20.6.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/28


Sag anlagt den 1. april 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Belgien

(Sag C-120/09)

2009/C 141/50

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved M. van Beek og J.-B. Laignelot, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Belgien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (1), idet det ikke har gennemført artikel 2, litra f), j) og k), i samt bilag III, punkt 4, litra C), til dette direktiv i vallonsk ret.

Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Kommissionen har anført to klagepunkter til støtte for søgsmålet.

Dels foreholder Kommissionen sagsøgte, at det ikke i regionen Vallonien har gennemført begreberne »underjordisk opbevaring«, »gas fra deponeringsanlæg« og »eluat«, som er fastsat i artikel 2, litra f), j) og k), i direktiv 1999/31/EF om deponering af affald, i national ret. Kommissionen har fremhævet, at disse begreber er væsentlige, idet der er tale om nøglebegreber i forhold til direktivets anvendelse, som også gentages i andre bestemmelser udstedt i henhold til og under anvendelse af direktivet.

Dels har sagsøgeren kritiseret det forhold, at vallonsk ret ikke indeholder nogen bestemmelse om udløsningstærskler, ud fra hvilke det kan vurderes, om et deponeringsanlæg har forårsaget en betydelig forringelse af grundvandskvaliteten. Bestemmelsen i punkt 4, litra C, i bilag III til direktivet, som forudsætter, at sådanne udløsningstærskler er fastlagt, er af afgørende betydning for en effektiv kontrol med grundvandskvaliteten og dermed for miljøbeskyttelsen, som er direktivets hovedformål.


(1)  EFT L 182, s. 1.