1. 

Bag det første af de to spørgsmål, som udgør nærværende præjudicielle forelæggelse (og som i sidste ende er et spørgsmål om fortolkning af begrebet »force majeure« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 236, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks ( 2 )), mener jeg af de grunde, som jeg redegør for i det følgende, at der stilles et bredere spørgsmål, som tilsigter at afgøre den eventuelle rækkevidde af den frist på tre år, der er fastsat i denne bestemmelse i EF-toldkodeksen for godtgørelse af eller fritagelse for antidumpingtold, som viser sig ikke at være skyldig efter lovgivningen, i et tilfælde som det, der har givet anledning til den foreliggende præjudicielle forelæggelse. Under alle omstændigheder omfatter sagens grundlag spørgsmålet om virkningerne af, at Rådets forordning (EF) nr. 2398/97 af 28. november 1997 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan ( 3 ) blev erklæret ugyldig, således som det blev fastslået af Domstolen i dennes dom af 27. september 2007, Ikea Wholesale ( 4 ).

2.

Den 15. april 1994 undertegnede Det Europæiske Fællesskab slutakten indeholdende resultaterne af Uruguay-runden af multilaterale handelsforhandlinger, overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (herefter »WTO«) samt aftaler og memoranda, som findes i bilag 1-4. Blandt disse bilag findes bl.a. den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (herefter »GATT 1994«) samt forståelsen vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister (herefter »forståelsen«) ( 5 ).

3.

Som det fremgår af præamblen til overenskomsten om oprettelse af WTO, ønsker de kontraherende parter at »indgå gensidige og gensidigt fordelagtige aftaler, der tilsigter væsentlige nedsættelser af toldsatser og andre hindringer for handelen og afskaffelse af diskriminerende behandling i det internationale handelssamkvem«.

4.

I henhold til ordlyden af førnævnte overenskomsts artikel III, stk. 2, er WTO et »forum for forhandlinger mellem medlemmerne om deres multilaterale handelsforbindelser [...]«.

5.

Den nævnte overenskomsts artikel II, stk. 2, bestemmer, at »[d]e aftaler og dermed forbundne retsinstrumenter, der er omfattet af bilag 1, 2 og 3 [...], udgør integrerende dele af denne overenskomst og er bindende for alle medlemmer«.

6.

I overenskomstens artikel XVI, stk. 4, anføres, at »[h]vert medlem drager omsorg for, at dets love og administrative bestemmelser og procedurer er i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til de bilagte aftaler«.

7.

Artikel VI, stk. 1, i GATT 1994 bestemmer, at dumping, »hvorved et lands varer indføres på markedet i et andet land til priser, der er lavere end varernes normale værdi, er forkastelig, såfremt den forvolder eller truer med at forvolde væsentlig skade for en på den kontraherende parts territorium etableret erhvervsgren eller i væsentlig grad forsinker oprettelsen af en indenlandsk erhvervsgren«.

8.

I denne sammenhæng kan der vedtages antidumpingforanstaltninger i overensstemmelse med betingelserne og omstændighederne i antidumpingaftalen, hvis artikel 18, stk. 4, pålægger hvert medlem at træffe »alle nødvendige foranstaltninger af generel eller særlig art for at sikre, at dets love, andre forskrifter og administrative procedurer [...] er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale«.

9.

Forståelsen har i henhold til artikel 3, stk. 2, til formål at »bevare medlemmernes rettigheder og forpligtelser i medfør af de omfattede aftaler og at præcisere de eksisterende bestemmelser i disse aftaler i overensstemmelse med sædvanereglerne for fortolkning af de folkeretlige regler«.

10.

Hvis der ikke opnås en aftalt løsning, er formålet med ordningen for bilæggelse af tvister i henhold til forståelsens artikel 3, stk. 7, at sikre, at »de pågældende foranstaltninger indstilles, hvis de findes at være uforenelige med bestemmelserne i nogen af de omfattede aftalers bestemmelser«.

11.

Hvis det er praktisk umuligt straks at indstille en foranstaltning, der ikke er fundet i overensstemmelse med den omfattede aftale, får det pågældende medlem i henhold til forståelsens artikel 21, stk. 3, en rimelig tidsfrist til at gøre dette. Hvis der ikke er opnået enighed, kan det pågældende medlem i henhold til forståelsens artikel 22, stk. 2, indlede forhandlinger med den part, der har anmodet om iværksættelse af procedurerne for bilæggelse af tvisten, med henblik på at nå frem til en for begge parter acceptabel kompensation. Hvis der ikke nås til enighed, kan enhver part anmode om tilladelse fra Tvistbilæggelsesorganet (herefter »DSB«) til at suspendere anvendelsen over for det pågældende medlem af indrømmelser eller andre forpligtelser.

12.

