Sag anlagt den 13. februar 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik

(Sag C-64/09)

2009/C 90/25

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved P. Oliver og J.-B. Laignelot, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Franske Republik

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har fremsat syv anbringender til støtte for sit søgsmål vedrørende en ukorrekt gennemførelse i fransk ret af visse bestemmelser i direktiv 2000/53/EF.

Kommissionen har for det første gjort gældende, at gennemførelsen af definitionen i artikel 2, nr. 13, vedrørende »Demonteringsinformationer« for udrangerede køretøjer ikke er blevet foretaget på en tilstrækkelig klar og præcis måde, for så vidt som den tilsvarende nationale bestemmelse har en rækkevidde, der er langt mere begrænset end den, der er fastsat i direktivet, og navnlig udelader enhver forbindelse med det af fællesskabslovgiver angivne formål om at undergive de pågældende køretøjer en korrekt og miljøvenlig behandling.

Ifølge Kommissionen har den forsinkede gennemførelse af direktivets artikel 4, stk. 2, litra a), endvidere bevirket, at der i 18 måneder på markedet fandtes køretøjer, materialer og komponenter indeholdende bly, kviksølv, cadmium og hexavalent chrom (her bortses fra de gyldige undtagelser), eftersom de relevante nationale bestemmelser kun har været gældende for typegodkendte køretøjer fra den 31. december 2004, skønt direktivets artikel 4, stk. 2, litra a), angav den 1. juli 2003 som skæringsdato.

Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at den i artikel 5, stk. 3, fastsatte procedure vedrørende udstedelse af en skrotningsattest for et udrangeret køretøj ikke er blevet korrekt gengivet i fransk ret, hvilket kan give anledning til usikkerhed, navnlig for indehavere af køretøjer med oprindelse i andre medlemsstater. Kommissionen har herved særligt kritiseret den omstændighed, at skrotningsattesten ikke udleveres på det tidspunkt, hvor køretøjet afleveres til en behandlingsvirksomhed, men først efter, at køretøjet er blevet skrottet, og at denne attest ikke udleveres til indehaveren af det det udrangerede køretøj, men til præfekten i det departement, hvor køretøjet er blevet indregistreret.

Kommissionen har for det fjerde anfægtet gennemførelsen af artikel 5, stk. 4, der efter Kommissionens opfattelse er til hinder for bestemmelsens effektive virkning, for så vidt som den giver visse godkendte anlæg — de anerkendte behandlingsvirksomheder — adgang til at afvise udrangerede køretøjer og undlader at fastsætte en kompensationsordning for disse virksomheder.

Artikel 6, stk. 3, er ligeledes gennemført i strid med begrebet »stripning«, der angiver første etape af behandlingen af udrangerede køretøjer, nemlig den, der består i at fjerne dele, der let kan afmonteres, før de miljøbelastende stoffer fjernes.

Kommissionen har endvidere kritiseret gennemførelsen af artikel 7, stk. 1, for så vidt som de franske myndigheder tilskynder til genvinding af køretøjernes komponenter »såfremt de tekniske og økonomiske betingelser gør det muligt«, skønt direktivet indeholder en strengere forpligtelse til genvinding »når dette er miljømæssigt forsvarligt«.

Kommissionen har endelig fremhævet, at medlemsstaterne i henhold til artikel 8, stk. 3, er forpligtet til at træffe udtrykkelige foranstaltninger for at sikre, at producenterne af køretøjer og fabrikanterne af komponenter sørger for, at der foreligger demonteringsoplysninger for hver type nyt køretøj, der bringes på markedet, i form af håndbøger eller elektroniske medier.

(1)  EFT L 269, s. 34.