1. Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – fradragsret for en afgiftspligtig person, der har erlagt denne afgift for tjenesteydelser leveret af en anden afgiftspligtig, som ikke er registreret med hensyn til nævnte afgift – betingelse – nævnte tjenesteyders udstedelse af en faktura, der indeholder alle de krævede oplysninger
[Rådets direktiv 77/388, art. 18, stk. 1, litra a), og art. 22, stk. 3, litra b)]
2. Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – udelukkelse af fradragsretten – medlemsstaternes mulighed for at opretholde de undtagelser, der var gældende på tidspunktet for sjette direktivs ikrafttræden – national lovgivning, som udelukker fradragsret for afgift betalt af en afgiftspligtig person til en anden afgiftspligtig person, på grund af sidstnævntes manglende registrering med hensyn til denne afgift – ikke tilladt
(Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 6)
1. Artikel 18, stk. 1, litra a), og artikel 22, stk. 3, litra b), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som ændret ved direktiv 2006/18/EF, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person har ret til fradrag af merværdiafgift erlagt for tjenesteydelser leveret af en anden afgiftspligtig, som ikke er registreret med hensyn til denne afgift, såfremt fakturaerne vedrørende disse tjenesteydelser indeholder alle de oplysninger, som kræves i henhold til nævnte artikel 22, stk. 3, litra b), navnlig de oplysninger, som er nødvendige for at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser.
Når den kompetente afgiftsmyndighed er i besiddelse af de nødvendige oplysninger for at kunne fastslå, at den afgiftspligtige person, som aftager af de omhandlede handelstransaktioner, er pligtig at betale merværdiafgift, kan den nemlig ikke foreskrive supplerende betingelser hvad angår den afgiftspligtiges ret til at fradrage den indgående afgift, der kan medføre, at udøvelsen af denne ret bortfalder.
En tjenesteyders eventuelle tilsidesættelse af forpligtelsen i medfør af sjette direktivs artikel 22, stk. 1, kan således ikke rejse tvivl om fradragsretten i henhold til dette direktivs artikel 17, stk. 2, for aftageren af tjenesteydelserne.
(jf. præmis 35, 36 og 38 samt domskonkl. 1)
2. Artikel 17, stk. 6, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som ændret ved direktiv 2006/18, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som udelukker ret til fradrag af merværdiafgift, der er betalt af en afgiftspligtig til en anden afgiftspligtig, som er tjenesteyder, når sidstnævnte ikke er registreret med hensyn til denne afgift.
Den mulighed, der er tildelt medlemsstaterne i sjette direktivs artikel 17, stk. 6, udgør ikke en ubegrænset skønsmæssig beføjelse til at udelukke alle eller næsten alle goder og tjenesteydelser fra fradragsretten for merværdiafgift og således fratage ordningen, der blev indført med dette direktivs bestemmelser, sit indhold. Denne mulighed kan således ikke anvendes til generelle udelukkelser og fritager ikke medlemsstaterne for forpligtelsen til i tilstrækkelig grad at præcisere de goder og tjenesteydelser, for hvilke fradragsretten er udelukket.
(jf. præmis 41 og 47 samt domskonkl. 2)