4.4.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 82/17

Appel iværksat den 29. januar 2009 af Ralf Schräder til prøvelse af dom afsagt den 19. november 2008 af Retten i Første Instans (Syvende Afdeling) i sag T-187/06, Ralf Schräder mod EF-Sortsmyndigheden

(Sag C-38/09 P)

(2009/C 82/32)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Ralf Schräder (ved Rechtsanwälte T. Leidereiter og W.-A. Schmidt)

Den anden part i appelsagen: EF-Sortsmyndigheden (CPVO)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten i Første Instans (Syvende Afdeling) den 19. november 2008 i sag T-187/06 ophæves.

—	Der gives medhold i appellantens påstand i første instans om annullation af afgørelse truffet den 2. maj 2006 (sag A 003/2004) af EF-Sortsmyndighedens Appelkammer. Subsidiært til punkt 2

—	Sagen hjemvises til Retten i Første Instans, for at denne kan træffe fornyet afgørelse.

—	EF-Sortsmyndigheden tilpligtes at betale alle sagens omkostninger, herunder omkostningerne i den foreliggende sag, i sagen for Retten i Første Instans og i sagen for Appelkammeret.

Anbringender og væsentligste argumenter

Denne appel er iværksat i anledning af dommen afsagt af Retten i Første Instans, hvorved EF-Sortsmyndigheden blev frifundet i en sag anlagt af appellanten til prøvelse af afgørelse truffet af Sortsmyndighedens Appelkammer angående en ansøgning om sortsbeskyttelse af plantesorten »SUMCOL 01«. Med den appellerede dom stadfæstede Retten Appelkammerets afgørelse om, at den ansøgte sort ikke tydeligt adskilte sig fra referencesorten, som ansås for at være almindeligt kendt.

Med første appelanbringende har appellanten påberåbt sig en række rettergangsfejl. Ifølge appellanten har Retten i sin prøvelse af Appelkammerets afgørelse fastslået en række forhold, hvis manglende rigtighed umiddelbart følger af sagsakterne. Dernæst har Retten fordrejet de faktiske omstændigheder og beviser, krævet for meget af appellantens anbringender, truffet selvmodsigende afgørelser og tilsidesat appellantens ret til kontradiktion. Retten har således ignoreret store dele af de af appellanten fremførte anbringender og beviser og afvist dem med henvisning til, at de var for generelle. Retten har også herved overset, at det var appellanten delvis umuligt at være mere konkret. På denne måde har Retten også tilsidesat appellantens ret til kontradiktion samt principperne om bevisbyrde og bevisførelse. Endelig har Retten på ulovlig vis udvidet klagesagens genstand, idet den som begrundelse for den appellerede dom har anført noget, som hverken EF-Sortsmyndigheden eller Appelkammeret har fremført.

Med det andet appelanbringende har appellanten påberåbt sig, at Retten har tilsidesat fællesskabsretten, idet den i fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse har vurderet, hvorvidt en sort var almindeligt kendt, med støtte i en skriftlig sortsbeskrivelse i den videnskabelige litteratur. Appellanten har desuden gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af ovennævnte forordnings artikel 62 og af artikel 60 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1239/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse.