1. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – anvendelsesområde
(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 2, stk. 1 og § 3, stk. 1)
2. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – ansættelsesvilkår – begreb
(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4, stk. 1)
3. Institutionernes retsakter – direktiver – medlemsstaternes gennemførelse
(Art. 258 TEUF; Rådets direktiv 1999/70, art. 2, tredje afsnit)
4. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70
(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4, stk. 1)
1. Det følger af ordlyden af direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, og af nævnte rammeaftale, som er bilagt direktivet, samt af deres opbygning og formål, at de deri indeholdte forskrifter finder anvendelse på tidsbegrænsede kontrakter og ansættelsesforhold, der er indgået med forvaltningen og andre enheder i den offentlige sektor.
En midlertidigt ansat i en selvstyrende region i en medlemsstat henhører under det personelle anvendelsesområde for direktiv 1999/70 og under rammeaftalen, som er indeholdt i bilaget til dette direktiv.
(jf. præmis 38 og 45 samt domskonkl. 1)
2. Et anciennitetstillæg henhører, for så vidt som det udgør et ansættelsesvilkår, under § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, således at arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse kan gøre indsigelse mod en behandling, som med hensyn til udbetaling af dette anciennitetstillæg er mindre gunstig end den, der gælder for fastansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation, medmindre dette er objektivt begrundet. Den midlertidige karakter af visse offentligt ansattes ansættelsesforhold er ikke i sig selv et objektivt forhold som omhandlet i denne paragraf i rammeaftalen.
(jf. præmis 58 og domskonkl. 2)
3. I artikel 2, tredje afsnit, i direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, bestemmes, at når medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivet, skal bestemmelserne indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
Når det imidlertid i et direktiv udtrykkeligt foreskrives, at bestemmelserne til gennemførelse af direktivet skal indeholde en henvisning til direktivet eller ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning, er det under alle omstændigheder nødvendigt at vedtage en positiv gennemførelsesforanstaltning. Selv om det er korrekt, at medlemsstaterne i forbindelse med et traktatbrudssøgsmål anlagt i medfør af artikel 258 TEUF kan dømmes for at have tilsidesat de forpligtelser, der følger af artikel 2, tredje afsnit, i direktiv 1999/70, følger det ikke nødvendigvis heraf, at en national bestemmelse, hvori der i bemærkningerne hertil ikke henvises til det pågældende direktiv, ikke kan anses for at være en gyldig bestemmelse til gennemførelse af dette. Eftersom det påhviler medlemsstaterne ikke blot formelt at gennemføre EU-direktiverne i deres retsorden, men ligeledes at sikre sig, at de forpligtelser, som påhviler dem i medfør af disse direktiver, fuldt ud og til enhver tid overholdes, kan det ikke udelukkes, at en medlemsstat, som i første omgang forsøgte at gennemføre et direktiv og at overholde sine forpligtelser i henhold til EU-retten, navnlig som følge af søgsmål anlagt ved de nationale domstole eller af et søgsmål anlagt af Kommissionen i medfør af artikel 258 TEUF, bliver klar over, at bestemmelserne i dens nationale lovgivning ikke har gennemført EU-retten korrekt eller fuldt ud og under disse omstændigheder bør ændres.
Den blotte omstændighed, at en national bestemmelse ikke indeholder nogen henvisning til direktiv 1999/70, udelukker således ikke, at bestemmelsen kan anses for at være en national bestemmelse til gennemførelse af dette direktiv.
(jf. præmis 61-64 og 67 samt domskonkl. 3)
4. § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, er ubetinget og tilstrækkeligt præcis til at kunne påberåbes af midlertidigt ansatte tjenestemænd over for staten ved en national domstol med henblik på, at det fastslås, at disse har ret til anciennitetstillæg for perioden fra udløbet af den frist, der var pålagt medlemsstaterne til gennemførelse af nævnte direktiv, indtil ikrafttrædelsen af den nationale lov til gennemførelse af dette direktiv i den pågældende medlemsstats nationale lovgivning med forbehold af overholdelse af de relevante bestemmelser i national ret vedrørende forældelse.
Den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder er, uanset den omstændighed, at der i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 1999/70 findes en bestemmelse, som anerkender de midlertidigt ansatte tjenestemænds ret til udbetaling af treårige anciennitetstillæg, men som udelukker, at denne ret anvendes med tilbagevirkende kraft, forpligtede til i medfør af EU-retten og hvad angår en bestemmelse i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som har direkte virkning, at tillægge denne ret tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for udløbet af den frist, der var pålagt medlemsstaterne til gennemførelse af nævnte direktiv.
(jf. præmis 90 og 99 samt domskonkl. 4 og 5)