EF-toldkodeksens artikel 236 har følgende ordlyd:

»1.   Godtgørelse af import- eller eksportafgifter ydes, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb på betalingstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen, eller at beløbet er blevet bogført i strid med artikel 220, stk. 2.

Fritagelse for import- eller eksportafgifter ydes, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb på bogføringstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen, eller at beløbet er blevet bogført i strid med artikel 220, stk. 2.

Der indrømmes hverken godtgørelse eller fritagelse, hvis de omstændigheder, hvorpå betalingen eller bogføringen af et ikke-skyldigt beløb bygger, skyldes urigtigheder fra debitors side.

2.   Godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter indrømmes, hvis der fremsættes anmodning herom over for det pågældende toldsted inden tre år regnet fra datoen for underretning af debitor om de pågældende afgifter.

Denne frist forlænges, hvis debitor godtgør, at han har været forhindret i at indgive anmodning herom inden for den nævnte frist som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure.

Toldmyndighederne yder af egen drift godtgørelse eller fritagelse, når de selv inden for samme frist konstaterer, at der er tale om en af de i stk. 1 første og andet afsnit, beskrevne situationer.«

13.

Forordning nr. 2398/97 indførte en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan.

14.

Nogle måneder senere blev der iværksat en række høringer af Fællesskabet vedrørende forordning nr. 2398/97 på grundlag af en klage indbragt af Indien den 3. august 1998 til DSB.

15.

Der da ikke blev fundet nogen gensidig acceptabel løsning, anmodede Indien den 7. september 1999 DSB om at nedsætte en specialgruppe, som skulle undersøge foreneligheden af forordning nr. 2398/97 med WTO-bestemmelserne.

16.

Denne specialgruppe, som blev nedsat den 27. oktober 1999, aflagde en rapport den 30. oktober 2000 ( 6 ), hvori det for så vidt angår det for denne sag relevante spørgsmål blev konkluderet, at Fællesskabet havde handlet i strid med de forpligtelser, der påhviler det i henhold til antidumpingaftalen. Det blev for det første anført, at Fællesskabet havde tilsidesat antidumpingaftalens artikel 2, stk. 4, andet afsnit, ved at anvende metoden med »nulstilling« af negative dumpingmargener ved fastsættelsen af den gennemsnitlige dumpingmargin, og for det andet, at Fællesskabet havde handlet i strid med aftalens artikel 3, stk. 4, ved at fastsætte, at der var påført EF-erhvervsgrenen en skade, idet den tog hensyn til oplysninger vedrørende producenter, som ikke var del af den nationale produktionsbranche således som fastsat af den myndighed, der var blevet pålagt at foretage undersøgelsen, og ved ikke at vurdere alle relevante forhold, som havde indflydelse på denne erhvervsgrens tilstand.

17.

Specialgruppens konklusion blev bekræftet af WTO’s appelorgan i en rapport udsendt den 1. marts 2001 ( 7 ). Denne rapport blev vedtaget af DSB den 12. marts 2001.

18.

DSB anmodede i medfør af forståelsens artikel 19, stk. 1, Fællesskabet om at tilpasse sine antidumpingforanstaltninger.

19.

I overensstemmelse med forståelsens artikel 21, stk. 3, litra b), besluttede Fællesskaberne og Indien den 26. april 2001 at fastsætte en frist på fem måneder og to dage til at gennemføre DSB’s henstillinger og beslutninger. Denne frist udløb den 14. august 2001.

20.

Rådets forordning (EF) nr. 1515/2001 om de foranstaltninger, der kan træffes af EF på grundlag af en rapport vedtaget af WTO’s Tvistbilæggelsesorgan vedrørende antidumping- og antisubsidieforanstaltninger ( 8 ) blev vedtaget den 23. juli 2001. Disse foranstaltninger kan i henhold til forordningens artikel 1, stk. 1, bestå i at »ophæve eller ændre den omtvistede foranstaltning« [litra a)] eller i at »vedtage enhver anden særlig foranstaltning, som skønnes hensigtsmæssig efter omstændighederne« [litra b)], idet det er tilladt at vedtage de to typer af foranstaltninger samtidig.

21.

Det følger af artikel 3 i forordning nr. 1515/2001, at »foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, får virkning fra datoen for deres ikrafttrædelse og tjener ikke som grundlag for tilbagebetaling af told, der er opkrævet før denne dato, medmindre andet fastsættes«.

22.

Hvad angår import fra Indien har Rådet vedtaget forordning (EF) nr. 1644/2001 af 7. august 2001 ( 9 ) om suspension af anvendelsen af antidumpingtold på import med oprindelse i Indien.

23.

For så vidt angår import fra Pakistan afsluttede Rådets forordning (EF) nr. 160/2002 af 28. januar 2002 ( 10 ) antidumpingproceduren vedrørende denne import, for så vidt som den reviderede beregning viste, at der ikke var nogen pakistanske selskaber, der havde foretaget dumping ved eksport af den pågældende vare.

24.

