FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. MENGOZZI
fremsat den 6. september 2011 (1)
Sag C-412/10
Deo Antoine Homawoo
mod
GMF Assurances SA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Det Forenede Kongerige))
»Retligt samarbejde på det civilretlige område – lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (»Rom II-forordningen«) – tidsmæssigt anvendelsesområde«
1. Med denne anmodning om præjudiciel afgørelse stiller High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Det Forenede Kongerige), det første spørgsmål om fortolkning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (2) (herefter »Rom II-forordningen«). Dette spørgsmål vedrører forordningens tidsmæssige anvendelsesområde.
I – Retsforskrifter
A – Rom II-forordningen
2. 6., 13., 14. og 16. betragtning til Rom II-forordningen har følgende ordlyd:
»(6) På et velfungerende indre marked er det for at gøre udfaldet af tvister mere forudsigeligt og fremme retssikkerheden og den gensidige anerkendelse af retsafgørelser nødvendigt, at de lovvalgsregler, der er gældende i medlemsstaterne, udpeger den samme nationale lov, uanset i hvilket land den domstol, som sagen anlægges ved, er beliggende.
[…]
(13) Ensartede regler, der skal anvendes, uanset hvilken lov de udpeger, kan afværge risikoen for konkurrenceforvridninger mellem procesparter i Fællesskabet.
(14) Kravet om retssikkerhed og behovet for at finde en retfærdig løsning i konkrete sager er væsentlige elementer i et område med retfærdighed. […]
[…]
(16) Ensartede regler bør øge forudsigeligheden af retsafgørelser og sikre en fornuftig balance mellem den påstået ansvarliges interesser og den skadelidtes interesser. […]«
3. Vedrørende lovvalgsregler bestemmer forordningens artikel 4, stk. 1, at »[m]edmindre andet er fastsat i denne forordning, anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en skadevoldende handling, loven i det land, hvor skaden indtræder, uanset i hvilket land den skadevoldende begivenhed fandt sted, og uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger af denne begivenhed indtræder«.
4. Artikel 15 i Rom II-forordningen, som definerer rækkevidden af den således udpegede lov, har følgende ordlyd:
»Den lov, der i henhold til denne forordning skal anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, finder navnlig anvendelse på spørgsmål om:
a) ansvarsgrundlag og ansvarsomfang, herunder bestemmelse af, hvilke personer der kan handle ansvarspådragende
b) ansvarsfrihedsgrunde samt ansvarsbegrænsning og ansvarsdeling
c) en skades eksistens, dens art og vurderingen af den eller den ønskede genoprettelse
[…]«
5. Artikel 28, stk. 1, præciserer, at Rom II-forordningen »[ikke] berører anvendelsen af internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse, og som fastsætter lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt«.
6. Artikel 29 angiver bl.a., at »[s]enest den 11. juli 2008 meddeler medlemsstaterne Kommissionen de i artikel 28, stk. 1 omhandlede konventioner. […] Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende seks måneder efter modtagelsen […] listen over de omhandlede konventioner [...]«.
7. Artikel 30 indfører en revision, som indebærer, at Kommissionen forelægger en rapport om anvendelsen af Rom II-forordningen »[s]enest den 20. august 2011«.
8. Rom II-forordningens artikel 31-32 har følgende ordlyd:
»Artikel 31 – Tidsmæssig anvendelse
Denne forordning finder anvendelse på skadevoldende begivenheder, der finder sted efter dens ikrafttræden.
Artikel 32 – Anvendelsesdato
Denne forordning anvendes fra den 11. januar 2009, med undtagelse af artikel 29, der anvendes fra den 11. juli 2008.«
B – Nationale retsforskrifter
9. Det Forenede Kongeriges lovvalgsregler for sager om erstatning uden for kontrakt, der fandt anvendelse før Rom II-forordningen, er indeholdt i lov fra 1995 om international privatret (forskellige bestemmelser) [Private International Law (Miscellaneous Provisions) Act 1995]. Retterne i Det Forenede Kongerige har fortolket loven fra 1995 således, at den udpeger den lovgivning, der finder anvendelse på sagens realitet. Forhold, der efter engelsk ret er karakteriseret som processuelle spørgsmål, skal afgøres efter engelsk ret som lex fori.
10. Hvad angår vurderingen af skaden er følgende fastslået i national retspraksis, bl.a. i House of Lords’ afgørelse i sagen Harding mod Wealands (3):
a) Den lovgivning, der finder anvendelse på tvistens realitet, vil afgøre, hvilket skades-»overskrifter« der kan godtgøres som erstatning, dvs. de kategorier af skade, der i princippet kan udløse erstatning.
b) Vurderingen af erstatning med hensyn til hver skades-»overskrift«, der kan udløse erstatning, er et processuelt spørgsmål, der afgøres efter engelsk ret som lex fori.
II – Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
11. Den 29. august 2007 blev Deo Antoine Homawoo påkørt af et motorkøretøj, mens han krydsede en gade i Frankrig. Han kom til skade ved kollisionen. Køretøjet, der var indregistreret i Frankrig, blev på tidspunktet for ulykken ført af en person, der var forsikret ved GMF Assurances SA (herefter »GMF«).
12. Den 8. januar 2009 anlagde sagsøgeren i hovedsagen, der var bosiddende i Det Forenede Kongerige, en sag om erstatning for personskader og følgeskader ved High Court mod bl.a. GMF, i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra b), og artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (4). GMF har ikke bestridt den forpligtelse, der påhviler det til at yde erstatning til sagsøgeren. Parterne i hovedsagen er derimod uenige med hensyn til valget af den anvendelige lovgivning med henblik på vurderingen af skaden.
13. Ulykken fandt sted den 29. august 2007, og sagen blev anlagt ved High Court den 8. januar 2009. Sagsøgeren i hovedsagen mener, at da disse to tidspunkter var før den 11. januar 2009, som der henvises til i Rom II-forordningens artikel 32, finder forordningen ikke anvendelse i hovedsagen, og vurderingen af sagsøgerens skader bør afgøres efter engelsk ret som lex fori. GMF har gjort gældende, at Rom II-forordningen i henhold til artikel 254, stk. 1, EF (5) trådte i kraft den tyvende dag efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende (6). I hovedsagen fandt den skadevoldende begivenhed imidlertid sted efter denne dato. Ved anvendelse af Rom II-forordningens artikel 4 og 15 skal vurderingen af sagsøgerens skader derfor ske efter fransk ret.
14. På baggrund af disse forskellige fortolkninger med hensyn til Rom II-forordningens ikrafttræden har High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division, besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 31 og […] 32 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen), i forening, sammenholdt med artikel 297 TEUF (7), fortolkes således, at en national ret er forpligtet til at anvende Rom II-forordningen og navnlig denne forordnings artikel 15, litra c), i en sag, hvor den skadevoldende begivenhed fandt sted den 29. august 2007?
2) Påvirkes svaret på spørgsmål 1 af en af disse faktiske omstændigheder:
a) Erstatningssøgsmålet blev anlagt den 8. januar 2009.
b) Den nationale ret traf først afgørelse vedrørende den anvendelige lovgivning den 11. januar 2009?«
III – Retsforhandlingerne ved Domstolen
15. Sagsøgeren i hovedsagen, GMF, Det Forenede Kongeriges regering og den græske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.
16. Sagsøgeren i hovedsagen, GMF og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 14. juli 2011.
IV – Retlig vurdering
17. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører Rom II-forordningens tidsmæssige anvendelsesområde, som fastlagt i dens artikel 31 og 32. Artikel 31 angiver blot, at Rom II-forordningen finder anvendelse på skadevoldende begivenheder, der finder sted »efter dens ikrafttræden«. Artikel 32 tilføjer, at denne forordning »anvendes fra den 11. januar 2009, med undtagelse af artikel 29, der anvendes fra den 11. juli 2008«.
18. Der er to forskellige opfattelser i hovedsagen. Ifølge den første, der forfægtes af GMF og den græske regering, fastsætter artikel 31 ikke ikrafttrædelsesdatoen, der således skal fastsættes i henhold til artikel 254, stk. 1, EF, dvs. 20 dage efter offentliggørelsen af Rom II-forordningen; forordningen finder anvendelse på skadevoldende begivenheder, der finder sted efter den 20. august 2007. Ifølge den anden opfattelse, som sagsøgeren i hovedsagen, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen forfægter, henviser den i artikel 31 nævnte ikrafttrædelsesdato i realiteten til den i den følgende artikel fastsatte anvendelsesdato, nemlig den 11. januar 2009 – idet kun artikel 29 er anvendelig fra den 11. juli 2008; Rom II-forordningen finder anvendelse på skadevoldende begivenheder, der finder sted efter den 11. januar 2009.
19. Jeg vil i nogle indledende bemærkninger komme ind på de almindelige tilfælde, hvor der sondres mellem »ikrafttræden« og »anvendelsesdato« i EU-forordninger (A). Jeg rejser spørgsmålet, om der med lovgivers henvisning til ikrafttræden og anvendelsesdato i den her omhandlede forordning kan foretages en sondring, som den følger af disse tilfælde. For at besvare dette spørgsmål undersøger jeg, efter at have analyseret forarbejderne til Rom II-forordningen (B), ordlyden af dens artikel 31 og 32 (C), dens almindelige opbygning (D) og dens formål (E).
A – Indledende bemærkninger om sondringen mellem »ikrafttræden« og »anvendelsesdato«
20. For visse EU-forordninger er anvendelsen udskudt i forhold til deres ikrafttræden. Det er f.eks. tilfældet med de forordninger, der skabte de første fælles markedsorganisationer. For disse forordninger er formålet med sondringen mellem »ikrafttræden« og »anvendelsesdato« at give mulighed for umiddelbar etablering af de ved de nævnte forordninger oprettede nye organer – f.eks. forvaltningskomitéerne – og Kommissionens udarbejdelse af gennemførelsesbestemmelser, vedrørende hvilke de nye organers stillingtagen er nødvendig (8).
21. På området for retligt samarbejde i på det civilretlige område, som Rom II-forordningen indgår i, sondrer EU-lovgiver ligeledes mellem mange forordningers ikrafttræden og anvendelse. Først var dette tilfældet med forordningen om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (9), som trådte i kraft den 1. juli 2001, men først anvendtes fra den 1. januar 2004, dog med undtagelse af visse artikler, hvis anvendelse var fastsat til ikrafttrædelsesdatoen, nemlig den 1. juli 2001 (10). På grundlag af disse artikler skulle medlemsstaterne meddele Kommissionen visse oplysninger, der var nærmere angivet i forordningen. Kommissionen skulle dernæst, bistået af et udvalg, udarbejde og ajourføre en håndbog med de nævnte oplysninger (11). Tidsrummet mellem ikrafttrædelsesdatoen og anvendelsesdatoen var nødvendig for, at medlemsstaterne og efterfølgende Kommissionen kunne løse bestemte opgaver, forud for anvendelsen af forordningen.
22. Lovgiver sondrer mellem ikrafttrædelsesdatoen og anvendelsesdatoen i de efterfølgende forordninger på samme område, med mere eller mindre lange frister mellem de to tidspunkter, hvilket giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eventuelle ændringer i national ret, før de meddeler Kommissionen de oplysninger, der er præciseret i det berørte instrument. Disse oplysninger stilles dernæst til offentlighedens rådighed, normalt gennem offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende (12). I Rom II-forordningens tilfælde ville en sådan fortolkning af artikel 31, således at den fastsætter forordningens ikrafttrædelsesdato til den 20. august 2007 mens anvendelsesdatoen er den 11. januar 2009 – med undtagelse af artikel 29, der anvendtes fra den 11. juli 2008 – have andre, usædvanlige virkninger.
23. En anvendelse af Rom II-forordningens pr. 11. januar 2009 på skadevoldende begivenheder, der var indtrådt efter den 20. august 2007, ville nemlig medføre en periode på næsten 17 måneder, i hvilken skadevoldende begivenheder var underlagt den ved denne forordning etablerede retlige ordning, uden at denne kunne anvendes på dem. En sådan anvendelse, hvorefter Rom II-forordningens retlige ordning på en måde er anvendelig, uden at kunne anvendes, findes ikke tilsvarende på området for retligt samarbejde i civilsager (13). Navnlig præciserer pendanten til Rom II-forordningen om lovvalgsregler i sager om kontraktforhold, som indeholder en sondring mellem tiltrædelses- og anvendelsesdatoen, at den finder anvendelse på kontrakter, der er indgået efter anvendelsesdatoen (14).
24. I lyset af den usædvanlige virkning af en eventuel sondring mellem »ikrafttræden« i artikel 31 og »anvendelsesdato« i artikel 32, for så vidt som den ville føre til anvendelse af Rom II-forordningen fra den 11. januar 2009 på skadevoldende begivenheder, der var indtrådt efter den 20. august 2007, er det hensigtsmæssigt at undersøge forarbejderne for at efterprøve, om de kan kaste lys over, om lovgiver har søgt en sådan virkning.
B – Forarbejderne til Rom II-forordningen
25. Kommissionen fremlagde et forslag til forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold den 22. juli 2003 (15). Det indeholdt en enkelt artikel om forordningens tidsmæssige anvendelse, under overskriften »Ikrafttrædelse og anvendelse«, og med følgende ordlyd: »Denne forordning træder i kraft den 1. januar 2005. Den finder anvendelse på forpligtelser uden for kontraktforhold, der udspringer af begivenheder, der finder sted efter dens ikrafttræden« (16).
26. Under de efterfølgende forhandlinger i Rådet for Den Europæiske Union bemærkede den svenske delegation, at ændringer af den svenske ret var nødvendige for anvendelsen af denne forordning, og at der var behov for mindst to år til at gennemføre sådanne ændringer. Af denne grund foreslog delegationen at erstatte formuleringen »træder i kraft den 1. januar 2005« med »træder i kraft senest to år efter dens vedtagelse« (17). Dette forslag blev støttet af den tyske delegation (18). Den nederlandske delegation foreslog ligeledes et tilstrækkeligt tidsrum til at kunne vedtage de nødvendige nationale bestemmelser før forordningens ikrafttrædelse (19). Disse delegationers indlæg viser således, at de ønskede at udskyde Rom II-forordningens ikrafttræden.
27. Sideløbende hermed blev det den 22. december 2005 (20) foreslået at affatte to forskellige artikler, den første med overskriften »Tidsmæssig anvendelse«, den anden med overskriften »Ikrafttræden«, og dermed med nogle ændringer opdele den eksisterende formulering i to artikler. Disse artikler havde følgende ordlyd:
»Artikel 27 – Tidsmæssig anvendelse. Denne forordning finder anvendelse på skadevoldende begivenheder, der finder sted efter dens ikrafttræden.
Artikel 27 a – Ikrafttræden. Denne forordning træder i kraft den […]«
28. Dette forslag blev ikke overtaget i Kommissionens ændrede forslag, der blev forelagt den 21. februar 2006 (21). Datoen »1. januar 2005« var blevet overstreget, men den øvrige formulering var uændret. Artiklen om forordningens tidsmæssige anvendelse lød følgelig således: »Denne forordning træder i kraft den ... Den finder anvendelse på forpligtelser uden for kontraktforhold, der udspringer af begivenheder, der finder sted efter dens ikrafttræden« (22).
29. Forslaget om at opdele den tidsmæssige anvendelse af Rom II-forordningen i to artikler blev atter forelagt den 16. marts 2006 (23), med en lidt anderledes affattelse af artiklerne. Den første artikel angav, at »[d]enne forordning finder anvendelse på skadevoldende begivenheder […], som finder sted efter dens ikrafttræden« (24). I den anden artikel foresloges følgende formulering: Rom II-forordningen »træder i kraft [9 måneder efter dens vedtagelse]« og »finder anvendelse [15 måneder efter dens vedtagelse] med undtagelse af [den nuværende artikel 29], som finder anvendelse [9 måneder efter dens vedtagelse]« (25). Rom II-forordningens ikrafttræden skulle således finde sted 9 måneder efter forordningens vedtagelse, på samme dag som anvendelsen af den nuværende artikel 29.
30. Det er ikke sandsynligt, at lovgiver på daværende tidspunkt var fuldt bevidst om, at ved denne ændring af formuleringen ville de to artikler i realiteten være at forstå således, at de gjorde Rom II-forordningen anvendelig på skadevoldende begivenheder, der fandt sted efter datoen for anvendelse af artikel 29, som faldt sammen med forordningens ikrafttræden. Beviset herpå er, at en sådan fortolkning af Rom II-forordningens tidsmæssige anvendelsesområde, hvorefter forordningen, i lyset af den endelige tekst, ville finde anvendelse fra den 11. januar 2009 på skadevoldende begivenheder, der havde fundet sted efter den 11. juli 2008, ikke er blevet forfægtet af nogen af de deltagende parter i hovedsagen. Ved at bruge udtrykket »ikrafttræden« i den første af de to artikler overtog lovgiver i realiteten blot formuleringen i de tidligere versioner uden at være klar over den hermed forbundne materielle ændring.
31. Et arbejdsnotat af 3. maj 2006 viser, at i forlængelse af et møde den 27. og 28. marts 2006 mente flere delegationer, at sondringen mellem tiltrædelses- og anvendelsesdatoen kunne skabe forvirring (26). Utvivlsomt med henblik på forenkling blev i en senere version af 10. april 2006 første punktum i den anden artikel strøget (27). Under overskriften angav denne blot, stadig under overskriften »Ikrafttrædelse«, at »[[d]enne […] forordning finder anvendelse 18 måneder efter dens vedtagelse], med undtagelse af [den nuværende artikel 29], som finder anvendelse [12 måneder efter dens vedtagelse]« (28). I en senere version af 21. april 2006 (29) fik denne anden artikel sin endelige version med ændring af overskriften til »Anvendelsesdato«.
32. Disse successive ændringer synes således at skulle betragtes som ændringer af Rom II-forordningens form snarere end indholdsmæssige ændringer. Lovgivers hensigt synes under hele forordningens vedtagelsesproces at have været at sammenknytte begrebet ikrafttræden i Rom II-forordningens artikel 31 med anvendelsesdatoen i artikel 32 uden at bekymre sig om den vanskelighed, der følger af to anvendelsesdatoer.
33. En sådan hensigt bekræftes af den næsten fuldstændige mangel på drøftelser om dette punkt under forhandlingerne indtil vedtagelsen af Rom II-forordningen den 11. juli 2007. Det fremgår af offentliggjorte dokumenter, at kun mødet den 27. og 28. marts 2006 drejede sig om den uklarhed, som skabtes med sondringen mellem anvendelses- og ikrafttrædelsesdato (30). Rådsformanden anførte ved den lejlighed, under henvisning til meddelelsen om konventioner i henhold til den nuværende artikel 29, at sondringen skyldtes de forpligtelser, som medlemsstaterne skulle opfylde før anvendelsen af Rom II-forordningen. På denne måde begrundede formanden kun tilstedeværelsen af en tidligere anvendelsesdato for én af Rom II-forordningens artikler. Han kom imidlertid ikke ind på en endnu tidligere ikrafttrædelsesdato for Rom II-forordningen eller på forordningens anvendelsesdato på skadevoldende begivenheder, der havde fundet sted før anvendelsesdatoen den 11. januar 2009.
34. Det fremgår således af forarbejderne, der førte til vedtagelsen af Rom II-forordningens artikel 31 og 32, at lovgiver ikke har vist en klar intention om at anvende forordningen på skadevoldende begivenheder, som fandt sted før anvendelsesdatoen den 11. januar 2009. For at foretage en sådan fortolkning af de pågældende artikler er det som udgangspunkt nødvendigt nøje at undersøge, om den støttes af en fortolkning af disse bestemmelsers ordlyd, sådan som den fremgår af de nævnte forarbejder, samt af en undersøgelse af Rom II-forordningens almindelige opbygning og formål.
C – Ordlyden af artikel 31 og 32
35. Artikel 32 i Rom II-forordningen bestemmer, at »[d]enne forordning anvendes fra den 11. januar 2009, med undtagelse af artikel 29, der anvendes fra den 11. juli 2008«. Artikel 31 præciserer, at Rom II-forordningen finder anvendelse på skadevoldende begivenheder, der finder sted »efter dens ikrafttræden«.
36. Efter GMF’s opfattelse er begreberne ikrafttræden og anvendelse og forskellen mellem dem velkendt af EU-lovgiver. De er forklaret i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles praktiske vejledning for personer, som bidrager til affattelsen af lovtekster i fællesskabsinstitutionerne (31). Jeg skal straks nuancere denne påstand. Punkt 20.10 ff. i vejledningen indeholder mulighed for en »udskudt anvendelse af forordninger« og angiver udtrykkeligt, at »[m]an sondrer undertiden mellem forordningens ikrafttræden og anvendelsen af den ved forordningen indførte ordning til en tidsmæssigt udskudt dato«. Forskellen mellem de to begreber er imidlertid ikke forklaret. Punkt 20.10 henviser blot til de forordninger, der skaber fælles markedsorganisationer, og beskriver formålet med en sondring mellem ikrafttrædelses- og anvendelsesdatoen for disse forordninger. Et sådant formål, der forfølges inden for de specifikke rammer af forordninger vedrørende bestemte sektorer, er ikke det mål, der forfølges inden for rammerne af Rom II-forordningen, med fastsættelsen af ikrafttrædelsen i artikel 31 til den 20. august 2007, mens forordningen finder anvendelse fra den 11. januar 2009. Der kan således af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles praktiske vejledning kun udledes en illustration af sondringen mellem et instruments ikrafttræden og anvendelse, som er foretaget med et specifikt formål. Ud fra denne specielle illustration kan det ikke generelt hævdes, at forskellen mellem begreberne ikrafttræden og anvendelse er velkendt af EU-lovgiver.
37. I øvrigt skal, hvad der er vigtigere, bestemmelserne i artikel 31 og artikel 32, også selv om artikel 32 specifikt omhandler »ikrafttræden« og artikel 32 »anvendelsesdato«, læses i forening, da artikel 31 har overskriften »Tidsmæssig anvendelse« og artikel 32 »Anvendelsesdato«. En sådan læsning viser, at begreberne ikrafttrædelse og anvendelse i Rom II-forordningen er brugt upræcist og er forvekslet med hinanden. Derfor er det ikke er muligt at tage GMF’s og den græske regerings argument til følge, hvorefter artikel 31 skulle suppleres af bestemmelsen i sidste punktum af artikel 254, stk. 1, EF, hvorefter »[forordninger] træder i kraft på det i retsakten fastsatte tidspunkt eller, hvis et sådant ikke er angivet, den tyvende dag efter deres offentliggørelse«.
38. Manglen på en klar sondring mellem de to begreber, der fører til forveksling mellem dem i Rom II-forordningen, bekræftes ved, at i et stort flertal af de andre instrumenter, der er vedtaget inden for retligt samarbejde på det civilretlige område, indeholder artikler med overskriften »Ikrafttræden« formuleringen »finder anvendelse« eller »anvendes« (32).
39. Denne mangel på en klar sondring mellem de to begreber bekræftes endvidere efterfølgende af afvigelserne i oversættelsen af Rom II-forordningen. I den spanske, nederlandske og rumænske version har artikel 32 overskriften »Ikrafttræden« (33) og ikke »Anvendelsesdato«. I disse tre versioner er der ingen tvivl om, at forordningens ikrafttræden skal fastsættes til den 11. januar 2009, med undtagelse af artikel 29, der trådte i kraft den 11. juli 2008. Domstolen har klart udtalt, at »den [...] forfægtede opfattelse, hvorefter der bør ses bort fra de nævnte to sproglige versioner, strider endvidere mod Domstolens praksis, hvorefter nødvendigheden af en ensartet fortolkning af fællesskabsforordningerne udelukker, at en bestemmelses ordlyd i tvivlstilfælde betragtes isoleret, idet det nævnte hensyn tværtimod kræver, at ordlyden fortolkes og anvendes på baggrund af versionerne på de andre officielle sprog (jf. dom af 12.7.1979, sag 9/79, Koschniske, Sml. s. 2717, præmis 6). […] [S]amtlige sproglige versioner bør principielt tillægges den samme værdi« (34). Hvad der gælder for to forskellige sproglige versioner, gælder så meget desto mere for tre.
D – Rom II-forordningens almindelige opbygning
40. Ved undersøgelsen af Rom II-forordningens almindelige opbygning må der dernæst tages udgangspunkt i, at denne forordnings bestemmelser forud for artikel 31 og 32 ikke giver nogen holdepunkter for, at forordningen skal anvendes på skadevoldende begivenheder, der fandt sted før den 11. januar 2009. Analysen af disse bestemmelser gør det alene muligt at forstå lovgivers valg om at udskyde anvendelsen af forordningen til den 11. januar 2009, med undtagelse af artikel 29, der anvendtes fra den 11. juli 2008, selv om forordningen blev vedtaget den 11. juli 2007.
41. Som GMF selv med føje har forklaret i sine skriftlige indlæg og under retsmødet, findes grunden til, at lovgiver fastsatte to anvendelsesdatoer, i Rom II-forordningens artikel 28 og 29. Før anvendelsen af forordningen er det nemlig nødvendigt at få kendskab til de internationale konventioner, som regulerer lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt, som binder en eller flere medlemsstater. Dette følger af artikel 28, hvorefter denne forordning ikke berører anvendelsen af de pågældende internationale konventioner.
42. Artikel 29 foreskriver, at senest den 11. juli 2008 meddeler medlemsstaterne Kommissionen de omhandlede konventioner. Denne sidstnævnte offentliggør listen over de pågældende konventioner i Den Europæiske Unions Tidende senest seks måneder efter modtagelsen. Da det er tilsigtet, at alle disse konventioner skal være registreret og offentliggjort senest den 11. januar 2009, er det grunden til, at Rom II-forordningen anvendes fra denne dato.
43. Efter GMF’s mening skulle Rom II-forordningen nødvendigvis allerede finde anvendelse på tidspunktet for anvendelsen af artikel 29, der var fastsat til den 11. juli 2008. GMF drager heraf den konsekvens, at Rom II-forordningen finder anvendelse på skadevoldende begivenheder, der fandt sted før den 11. januar 2009. Denne påstand kan ikke tages til følge, da det klart fremgår af artikel 32, at anvendelsen af artikel 29 skal være adskilt fra anvendelsen af de øvrige bestemmelser i Rom II-forordningen. Såfremt Rom II-forordningens ikrafttræden den 11. juli 2008 blev ledsaget af dens anvendelse på skadevoldende begivenheder, der var indtrådt efter denne dato, ville sådanne skadevoldende begivenheder være omfattet af bestemmelserne i Rom II-forordningen fra den 11. juli 2008, selv om anvendelsen af disse bestemmelser ville være udskudt. En sådan situation ville være ensbetydende med at gøre de pågældende bestemmelser anvendelige før den dato, som lovgiver udtrykkeligt havde fastsat hertil, nemlig den 11. januar 2009.
44. Som Kommissionen i øvrigt har fremhævet med Bruxelles IIa-forordningen som eksempel, må det fastslås, at når EU-lovgiver på området retligt samarbejde på det civilretlige område fastsætter anvendelsen af visse artikler i en forordning, således at den falder sammen med forordningens ikrafttræden (35), følger virkningen af disse artikler af denne fastsættelse af en tidligere anvendelsesdato og ikke af forordningens ikrafttræden som sådan. Som følge heraf bortfalder sondringen mellem selve begreberne ikrafttræden og anvendelse.
45. Analysen af bestemmelserne frem til artikel 31 og 32 viser EU-lovgivers vilje til at udskyde anvendelsen af Rom II-forordningen for først at sikre offentliggørelsen af de internationale konventioner, der regulerer lovvalgsreglerne for forpligtelser uden for kontrakt, der binder en eller flere medlemsstater. Derimod findes der ingen holdepunkter for en eventuel anvendelse af forordningen på skadevoldende begivenheder, der var indtrådt før den 11. januar 2009, eller for en eventuel sondring mellem den i artikel 31 nævnte ikrafttrædelsesdato og anvendelsesdatoen i artikel 32.
46. Den konstatering, jeg nåede frem til i ovenstående punkt, kan der ikke rejses tvivl om på grund af bestemmelsen om en revision i Rom II-forordningens artikel 30, som foreskriver forelæggelse af en rapport om anvendelsen af forordningen »senest den 20. august 2011«. Bestemmelsen om denne frist kan ikke forstås således, at det skulle betyde, at Rom II-forordningen var trådt i kraft fire år tidligere, dvs. den 20. august 2007. Ikrafttrædelsesdatoen nævnes nemlig ikke i den nævnte artikel. Endvidere indeholdt det sidste forslag til forordning, der blev godkendt af Forligsudvalget den 22. juni 2007, ingen dato, men kun en tom plads, der skulle udfyldes (36). Det samme gælder for det sidste dokument, der var udarbejdet af Europa-Parlamentet og Rådet den 11. juli 2007, den dag, hvor forordningen blev vedtaget (37). Den nøjagtige dato »20. august 2011« blev således tilføjet senere, og der er ingen holdepunkter for at forbinde denne dato med angivelsen ikrafttræden i artikel 31.
E – Formålet med Rom II-forordningen
47. I lyset af 6., 13., 14. og 16. betragtning til Rom II-forordningen har denne bl.a. til formål at gøre udfaldet af retssager mere forudsigeligt og fremme retssikkerheden samt afværge risikoen for konkurrencefordrejninger, som kan følge af anvendelsen af ikke-ensartede regler.
48. Såfremt Rom II-forordningen anvendtes fra den 11. januar 2009 på skadevoldende begivenheder, der var indtrådt efter den 20. august 2007, ville det gøre tidspunktet for anvendelse af forordningen usikkert. En sådan usikkerhed fremgår klart af de bemærkninger, som parterne har fremsat vedrørende en sådan mulighed. Sagsøgeren i hovedsagen mener, at Rom II-forordningen skulle finde anvendelse på alle sager, der var anlagt fra den 11. januar 2009. Den græske regering påberåber sig princippet jura novit curia og mener, at den ret, for hvilken sagen er anlagt, skal anvende den lovgivning, der finder anvendelse på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelse: Fra den 11. januar 2009 kan Rom II-forordningen følgelig til enhver tid anvendes på en igangværende procedure, lige fra anlæggelsen af søgsmålet til afsigelsen af den endelige afgørelse. Kommissionen bekræfter den nævnte usikkerhed og fremhæver, at såfremt anvendelsen af Rom II-forordningen vedrører tidligere begivenheder, kan tre kriterier anvendes: anlæggelsen af søgsmålet, bestemmelsen af den af retten anvendelige lovgivning og afsigelsen af dommen.
49. Af det ovenstående fremgår det klart, at hvis Rom II-forordningen skulle anvendes på skadevoldende begivenheder, der var indtrådt efter den 20. august 2007, ville det være umuligt præcist at fastslå tidspunktet for anvendelse af forordningen fra den 11. januar 2009 i alle medlemsstaterne, og at dette nødvendigvis ville føre til divergerende løsninger inden for Den Europæiske Union.
50. Med henblik på en ensartet anvendelse af Rom II-forordningen i alle medlemsstaterne, i overensstemmelse med kravene i 6., 13., 14. og 16. betragtning til forordningen, bør Rom II-forordningen anvendes på skadevoldende begivenheder, der er indtrådt efter dens anvendelsesdato.
51. I tilfælde af, at Domstolen ikke følger en sådan fremgangsmåde, men foretrækker et af de af parterne nævnte kriterier – nemlig anlæggelse af søgsmålet, bestemmelse af den af retten anvendelige lov eller afsigelse af en endelig afgørelse, som skal belyses med henblik på en præcisering af anvendelsen af Rom II-forordningen på verserende sager, for med større præcision at kunne fastsætte anvendelsen af Rom II-forordningen på tidligere begivenheder – vil jeg fremsætte nogle bemærkninger og påpege, at ingen af disse kriterier gør det muligt at nå et tilfredsstillende resultat, der er i overensstemmelse med formålet med forordningen.
52. For skadevoldende begivenheder indtrådt mellem den 20. august 2007 og den 10. januar 2009 er den anvendelige lov for det første forskellig, alt efter om anlæggelsen af et søgsmål, bestemmelsen af den anvendelige ret eller afsigelsen af en endelig afgørelse – ifølge det valgte kriterium – har fundet sted før eller efter den 11. januar 2009. Forskellige lovvalgsregler ville således finde anvendelse på skadevoldende begivenheder, der er indtrådt i løbet af samme periode. En sådan situation er særligt problematisk, hvis flere sagsøgere er personskadet i samme ulykke. Deres respektive søgsmål kan nemlig være reguleret af forskellig ret, alt efter om anlæggelsen af søgsmålet, bestemmelsen af den anvendelige ret eller afsigelsen af den endelige afgørelse har fundet sted før eller efter den 11. januar 2009. Den forelæggende ret erindrer desuden om, at både anlæggelsen af et søgsmål og fastsættelsen af retsmødet kan være genstand for taktiske manipulationer fra parternes side. I lyset af den tid, der er gået mellem den 20. august 2007 og den 10. januar 2009, vil valget af det ene eller det andet af disse kriterier være i modstrid med forordningens formål.
53. For det andet er der, såfremt Domstolen vælger det ene eller det andet af disse kriterier, og anvendelsen af Rom II-forordningen bliver afhængig af en retssag, således som Det Forenede Kongeriges regering har anført i sit skriftlige indlæg, intet til hinder for, at den tidligere lovgivning – ud over overgangsperioden – fortsat finder anvendelse på sager, der reguleres af parterne uden anvendelse af en retssag, da ingen ret får sagen forelagt. Parterne vil hyppigt søge en udenretlig løsning, før der tages retslige skridt, hvilket den forelæggende ret og Det Forenede Kongeriges regering har gjort gældende under henvisning til, at de i England og Wales anvendelige civilprocesretlige bestemmelser tilskynder til denne fremgangsmåde, som kan minimere omkostningerne til bilæggelse af tvister og generelt fremme hensynet til retsplejen (38). Den tidligere internationale privatret kan dermed regulere parternes situation indtil en rets eventuelle indgriben. Det ville imidlertid være i strid med Rom II-forordningens formål, hvis parter, som gennemfører mægling, kan frygte en ændring af den anvendelige lovgivning i kraft af en eventuel senere anlæggelse af en sag for retten.
54. I betragtning af både ordlyden af artikel 31 og 32 og Rom II-forordningens almindelige opbygning og formål fremgår det følgelig klart, at forordningen skal fortolkes således, at den anvendes på skadevoldende begivenheder, der er indtrådt den 11. januar 2009 eller derefter. Det er derfor ufornødent at besvare den forelæggende rets andet spørgsmål, som drejer sig om indflydelsen af datoen for søgsmålets anlæggelse eller bestemmelsen af den anvendelige ret på anvendelsen af Rom II-forordningen.
V – Forslag til afgørelse
55. Henset til de foregående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division, forelagte spørgsmål således:
»1) Artikel 31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen), sammenholdt med artikel 254 EF, skal fortolkes således, at en national ret ikke må anvende denne forordning, navnlig ikke artikel 15, litra c), i en sag, hvor den skadevoldende begivenhed fandt sted den 29. august 2007. Forordning nr. 864/2007 finder kun anvendelse på skadevoldende begivenheder, der har fundet sted den 11. januar 2009 eller derefter.
2) I betragtning af besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet præjudicielle spørgsmål.«
1 – Originalsprog: fransk.
2 – EUT L 199, s. 40.
3 – [2007] 2 AC 1, [2006] UKHL 32.
4 – EFT L 12, s. 1. Disse bestemmelser lyder således: »En forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges […] i en anden medlemsstat, i tilfælde, hvor sagen anlægges af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede, ved retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl« [artikel 9, stk. 1, litra b)]; »artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg« (artikel 11, stk. 2).
5 – Artikel 254, stk. 1, EF bestemmer, at »[f]orordninger, direktiver og beslutninger vedtaget efter fremgangsmåden i artikel 251 […] offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. De træder i kraft på det i retsakterne fastsatte tidspunkt eller, hvis et sådant ikke er angivet, den tyvende dag efter offentliggørelsen«.
6 – Rom II-forordningen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 31.7.2007. Den tyvende dag efter offentliggørelsen var den 20.8.2007.
7 – Da offentliggørelsen af Rom II-forordningen fandt sted før den 1.12.2009, dvs. før Lissabontraktatens ikrafttræden, drejer den af den forelæggende ret ønskede fortolkning sig i virkeligheden om artikel 254 EF, som blev overtaget uændret i artikel 297, stk. 1, tredje afsnit, TEUF med hensyn til den fastsatte frist.
8 – Jf. bl.a. Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27.7.1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT L 227, s. 1) og Rådets forordning (EØF) nr. 3330/91 af 7.11.1991 om statistikker over udveksling af goder mellem medlemsstater (EFT L 316, s. 1).
9 – Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28.5.2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (EFT L 174, s. 1).
10 – Jf. forordningens artikel 24.
11 – Jf. forordningens artikel 19.
12 – Jf. Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000, EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1, artikel 72, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21.4.2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav, EUT L 143 af 30.4.2004, s. 15, artikel 33, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12.12.2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure, EUT L 399 af 30.12.2006, s. 1, artikel 33, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11.7.2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure, EUT L 199 af 31.7.2007 s. 1, artikel 29, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13.11.2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000, EUT L 324 af 10.12.2007, s. 79, artikel 26, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) EUT L 177 af 4.7.3008, s. 6, herefter »Rom I-forordningen«, artikel 29, Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18.12.2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt, EUT L 7 af 10.1.2009, s. 1, artikel 76, samt Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20.12.2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation, EUT L 343, s. 10, herefter »Rom III-forordningen«, artikel 21.
13 – Forordning nr. 805/2004 angiver, at den finder anvendelse »på retsafgørelser, der er truffet, på retsforlig, der er godkendt eller indgået, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter denne forordnings ikrafttræden«, artikel 26. Som Kommissionen har påpeget i sine skriftlige indlæg, begrænser lovgiver sig gennem denne bestemmelse imidlertid til at definere de retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter, der kan attesteres som værende europæiske eksigible dokumenter, uden at dette har indflydelse på det tidsmæssige anvendelsesområde for forordningen, der indeholder processuelle regler.
14 – Artikel 28 i Rom I-forordningen.
15 – KOM(2003) 427 endelig.
16 – Artikel 27.
17 – Dok. 9009/04 ADD 8 af 18.5.2004, JUSTCIV 71 CODEC 645, s. 34.
18 – Dok. 9009/04 ADD 11 af 24.5.2004 (07.06) (OR.de), JUSTCIV 71 CODEC 645, s. 19.
19 – Dok. 9009/04 ADD 16 af 28.5.2004, JUSTCIV 71 CODEC 645, s. 6.
20 – Dok. 16027/05 af 22.12.2005, JUSTCIV 245 CODEC 1218, s. 22.
21 – KOM(2006) 83 endelig.
22 – Artikel 27.
23 – Dok. 7432/06 af 16.3.2006, JUSTCIV 62 CODEC 247, s. 20.
24 – Artikel 27.
25 – Artikel 27a.
26 – Dok. 7709/06 af 3. maj 2006, JUSTCIV 79 CODEC 277, s. 6.
27 – Dok. 7929/06 af 10.4.2006, JUSTCIV 85 CODEC 296, s. 21.
28 – Artikel 27a.
29 – Dok. 8417/06 af 21.4.2006, JUSTCIV 104 CODEC 350, s. 21.
30 – Dok. 7709/06 af 3.5.2006.
31 – Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, Luxembourg, 2003.
32 – Forordning nr. 1206/2001, artikel 24, forordning nr. 2201/2003, artikel 72, forordning nr. 805/2004, artikel 33, forordning nr. 1896/2006, artikel 33, forordning nr. 861/2007, artikel 29, forordning nr. 1393/2007, artikel 26, og forordning nr. 4/2009, artikel 76. I disse instrumenter er forveksling undgået, da lovgiver præcist angiver ikrafttrædelses‑ og anvendelsesdatoen ved at nævne en bestemt dag eller ved udtrykkelig henvisning til offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
33 – Artikel 32 har følgende overskrift: i den spanske version »Entrada en vigor«; i den nederlandske version »Inwerkingtreding« og i den rumænske version »Data intrării în vigoare«.
34 – Dom af 2.4.1998, sag C-296/95, EMU Tabac m.fl., Sml. I, s. 1605, præmis 36.
35 – Jf. forordning nr. 1206/2001, nr. 2201/2003 og nr. 805/2004.
36 – Dok. PE-CONS 3619/07 af 22.6.2007, JUSTCIV 140 CODEC 528, s. 31.
37 – Dok. PE-CONS 3619/3/07 REV 3 af 11.7.2007, JUSTCIV 140 CODEC 528, s. 31.
38 – Den forelæggende ret henviser til protokollen om administrative procedurer på området personskade (»Pre-action Protocol for Personal Injury Claims«), der findes i Civil Procedure Rules, section »Pre-Action Protocols«.