|
1.8.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 180/33 |
Sag anlagt den 28. maj 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Cypern
(Sag C-190/09)
2009/C 180/57
Processprog: græsk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved I. Chatzigiannis og A. Margelis)
Sagsøgt: Republikken Cypern
Sagsøgerens påstande
Det fastslås, at Den Cypriotiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 28 og artikel 8, stk. 1, i direktiv 98/34/EF (1), idet den har forbudt markedsføring af biobrændstoffer, der er fremstillet på grundlag af genmodificerede planter, og har vedtaget artikel 6 i lov nr. 66(I) fra 2005 uden forudgående meddelelse til Kommissionen herom.
|
— |
Republikken Cypern tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Ved lov nr. 66(1) fra 2005, »peri Proothisis tis Chrisis Biokafsimon i allon Ananeosimon Kafsimon gia tis Metafores« (vedrørende fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport) har Cypern gennemført direktiv Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport. Artikel 6 i den cypriotiske lov indeholder imidlertid flere forbud mod markedsføringen af biobrændstoffer, der er fremstillet på grundlag af genmodificerede planter.
Dyrkningen af en række genmodificerede planter (GMO’er) i Den Europæiske Union er lovlig i henhold til direktiv 2001/18/EF og forordning (EF) nr. 1829/2003. Biobrændstoffer, der er fremstillet på grundlag af genmodificerede planter, omfattes imidlertid ikke af anvendelsesområdet for de omhandlede nationale bestemmelser, hvorfor det skal undersøges, om de relevante bestemmelser er i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 28-30.
For så vidt angår tilsidesættelsen af EF-traktatens artikel 28-30 er Kommissionen af den opfattelse, at det cypriotiske forbud for det første ikke er nødvendigt for beskyttelsen af almene hensyn, og for det andet at de nationale bestemmelser, der indeholder et absolut forbud, er i strid med proportionalitetsprincippet.
For så vidt angår tilsidesættelsen af direktiv 98/34/EF er Kommissionen af den opfattelse, at artikel 6 i lov nr. 66(I) fra 2005 udgør en teknisk regulering som omhandlet i artikel 1, og at den ikke falder ind under undtagelsen i direktivets artikel 10, stk. 1, første led. De cypriotiske myndigheder var følgelig forpligtede til at give Kommissionen meddelelse om de ovennævnte bestemmelser. Da de cypriotiske myndigheder vedtog bestemmelsen uden forudgående meddelelse, har de tilsidesat sin forpligtelse hertil efter artikel 8, stk. 1, i direktiv 98/34/EF.
(1) EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37.