Fem år senere fastslog Domstolen i Ikea-dommen af 27. september 2007 for det første, at artikel 1 i forordning nr. 2398/97 var ugyldig, for så vidt som Rådet havde anvendt metoden med »nulstilling«, og for det andet, at en importør, der havde anlagt et søgsmål til prøvelse af de beslutninger, hvorved opkrævning af antidumpingtold pålægges importøren i henhold til forordning nr. 2398/97, i princippet er berettiget til at påberåbe sig, at denne forordning er erklæret ugyldig, med henblik på at opnå tilbagebetaling af denne told i henhold til EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 1.

25.

Aktieselskabet CIVAD, hvis hovedsæde er beliggende i Frankrig, og som har som selskabsformål postordresalg af varer, markedsfører sengelinned af bomuld med oprindelse i Pakistan. Fra den 15. december 1997 selskabet betalte antidumpingtold fastsat i henhold til forordning nr. 2398/97.

26.

På grundlag af vedtagelsen af forordning nr. 160/2002 anmodede CIVAD ved skrivelse af 26. juli 2002 og 28. oktober 2002 om godtgørelse af den antidumpingtold, som selskabet havde indbetalt i forbindelse med import af sengelinned af bomuld med oprindelse i Pakistan mellem den 15. december 1997 og den 23. juli 1999.

27.

Seks år senere og efter afsigelsen af Ikea-dommen afviste Direction régionale des douanes et droits indirects de Lille ved skrivelse af 17. marts 2008 CIVAD’s anmodninger om godtgørelse af antidumpingtold, der var indbetalt for de indførselsangivelser, der var indgivet mellem december 1997 og januar 1999 og efterfølgende mellem februar 1999 og januar 2002. Direction régionale var af den opfattelse, at den frist på tre år for godtgørelse, der er fastsat i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, alene kunne forlænges i tilfælde af hændelige omstændigheder eller force majeure, og annullationen af den EF-forordning, der dannede grundlag for opkrævningen af tolden, faldt ikke inden for disse to tilfælde.

28.

Anmodningen om fornyet behandling, som CIVAD indgav den 24. april 2008 med den begrundelse, at det havde været umuligt for selskabet at indgive anmodningerne om godtgørelse før offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende af afslutningen på antidumpingproceduren, blev afvist af toldmyndigheden ved skrivelse af 14. august 2008.

29.

Ved stævning af 2. juli 2009 anlagde CIVAD sag mod Receveur des douanes de Roubaix CRD, Directeur Régional des douanes et droits indirects de Lille og Administration des douanes ved tribunal d’instance de Roubaix med påstand om tilbagebetaling af antidumpingtold i henhold til EF-kodeksens artikel 243.

30.

Det er under disse omstændigheder, at den forelæggende ret har besluttet at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål:

Første spørgsmål:

»Udgør en ulovlig fællesskabsforordning, der hverken i faktisk eller retlig henseende kan gøres til genstand for et individuelt annullationssøgsmål anlagt af en erhvervsdrivende, et force majeure-tilfælde, der giver ret til at overskride den frist, der er fastsat i [toldkodeksens] artikel 236, stk. 2?«

Andet spørgsmål:

»Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, indebærer [toldkodeksens] artikel 236, stk. 2[, tredje afsnit], da, at en toldmyndighed af egen drift – når det, efter at en WTO-medlemsstat har anfægtet lovligheden af en antidumpingtold, er fastslået, at denne er ulovlig – skal godtgøre antidumpingtolden:

31.

Det præjudicielle spørgsmål indgik til Domstolen den 17. november 2010.

32.

CIVAD, Kommissionen og den tjekkiske og franske regering har indgivet bemærkninger.

33.

Under retsmødet, der blev afholdt den 6. oktober 2011, blev der afgivet mundtlige indlæg af repræsentanterne for CIVAD, Den Franske Republik og Kommissionen. Under retsmødet fremlagde CIVAD en skrivelse fra Kommissionen af 28. september 2011 vedrørende godtgørelse af told opkrævet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 261/2008 af 17. marts 2008 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse kompressorer med oprindelse i Folkerepublikken Kina ( 11 ). De andre parter i sagen gjorde ikke indsigelser mod optagelsen af dette dokument i sagens akter.

34.

Selskabet CIVAD har i det væsentlige gjort gældende, at den omstændighed, at en forordning erklæres ulovlig, udgør et tilfælde af force majeure i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, da det er en usædvanlig og uforudsigelig omstændighed, som ligger uden for de berørte operatørers ansvarsområde. Ud over at denne ulovlighed er fastslået under en procedure, som de berørte ikke kunne deltage i, kunne disse først være bekendt hermed ved offentliggørelsen af en efterfølgende forordning (forordning nr. 160/2002), og det er først fra dette tidspunkt, at de kunne indgive en anmodning om godtgørelse. CIVAD er under alle omstændigheder af den opfattelse, at Kommissionen som i andre tilfælde burde have fastsat en frist for indgivelse af anmodninger om godtgørelser, efter at det blev offentliggjort, at forordning nr. 2398/97 var ulovlig. Selskabet har endelig anført, at EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at godtgøre antidumpingtolden af egen drift regnet fra tidspunktet for den første rapport fra WTO’s specialgruppe (den 30.10.2000).

