18.2.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 49/12 |
Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 21. december 2011 — Evroetil AD mod Direktor na Agentsia »Mitnitsi« (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Varhoven administrativen sad — Bulgarien)
(Sag C-503/10) (1)
(Direktiv 2003/30/EF - artikel 2, stk. 2, litra a) - begrebet bioethanol - produkt, der er fremstillet på grundlag af biomasse, som har et ethanolindhold på over 98,5% og ikke er denatureret - relevansen af den faktiske anvendelse som biobrændstof - forordning (EØF) nr. 2658/87 - kombineret nomenklatur - tarifering af bioethanol med henblik på opkrævning af punktafgifter - direktiv 2003/96/EF - energiprodukter - direktiv 92/83/EØF - artikel 20, første led, og artikel 27, stk. 1, litra a) og b) - begrebet ethanol - fritagelse for harmoniseret punktafgift - denaturering)
2012/C 49/19
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Varhoven administrativen sad
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Evroetil AD
Sagsøgt: Direktor na Agentsia »Mitnitsi«
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Varhoven administrativen sad — fortolkning af artikel 2, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport (EUT L 123, s. 42), og bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2587/91 af 26. juli 1991 (EFT L 259, s. 1) — fortolkning af artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283, s. 51) og artikel 20, stk. 1, første led, i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT L 316, s. 21) — produkt, der er fremstillet på grundlag af biomasse, der indeholder estere, højere alkoholer og aldehyder, og som indeholder mere end 98,5% alkohol, og ikke har været genstand for denaturering — begrebet bioethanol — tarifering i underpos. 2207 20 00 (Ethanol (ethylalkohol) o.a. spiritus, denatureret, uanset alkoholindholdet) eller i underpos. 2207 10 00 (Ethanol (ethylalkohol), ikke denatureret, med et alkoholindhold ≥ 80 %), med henblik på opkrævning af punktafgifter
Konklusion
1) |
Definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport skal fortolkes således, at den omfatter et produkt som det i hovedsagen omhandlede, som bl.a. er fremstillet på grundlag af biomasse, og som har et ethanolindhold på over 98,5%, såfremt det udbydes til salg som biobrændstof til transport. |
2) |
EU-retten skal fortolkes således, at et produkt som det i hovedsagen omhandlede, som har et ethanolindhold på over 98,5%, og som ikke er blevet denatureret i henhold til en udtrykkeligt fastsat denatureringsproces, skal pålægges punktafgifter i henhold til artikel 19, stk. 1, i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer, selv om produktet er fremstillet på grundlag af biomasse ved hjælp af en anden teknologi end den, der anvendes til fremstilling af ethanol på basis af landbrugsprodukter, og indeholder stoffer, der gør det uegnet til konsum, samt opfylder kravene i forslaget til europæisk standard prEN 15376 for bioethanol, der anvendes som brændstof, og selv om produktet eventuelt svarer til definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30. |