk fase – en støtteforanstaltnings forenelighed med fællesmarkedet – vanskeligheder ved bedømmelsen – Kommissionens forpligtelse til at indlede den kontradiktoriske fase
(Art. 88, stk. 2 og 3, EF)
5. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som ikke berører dem umiddelbart og individuelt – ufravigelige procesforudsætninger
(Art. 230, stk. 4, EF)
6. Appel – anbringender – Domstolens kontrol af Rettens bedømmelse af, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
7. Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – Rettens anvendelse af en stiltiende begrundelse – lovlig – betingelser
(Art. 225 EF; statutten for Domstolen, art. 36 og art. 53, stk. 1)
1. Når Kommissionen på statsstøtteområdet vedtager en beslutning om ikke at gøre indsigelse i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF, erklærer den ikke alene foranstaltningen for forenelig med fællesmarkedet, men afslår ligeledes forudsætningsvis at iværksætte den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999.
Lovligheden af en beslutning om ikke at gøre indsigelse, jf. artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 695/1999, afhænger af, om der hersker tvivl om, hvorvidt støtten er forenelig med fællesmarkedet. Da en sådan tvivl skal føre til, at der indledes en formel undersøgelsesprocedure, hvori de interesserede parter som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 659/1999 kan deltage, må det antages, at enhver interesseret part som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse er umiddelbart og individuelt berørt af en sådan beslutning. De interesserede parter, der er indrømmet de i artikel 88, stk. 2, EF og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/199 fastsatte processuelle garantier, kan kun opnå, at disse respekteres, hvis de har adgang til at indbringe beslutningen om ikke at gøre indsigelse for Unionens retsinstanser.
Under et annullationssøgsmål er »den interesserede parts« særstilling i henhold til artikel 1, litra h), i forordning nr. 659/1999, som er knyttet til søgsmålets særlige formål, dermed i henhold til artikel 230, stk. 4, EF tilstrækkelig til at individualisere den sagsøger, som bestrider en beslutning om ikke at gøre indsigelse.
I henhold til ordlyden af artikel 1, litra h), i forordning nr. 659/1999 forstås der ved »interesseret part« bl.a. alle personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, dvs. navnlig de virksomheder, som er konkurrenter til støttemodtageren. Det drejer sig med andre ord om en ubestemt helhed af adressater, hvilket ikke udelukker, at en virksomhed, der er en indirekte konkurrent til modtageren af en støtte, kan betragtes som »interesseret part«, hvis den gør gældende, at dens interesser kan være påvirket af støttetildelingen, og i tilstrækkelig grad godtgør, at der er risiko for, at støtten har en konkret indvirkning på dens situation.
(jf. præmis 42-44 og 132)
2. Når en sagsøger på statsstøtteområdet har nedlagt påstand om annullation af en beslutning om ikke at gøre indsigelse, kritiserer han således som det væsentlige, at Kommissionens beslutning vedrørende den pågældende støtte er blevet vedtaget, uden at Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure, hvorved den har tilsidesat sagsøgerens processuelle rettigheder. Sagsøgeren kan for at få taget sin påstand om annullation til følge påberåbe sig ethvert anbringende, der kan godtgøre, at vurderingen af de oplysninger, Kommissionen rådede over under den foreløbige undersøgelse af den anmeldte foranstaltning, burde have rejst tvivl med hensyn til dens forenelighed med fællesmarkedet. Anvendelsen af sådanne argumenter kan dog ikke bevirke en ændring af sagsgenstanden eller betingelserne for at antage søgsmålet til realitetsbehandling. Den omstændighed, at der foreligger tvivl med hensyn til foranstaltningens forenelighed, er derimod netop det bevis, som kræves ført for at godtgøre, at Kommissionen var forpligtet til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF.
(jf. præmis 50)
3. I forbindelse med en appel har Domstolen ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Rettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt. En urigtig gengivelse af omstændighederne skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne.
(jf. præmis 58 og 59)
4. Når den indledende undersøgelsesfase i medfør af artikel 88, stk. 3, EF ikke har kunnet overvinde alle vanskelighederne ved bedømmelsen af, om støtten er forenelig med fællesmarkedet, skal Kommissionen indhente alle de nødvendige udtalelser og med henblik herpå indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF. Da begrebet alvorlig vanskelighed har en objektiv karakter, skal sådanne vanskeligheders eksistens undersøges med udgangspunkt ikke blot i omstændighederne ved vedtagelsen af den anfægtede retsakt, men ligeledes i de vurderinger, som Kommissionen har lagt til grund.
I det tilfælde, hvor foreneligheden eller uforeneligheden af den pågældende støtte kan være direkte påvirket af en uoverensstemmelse mellem to regelkomplekser på nationalt niveau, kan den nævnte uoverensstemmelse objektivt set rejse tvivl med hensyn til den pågældende foranstaltnings forenelighed med fællesmarkedet.
Kommissionen er forpligtet til at tage hensyn til en eventuel tydelig uoverensstemmelse mellem to nationale regelkomplekser, dvs. en lov og administrativ praksis, herunder hvis det fremgår, at en støtteordning, som i den lov, hvorved støtteordningen er indført, indeholder en begrænsning, der giver anledning til alvorlig tvivl med hensyn til dens forenelighed med fællesmarkedet.
(jf. præmis 70, 71, 79, 80 og 85)
5. Det kriterium, som betinger realitetspåkendelse af sagsanlæg fra fysiske eller juridiske personer til prøvelse af en beslutning, som ikke er rettet til dem, af, at de er umiddelbart og individuelt berørt af beslutningen, jf. artikel 230, stk. 4, EF, er en ufravigelig procesforudsætning, som Fællesskabets retsinstanser til enhver tid – selv af egen drift – kan efterprøve, herunder ved at træffe foranstaltninger til frembringelse af yderligere oplysninger.
(jf. præmis 97 og 98)
6. Det tilkommer alene Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges den til afgørelse. Spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Retten kan foretage, og som ikke er undergivet Domstolens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Retten har gengivet de forelagte beviser urigtigt, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige.
Derfor kan Retten ikke kritiseres for forud for og under retsmødet at have rettet en række detaljerede spørgsmål til parterne med henblik på at supplere de oplysninger, som den allerede rådede over, og for at have draget visse konklusioner af de af parterne på disse spørgsmål afgivne svar inden for rammerne af anbringender, som disse gyldigt har gjort gældende.
Det kan heller ikke foreholdes Retten, at den ikke vedtog andre foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som parterne ikke havde anmodet Retten om at vedtage under sagsbehandlingen for Retten, og som de ikke har beskrevet præcist under appelsagen.
(jf. præmis 99 og 100)
7. Den begrundelsespligt, der påhviler Retten i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Domstolen, pålægger den ikke at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at Domstolen råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger.
(jf. præmis 104)