16.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 113/26

—

Dom afsagt den 16. december 2008 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i de forenede sager T-225/06, T-255/06, T-257/06 og T-309/06 — dog ikke hvad angår domskonklusionens punkt 1 — ophæves.

—

Der træffes endelig afgørelse i sagen ved at de påstande, der blev nedlagt i første instans, forkastes, subsidiært hjemvises sagen til Retten i Første Instans.

—

Sagsøgeren i første instans betaler sagens omkostninger.

1.

Retten i Første Instans begik en retlig fejl, da den i realiteten frakendte Harmoniseringskontoret kompetence til at afgøre, at Budvar ikke havde løftet bevisbyrden for sine rettigheder i henhold til artikel 8, stk. 4 (1), når der herskede alvorlig tvivl om gyldigheden af disse rettigheder (de påståede oprindelsesbetegnelser »BUD«).

2.

Retten i Første Instans fejlfortolkede det kvalitative og det kvantitative kriterium i fællesskabsrettens krav om i henhold til artikel 8, stk. 4, at være »erhvervsmæssigt anvendt«. Retten fastslog for det første, at dette krav skulle fortolkes som enhver erhvervsmæssig anvendelse, der finder sted uden for rent private forhold, idet den navnlig fastslog, at der ikke var krav om reelt at bruge den påståede rettighed i henhold til artikel 8, stk. 4, sådan som det ville være tilfældet med varemærker. I denne forbindelse tillod Retten, at leveringer »Free of charge« blev anset for »erhvervsmæssigt anvendt« samt brug i anden egenskab (varemærkebrug i stedet for oprindelsesbetegnelsesbrug). For det andet tillod den appellerede afgørelse med urette, at der blev taget hensyn til brug efter datoen for ansøgning om det varemærke, der var rejst indsigelse mod, og Retten tog dermed ikke hensyn til det forhold, at for at en ældre rettighed skal være egnet som indsigelsesgrund i henhold til artikel 8, skal alle betingelser for denne indsigelsesgrund være opfyldt på det tidspunkt, da den ansøgning, der rejses indsigelse imod, indgives. For det tredje fejlfortolkede Retten artikel 8, stk. 4, idet den under fravigelse af territorialitetsprincippet fastslog, at der kunne tages hensyn til brug, der havde fundet sted i andre lande end de lande, hvor den påståede rettighed i henhold til artikel 8, stk. 4, eksisterer.

3.

Retten i Første Instans fejlfortolkede også kravet om »ikke kun [at have] lokal betydning«. Retten mente i det væsentlige, at dette krav var opfyldt ved den omstændighed, at den påståede rettighed i henhold til artikel 8, stk. 4, havde sin oprindelse i et tredjeland og blev udvidet til to medlemsstater i Den Europæiske Union. Retten rejste ikke spørgsmålet, om der var tale om en rettighed, som ikke kun havde lokal betydning i de to faktiske medlemsstater, hvor rettigheden blev gjort gældende, og Retten åbnede dermed mulighed for at etablere rettigheder i henhold til artikel 8, stk. 4, fra lande uden for Den Europæiske Union.

4.

Det andet appelanbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, litra b), sammenholdt med artikel 74, stk. 1. Artikel 8, stk. 4, litra b), kræver, at den nationale ret giver Budvar ret til at forbyde anvendelsen af det varemærke, der er rejst indsigelse imod. Appelkammeret havde på grundlag af de beviser, parterne havde fremlagt, og under anvendelse af den faste regel om, at bevisbyrden i indsigelsessager for Harmoniseringskontoret påhviler indsigeren, afgjort, at Budvar ikke havde godtgjort, at selskabet i henhold til national ret i enten Frankrig eller Østrig var i stand til at forbyde brugen af varemærket »BUD«. I strid med artikel 74, stk. 1, og artikel 8, stk. 4, litra b), fastslog Retten imidlertid, at Harmoniseringskontoret ex officio og ud over de af parterne fremsatte anbringender skulle undersøge retstilstanden og den retlige udvikling til støtte for den påståede rettighed i henhold til artikel 8, stk. 4, i stedet for at forkaste indsigelsen, fordi Budvar ikke havde godtgjort sine påståede rettigheder.

5.

Sammenfattende har Retten i Første Instans i den appellerede dom fortolket artikel 8, stk. 4, på en måde, som er svær at forene med ordlyden af denne bestemmelse og umulig at forene med formålet med forordning nr. 40/94 om at skabe en velfungerende fælles EF-varemærkerettighed, med henblik på at fremme den interne handel i Fællesskabet.

6.

Hver af disse retskrænkelser fra Retten i Første Instans førte til annullationen af Andet Appelkammers afgørelser, og retskrænkelserne er derfor — hver for sig — grund til at ophæve den appellerede dom.