1.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 102/16


Appel iværksat den 27. februar 2009 af Portela — Comércio de artigos ortopédicos e hospitalares, Lda, til prøvelse af kendelse afsagt den 17. december 2008 af Retten i Første Instans (Ottende Afdeling) i sag T-137/07, Portela — Comércio de artigos ortopédicos e hospitalares, Lda, mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-85/09 P)

2009/C 102/26

Processprog: portugisisk

Parter

Appellant: Portela — Comércio de artigos ortopédicos e hospitalares, Lda (ved advogado C. Maurato)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Påstand om delvis ophævelse af den appellerede [kendelse] for så vidt som Retten fastslog, at der ikke er årsagsforbindelse mellem Kommissionens undladelse og det af appellanten påståede tab (præmis 96, 97, 99, 100 og 101 i den appellerede [kendelse]).

Og der tages stilling til [appellen], idet

Principalt: Det fastslås, at betingelserne for Kommissionens ansvar uden for kontrakt er opfyldt i den verserende sag; Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for de påståede tab; og Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger for begge retsinstanser, herunder appellantens omkostninger.

Subsidiært: Sagen hjemvises til Retten i Første Instans med henblik på, at denne efterprøver, om betingelserne for ansvar uden for kontrakt er omfyldt; Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det påståede tab; og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne — herunder appellantens omkostninger — i forbindelse med denne appel og sagen ved Retten i Første Instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den appellerede kendelse er utilstrækkeligt begrundet, idet Retten i Første Instans ikke har besvaret de anbringender, som appellanten har fremført i den oprindelige stævnings punkt 92 og 93, om, at den omstændighed, at fabrikanten ikke har en repræsentant for Fællesskabets område, hvilket er obligatorisk i henhold til direktivet, umuliggør de vurderings- og overensstemmelsesprocedurer, som det bemyndigede organ har foretaget, og endelig Kommissionens udtalelse om, at den ikke er blevet anmodet om at deltage i beskyttelsesproceduren, idet den portugisiske myndighed, Infarmed, ikke har handlet i henhold til artikel 14b i Rådets direktiv 93/42/EØF (1) af 14. juni 1993 om medicinske anordninger, som affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/79/EF (2) af 27. oktober 1998 om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik.

Retten i Første Instans har anlagt en rigtig vurdering af årsagsforbindelsen mellem Kommissionens adfærd og det tab, som appellanten har lidt, og en urigtig fortolkning af direktivets artikel 8 og 14b.

Retten i Første Instans har tilsidesat retten til forsvar ved ikke at træffe de forberedende foranstaltninger, som appellanten har begæret.


(1)  EFT L 169, s. 1.

(2)  EFT L 331, s. 1.