35.

Den Tjekkiske Republik, Den Franske Republik og Kommissionen er alle af den opfattelse, at ulovligheden af forordning nr. 2398/97 ikke udgør et tilfælde af force majeure, idet den omstændighed, at en forordning kan erklæres ugyldig, ikke er usædvanligt i et retsfælleskab som Unionen. Hvad angår CIVAD’s adfærd har selskabet ikke truffet de nødvendige foranstaltninger i forhold til den nævnte forordnings eventuelle ulovlighed, idet det havde været muligt for selskabet at anmode om godtgørelse af tolden i tide ved at påberåbe sig denne ulovlighed ved de nationale myndigheder og i givet fald ved at anmode de franske retsinstanser om at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

36.

Hvad angår det andet spørgsmål har de to regeringer og Kommissionen anført, at DSB’s rapport ikke giver de nationale myndigheder mulighed for at ophøre med at anvende en forordning, og at det ikke var muligt at foretage godtgørelse af egen drift, idet forordning nr. 160/2002 ikke indeholdt bestemmelser om godtgørelse af allerede betalt told.

37.

Den forelæggende ret har med sit første spørgsmål stillet os over for et komplekst tilfælde, hvori en person, som stilles over for en forordning, som berører ham direkte, 1) ikke havde mulighed for at reagere i tide i forhold til denne forordning ved hjælp af et annullationssøgsmål og 2) kun kunne drage delvis fordel af forordningens ulovlighed, som blev fastslået flere år senere, som følge af myndighedernes anvendelse i det foreliggende tilfælde af fristen i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2. Det er under disse omstændigheder, at den forelæggende ret særligt har anmodet Domstolen om at oplyse, om dette tilfælde ikke kunne udgøre et tilfælde af force majeure i den undtagelsesbetydning, som fremgår af bestemmelsens andet afsnit for anvendelse af den pågældende frist.

38.

Når der redegøres for betydningen af det første af de to spørgsmål, der er forelagt af den forelæggende ret på denne måde, finder jeg ikke, at spørgsmålet kan besvares på anden måde end benægtende. Konsekvenserne af denne besvarelse er imidlertid meget forskellige, endog modstridende, i forhold til hvilket grundlag besvarelsen gives ud fra. Jeg vil derfor redegøre for de forskellige mulige grundlag for besvarelsen.

39.

Jeg er af den opfattelse, at den forelæggende ret lægger en fejlagtig forudsætning til grund, hvorefter EF-toldkodeksens artikel 236 omfatter et tilfælde, hvor forordning nr. 2398/97 bliver erklæret ulovlig, hvorfor den frist på tre år, der er fastsat i denne bestemmelse, finder anvendelse herpå og i givet fald ligeledes force majeure-undtagelsen. Jeg mener imidlertid, at der her er tale om en fejlagtig forudsætning, hvorfor force majeure-undtagelsen ikke finder anvendelse.

40.

I denne betydning vil jeg opfordre Domstolen til at genoverveje fortolkningen af EF-toldkodeksens artikel 236 på grundlag af to typer begrundelser, som dels vedrører den passende udøvelse af Domstolens kompetence til at træffe afgørelse, dels de krav, der følger af adgangen til effektive retsmidler, som fastslået i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 12 ).

41.

Hvad angår den første gruppe begrundelser skal det nævnes, at Domstolens ugyldighedserklæringer principielt ikke i sig selv har en retsstiftende karakter, således at en fortolkende dom i princippet får retsvirkninger fra ikrafttrædelsen af den fortolkede regel (dom af 8.9.2011, Q-Beef og Bosschaert ( 13 )).

42.

Der kan imidlertid gøres undtagelse fra denne regel, når anvendelsen i et konkret tilfælde kan medføre alvorlige økonomiske konsekvenser ( 14 ).

43.

Det er imidlertid alene den retsinstans, som erklærer en forordning ugyldig, som kan beslutte at gøre brug af undtagelsen og lade afgørelsen have tilbagevirkende kraft. Dette er ubestrideligt tilfældet ved direkte annullationssøgsmål, og det er ligeledes i henhold til en analog anvendelse af artikel 264 TEUF tilfældet ved en erklæring om ugyldighed inden for rammerne af et præjudicielt søgsmål ( 15 ). Dette medfører en eneret for Domstolen til at tilpasse den generelle rækkevidde af virkningerne af en afgørelse, der giver sagsøgeren medhold, dvs. en afgørelse, som erklærer den anfægtede retsakt for »ugyldig«.

44.

Hvad nu angår undersøgelsen af EF-toldkodeksens artikel 236 er det åbenlyst, at det i stk. 1 bestemmes, at der ydes godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb »ikke var skyldigt efter lovgivningen«.

45.

Jeg mener, at dette »manglende retsgrundlag« uden tvivl omfatter de tilfælde, hvor en bestemmelse, i henhold til hvilken import- eller eksportafgifter er brevet opkrævet, idet bestemmelsen er forudsat at være gyldig, er anvendt fejlagtigt; dvs. »ulovligt« i forhold til den anvendte bestemmelse. Konklusionen vedrørende ulovligheden af selve den bestemmelse, der er anvendt, skal være anderledes.

46.

Det er klart, at den omstændighed, at forordning nr. 2398/97 blev erklæret ugyldig, medfører, at den told, der er brevet opkrævet på grundlag heraf, ikke »var skyldig efter lovgivningen«. Men der er ikke tale om en ulovlighed, som kan sammenlignes med den førnævnte ulovlighed, idet den netop følger af ugyldigheden af forordning nr. 2398/97, som har hjemmel i bestemmelser, som den er underlagt, og som kan afgøre dens ugyldighed, uanset om det drejer sig om traktater eller andre bestemmelser i afledt ret. Som jeg allerede har nævnt, afgøres virkningerne af, at en bestemmelse i afledt ret erklæres ugyldig, af bestemmelserne i artikel 264 TEUF og af retspraksis, der udstrækker disse bestemmelser til ugyldighed fastslået i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse.

47.

Følgelig har forudsætningerne for EF-toldkodeksens artikel 236 og særligt bestemmelsens stk. 2 efter min opfattelse kun mening, hvis de begrænses til tilfælde, hvor det manglende retsgrundlag for de opkrævede afgifter følger af en fejlagtig anvendelse af den retsregel, der ligger til grund for opkrævningen. Følgelig tager man altid udgangspunkt i den anvendte forordnings gyldighed, og det er alene lovligheden af dennes anvendelse, der er i spil.

48.

Denne fortolkning af bestemmelsen er ligeledes krævet, henset til borgernes rettigheder, hvilket fører os til anden gruppe begrundelser i præmis 40.

49.

Hvis den »ulovlighed«, som der henvises til i EF-toldkodeksens artikel 236, alene er den, som følger af uforeneligheden af den anvendte retsregel og den konkrete akt, som består i opkrævning af import- eller eksportafgifter, drejer det sig således om en ulovlighed, der kan vurderes fra starten, og som følgelig kan påberåbes i forbindelse med umiddelbar anfægtelse af den retsakt, hvorved retsreglen anvendes. Under disse omstændigheder får fristen på tre år i bestemmelsens stk. 3 en helt anden dimension, idet den forstås som en grænse for en ret, der kunne »udøves« fra starten, begrundet i sikkerheden af myndighedernes skattemæssige forventninger.

50.

I modsat fald, dvs. hvis man forstod bestemmelsen som omfattende de tilfælde, hvor den retsregel, der danner grundlag for opkrævningen, erklæres ugyldig, ville forældelsesfristen på tre år have virkninger, der var i strid med borgernes sikkerhed og rettigheder, idet en eventuel godtgørelse af en ikke-skyldig told ville afhænge af, om en uforudsigelig omstændighed, som lå uden for de berørte personers rækkevidde, fandt sted.

51.

Den førnævnte fortolkning omdanner således EF-toldkodeksens artikel 236 til en bestemmelse, som apriorisk fastsætter retten til godtgørelse inden for en maksimal frist på tre år uafhængigt af, hvornår retten er opstået. I et tilfælde, hvor opnåelsen af erklæringen om ulovlighed kan vare meget længere som følge bl.a. af de vanskeligheder, der som bekendt er forbundet med kriteriet om, at man skal være individuelt berørt, således som Domstolen har fortolket denne betingelse ( 16 ), er det klart, at anvendelsen af EF-toldkodeksens artikel 236 på de tidsmæssige virkninger af en erklæring ved domstolene af, at en forordning er ugyldig, under visse omstændigheder kan give anledning til situationer, som er uforenelige med retsstatens grundprincipper. Under disse omstændigheder er det muligt at forklare, hvorfor der anvendes så ekstreme løsninger som at kvalificere den omstændighed, at en domstol har erklæret en retsregel ugyldig, som force majeure.

52.

Der skal i øvrigt tages hensyn til den omstændighed, at Kommissionen selv synes at lægge samme fortolkning til grund, idet den som nævnt i punkt 33 i hvert fald i visse tilfælde opfordrer de berørte personer til uden tidsbegrænsning at anmode om godtgørelse for told, som de er blevet opkrævet på grundlag af forordninger, som er erklæret ulovlige ved domstolene ( 17 ).

53.

