|
6.8.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 232/8 |
Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 16. juni 2011 — Unomedical A/S mod Skatteministeriet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Højesteret — Danmark)
(Sag C-152/10) (1)
(Den fælles toldtarif - tarifering - kombineret nomenklatur - opsamlingspose, fremstillet af plastmaterialer, udelukkende beregnet til anvendelse i forbindelse med dialyseapparater (kunstige nyrer) - opsamlingspose, fremstillet af plastmaterialer, udelukkende beregnet til anvendelse i forbindelse med katetre - pos. 9018 og 3926 - begrebet »dele« og »tilbehør« - andre varer af plast)
(2011/C 232/13)
Processprog: dansk
Den forelæggende ret
Højesteret
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Unomedical A/S
Sagsøgt: Skatteministeriet
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Højesteret — fortolkning af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256, s. 1) — opsamlingsposer fremstillet af plastmaterialer, der er specialdesignet til og alene kan anvendes i forbindelse med et dialyseapparat — tarifering i underposition 9018 30 90 eller 3926 90 99 — opsamlingsposer fremstillet af plastmaterialer, der er specialdesignet til og alene kan anvendes i forbindelse med katetre — tarifering i underposition 9018 39 00 eller 3926 90 99 — begrebet »del og/eller tilbehør«
Konklusion
Den kombinerede nomenklatur, som er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, i den affattelse, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, skal fortolkes således, at en dialysepose, fremstillet af plastmaterialer, der er specialdesignet til og alene kan anvendes i forbindelse med et dialyseapparat (kunstig nyre), i perioden fra maj 2001 til december 2003 skulle tariferes i underposition 3926 90 99 i denne nomenklatur som »plast og varer deraf«, og at en urinopsamlingspose, fremstillet af plastmaterialer, der er specialdesignet til og derfor alene kan anvendes i forbindelse med katetre, i samme periode skulle tariferes i underposition 3926 90 99 i nævnte nomenklatur som »plast og varer deraf«.