1. Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – berettiget person – begreb
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 3, stk. 1)
2. Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – ikke anvendelige på en medlemsstats rent interne forhold – unionsborger, der aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, som altid har haft ophold i den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, og som er statsborger i en anden medlemsstat
(Art. 21 TEUF)
1. Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område skal fortolkes således, at dette direktiv ikke finder anvendelse på en unionsborger, som aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, som altid har haft ophold i en medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, og som desuden er statsborger i en anden medlemsstat.
For det første er enhver unionsborger, der »rejser til« eller tager ophold i en »anden« medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, i henhold til denne bestemmelse i direktiv 2004/38 en berettiget person i direktivets forstand. Da en persons ophold i den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, for det andet ikke kan undergives betingelser, kan direktiv 2004/38 hvad angår betingelserne for udøvelse af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område ikke finde anvendelse på en unionsborger, som nyder en ubetinget ret til ophold som følge af den omstændighed, at vedkommende opholder sig i den medlemsstat, hvor han er statsborger. For det tredje fremgår det af direktivet i sin helhed, at det ophold, som direktivet omhandler, er knyttet til udøvelsen af den frie bevægelighed for personer.
En unionsborger, der befinder sig i den ovenfor beskrevne situation, er ikke omfattet af begrebet »berettiget person« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2004/38, hvorfor direktivet ikke finder anvendelse på ham. Denne konstatering påvirkes ikke af den omstændighed, at nævnte borger ligeledes har statsborgerskab i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende har ophold. Den omstændighed, at en unionsborger er statsborger i mere end én medlemsstat, betyder således ikke i sig selv, at vedkommende har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed.
(jf. præmis 32, 34, 35, 39-41 og 57 samt domskonkl. 1)
2. Artikel 21 TEUF finder ikke anvendelse på en unionsborger, som aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, som altid har haft ophold i en medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, og som desuden er statsborger i en anden medlemsstat, for så vidt som denne borgers situation ikke medfører, at en medlemsstat anvender foranstaltninger, som har den virkning, at borgeren fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som er tillagt ved statussen som unionsborger, eller at denne hindres i at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.
Situationen for en unionsborger, der ikke har gjort brug af retten til fri bevægelighed, kan ikke alene af den grund sidestilles med en rent intern situation. Som statsborger i mindst én medlemsstat er en person i henhold til artikel 20, stk. 1, TEUF unionsborger og kan derfor påberåbe sig de rettigheder, der er knyttet til denne status, herunder over for sin oprindelsesmedlemsstat, og navnlig den ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som er tillagt ved artikel 21 TEUF.
Den omstændighed, at myndighederne i den medlemsstat, hvor borgeren har statsborgerskab og ophold, ikke tager det statsborgerskab, som borgeren ligeledes har i en anden medlemsstat, i betragtning ved afgørelsen af en ansøgning om opholdstilladelse i henhold til EU-retten, som borgeren har indgivet, indebærer imidlertid ikke, at der anvendes foranstaltninger, som har den virkning, at den berørte fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som vedkommende er tillagt ved sin status som unionsborger, eller at denne hindres i at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område. I en sådan kontekst er den omstændighed, at en statsborger ud over at have statsborgerskab i den medlemsstat, hvor vedkommende har ophold, også har statsborgerskab i en anden medlemsstat, ikke i sig selv tilstrækkelig til, at det må antages, at den berørte persons situation henhører under artikel 21 TEUF, idet denne situation ikke har tilknytning til nogen som helst af de situationer, EU-retten gælder for, og at alle relevante forhold i denne situation udelukkende har tilknytning til én medlemsstats område.
(jf. præmis 46, 48, 49, 54, 55 og 57 samt domskonkl. 2)