Sammenfattende finder jeg, at Domstolen burde undersøge muligheden af at fastslå, at fristen på tre år i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, ikke omfatter de tilfælde, hvor det manglende retsgrundlag for kravet om import- eller eksportafgifter følger af, at selve den bestemmelse, i henhold til hvilken de pågældende afgifter er opkrævet, er ulovlig.

54.

Når dette er tilfældet, er den uundgåelige følge heraf, at sagens faktiske omstændigheder ikke udgør et tilfælde af force majeure i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2. Følgelig skal den antagelse, som den forelæggende ret har lagt til grund – hvorefter tilfældet med forordning nr. 2398/97’s ulovlighed er omfattet af bestemmelsen – kvalificeres som en fejlagtig antagelse. Hvis denne antagelse er fejlagtig, har rækkevidden af undtagelsen i EF-toldkodeksens artikel 236 – force majeure i det foreliggende tilfælde – ingen betydning i nærværende sag.

55.

Selv hvis det antages, at EF-toldkodeksens artikel 236 omfatter tilfælde, hvor en forordning er erklæret ulovlig, og fristen på tre år følgelig finder anvendelse, mener jeg under alle omstændigheder, at undtagelsen med force majeure-tilfælde i bestemmelsens stk. 2 ikke finder anvendelse af en grund, som er ret simpel at forklare.

56.

Det er åbenlyst i Kommissionens synspunkt, at tilfældet med ugyldighed erklæret af Domstolen – uafhængigt af den større eller mindre betydelige vanskelighed ved at anlægge et søgsmål, som kan føre til denne erklæring – ikke kan betragtes som en usædvanlig, ekstraordinær eller uforudset omstændighed inden for rammerne af en retsorden, der som i Unionen er udformet som en retsstat, og som følgelig er inspireret af lighedsprincippet og princippet om sikkerhed i retsinstansernes kontrol hermed. Det ligger følgelig i EU-rettens karakter, at de bestemmelser, den udgøres af, kan erklæres ugyldige.

57.

Den forelæggende ret ses – uden at være særlig udtrykkelig – at være af den opfattelse, at »force majeure« følger af de begrænsninger, som borgerne står over for ved anfægtelsen af en forordning, der berører dem individuelt. Selv om det drejer sig om en uundgåelig omstændighed, er det imidlertid ligeledes åbenbart, at opbygningen af retsordenen – og særligt den processuelle retsorden – ikke kan omfattes af begrebet »force majeure« på grund af den forudsigelige karakter, der ligger heri. Hvis nogle af denne retsordens virkninger medfører problematiske konsekvenser, ville der vanskeligt kunne rettes op herpå med det førnævnte begreb force majeure. Følgelig kan det ikke anerkendes, at vi befinder os over for et tilfælde af force majeure.

58.

Hvis Domstolen er enig i dette standpunkt, mener jeg imidlertid ikke, at den skal stoppe her. Jeg tvivler således på, at denne eventuelle besvarelse i tilstrækkelig grad og særligt på en korrekt måde kan vejlede den afgørelse, som den forelæggende ret skal træffe. Med andre ord er jeg af den opfattelse, at Domstolen skal undgå, at der på en måde på grund af en undladelse fra Domstolens side sker en bekræftelse af den fortolkning af den omhandlede bestemmelse i EF-toldkodeksen, hvorefter den frist, der er fastsat i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, nødvendigvis skal finde anvendelse, hvis der ikke foreligger force majeure. Således blev det gjort klart af den måde, hvorpå retsmødet forløb, at det i hovedsagen rejste spørgsmål går ud over en ren afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger force majeure eller ej.

59.

I denne forbindelse er det uundgåeligt at indlede med Domstolens afgørelse, som annullerede forordning nr. 2398/97, dvs. dommen af 27. september 2007 i Ikea Wholesale-sagen, og helt konkret med den måde, hvorpå Domstolen redegjorde for disse virkninger.

60.

På den ene side erklærede Domstolen i denne dom som nævnt i punkt 24 i dette forslag til afgørelse, at artikel 1 i forordning nr. 2398/97 var ugyldig, for så vidt som Rådet havde anvendt metoden med »nulstilling«, og på den anden side fastslog Domstolen virkningerne af denne erklæring, for så vidt som en importør, der har anlagt et søgsmål til prøvelse af de beslutninger, hvorved importøren opkræves antidumpingtold i henhold til forordning nr. 2398/97, i princippet er berettiget til at påberåbe sig, at denne forordning er erklæret ugyldig, med henblik på at opnå tilbagebetaling af denne told i henhold til EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 1.

61.

For det første, og som anført af Kommissionen i punkt 36 i dens indlæg, fremgår det af Ikea-dommen, at konsekvenserne af ugyldigheden af forordning nr. 2398/97 ikke i sig selv indebærer en undtagelse til betingelserne i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, for godtgørelse af de beløb, der ikke var skyldige efter lovgivningen på det tidspunkt, hvor de blev betalt.

