27.2.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/26

Appel iværksat den 23. december 2009 af BCS SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten i Første Instans (Ottende Afdeling) den 28. oktober 2009 i sag T-137/08 — BCS SpA mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

(Sag C-553/09 P)

2010/C 51/42

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: BCS SpA (ved avvocati M. Franzosi, V. Jandoli og F. Santonocito)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Deere & Company

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves og den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EF-varemærke nr. 63 289 erklæres ugyldigt.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med følgende retlige fejl:

Retten i Første Instans anlagde en forkert fortolkning af artikel 7, stk. 1, litra b), og af artikel 7, stk. 3, i varemærkeforordningen (1), idet den fastslog, at et tegns opnåelse af fornødent særpræg ikke afhænger af en tidligere eller eksisterende eksklusiv brug af tegnet (desuden er denne brug ikke godtgjort, og det lægges tværtimod til grund i samme afgørelse, at den er blevet nægtet i visse lande).

II.	Retten i Første Instans anvendte de i retspraksis opstillede kriterier for at konstatere, om der er opnået fornødent særpræg, forkert i strid med varemærkeforordningens artikel 7, stk. 3.

AD I. Den manglende eksklusive brug i andre dele af Fællesskabet er godtgjort gennem erklæringer fra tredjemænd i Danmark og Irland. Den manglende utvetydige association mellem farvekombinationen grøn og gul og Deere er således uforenelig med anerkendelsen af, at dette tegn har opnået fornødent særpræg i disse lande.

AD II. BCS anfægter de af Retten i Første Instans anvendte retlige kriterier i forhold til beviset for en sekundær betydning, eftersom de er i strid med principperne, der følger af Domstolens langvarige retspraksis. Varigheden af brugen af varemærket Deere, markedsandele og salgsmængder kan nemlig ikke — hver for sig — anses for tilstrækkelige beviselementer for erhvervelsen af en sekundær betydning. Navnlig kan de ikke gøre det ud for en forbrugerundersøgelse, som ikke foreligger (eller for et resultat, der modsiger tredjemandserklæringer), eftersom disse er bevismidler af en anden karakter.

Herved begik Retten i Første Instans en fejl ved ikke at tage hensyn til det umiddelbare bevis for, at EF-varemærke nr. 63 289 savner fornødent særpræg i Danmark og Irland.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (kodificeret udgave) (EUT L 78, s. 1).