1)

Artikel 32 i bilag V til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 og godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 2003/159/EF af 19. december 2002, skal fortolkes således, at resultaterne af en efterfølgende kontrol vedrørende rigtigheden af varernes oprindelse, således som angivet i de EUR.1-certifikater, der er udstedt af en AVS-stat, og som i det væsentlige bestod i en undersøgelse gennemført af Kommissionen, og nærmere bestemt OLAF, i denne stat på opfordring fra denne, er bindende for myndighederne i den medlemsstat, hvortil varerne er indført, idet det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om disse myndigheder har modtaget et dokument, hvoraf det utvetydigt fremgår, at AVS-staten anerkender de pågældende resultater som sine egne.

2)

Artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 af 16. november 2000, skal fortolkes således, at importøren i tilfælde af, at de EUR.1-certifikater, som er udstedt for indførsel af varerne i Unionen, er blevet erklæret ugyldige som følge af, at udstedelsen af disse certifikater var behæftet med uregelmæssigheder, og at præferenceoprindelsen som angivet på disse certifikater ikke har kunnet bekræftes under en efterfølgende kontrol, ikke kan anfægte en efteropkrævning af importafgift ved at påberåbe sig, at det ikke er udelukket, at visse af disse varer reelt havde den pågældende præferenceoprindelse.