62.

Domstolen har således i dommens præmis 67 bekræftet, at »[d]et tilkommer de nationale myndigheder i deres retsorden at drage konsekvenserne af en erklæring om ugyldighed inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse om bedømmelse af gyldighed (dom af 30.10.1975, sag 23/75, Rey Soda, Sml. s. 1279, præmis 51), hvilket har til følge, at antidumpingtold, der er betalt i henhold til forordning nr. 2398/97, ikke [var skyldig efter lovgivningen] i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 236, stk. 1, i forordning nr. 2913/92, og i princippet kan være genstand for tilbagebetaling fra toldmyndighederne i henhold til denne bestemmelse, såfremt de betingelser, der er tilknyttet en sådan tilbagebetaling, herunder den, der er fastsat i nævnte artikels stk. 2 [ ( 18 )], er opfyldt, hvilket det påhviler den forelæggende ret at kontrollere.«

63.

Der skal imidlertid tages hensyn til, at artikel 236, stk. 2, i forordning nr. 2913/92 ikke nævnes i domskonklusionen i modsætning til bestemmelsens stk. 1. Der anføres i domskonklusionens punkt 2, at »[e]n importør som den i hovedsagen omhandlede, der ved en national ret har anlagt et søgsmål til prøvelse af de beslutninger, hvorved opkrævning af antidumpingtold pålægges importøren i henhold til forordning nr. 2398/97, der i medfør af denne dom er erklæret ugyldig, er i princippet berettiget til at påberåbe sig til denne ugyldighed inden for rammerne af tvisten i hovedsagen [ ( 19 )] med henblik på at opnå tilbagebetaling af denne told i henhold til artikel 236, stk. 1, i […] forordning (EF) nr. 2913/92 [...]«.

64.

Jeg har fremhævet udtrykket »inden for rammerne af tvisten i hovedsagen«, fordi jeg er af den overbevisning, at Domstolen med disse to erklæringer har villet sondre mellem to forskellige situationer ved fastlæggelsen af rækkevidden af ugyldighedserklæringen i forhold til fortiden. På den ene side situationen for dem, der har indbetalt de afgifter, som blev opkrævet i henhold til den forordning, der blev erklæret ulovlig, og som har handlet i overensstemmelse med denne forordning og ikke indbragt søgsmål til prøvelse af gennemførelsesbestemmelserne hertil ved de nationale myndigheder. På den anden side situationen for dem, der som Ikea og CIVAD efter min opfattelse har reageret imod anvendelse af forordningen og i sidste ende bidraget til, at Domstolen erklærede den ugyldig. Selv om fristen i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, skal finde anvendelse for den første gruppe, er der derimod ikke nogen tidsgrænse for den anden gruppe for så vidt angår den tilbagevirkende kraft, som ligger i retsinstansernes ugyldighedserklæringer.

65.

Tidsfristen i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, udelukker ganske vist muligheden for ethvert krav om godtgørelse af ikke-skyldige beløb efter fristen på tre år regnet fra tidspunktet for deres meddelelse, idet den eneste undtagelse er tilfælde af force majeure.

66.

Dette synspunkt kan imidlertid alene anvendes for dem, der ikke har reageret med de retsmidler, de havde til rådighed, mod den forordning, som endte med at blive erklæret ulovlig. Synspunktet kan ikke finde anvendelse i forhold til dem, der netop har gjort denne erklæring mulig, dvs. dem, der ved at anfægte gennemførelsesretsakterne til forordningen har gjort Domstolens indgriben mulig. For disse sidstnævnte skal princippet om tilbagevirkende kraft af retsafgørelser om ugyldighed derimod finde anvendelse, medmindre Domstolen ekstraordinært og tilstrækkeligt begrundet har fastslået andet ( 20 ).

67.

Det modsatte tilfælde, altså en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af denne erklæring på grund af anvendelsen af en frist med en dies a quo som den, der er fastsat i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, ville i det foreliggende tilfælde føre til et resultat, der vanskeligt kan forenes med adgangen til effektive retsmidler (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder). Dette ville således betyde, at der til de vanskeligheder, som en privatperson som den omhandlede importør har været stillet over for for at opnå en retlig prøvelse af en forordning såsom forordning nr. 2398/97 ( 21 ), med en fordrejet logik skulle lægges den frustration, det ville være ikke at kunne drage fordel af de materielle og praktiske resultater af denne ugyldighedserklæring.

68.

Jeg mener følgelig, at Domstolen i sin domskonklusion i Ikea-dommen har undladt enhver henvisning til EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, idet Ikea »inden for rammerne af tvisten i hovedsagen« kunne gøre en almindelig tidsmæssig udvidelse af virkningerne af en ugyldighed erklæret under en særskilt sag ved Domstolen gældende.

69.

