1)

Artikel 34, nr. 2), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som denne forordnings artikel 45, stk. 1, henviser til, sammenholdt med 16. og 17. betragtning til nævnte forordning, skal fortolkes således, at når sagsøgte appellerer den afgørelse, der træffes om, at en i domsstaten afsagt udeblivelsesretsafgørelse, som den i overensstemmelse med samme forordnings artikel 54 udfærdigede attest er vedlagt, erklæres for eksigibel, idet han gør gældende, at det indledende processkrift i sagen ikke var blevet forkyndt for ham, har retten i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, og som behandler nævnte appel, kompetence til at prøve, om oplysningerne i nævnte attest støttes af beviserne.

2)

Artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001, som denne forordnings artikel 45, stk. 1, henviser til, skal fortolkes således, at retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, under henvisning til klausulen om grundlæggende retsprincipper ikke kan afslå fuldbyrdelse af en udeblivelsesafgørelse, som ikke fremfører noget argument om berettigelsen af søgsmålet, og hvorved der uden vurdering af hverken søgsmålets genstand eller grundlaget for søgsmålet træffes afgørelse om en tvists realitet, medmindre nævnte ret efter en samlet vurdering af proceduren og på grundlag af samtlige relevante omstændigheder finder, at denne retsafgørelse, ved ikke at gøre det muligt på nyttig og effektiv vis at tage retslige skridt til at anfægte den, udgør et åbenbart og uforholdsmæssigt indgreb i sagsøgtes ret til en retfærdig rettergang som fastsat i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.