Det samme gør sig derimod ikke gældende for dem, der ikke har iværksat nogen sager til prøvelse af gennemførelsesretsakterne til forordning nr. 2398/97, og den tidsgrænse, der er fastsat i artikel 236, stk. 2, finder således fuldt ud anvendelse for disse i overensstemmelse med Ikea-dommens præmis 67.

70.

Hvad gælder for CIVAD? Efter min opfattelse er det godtgjort i hovedsagen, at CIVAD’s sagsanlæg kan sammenlignes med Ikeas for så vidt angår selskabets påpasselighed med at anfægte forordning nr. 2398/97, hvorfor virkningerne af, at denne forordning er blevet erklæret ugyldig, ikke skal være forskellige for de to selskaber ( 22 ). I tilfælde af at den nationale domstol i givet fald ikke havde handlet på en måde, der gav Domstolen mulighed for at træffe afgørelse vedrørende gyldigheden af den anvendte forordning ( 23 ), skulle dette ikke komme CIVAD til skade på en sådan måde, at selskabets situation af praktiske årsager blev sammenlignet med den, som de selskaber befinder sig i, som ikke har anfægtet anvendelsen af den bestemmelse, som CIVAD har anfægtet lovligheden af fra det tidspunkt, hvor selskabet havde anledning til det, ved at fremføre de argumenter, som det retligt kunne gøre gældende.

71.

Sammenfattende er jeg af den opfattelse, at det første spørgsmål fra den forelæggende ret alternativt skal besvares med, at det foreliggende tilfælde ikke udgør et tilfælde af force majeure, men at den omstændighed, at en forordning erklæres ulovlig, som det er tilfældet vedrørende forordning nr. 2398/97 efter Ikea-dommen, imidlertid ikke medfører en ret til godtgørelse eller fritagelse underlagt den tidsgrænse, som er fastsat i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, første afsnit, i det konkrete tilfælde, hvor en importør som den i hovedsagen omhandlede har handlet ved at påberåbe sig denne forordnings ulovlighed, idet det tilkommer den forelæggende ret at afgøre dette sidstnævnte punkt.

72.

Lad os se på det andet spørgsmål, som er forelagt subsidiært, i tilfælde af, at Domstolen vælger at begrænse sig til at besvare det første spørgsmål ved at fastslå, at den omhandlede situation ikke udgør et tilfælde af force majeure: Var toldmyndigheden forpligtet til at handle fra det tidspunkt, hvor WTO erklærede forordning nr. 2398/97 uforenelig med antidumpingaftalen ( 24 )?

73.

Jeg er af den opfattelse, at de franske myndigheder ikke kunne handle ved at godtgøre allerede betalt told alene på dette grundlag. Dette er simpelthen, fordi forordning nr. 1515/2001 giver Fællesskabet kompetence til at vedtage de foranstaltninger, der skal træffes på grundlag af DSB’s rapporter om antidumping- og antisubsidieforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger kan i henhold til forordningens artikel 1, stk. 1, være at »ophæve eller ændre den omtvistede foranstaltning« [litra a)] eller at »vedtage enhver anden særlig foranstaltning, som skønnes hensigtsmæssig efter omstændighederne« [litra b)], idet det er tilladt at vedtage de to typer af foranstaltninger samtidig.

74.

Den eventuelle reaktion på, at en EU-retlig forordning erklæres uforenelig med antidumpingaftalen, tilkommer således EU-institutionerne, hvorfor en national myndighed, som beslutter at vedtage en sådan foranstaltning, ville gribe alvorligt ind i en fællesskabsbeføjelse. Det skal blot nævnes, at en godtgørelse, som tildeles motu proprio af de nationale myndigheder, ville gå imod en forordning, der bortset fra, at den er uforenelig med antidumpingaftalen, som anført ovenfor i forhold til Unionen er fuldt ud gyldig.

75.

Det skal ligeledes tilføjes, at en passende reaktion fra Unionen ikke nødvendigvis skal føre til godtgørelse af betalte afgifter. For det første fordi uforeneligheden med antidumpingaftalen, som jeg har anført, inden for WTO alene betyder en forpligtelse til høring og forhandling, som kan fastholde et tilfælde, hvor forhandlingsproceduren fører til en løsning, der ikke nødvendigvis medfører godtgørelse af afgifterne. For så vidt som de muligheder, der foreligger efter forordning nr. 1515/2001, konkretiseres ved godtgørelse eller ved ændring af forordningen eller ved vedtagelse af »enhver anden særlig foranstaltning, som skønnes hensigtsmæssig efter omstændighederne«, er det for det andet heller ikke udelukket, at de afgifter, som måske var ikke-skyldige af de i rapporten anførte grunde, når situationen bliver taget op til fornyet overvejelse i lyset af DSB’s rapport, ikke desto mindre kan opkræves på et andet grundlag end det, som WTO har udelukket.

76.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de præjudicielle spørgsmål således: